Den brøndste stok

Først lidt om Åmose-stokken, der blev fundet i et par meters dybde og afleveret, omhyggeligt vasket, til Nationalmuseets folk, der desværre ikke ynder renlighed; i hvert fald fandt de den ilde anbragt her. Den 58 centimeter lange og smukt afglattede kæp er lige afskåret i begge ender - ved den ene dog med tilføjelse af et skråsnit, som måske kan skyldes hugget, der i sin tid skilte gren fra stamme (fig. 2). Indskåret i overfladen ses et primitivt kors og to omløbende ringe, der ligesom afsætter et par håndtag, men det mærkeligste er dog de lange revner, der fra begge ender strækker sig op i stokken; at de skulle være opstået tilfældigt kan udelukkes, da de langs kanterne er forsynet med en mængde små hak, så at det næsten ser ud, som var de syet sammen. Den ene revne er kun en kraftig rift i siden, men den anden (i den uforbrændte ende) er en regulær flækning - meget lang, men det kunne se ud til, at den først er blevet det efterhånden, for hakkene på det indre stykke virker, som var de tilføjet senere. Dateringen, som er tilvejebragt ved pollenanalyse, siger kun, at stykket må være fra tiden efter Kristi fødsel, og lader altså alle muligheder åbne inden for et tidsrum af et par tusinde år. J. Troels-Smith, der har beskrevet fundet (Kumi 1951), giver ingen forklaring på stokkens brug, men henviser til det noget bedre oplyste Hemdrup-fund, som han mener rummer nøglen til mysteriet.

Det nordjyske fund, som Peter Skautrup har skrevet om, ligeledes Kumi 1951, er unægtelig mere farverigt. Således fundhistorien! Kæppen, der stod lodret nedstukket i tørven i ret ringe dybde, blev af finderen overladt til mosens ejer. Denne blev nogen tid senere på en tur i Vendsyssel overfaldet af tandpine, hvilket bragte ham i hænderne på tandlægen og museumsmanden Holger Friis, der hurtigt vejrede fundet og sikrede sit museum stokken (fig. 3) (fig. 4). Tandlæge Friis har et langt liv igennem trofast tjent arkæologiens sag med spade og bor.

Hemdrup-stokken, der er halvmeterlang og let krummet, har i den ene ende en fløjtelignende tilskæring (et hak og et skråsnit), mod den anden spidser den til, og det er her, forkulningen findes. I den glatskrabede overflade er med kraftige snit indskåret et mønster, et stormasket net, der danner ramme om indridsede tegn og figurer. Vi ser en løst tegnet menneskeskikkelse af ubestemmeligt køn samt fire dyr, muligvis hunde, hvoraf de tre er gengivet i strakt løb med vajende haler, mens den fjerde, der befinder sig i en indeklemt position, tager det mere roligt. Endvidere to runebånd (det ene dog lidt problematisk), en ornamental figur (triskele) samt en ubestemmelig tegning i noget grovere udførelse. Runerne og triskelen giver tilsammen dateringen, der af Skautrup sættes til 900-1050, snarest dog før år 1000.

For spørgsmålet om stokkens (stokkenes) brug og betydning turde runerne være af allerstørste interesse, men desværre hører netop denne indskrift til de meget vanskelige. Nogen egentlig tolkning af teksten som helhed kan Skautrup derfor ikke bringe, men om hvert af dens led fremsætter han en række forslag, som dog alle garderes bag betydelige mængder af forbehold. Når dertil kommer, at flere runeforskere, som har synet staven, har udtalt afvigende meninger, må man med beklagelse erkende, at indskriften har nok i egne problemer og ikke egner sig til løsning af andre. Om stykkets brug har Skautrup iøvrigt fremsat en præcis og på mange måder tiltalende teori: Stokken er en »kylekæp«, et kasteredskab, som højt op mod vor tid har været anvendt af hyrdedrenge til at holde styr på hjorden. Af sådanne kæppe er der bevaret en del, de er af nogenlunde samme størrelse og form som vor runestav og har ofte indskårne tegn og forsiringer. Forkulningen? Drengen kan have brugt stokken til at rode op i bålet.

