Den forsømte kongegrav

At det blev jordet i Viborg, ikke i Ringsted, hvor Eriks forfædre hvilede, må skyldes stiftsstadens bekvemme beliggenhed kun få kilometer fra mordstedet. Viborg-domkirken blev kongelig gravkirke, men hvis nogen har håbet på en fortsættelse, er han blevet skuffet; end ikke Eriks dronning fik lov at hvile ved hans side. Viborg har kun denne ene kongegrav, men den hører til de interessanteste, især på grund af de gåder, der knytter sig til kongens voldsomme død.

Erik Klippings grav har været åbnet to gange, men ikke på en måde, der tilfredsstiller nutidige fordringer. Den sidste af undersøgelserne var ellers i gode hænder. Initiativtageren var Frederik 7., og arbejdet lededes af arkæologen Worsaae, der nogle år i forvejen havde undersøgt kongegravene i Ringsted og derom udsendt et pragtværk uden plet og lyde. Viborg-graven blev aldrig publiceret, ja end ikke en sammenhængende rapport foreligger der fra Worsaaes hånd. Denne kongegrav hører i højeste grad til de misrøgtede.

I disse år foretages der igen undersøgelser i og om Viborg domkirke, men de spændende resultater vil vi gemme til en anden gang. Om nogen genåbning af kongegraven bliver der næppe tale – den ville nok heller ikke give større udbytte – men det synes rimeligt, nu da anledningen er der, at samle, hvad der kan findes af spredte oplysninger om de ældre undersøgelser. Også de bevarede genstande fra graven er blevet hentet frem af gemmerne til fornyet studium.

Som bekendt er Viborg-domkirken en af de meget få danske kirker, der har krypt: et overhvælvet kælderrum under koret. Kongegraven blev anlagt i korgulvet, oven over kryptens hvælvinger, men pladsforholdene her var trange, så en muret forhøjning over gulvniveau har været påtrængende nødvendig. I 1500-årene brændte kirken, men det vides ikke, om graven ved den lejlighed led skade. Det er muligt, for 1638 forsynedes den med en ny overdækning, en gravplade af træ med udskæringer, kendt fra hele to tegninger, hvoraf den ene dog muligvis er en kopi af den anden. Oprindelig har graven ligget foran alteret, men dette blev senere rykket frem i korbuen, hvorved det lagde kongen bag sig. 1708 besluttedes det at afskille en del af det nu lidt overflødiggjorte kor til landemodesal; det krævede opførelse af en væg, og her kom kongegraven i vejen. Ligefrem at sløjfe det fyrstelige hvilested vovede man dog ikke, men problemet løstes ved at bygge en ny grav et par meter længere mod vest, altså nærmere alteret, og flytte indholdet af den gamle derover. Om den med flytningen forbundne undersøgelse foreligger en kortfattet trykt beretning af Erik Pontoppidan, men uden i øvrigt at forklejne denne meget fortjenstfulde mand kan man vist sige, at nøjagtighed ikke var hans stærke side. Heldigvis opgiver han sin kilde: præsten Christiern Erichsens optegnelser, som stadig eksisterer og opbevares på Det kongelige Bibliotek. Dette vigtige aktstykke er da nu blevet hentet frem og tydet af arkivar Henning Paulsen. Indholdet gengives her i uddrag:

Indledningsvis beskriver Erichsen det førnævnte gravtræ fra 1638 som en træramme, hvori er »udhuggen en jagt med mynder og dyr i løvværk og midt på bogstavet E med en krone på« – altså netop som vi kender det fra de bevarede tegninger. Om selve den murede grav siger han, at den er »ej større, end kisten derudi kan stå. Kisten er af træ, og uden om samme trækiste findes en anden kiste af bly«. (Fig. 2). I kisten, som var »ganske fuld af sten og grus«, fandtes kongens »hovedben«, og det oplyses, at »mange små trekantede og runde huller og blessyrer på det hele ben fandtes, lige som det kunne have været gjort enten med stridshamre eller pigge af morgenstjerne«. Endvidere fandtes kongens skosåler (men åbenbart intet af selve skoene) samt hans sværd »så bred som tre fingre, klingen syv kvarter lang, og var der en krydse på fæstet og en stor knap af en materie, lige som det kunne have været fin messing eller zink«. Og endelig nævnes »en æske af sølv, hvorudi uden tvivl hostien var lagt af munkene –. Uden omkring denne æske stod en rythmus, som var læselig nok: Panis adest veræ donans sponsalia vitæ (Her er brødet, som giver løfte om det sande liv)«. På selve flytningen ofrer Erichsen ikke mange ord, vi får således ikke at vide, om gravgodset kom på museum eller fulgte skelettet i den nye grav, men det sidste har formodentlig været tilfældet. Også låget – gravtræet – er vel uden videre flyttet over. Der ses ingen grund til, at man skulle have fornyet det.