Den forgyldte sol

Tre medlemmer af den bornholmske sportsdykkerklub »Goplerne« foretog lørdag den 5. juli sidste år en dykning i Østersøen ud for Tejn, og her gjorde de deres spændende fund. Hovedmassen af det opfiskede - godt og vel fem kg - var kobberskiver, små runde plader med et tværmål på to cm og en gennemsnitsvægt på fem gram. Dertil kom diverse kobberspigere og ringe, blykugler, blyplomber og en enkelt stor sølvmønt, en portugisisk 500 reis, med en overstempling fra 1663, som gav den første forsigtige antydning om fundets alder. Det blev hurtigt klart, at kobberskiverne måtte være såkaldte blindmønter, d.v.s. møntblanketter, der endnu ikke var prægede. (Fig. 1)

Den 11. juli fløj finderne til København, hvor de overgav fundet til Nationalmuseet, men der lå endnu meget tilbage under vandet, og undersøgelserne blev fortsat 18. og 19. august af Skibshistorisk Laboratorium og senere af de tre findere; herved fremkom endnu 10-15 kg blindmønter samt fem »normale« mønter, tre af sølv og to af kobber. (Fig. 2)

Sølvmønterne er engelske: to shillings fra ca 1595 og 1638 og en sjælden half-crown fra 1644. (Fig. 3-4)

Kobbermønterne er begge fra Sverige, såkaldte sesslinge; på den ene læses årstallet 1666, og den er således fundets yngste mønt. (Fig. 5)

At der bag dette fund skjuler sig en historie er indlysende, men hvordan finde frem til den? Straks da meddelelsen om fundet nåede Nationalmuseet, dukkede det første spor op. Dr. Georg Galster, Møntsamlingens tidligere leder, erindrede en notits, han for mange år siden var stødt på i et manuskript om bornholmske møntfund af amtmand Johan Christian Urne (død 1787). Den blev fundet frem og lød som følger: »En kobberpenge, som en fyrk (1/4 svensk öre) eller ½ skilling stor, dog uden noget stempel; fundet i stranden og er af det for Olsker sogn, omtrent ved Tejn, den 5. december 1673 strandede fartøj fra Stockholm, Solen kaldet, destineret til Frankrig, ladet med kobber etc.«, Urne fortæller videre, at møntblanketterne skulle præges i Frankrig.

Denne oplysning blev afgørende for de videre undersøgelser. Den gamle amtmands viden om forliset 1673 må bygge på kilder, der nu er tabte, nemlig bornholmske embedsarkiver, som tilsyneladende ikke er bevaret fra denne tid. Man måtte derfor kontrollere meddelelserne ad anden vej for at se, om der var hold i dem.

Det kunne hurtigt fastslås, at ladningen næppe var bestemt for Frankrig. Man havde ikke slået fransk kobbermønt siden 1657, og endnu vigtigere: hverken vægt eller diameter på blanketterne passede med nogen fransk kobbermønt fra Ludvig XIV’s lange regering (1642-1715). Det bestemmelsessted kunne altså lades ude af betragtning, blikket måtte vendes andetstedshen og faldt snart på England. Det viste sig, at de engelske farthings (1/4 penny), som Karl II lod slå fra 1672, passede i størrelse og vægt.

(Fig. 6)

En anden mulighed for kontrol af amtmand Urne, var at gå til Øresundstoldregnskaberne, som opbevares i Rigsarkivet. Her kan man følge skibstrafikken gennem Øresund fra senmiddelalderen og indtil midten af forrige århundrede, da tolden blev afskaffet, men for os var det tilstrækkeligt at gennemgå regnskaberne fra 1672 til 1675. De meddeler skipperens navn og hjemsted, lastens art og skibets destination, hvorimod skibets navn sjældent nævnes. Endelig anføres naturligvis toldafgiften. Men de svenske og svensk-pommerske skibe falder i en særlig gruppe, da de var toldfri. Man nøjedes med at registrere dem og konstatere, at de havde det forlangte søpas med navn på skib og skibsfører samt angivelse af dets bestemmelsessted, derimod noteredes ladningen ikke.

Dette, at man netop ved de svenske skibe angav skibsnavnet, viste sig at blive afgørende ved identifikationen. Flere af de registrerede svenske skibe bar navnet Solen eller Den forgyldte Sol, således en skude fra Landskrona, et skib fra Stralsund og et fra Kalmar. Alle disse skibe træffes også efter den famøse dato, den 5. december 1673, og kunne derfor lades ude af betragtning. Men der var endnu et skib, Den forgyldte Sol, ført af Jacob Adriansen Flaster (også kaldet Vlaster eller Flasser) fra Stockholm. Han synes ofte at have fulgt en trekantrute, Stockholm-London-Setubal (Portugal)-Stockholm. (Fig. 7)

I årene 1672-73 ses skibet at have passeret Sundet fem gange på vej til og fra de omtalte byer; sidste gang er 12. september 1673, hvor det er på vej hjem til Stockholm. Efter den tid nævnes det ikke, så for den sags skyld kunne det godt være dette skib, der var endt mod Bornholms klippekyst. Det afgørende bevis manglede dog stadig.