Vi ser her vor brændte stok afklædt for al mystik, trukket ned i hverdagen - og det er ikke nogen helt dårlig ide, eftersom søndagene jo nu engang er i mindretal. Meget af det, vi støder på i fortiden, og som forekommer os mærkeligt, kan da også have en ganske banal forklaring, som vi blot ikke fatter, fordi vi lever i en anden tid med anden skik og brug. Alligevel må man i dette tilfælde have lov at ytre sin tvivl. Runekyndighed var i vikingetiden meget langt fra at være hver-mands eje; de få, der besad den, må have været ansete folk, som vel ikke befattede sig med udsmykning af kæppe for små personer på samfundsstigens allernederste trin (fig. 5) (fig. 6). Hemdrup-staven er heller ikke i klasse med de kendte kylekæppe, den er i hele sit udstyr langt fornemmere, og det forekommer helt usandsynligt, at den lykkelige ejer af et sådant pragtstykke skulle bruge det skødesløst til oprodning i bål. Åmose-stokken, der så tydeligt er af Hemdrupfamilien, øger tvivlen yderligere, for det er jo mærkeligt, at den også er forkullet - og hvad betyder den underlige opsplitning? Kort: der er ved de to stokke markante ejendommeligheder, som ikke forklares tilfredsstillende ved kylekæp-teorien. Det må være muligt at finde en bedre løsning. Hemdrup -fundet førte os til Nordjylland; lad os blive der, men forlade vort mislykkede århundrede (fig. 7). Sceneskifte til det Herrens år 1611.

Christian IV har erklæret Sverige krig, og også Vendsyssel tager sine forholdsregler, selv om denne landsdel vel ikke hører til de mest truede. Landeværnet er mobiliseret, våben skaffet tilveje, og der holdes strandvagt med døgnlang tjeneste og trussel om dødsstraf, dersom nogen ulykke indtræffer for forsømmeligheds skyld. Det er pålagt vagtmændene at opbygge alle bål og holde dem ved magt, og de, som af Guds vejr er nedblæst, skal snarest opbygges igen. Der er med andre ord tale om bål, der ligger opstablet, parat til at tændes, hvis fjenden viser sig. Tilstede hos strandvagten på Skagen er fire mand med heste; de skal, dersom indfald sker, straks og hastelig ride op i landet og give almuen og dens førere besked. Før en strandvagt går i tjeneste, skal han melde sig hos vagtmesteren og får af ham udleveret »den brændte stok«.

Det er et ældgammelt alarmeringssystem, vi her får demonstreret. Bålet er bavnen, som, når den tændes, straks udløser andre bavnebål på andre bakketoppe - en slags optisk telegraf, der på kort tid kan bringe en meddelelse over store afstande. For at systemet kan fungere, må bålpladserne overvåges; det foregår, som vi så, under tilsyn af de lokale myndigheder, der også, hvis alarmen går, og bålet flammer op, har ansvaret for, at meddelelsen når ud til befolkningen. Derfor holder ryttere parat, og dertil tjener den brændte stok.

Om sidstnævntes funktion og udseende ved vi en del, og selv om oplysningerne er stærkt præget af tilfældighed, er det muligt at danne sig et nogenlunde dækkende billede. Den har været brugt over store dele af Europa, således hele Norden, hvor den optræder under flere forskellige navne; det i nutiden bedst kendte er vel: budstikke. Hvor bavnen varetog fjernalarmeringen, klarede budstikken det tilsvarende lokale problem. Som navnet antyder, var den bærer af et budskab, det fulgte med, når den blev sendt ud, og var naturligvis hovedsagen; stokken var blot det synlige tegn på, hvor langt meddelelsen var nået. Princippet for udbringeisen var videregivelse: den, der modtog stokken, havde pligt til at befordre den til næste mand, som så overtog forpligtelsen - og så fremdeles, indtil beskeden var nået ud til alle inden for pågældende distrikt. Ved at etablere hovedruter og sideruter kunne hastigheden fremmes, men dertil krævedes mere end én stok. Det er sandsynligt, at der er udgået flere, måske adskillige, budstikker fra hver bavnehøj.

Krigsforkyndelse var budstikkens mest dramatiske og vel nok vigtigste, men langt fra dens eneste funktion; der var jo så mange andre områder, hvor myndigheder havde brug for at henvende sig til befolkningen. Ved bekendtgørelse af love og forordninger. I kirkelige anliggender. Ved tilsigelse til tingmøder, bystævner og lignende. Ved indkaldelse til arbejdstjenester af forskellig art, for eksempel vejarbejde, snekastning, opdragning af skibe eller - mere specielt - eftersøgning af drabsmænd. Nogen helt sjælden gæst kan budstikken ikke have været; de fleste må have mødt den under en eller anden form. Budstikkesystemet var i al sin primitivitet et ret effektivt kommunikationsmiddel, i det finder vi kimen til et postvæsen - og vi må tro, det er her, vort nuværende postvæsen henter inspiration til sine for kunderne så byrdefulde »rationaliseringer«. En torn i øjet på myndighederne var de illegale budstikker, som der er mange eksempler på.

