Den døde mand og havet – Om Danmarks tredje bådgrav
(Fig. 1). Hvor Flintinge Å, Lollands store vandløb, løber ud i Guldborgsund, breder lave enge sig neden for Flintingegård. Alleryderst på den sydlige side af den tragt, hvorigennem åen løber mod sundets brede fladning, ligger i engen nogle ganske små naturlige højninger. De var næppe blevet bemærket, hvis ikke øjet var blevet fanget af store sten, som skyder sig op over græsset. Tæt ved strandkanten ligger stenene i en kileformet formation, som bringer spidsen af en skibssætning i erindring. Det hele synes dog at være en naturlig forekomst, selv om en enkelt af stenene påkalder arkæologisk interesse ved at være dækket med skålformede fordybninger. Kun ca. 25 m fra denne stensamling dannede en halv snes noget mindre sten en næsten cirkelrund stenkreds med en ca. 3 m bred græsflade mellem sig. Dette så ikke naturligt ud, og da Lolland-Falsters Stiftsmuseums energiske forvalter Kjeld Snedker ved at tage en græstørv af fandt trækul og rustklumper midt i stenkredsen, begyndte han en undersøgelse af stedet.
Af Knud Thorvildsen
Fig. 1: Ingen figurtekst
Det viste sig, at jorden inden for stenkredsen var stenfyldt og omgravet, men trækullet lå kun i overfladen, og da flere rustklumper dukkede frem og afslørede sig som defekte søm, så det hele ikke meget lovende ud. En halv meter nede nåede udgraveren til bunds og fandt den faste lerundergrund dækket af mørk jord, der kunne ligne forkullet træ. Ved at følge den mørke jord fandt man hurtigt frem til den gamle nedgravnings form. Den dannede en langstrakt grube, der i den ene ende syntes at fortsætte ind under og uden for stenkredsen. (Fig. 2) Efter at stenene og grønsværen var blevet fjernet og mulden forsigtigt skovlet af ned til undergrundens overflade, viste grubens fortsættelse sig tydeligt, idet den mørke fyld af stenfyldt jord adskilte sig klart fra den lyse sandblandede lergrund, som omgav den. Sammenholdtes det netop afdækkede nu med den tømte del af nedgravningen, fik det hele en mistænkelig lighed med konturerne af en båd; en opfattelse der blev bestyrket, da de små graveskeer snart efter afdækkede en række af klinknagler i det netop blotlagte jordskel. Kjeld Snedker var nu temmelig sikker i sin sag: han måtte stå over for en nedgravet båd; men var det en båd efterladt af fiskere i nyere tid, eller drejede det sig om en bådgrav fra oldtiden? Efter samråd med Stiftsmuseets formand baron R. Bertouch-Lehn standsede han gravningen, for at Nationalmuseet kunne tage stilling til fundet. Resultatet blev, at den fortsatte undersøgelse kom til at foregå som et samarbejde mellem de to museer. Trods naturelementernes energiske protest lykkedes det derefter i løbet af de næste fjorten dage at afdække graven, medens en vedvarende og voldsom oktoberstorm sendte skyer af skumsprøjt fra den nære strandkant ind over båd og mandskab.
Fig. 2: Den langstrakte, mørke plet er båden, som endnu ligger fyldt med jord bortset fra den udgravede grube i plettens fjerneste ende. Omkring gruben ligger resterne af stenkredsen.
Da undersøgelsen var færdig, stod hændelsesforløbet i forbindelse med gravanlægget klart:
Engang i yngre jernalder havde man begravet en mand her yderst i strandengen. En lille båd var trukket på land og nedsat i en rende, som var gravet i den lille højnings faste ler. Derpå var den døde lagt på langs i bådens midte med hovedet vendende mod nordøst. Med sig i graven fik han sværd og skjold. Sværdet blev lagt ved lænden, således at odden stak ind under skjoldet, der lå over ligets ben. Da sten og jord var dynget over graven, fik den lov at ligge i fred nogen tid, måske et par hundrede år, vi kan ikke vide det. Men en dag kom andre folk for at begrave i den lille højning yderst på næsset. De nye folk undgik at grave i det faste, hårde ler, men fandt den gamle grav hvor jorden var let at komme i. De gravede brutalt ned gennem bådgravens nordlige halvdel og lod sig ikke skræmme, da de fandt den tidligere gravlagte. Både han og hans sværd blev gravet op. Derfor fandt man ved den arkæologiske undersøgelse af bådgravens lig kun benene nedenfor de overhuggede lårknogler, ligesom man af sværdet kun fandt odden, den var rustet fast til skjoldets jernbule, som lå knust mellem ligets skinneben. Efter gravsætningen blev den yngre grav kastet til med den jord, man kort forinden havde opgravet. Herved kom en del af de gamle skibsnagler atter ned i jorden, hvor de ved undersøgelsens begyndelse fandtes tilfældigt spredt. Over jorden blev den nye grav markeret ved en kreds af større sten.
