Den frække frø

I 1897 udgravedes af Viborg Museum en gravhøj ved Sønderteglgård nær Viborg by. Som så mange andre oldtidshøje indeholdt den grave fra forskellige perioder, men det er kun et af disse anlæg - det yngste - vi her vil interessere os for. På gravbunden fandtes forskellige sager, således hjørnebeslaget til et skrin, et stykke af en kniv, seks perler, hvoraf fem af bjergkrystal, og - sammen med perlerne - den ovenfor afbildede frøfigur. Denne bronzeskulptur, som er modelleret med megen naturalisme, er kun to centimeter høj og har på visse partier rester af en tynd forgyldning. Frøen sidder foroverbøjet med forbenene hængende nedad. På fodstykket foran den ser man en langstrakt spalte med en lille kuppelformet højning på hver side.

Af H.J. Andersen

Billede

I det ret beskedne gravgods må man gå til perlerne for at søge en datering, de peger mod vikingetid, og det stemmer godt med gravens hele karakter. Udstyret taler i øvrigt for, at det er en kvindegrav, og spørgsmålet bliver da, hvorfor denne vikingekvinde har fået en bronzefrø med i graven. Det kan næppe bero på en tilfældighed.

Flere steder i verdener frøen eller tudsen forbundet med seksuelle forestillinger, især vedrørende kvindekønnet. I gammel nordisk folketro kan frøens nøgleben fungere som kærlighedsamulet, og talrige er de sagn, der beretter om kvinders specielle forhold til tudser og frøer. Påfaldende er det, at fødsel og svangerskab meget ofte indgår som fremtrædende elementer i handlingen. En almindelig udbredt nordisk fortælling lyder i bornholmsk version:

En kone stod engang i sit køkken og bryggede. Da kom der en stor skrubtudse og ville gå over dørtærskelen; men den kunne ikke. Konen tog en tørv og lagde den ved tærskelen for at hjælpe den. »Du er vel tørstig, din stakkel«, sagde konen og tog en øse med ølurt og lod tudsen drikke. Derpå sagde hun: »Du er så tyk, du skal vel snart gøre barsel, så vil jeg være din jordemoder«. Nogen tid senere kom en lille mand og nødte konen til at følge med sig. Hun så da tudsen ligge i barselseng i en smuk stue, og hun forløste den. Som barselløn fik konen forklædet fuldt af hestepærer; men da hun ærgerligt kastede dem på jorden, klingede de klare guldkroner.

I andre sagn er det den som tudse forklædte vættekvinde, der kommer sin overjordiske medsøster til undsætning i barselnøden, og det er tænkeligt, at vi her nærmer os en oprindelig forestilling om en tudsen iboende, fødselshjælpende kraft. Fra Blekinge fortælles om en svanger pige, der af ondskab bandt en tråd om livet på en tudse, skønt den var i samme tilstand som hun selv, men siden kunne hun ikke føde sit barn og måtte bede mindeligt om forladelse; så kom der en lille kvinde op af jorden og hjalp hende i hendes nød. - I svensk folketro lever også forestillingen om, at den, der redder en tudse ud af hugormens gab, får overført tudsens forløsningskraft på sig.

Afdøde professor Johannes Brøndsted, der i sin tid gjorde offentligheden bekendt med den lille tudse- eller frøfigur gennem en artikel i et fagskrift, måtte på denne baggrund opfatte den som en fødselshjælpende amulet båret af den formodentlig gravide kvinde, der blev stedt til hvile i graven. Fodstykkets spalte og de to kuplede højninger, som frøen så interesseret betragter og favnende våger over, kan da tolkes som kvindesymboleme: moderskødet og de livgivende bryster.