De stirrer forfærdet på stjernen

Vi befinder os ved vikingetidens afslutning - ja nogle forskere lader ligefrem den omtalte begivenhed i 1066 være grænsepæl. I mange egne af Europa har de nordiske rigers vældige kraftudfoldelse sat sig spor, og landene omkring Kanalen er mindst af alle gået ram forbi. Selve navnet Normandiet røber denne franske landsdels nære tilknytning til Norden. Efter gentagne overfald af vikingehære greb frankerkongen Karl den Enfoldige i 911 til den udvej at overdrage det nordfranske område til vikingehøvdingen Rollo, som han på meget favorable vilkår lod grundlægge et hertugdømme. Rollos eneste forpligtelse som regent var at holde andre vikingeangribere borte, og efterhånden konsoliderede normannerne sig som en uafhængig politisk enhed, der i højeste grad var en trusel mod det øvrige Frankrig. - I England stod det ikke meget bedre til. Flere århundreders vikingeplagerier var endt med landets fuldstændige erobring, og i 29 år var den danske konge tillige Englands konge. Ved Hardeknuds død i 1042 blev fremmedherredømmet ganske vist bragt til ophør (Fig. 3, Fig. 4). Edvard Bekenderen, der var af gammel engelsk kongeslægt, besteg tronen, men næppe med nogen stor tiltro til dens urokkelighed.

De egne, skikke og mennesker, som Bayeuxtapetet beskriver, er altså stærkt præget af nordisk - navnlig dansk - kultur, og det er ikke uden grund, at danske historikere så hyppigt søger oplysning om vikingetidens skik og brug i dets næsten uudtømmelige skatkiste. Historien, som tapetet fortæller, tager sin begyndelse flere år før selve den store invasion, som afgør Englands skæbne. Handlingen er i korthed følgende:

Harald Godvinsøn, Englands stærke mand og favorit til tronen efter den gamle Edvard Bekenderen, bliver under en sørejse slået ud af kurs og havner på Normandiets kyst. Her tages han til fange og føres til hertug Vilhelm, en direkte efterkommer af den førnævnte Rollo. Harald bliver godt behandlet, han opholder sig nogen tid ved hertugens hof, deltager i et togt mod Bretagne, og det lykkes den ærgerrige Vilhelm at få ham til at sværge sig troskab og bistand i sine bestræbelser på at erobre Englands trone. Kort efter Haralds tilbagevenden til England dør kong Edvard, og Harald lader sig, trods alle løfter, selv hylde som konge (Fig. 5, Fig. 6).

Vilhelm planlægger da den invasion, der siden skaffer ham tilnavnet Erobreren (Fig. 7). Han sætter over Kanalen, og 14. oktober 1066 mødes de normanniske og de engelske hære ved byen Hastings. Det kommer til et stort slag, hvor det engelske fodfolk slås sejgt mod Vilhelms ryttere; men til slut falder Harald, hans hær flygter, og Englands skæbne er beseglet. Det frygtelige himmelsyn, som tidligere pa året har jaget Europas befolkning skræk i livet, fik altså ret i sit onde varsel.

Både fra normannisk og engelsk side foreligger skriftlige beretninger om disse hændelser, og ved hjælp deraf må Haralds sørejse og tilfangetagelse i Normandiet formodentlig placeres i 1064. Bayeuxtapetet viser altså begivenheder i en toårig periode, og med sin dvælen ved Haralds edsaflæggelse og hans efterfølgende svig er det nærliggende at betragte billedtæppets reportage som en normannisk version af historien.

Det 70 meter lange og ½ meter høje vægtæppe lader sig ikke i sin helhed
præsentere i en kort artikel. Den frise, der løber over disse sider, gengiver knapt halvdelen af tapetet, men de uddrag af historien, som vises, er naturligvis ikke dens mindst vigtige. Da frisens stærkt formindskede gengivelse kun giver et fattigt indtryk af broderiets pragt, er den suppleret med større billeder visende detailler af tæppet på nærmere hold.
Hvis vi engang prøver at kigge efter Bayeuxtapetets oprindelse, dets stil og teknik, vil vi hurtigt erfare, at det som kunstprodukt er ret enestående indenfor vor verdensdel. Ikke fordi udførelsen af billedtæpper var usædvanlig i tidligere tiders Europa, tværtimod; fra skriftlige kilder ved vi, at man i det senromerske rige udsmykkede paladser og kirker med sådanne tekstiler; i 1025 billigede en fransk kirkeforsamling anvendelsen af billedtæpper i forkyndelsen overfor analfabeter, og med hensyn til fortællende vægdekorationer kan det nævnes, at den franske kejser Ludvig den Fromme i sin tronsal havde ladet udmale scener fra sine store forfædres sejre (Fig. 8, Fig. 9). I Norden kendes billedtæpperne ikke alene fra sagn og saga, men også fra bevarede rester, for eksempel er der fundet brudstykker af et tæppe i det norske Osebergskib. Det var således ikke mærkeligt, at man besluttede at udarbejde et billedtæppe, som skulle vise kong Haralds fald og Vilhelms sejr ved Hastings. Med sin djærve teknik, uldtråd på hørlærred, står det egentlig ikke som noget kosteligt klenodie indenfor broderikunsten; men hvor »Glory of Canterbury« blev brændt, for at man derved kunne få fat i guldtrådene, og messehagelen fra Ascoli plyndret, for at perlerne kunne indgå som krigserstatning for Napoleons hærtogter, dér blev det mægtige uldbroderi bevaret i næsten hele sin længde, og med skildringen af en central politisk begivenhed er det blevet en vigtig kilde for såvel historieforskning som arkæologi.