Oprindelsen til budstikkevæsenet fortaber sig i oldtiden, men fra tidlig middelalder og fremefter kan vi følge det - svagest i Danmark, noget bedre i Sverige-Norge. Det er fra sidstnævnte land, vi har de ældste mere indgående beskrivelser »Den skal bære budstikken byerne imellem, som kan svare for ord og ed«, hedder det i Magnus Lagabøters landslov fra 1270'erne. »Husbonden, skal man levere den til, om han er hjemme, eller hustruen, om han ikke er hjemme, hans søn, om han er fuldmyndig, hans datter, om hun er voksen, dernæst bryden eller den bedste mand, som på gården findes. Men om alle husfolkene er gået fra gården, da skal han gå til bondens setstue og sætte budstikken ned i højsædet og støtte den, så den ikke falder. Men om han ikke kan komme ind, da skal han binde budstikken over midtdøren, så at hver, som går ind, kan se den. Da skal husbonden gå til dem, som bar budstikken til ham, og spørge, hvad budet sagde, og bærer den siden til næste nabo«. Der er straffebestemmelser for »budfald«, det vil sige forsømmelighed ved budstikkens befordring. - Alt dette finder man gentaget næsten uforandret 400 år senere i Christian V's Norske lov, men med tilføjede bestemmelser om, hvordan man skal måle vejene op, hvis der er tvivl om, hvem der er nærmeste nabo. I Sverige synes verdenshjørnerne at have spillet en rolle for budstikkens rute gennem byerne, men ellers er billedet det samme, så vidt vi kender det. Med enkelte undtagelser - og det gælder begge nabolande - var det forbeholdt myndighedspersoner såsom lensmænd og fogder at skære og udsende budstikker. Fra 1600-tallet og fremefter gik systemet i opløsning - nu var det rigtige postvæsen kommet til - men budstikken i dens mange forskellige former levede dog videre helt op mod vort århundrede, hvad man kan overbevise sig om ved besøg på norske og svenske museer.

I Danmark med de små afstande og de tæt sammenbyggede landsbyer synes budstikken at have spillet en lidt mindre rolle; lovene forbigår den i tavshed, men ved siden af loven groede sædvanen, som også var en slags lov omend uofficiel, og dér ser det ud til, at de danske budstikker har været forankret. At i hvert fald krigs- og drabsbudstikken har hjemret her og har været af betydning, kan anses for sikkert, eftersom den har et særligt dansk navn, der ikke kendes andetsteds: vidjebrand. Ifølge Sakse skulle brugen af budstikker gå tilbage til Frode Fredegod, men da denne sagnkonge formodentlig aldrig har levet, er det af nok så stor interesse, at samme forfatter også kan fortælle om en oprørsbudstikke udsendt 1181 af skåninger og hallandsfarer »efter folkets skik«. Denne skik havde åbenbart sine unoder, for flere gange i løbet af middelalderen hører man om folk, der, ligervis som Sakses skåninger, har udsendt budstikken illegalt. Alligevel var den ikke udelukkende et redskab for oprørere, det fastslås eftertrykkeligt i en erklæring, som Erik af Pommern 1428 lader udgå fra sjællandske landsting, og som hundrede år senere indskærpes af Christian II. Her får budstikken kongelig konfirmation. Det siges, at »efter gammel sædvane og ret, som været har tilforn i landet«, skal den, som sidder hjemme, »når fjenden kommer til landet, og bavn brænder, og vidjebrand går omkring, — hænges ved sin egen bjælke« (fig. 8).

