Den ædle skrivekunsts berømmelse

På dette tidspunkt var skrivekunsten endnu forbeholdt et fåtal af befolkningen, og der skulle gå mange år, før det at kunne læse og skrive skulle anses for en selvfølgelig ting for hvert menneske i landet. Ude omkring i Europa var der imidlertid gjort en aktiv indsats for udbredelsen af skrivefærdighed gennem udsendelsen af en række skrivemønsterbøger eller »skriveskoler«, som de også kaldes. (Fig. 1) Tysklands største kunstnere interesserede sig for skriftens udformning, og 1519 udkom den første skrivemønsterbog nord for Alperne. Det blev begyndelse til en lang række lignende, både tyske, franske og hollandske. I begyndelsen af 1700-årene sad lybækkeren J. C. Oehlers som leder af Sct. Nicolaiskole i Flensborg, og han brugte blandt andet sin tid til på sirligste måde at udføre en række forskriftblade »til fremme af den ædle skrivekunst, udført med pen og til nytte for mine elever, såvel som alle unge mennesker og elskere af skrivekunsten«. Sådan skriver han i fortalen til den kobberstukne udgave af den »Skriveskole«, som han udsendte 1718 og tilegnede monarken, der jo på det tidspunkt var den danske konge.

Grunden var altså lagt - også i Danmark - men stadig var der lang vej tilbage, før skrivning var allemands kunst. Vi har lige fejret 150 året for den første egentlige skoleordning i Danmark, hvor skrivning indgik på lige fod med fag som religion og læsning. Meningen var god nok, men hvordan lå det med muligheden for at realisere den? At ikke alle lærere var i stand til at påtage sig den nye opgave, får man en forestilling om ved at kigge i en anden lille bog, som udsendtes i 1804 af sognepræsten til Hyllested i Sydsjælland, T. M. B. Galskiøt. Han kalder den »Skrivekunsten, således fremsat, et enhver kan lære sig selv at skrive. Også til vejledelse for de skolemestere, som har priselig lærelyst, men ej erholdt tilstrækkelig undervisning«. De anvisninger som han her giver, er helt igennem praktiske og uden omsvøb af nogen art.

Inden man kommer til selve skrivningen, er der adskilligt, man må vide, såsom: Papirets liggen for sig, bordets højde, legemets stilling og pennens holden imellem fingrene. Alt det gør han fornuftigt og detailleret rede for, og derefter går han over til selve skrivningen. Nu må man huske, at på det tidspunkt fandtes der en særlig dansk skrift med såkaldte »gotiske« bogstaver; først 1875 blev de afløst af det latinske alfabet. Børnene skulle ganske vist stifte bekendtskab med de latinske bogstaver, men man anså dem for vanskeligere end de danske. Galskiøt siger, at efter hans mening bør den danske skrift bevares, fordi den kan skrives lille og dog læselig og derfor er tidsbesparende i forhold til den latinske, der kræver mere størrelse, hvilket navnlig skyldes det latinske e »med det lille øje og med det underlige og vanskelige træk, som må anvendes, når man skal gøre dette øje ud fra de foregående bogstaver - «. I sin beskrivelse af skriftens udformning går Galskiøt systematisk frem, begynder med de simple elementer og når til de komplicerede: »Begyndelsen til ethvert bogstav er en streg; og igen af nogle enkelte bogstaver kommer alle de andre, både små og store«. Hvor han finder det nødvendigt, er han ikke bange for at gribe til billeder for at forklare, hvordan tegnene skal formes. (Fig. 2)

Galskiøt giver følgende anvisning på, hvordan pennen skal holdes: »Pennen holdes egentlig imellem tommelfingeren og mellemfingeren, hver på sin side af pennen, og pegefingeren ligger oven på pennen for at styre den - . Mellemfingeren, som den længste, sættes så langt ned på pennen, at man ej får blæk på fingrene ... Men alle disse 3 fingre, hvormed pennen holdes, må ej være krogede, men så lige, som muligt«. Men han giver også nøje besked om, hvordan pennen skal tilskæres, for på dette tidspunkt brugtes endnu udelukkende fjerpenne; først i slutningen af forrige århundrede afløstes de af stålpenne, og helt op til vore dage har børnene skrevet med elastik- eller kongepenne.

»Egentlig kan ikkun 3 fjer på hver gåsevinge, nemlig: den 2den, 3die og 4de fjer, due til at skrive med. - En pennefjer består af penneposen eller den nederste hule del, hvoraf pennen gjøres; og af skaftet eller den øverste del med revefjerene på. Det nederste af skaftet, tæt ved penneposen, hvor skaftet skal sidde op til knoen af hånden, skal først renses for det lodne eller revefjeren indtil det halve af skaftet, så hånden, når den skriver, kan være aldeles fri for den ubehagelige krillen, som revefjeren ellers ville forårsage, når den blev siddende på«. (Fig. 3)

Til at skære pennene med er det vigtigt med en hensigtsmæssig pennekniv, »så at der både kan skæres penne og udskrabes med den. Skal kniven være god at skære penne med, må den have et bekvemt blad i den ene ende af skaftet at skære med og en spids i den anden ende af skaftet til at opslidse splitterne med«. Sådan fortsættes længe, og Galskiøt slutter med, at »det må og anmærkes, at det altid er det bedste, dels for den, som har svage øjne, dels for aldrende, hvis syn ikke plejer være skarp, at skaftet på pennekniven er af det sorte og hvide horn: for at man kan lægge næbet af en ny pen, som er hvid, på det sorte og næbet af en gammel pen, som er sort af blækket, på det hvide af skaftet for at se, om hvert halve næb er tilbørlig gjort samt hvorvidt og hvordan, pennen bør næbes.«

Galskiøts hensigt var simpelthen at få lært skriveteknikken fra sig; andre som biskop Boisen forsøgte at få puttet et praktisk formål ind i skriveundervisningen. Børnene skulle lære at opstille forskellige slags breve og skrivelser, således at skrivebogen senere i livet kunne tjene som en slags brevformularbog. I de fleste tilfælde blev der nok lagt mest vægt på skrivefærdigheden, sådan at mange børn gik ud af skolen med en nydelig håndskrift, som de ikke rigtig vidste, hvad de skulle bruge til.

At gøre skrivningen til en kunst, til skønskrift, er vi jo ikke ukendte med i vore egne skoler, men det er en ting, der er blevet lagt langt mere vægt på tidligere. Mens landsbylærerne, som det fremgår af Galskiøts udtalelser, vel ikke havde mulighed for at gøre sig gældende på dette felt, så lå det noget anderledes i købstæderne, hvor man i de såkaldte skrive- og regneskoler havde lærere, der kunne deres fag. Sådanne skrivemestre, regnemestre eller bogholdere, som de kaldtes, påtog sig også at undervise bønderbørn, og i Sønderjylland synes det at have været ret almindeligt, at bønderdrenge blev sendt til købstadsskolerne for at få de nødvendige grundbegreber i skønskrivningens kunst. Rasmus Mejborg fortæller i sin bog om slesvigske bøndergårde fra 1892, at man rundt om i hjemmene kunne se indrammede prøveskrifter, mere end halvandethundrede år gamle, ophængt som skilderier, og mange sådanne gemmes endnu i slægtens eje eller er havnet på museer. Her er skønskrivningen drevet til en sådan yderlighed, at teksten næsten forsvinder i snirkler og sving. (Fig. 4.) (Fig. 5)