Her kom vor svenske kollega, Jonas Berg fra Sjöhistoriska Museet i Stockholm, os til hjælp. Han kunne oplyse, at der virkelig den 27. oktober 1673 var udstedt et nyt søpas til Den forgyldte Sol for en rejse til London. Det anselige skib, der ejedes af nogle Stockholmborgere, var på 130 læster, 151,5 fod langt og 40,5 fod bredt, og var - eller havde i hvert fald været - bestykket med 54 kanoner. Af det på latin affattede søpas, der er indført i en kopibog i det svenske Riksarkiv, fremgår, at skibet var lastet med jern, kobberplader og messingtråd samt 66 skippund (godt 10 tons) kobber-blindmønt, hvert skippund i en tønde for sig. Blindmønterne tilhørte den kendte Abraham Cronström, et medlem af en foretagsom, oprindelig nederlandsk familie, der i løbet af 1600-tallet havde gjort karriere som møntmestre og forretningsmænd i Sverige. De havde 1663 fået privilegium på at tilvirke blindmønt til fremmede stater. (Fig. 8)

Vi tør nu med sikkerhed hævde, at det virkelig var Den forgyldte Sol, ført af Jacob Flaster, der forliste under Bornholm den 5. december 1673, og påstanden støttes i øvrigt af de fundne mønter fra Sverige, England og Portugal, altså netop fra den trekantrute skibet ofte fulgte. Jonas Berg oplyser, at Flaster, der en gang før havde lidt skibbrud, nemlig under Öland 1668, også overlevede dette forlis. Han førte allerede 1674 et nyt skib, der som de to forrige hed »Solen«.

Men lad os vende tilbage til den historie, blindmønterne har at fortælle. Sverige var i 16- og 1700-tallet sammen med Japan en af verdensmarkedets hovedleverandører af kobber. Dette metal, der især blev brudt i Stora Kopparberget nær Falun i Dalarne, spillede en betydelig rolle for Sveriges økonomiske liv, men det var generende, at markedsprisen var meget svingende (hvad den er den dag i dag). Kong Gustaf Adolf (død 1632) og hans efterfølgere brugte en del af kobberet til den svenske møntprægning, hvorved de ville unddrage verdensmarkedet en så stor andel, at eksportprisen på resten kunne holdes oppe - en spekulation, der dog ikke lykkedes. Også på anden måde søgte man at få det mest mulige ud af kobberet, således ved kun at sælge det i renset form og som halvfabrikata, for eksempel blindmønter.

Fra først i 1600-tallet og lige til 1803 blev blindmønter periodevis eksporteret til de forskelligste europæiske lande: først til Spanien, senere til Frankrig (hvortil man også eksporterede prægede »franske« mønter) og i 1660'erne i stort tal over Riga til Litauen. I begyndelsen af 1670'erne viste der sig muligheder i England, hvor der var stor mangel på småmønt, og fra svensk side greb man straks chancen. Abraham Cronström rejste selv til England og aftalte 1672 en eksport af blindmønter, efter eget udsagn på ikke under 50.000 rigsdaler om året. De skulle i Tower, hvor Londons møntsted fandtes, præges til halfpennies og farthings.

Da den engelske udmøntning 1672 kom i gang, måtte man hurtigt rationere mønterne, således at man fra vekselkontoret kun udleverede farthings to gange ugentligt, ja senere kun en gang om ugen, medens udleveringen af halfpennies midlertidigt indstilledes. Efterspørgslen oversteg nemlig produktionsmuligheden og, ikke mindst, muligheden for at skaffe halvfabrikata fra Sverige. Cronström havde taget udtrykkeligt forbehold overfor leverance om vinteren, hvor Sundet var lukket, og hvor man i øvrigt sjældent vovede sig ud på større sejladser i Østersø og Vesterhav. Åbenbart har man alligevel villet gøre et forsøg året efter, men med forliset som resultat.

Den forgyldte Sols ladning af kobberblindmønter udgjorde som sagt godt og vel 10 tons. De i 1969 fundne har alle skullet præges til farthings, men størrelsen på den mønt, Urne kendte, tyder på, at der også har været blanketter til halfpennies imellem, så vi kan ikke beregne antallet af blindmønter nærmere end til mellem én og to millioner stykker. Utvivlsomt er en del af ladningen blevet bjerget; forliset skete nær kysten, og kaptajnen (samt vel også besætningen) blev jo reddet. Under alle omstændigheder repræsenterer det i øvrigt store fund kun nogle få promille af den oprindelige last. (Fig. 9)