Det er - som nævnt - voldsbudstikken og den alene, der går under navnet vidjebrand. Vi møder ordet ikke så sjældent middelalderen igennem, men derefter forsvinder det, og det er ikke blot navnet, men selve redskabet, der går af brug. Den ovenfor berettede episode fra Skagen 1611, hvor strandvagterne får udleveret den brændte stok, utvivlsomt for at kunne udsende den i påkommende tilfælde, er i virkeligheden det sidste livstegn, vi har fra den gamle faremelder, som vore nordlige nabolande holder fast ved en god tid endnu. At vi opgiver krigsstafetten, er måske ikke så overraskende, men man bemærker med undren, at bavnen, som den samarbejdede med, lever videre og har været i anvendelse endnu under forrige århundredes krige. Til de længelevende hører også den fredelige budstikke, men den synes i hvert fald at have spillet en mindre - og navnlig mindre alsidig - rolle her end i det øvrige Norden. Dens hovedopgave var at kalde til tingmøder og bystævner - det sidste i konkurrence med byhornet, der var det almindeligste. Bystokken, som den kaldtes, levede i øvrigt længe - enkelte steder i Sønderjylland til godt ind i vort århundrede, altså til et tidspunkt, hvor mange allerede havde fået telefon.

Ihukommende udgangspunktet for denne artikel vender vi opmærksomheden mod budstikkens udseende, og her er det så heldigt, at vi ikke helt lades i stikken af det iøvrigt meget sparsomme materiale. Det vides, at man undertiden formgav i et letfatteligt symbolsprog, således at f.eks. den kirkelige budstikke fik skikkelse af et kors, mens tingstokken kunne være i øksens lignelse; men det var ingen ubrydelig regel, og vi har en nogenlunde velbegrundet formodning om, at den almindelige budstikke i ældre tid var en simpel kæp med nogen tildannelse, men ellers med det udseende, som den havde fra naturens hånd. Stor formrigdom møder vi hos de nyere budstikker, som vi kender bedst, fordi en del endnu er bevaret. De kan have håndtag og huller, og nogle er forsynet med en spids, der kan hugges ind i dørstolpen, hvis man ikke træffer nogen hjemme. De findes også jernbeslåede eller helt af jern, måske med vedhængende ringe. Ornamenter og indskrifter er almindelige; de sidste kan være på vers, men poesien har sat skønnere blomster. Det fremgår, at budstikker kunne have navn: Dingeldangel eller Dovendank.

Hvad nu krigs- og drabsbudstikken angår, så er det tydeligt, at den, også formmæssigt, indtager en særstilling. Der kendes to hovedtyper, hvoraf den ene synes hjemmehørende i Norge, den anden i Sverige-Danmark, men forholdene er iøvrigt uklare, og det er muligt, at begge typer har optrådt i alle tre lande til forskellig tid. »Hærpilen«, som den norske udgave kaldtes, var, som navnet siger, pilformet; den kunne være af træ eller jern - det sidste på hovedruten langs kysten (fig. 9). Ifølge Sakse skal hærpilen have været kendt i Danmark, men i en fjern fortid. Hvordan hans egen tids budstikke så ud, fortæller han ikke, men vi må gå ud fra, at den ikke var pilformet.

I en svensk retssag fra 1486 omtales nogle urostiftere, der har skåret budstikke »med brandh och snara«. Forklaringen på det mærkelige udtryk finder vi - oven i købet med illustration - hos Olaus Magnus i hans store værk om de nordiske folks skikke, trykt i Rom 1555. Han beskriver krigsbudstikken som en stav eller kæp af tre håndsbredders længde, i den ene ende svedet, i den anden om viklet med et reb. Betydningen er, at den, der sidder budskabet overhørig, skal hænges og hans hus brændes.

Af den danske krigsbudstikke - vidjebranden - haves ingen tilsvarende beskrivelse. Og dog: i selve dens navn ligger, at den må have set ligesådan ud. At efterleddet »brand« sigter til brændingen, er umiddelbart indlysende, og »vidje« synes udsprunget af et oldnordisk ord med betydningen »bånd, der danner en løkke« - hvilket vel må hænge sammen med, at vidjen, den tynde bøjelige pilegren, tidligere har været brugt som en slags erstatning for reb. Ordet vidjebrand, der altså svarer nøje til det svenske »brand og snare«, nævnes første gang 1428, så nu ved vi altså, hvordan krigsbudstikken så ud på Erik af Pommerns tid. Hvornår skikken med brændingen er opstået, er det ikke muligt at afgøre. Med sin drastiske symbolik skulle den meget vel kunne være af hedensk rod.