En bådgrav, som den der nu er blevet gravet frem ved Flintingegård, er noget helt usædvanligt på dansk grund. Foruden den store vikingetidsgrav ved Ladby kendes her fra landet kun en enkelt bådgrav. Den blev fundet 1877 ved Brokær nord for Ribe, men blev ikke sagkyndigt udgravet og kan ikke dateres. I Norge og Sverige derimod er bådgravene talrige. De dukker op allerede i slutningen af 6. århundrede og fortsætter helt op til kristen tid. De ældste bådgrave er alle forholdsvis enkle, dvs. en mindre båd, hvori liget er lagt med få gravgaver, men i tidens løb kommer der større og mere komplicerede grave til. I vikingetiden kulminerer gravskikken med store pragtfulde skibsgrave som de berømte fra Gokstad og Oseberg i Norge.
Graven ved Guldborgsund hører til de beskedne bådgrave. Den dødes båd er lille og kun lidt gravgods har han haft med sig. Heraf kan dog ikke sluttes, at graven hører til de tidlige. Jævne bådgrave anlægges i vore nabolande, så længe man begraver på hedensk vis. Det lidt Flintingebåden rent konstruktionsmæssigt kan fortælle kan heller ikke danne grundlag for en datering. Den eneste chance for en snævrere tidsmæssig placering af fundet inden for oldtidens sidste fire århundreder giver skjoldbulen; når den er sammensat, vil dens form muligvis kunne hjælpe os.
(Fig. 3).
Fig. 3: (en hel side for sig selv) Plan over bådgraven ved Flintingegård. Båden var meget dårligt bevaret. Træet var helt bortrådnet, og jernnaglerne sad de fleste steder som uformelige rustklumper, hvis det stadig sivende vand da ikke havde gjort det helt af med dem (bunden af båden lå kun tre meter fra strandkanten og under daglig vande!). Trods alle mangler kan fundet føje enkelte oplysninger til det lidt, vi ved om bådbygning i oldtiden. Båden, der var nedsat i hel tilstand, har været 5,50 m lang. Bredden på midten var 1,10 m, og dybden 20 cm; muligvis har båden dog været lidt højere og bredere, idet en eller flere bordplanker kan have raget op i mulden, hvor alt er udslettet. Der var spor af tre bordplanker på hver side af kølen. Plankerne selv var borte, men tilbage lå lange rækker af klinknagler, som har holdt dem sammen. Spanter og andre båddele var helt borte, kun kølen sås som en lang muldstribe midt
Yngre grav, som er anlagt oven i bådgraven; stenkredsen hører hertil. Gravningen har heldigvis ikke ødelagt bådens nordstavn (nederst i båden).
Om den sekundære grav vil man aldrig kunne sige andet end, at den er senere end bådgraven, thi den gav som erstatning for bådgravens ødelagte våben og parterede lig kun en enkelt stærkt ødelagt lemmeknogle, men ingen oldsager. (Fig. 4)
Fig. 4: Den udgravede båd
Fartøjets rolle i bådgravsskikken har været ivrigt diskuteret af arkæologer og religionshistorikere. Er båden at opfatte som en Charons færge, der sætter den døde over det vand, som skiller levende fra døde, eller var den blot en bekvem ligkiste stor nok til at rumme ikke alene den døde, men også alle de ejendele han skulle have med sig. Eller var måske fartøjet blot en gravgave i lighed med gaver som rideheste, vogne eller slæder? Der er blevet argumenteret for alle tre opfattelser, uden at det er lykkedes en enkelt af dem at fortrænge de andre.
Dateringen af graven og hvilke forestillinger, der ligger bag bådgravsskikken er blot to af de problemer den nye interessante grav rejser; men der er mange andre. Rummer bådgraven en lollik, eller er den gravlagte en fremmed kriger, som døde under sejladsen i fremmed farvand, men blev færget ind og gravsat i skibsjollen? Dette og meget andet kan Skalks læsere spørge om, men de skal ikke forvente svar af.