Den døde mand og havet – Om Danmarks tredje bådgrav

Det viste sig, at jorden inden for stenkredsen var stenfyldt og omgravet, men trækullet lå kun i overfladen, og da flere rustklumper dukkede frem og afslørede sig som defekte søm, så det hele ikke meget lovende ud. En halv meter nede nåede udgraveren til bunds og fandt den faste lerundergrund dækket af mørk jord, der kunne ligne forkullet træ. Ved at følge den mørke jord fandt man hurtigt frem til den gamle nedgravnings form. Den dannede en langstrakt grube, der i den ene ende syntes at fortsætte ind under og uden for stenkredsen. (Fig. 2) Efter at stenene og grønsværen var blevet fjernet og mulden forsigtigt skovlet af ned til undergrundens overflade, viste grubens fortsættelse sig tydeligt, idet den mørke fyld af stenfyldt jord adskilte sig klart fra den lyse sandblandede lergrund, som omgav den. Sammenholdtes det netop afdækkede nu med den tømte del af nedgravningen, fik det hele en mistænkelig lighed med konturerne af en båd; en opfattelse der blev bestyrket, da de små graveskeer snart efter afdækkede en række af klinknagler i det netop blotlagte jordskel. Kjeld Snedker var nu temmelig sikker i sin sag: han måtte stå over for en nedgravet båd; men var det en båd efterladt af fiskere i nyere tid, eller drejede det sig om en bådgrav fra oldtiden? Efter samråd med Stiftsmuseets formand baron R. Bertouch-Lehn standsede han gravningen, for at Nationalmuseet kunne tage stilling til fundet. Resultatet blev, at den fortsatte undersøgelse kom til at foregå som et samarbejde mellem de to museer. Trods naturelementernes energiske protest lykkedes det derefter i løbet af de næste fjorten dage at afdække graven, medens en vedvarende og voldsom oktoberstorm sendte skyer af skumsprøjt fra den nære strandkant ind over båd og mandskab.