Vi vender tilbage til vort arkæologiske udgangspunkt og stiller spørgsmålet: Er det vidjebranden, vi nu er kommet i besiddelse af - oven i købet i to eksemplarer? Ved fornyet betragtning af de omstridte stokke findes intet, der taler imod tanken, men en del, der bestyrker den. Størrelsen er passende, forkulningen forefindes, og begge stave har indskårne ringe og hak, der kan have tjent som leje for det ved-bundne reb. Udsmykningen med billeder, skrift og ornamentik bryder heller ingen regel; den findes jo til overmål på de bevarede budstikker. Materialet- taks - savner vi en forklaring på, overleveringen nævner intet om en foretrukket træsort, men det sjældne takstræ var i oldtiden højt anskrevet og synes netop benyttet til genstande lidt ud over det almindelige (fig. 10). Endelig er der findestedets problem: Hvordan er stokkene kommet i mosen? Et tilsvarende spørgsmål er stillet ved tusinder af andre mosefund, men sjældent fyldestgørende besvaret. Af kilderne synes det at fremgå, at krigsbudstikken ikke blev genbenyttet, men at der i hvert enkelt tilfælde blev skåret nye. Hvad der blev af de gamle, melder historien intet om.

Åmose-stokkens opsplitning? Den er ikke glemt, blot gemt til sidst som den berømte rosin. De to revner er et så iøjnefaldende og usædvanligt træk ved genstanden, at en plausibel indpasning af dem i budstikketeorien må veje tungt som bevis på dennes rigtighed. Nøglen til forståelsen finder vi ved at vende tilbage til udgangspunktet og gøre os klart, at det gamle budstikkesystem havde en væsentlig ulempe: budskabet var på grund af budbærernes stadige skiften meget udsat for forvanskning. Som tiden gik, og oplysningen skred frem, fandt problemet sin løsning derved, at man lod en skriftlig besked følge med stokken; præsterne, om ikke andre, kunne da i hvert fald tyde den. Sedlen kunne bindes til budstikken, men der er også eksempler på, at stokken er gjort hul, så at der ligefrem blev et rum til indlægning af papiret. I »Juridisk Collegium«, trykt i København 1755, hvor juristen E. Hesselberg kommenterer Christian Vs Norske lov, omtales de officielle budstikker, der skulle være jernbeslåede og forsynet med kongens navnetræk, men, tilføjes det, »man bruger ofte ikke andet end et i enden splittet stykke træ, hvori sættes en skreven seddel«.

Betragtet fra denne nye synsvinkel forekommer det ikke svært at forstå Åmosestokken med de to indskårne ringe og to revner, hvoraf den længste - ifølge Troels-Smith - må være opstået gradvis. Oprindelig har der kun været én opsplitning og én ombindingsfure, anbragt i hver sin ende af kæppen og naturligvis sådan, at forkulningen ikke blev rørt (fig. 11) (fig. 12). Men ak, under brugen arbejdede revnen sig op i stokken, der truede med at flække fra ende til anden. For at redde situationen lod man revne og ring bytte gårde, det vil sige, man indskar ny revne og ny ombindingsfure, stadig i hver sin ende af stokken, men omvendt i forhold til før. Revnen - nu i den forkullede ende - blev ikke gjort gabende som forgængeren, men fik form af en flænge ned over siden; en brugelig nødløsning for at undgå gentagelse.
At Åmose-stokken kunne være fra historisk tid, gav allerede det indridsede korstegn en anelse om, den har vi nu fået bekræftet. En datering til senmiddelalder må være det sandsynligste.

Naturligvis, kan man næsten sige, måtte det blive storkrigen, der kaldte de gamle stridsforkyndere frem af jorden, men de må være blevet mildere med årene, eftersom de denne gang meldte kampen af. De to museer, der nu hver for sig huser vidjebranden, kan prise sig heldige, for vel ser den ikke ud af meget, men en repræsentant for selve Danmarkshistorien må bestemt have krav på opmærksomhed. Bag hvert eneste snit fornemmes ritualer, i hele sin skikkelse udtrykker den drama, men det, som især fængsler, er dog den ukendte, til stokken knyttede begivenhed, der meget vel kan tænkes at være blandt dem, vi læste om i skolen. - Runeindskriften! Det var ønskeligt, om de, der mestrer denne form for læsning, ville se på den endnu engang (fig. 13).

Lit: Kumi 1951. - Syn og Segn. Oslo 1944. - Postryttaren 1951. Stockholm 1952. - Hist. Tidsskrift, 9. række, 6.bd. - Kulturhist. Leksikon f. nord. Middelalder, 2. bd.