De vise mestre

Med bogtrykkerkunstens opfindelse fik læsende menigmand sin chance; en romanlitteratur, som havde været forbeholdt adelen, kom nu på tryk til rimelig pris og spredtes med voksende hast. »Folkebøgerne« bærer ikke deres navn med urette. Oplag på oplag blev slidt op - simpelthen læst sønder og sammen.

Af Redaktionen

Det meste af stoffet er i sin oprindelse kommet til os udefra - fra Tyskland, Frankrig, Italien, ja helt fra Orienten - og det er forståeligt, at det gjorde lykke hos et hungrende publikum. Riddere og skønne damer, store kejsere og frygtelige troldmænd blev gæster hos jævne borgere og bønder, der led med heltene, harmedes over skurkenes træskhed og frem for alt nærede en klippefast tro på, at det skildrede virkelig havde fundet sted. Titler som »Dværgekongen Laurin«, »Vigolejs med guldhjulet« og »Den skønne Magellone« er typiske for genren, der holdt sig helt til 1800-årene, hvor den blev slået ud af almanakkerne.

Nedenstående prøve er fra folkebogen om »De syv vise mestre«, som kendes trykt på dansk 1591 (hvilket ikke udelukker, at der kan have været ældre udgaver). Den er opbygget efter skuffesystemet, det vil sige med en rammehandling omkring en række mindre fortællinger. Det er en af disse sidste, som gengives her:

Der var en ridder, som havde en søn, ham havde han så kær, at han gav ham tre ammer, som skulle sørge for ham. I særdeleshed skulle den ene bære ham og den anden holde ham renlig, og den tredje skulle skaffe, hvad som barnet behøvede. Dertil havde han to ting, som han også satte over al måde stor pris på, det var en overmåde god falk og en god hund. Med hunden var det sådan, at når herren ville ride i strid, og det skulle gå ham vel, da sprang hunden tre eller fire spring frem for hesten. Skulle det gå ham ilde, da - så snart herren satte sig på hesten - tog hunden hesterumpen i sin mund, hylede og skabte sig, så at man forfærdedes såre. Ved de to tegn fik ridderen at vide, om det skulle gå ham vel eller ilde under striden.

Ridderen holdt ofte turnering og kaldte derfor nogle til sit slot og ville holde herredag med dem, og mange af hans gode venner og af adelen kom. Ridderen væbnede sig og red af sted til turneringen, siden gik hans frue efter og hans tjenestefolk. Og barnets ammer lod barnet blive liggende i vuggen, og ingen blev på slottet uden barnet, hunden og falken, som stod på en stang. At der lå en stor orm og skjulte sig i et hul på slottet, deraf vidste ingen.

Da ormen fornam, at der var ingen på slottet, stak den straks hovedet ud af hullet, og da den så, der var ingen på slottet uden aleneste barnet, som lå i vuggen, så krøb den ud til vuggen og ville have stunget barnet ihjæl. Da falken så, at ormen kom til vuggen og ville dræbe barnet, og at hunden lå og sov, svingede den sig fluks omkring på stangen og slog såre højt med sine vinger, som om den ville sige: »Hund stat op og kom barnet til hjælp imod den urene orm«. Hunden vågnede op ved det drøn og bulder, falken forvoldte, den så ormen krybe imod vuggen og sprang på den med vrede. Så strede de mod hverandre. Ormen var grum og stor og ville ikke lade sig overvinde, men dræbe barnet. Det ville den gode og tro hund ikke tilstede, men før dø derover. I denne lange strid stak og bed ormen hunden meget ilde, så at der løb meget blod af den, så at jorden og vuggen blev blodig. Den tid hunden fornam, at den var hårdt såret, da bedes den så meget med ormen, at den kastede vuggen omkring, men vuggen var gjort med fire stolper, så at barnets ansigt kunne ikke røre ved jorden. Så vandt hunden på det sidste og bed ormen ihjæl. Siden lagde hunden sig og slikkede sine sår.

Som turneringen var overstået og fik ende, da kom barnets ammer først indløbende og så, at vuggen var omkringkastet, og at jorden og hunden var blodig. De sagde da til hverandre: »O ve, hunden har bidt barnet ihjael«. De var ikke så kloge, at de tog barnet op og ransagede, om det havde lidt skade, men de sagde til sig selv: »Vi vil løbe bort og undfly, at herren ikke skal lægge skylden på os og slå os ihjæl«. Som de nu flyede, da mødte fruen dem og spurgte dem, hvorhen de ville så hastigt. Da sagde den ene: »O frue, ve både Eder og os, thi Eders hund, som herren har haft så kær, har bidt Eders barn ihjæl, som det os er befalet at bevare, og barnets blod ligger spredt omkring vuggen«.

Den tid barnets moder fik det at høre, da faldt hun ned på jorden, jamrede sig og sagde: »Ak ve mig fattige kvinde, hvad skal jeg nu gøre, idag er min eneste søn mig frataget og berøvet«. I det samme, som hun så stod og beklagede sig, kom ridderen ridende, hørte klagemålet og spurgte fruen, hvi hun bar sig sådan ad. Da sagde hun, som det var hende sagt af ammerne. Ridderen blev meget bedrøvet, stod af sin hest og gik ind i sit palads, hvor hunden lå inde. Den tid den gode og tro hund så sin herre, da stod den op udi sin sygdom, skønt den næppe formåede det, og hilste sin herre, som den plejede. Men ridderen drog sit sværd og hug hovedet af sin tro hund.

Den tid han havde gjort det, gik han til vuggen og rejste den op og fandt sit barn uskadt og den store orm, som lå død ved vuggen og var sønderbidt. Da fornam han på grund af visse tegn, at hunden havde bidt ormen ihjæl og havde kommet barnet til hjælp og frelst det fra døden. Da råbte han med høj røst: »O ve og atter ve! Jeg har hugget min gode hund ihjæl for min hustrus ords skyld, den som har frelst mit barns liv for ormen. Jeg vil tage mig pilgrimsstaven derfor«. Og straks brød han sit glavind i tre stykker og gik til den hellige grav at tjene gud. Han lagde alverdens lyst og begær fra sig og blev en salig mand.

Billede

Fig. 1. Ingen billedtekst.

Billede

Fig. 2. Ingen billedtekst.

Billede

Fig. 3. Ingen billedtekst.

Lit: J. P. Jacobsen, J. Olrik og R. Paulli: Danske folkebøger fra 16. og 17. århundrede. Kbh. 1915-36.