I sin opbygning svarer Bayeuxtapetet nogenlunde til en nutidig tegneserie, en fortløbende billedrække med forklarende tekst ovenover; men ordrette udtalelser fra de implicerede personer forekommer ikke. Som adskillende element mellem scenerne har man benyttet forskellige motiver: fantasifuldt svungne træer forløber fra grundlinie til overkant, og en bygnings sluttede enhed kan tjene som påbegyndelse eller afslutning af et kapitel i fortællingen. Ligesom Storm Petersen kunne chokere ved sin respektløse omgang med billedrammers begrænsende funktion og f.eks. lade bedstefars lange pibe rage langt udenfor familieportrættet, således vil man også finde, at de to borter, der øverst og nederst virker som indramning af Bayeuxtapetet, temmelig tvangfrit kan brydes af figurer fra den fortællende frise, når situationen kræver det. I scenen med Vilhelms skibe, der stikker over Kanalen, inddrages den øverste bort for at give indtryk af den store flåde, og det samme sker, hvor Harald troner nys udnævnt som konge i Westminster (Fig. 10, Fig. 11, Fig. 12). I det hele taget gennembrydes den øvre bort mange steder af et spyd her og et hustag der. Det har næppe generet datidens iagttagere, der bl.a. har kunnet møde fænomenet i samtidens illustrerede håndskrifter.

Som regel er billederne komponeret uden brug af perspektiv, og almindeligvis er der een grundlinie, hvorpå handlingen udspilles. Enkelte undtagelser kan man dog påpege. F.eks. har man i scenen med fourageringen inden slaget ved Hastings en fornemmelse af husenes fjernhed, derved at de er placeret højt i billedet og gengivet i så lille en størrelse. Noget lignende ser man i skildringen af storflådens afgang (Fig. 13, Fig. 14).

Borternes figurer er et helt kapitel for sig. I visse tilfælde kan de referere direkte til hændelserne i den fortællende frise, sådan som vi ser det med invasionens spøgelsesskibe, der toner frem under den uheldsvangre scene med stjernen, eller som det intenst fremgår i skildringen af selve Hastingsslaget, hvor hærenheder og makabre handlinger er henlagt til bortens snævre plads. I almindelighed er det dog dyr - virkelige dyr eller fantasidyr - som kanter tæppet. Disse dyr tjener et rent dekorativt formål, men med stor sandsynlighed kan de antages at være inspireret fra en bestemt fabelsamling, der har været gængs i samtiden. Brugen af fabler i dekorationsøjemed var ikke ukendt i de pågældende århundreder, og i et skrift fra 1100-årene omtales og benyttes en sådan fabelsamling, der siges at være engelsk (Fig. 15, Fig. 16, Fig. 17, Fig. 18). Blandt de på Bayeuxtapetet illustrerede fortællinger kan nævnes: ravnen og ræven, ulven og lammet, løven som konge, samt musen og frøen. Desuden indeholder borten genrebilleder af forskellig art: bondens arbejde, jagtscener og motiver af mindre høvisk karakter.

Det kan volde vanskeligheder at placere Bayeuxtapetet indenfor en bestemt kunstskole, for sammenligningsmaterialet er håndskrifternes billeder, og naturligvis kan man ikke forvente den samme lethed i linieføringen på et broderi som ved en pennetegning. Alligevel peger flere forhold i retning af England som oprindelsessted. For eksempel er th-lyden i personnavnet Gyrth formodentlig et engelsk træk, og den påpegede forskel i fremstillingsmåde formår ikke at skjule, at figurerne viser stærk afhængighed af angelsaksisk bogmaleri i 900- og 1000-tallet. Et motiv som fuglejagten med stenslynge er helt identisk med en lignende fremstilling i et gammelengelsk håndskrift, og der er sikkert heller ikke tvivl om forbindelsen mellem en mærkværdig, slæbende figur i et engelsk håndskrift med det klingende navn »Cotton MS. Cleopatra C. VIII« og en tilsvarende figur på billedtæppet (Fig. 19). Adskillige andre figurer og enkeltheder peger mod England, og efterhånden samler opmærksomheden sig om kunstcentret i Canterbury som muligt ophavssted for Bayeuxtapetet. Dette strider ikke imod fortællingens anti-engelske holdning, for efter 1066 var normannerne jo herrer i England og rådede altså også i Canterbury (Fig. 20, Fig. 21). Fra en gammel inventarliste udfærdiget 1476, ved man, at tapetet tilhørte katedralen i Bayeux, hvor det blev opbevaret og ophængt på visse festdage. Vilhelms bror, Odo, der flere gange optræder på billedtæppet, var biskop i Bayeux, og efter det vellykkede Englandstog blev han yderligere gjort til jarl over en del af det erobrede land - og netop den del, hvorunder Canterbury hører. Set på denne baggrund er det ikke urimeligt, at man har peget på Odo som tæppets mulige ophavsmand. Han kan have bestilt det udført af en Canterbury-kunstner for at skænke det til Bayeuxkatedralen ved dennes indvielse i 1077. Et sådant kirkeligt ophavsforhold kan vel også anes bag hele fortællingen, hvori der er megen opbyggelse at hente. Højdepunktet er ikke en forherligelse af Vilhelm Erobreren som den sejrende fyrste, det kunne man jo udmærket have ventet; nej, temaet er snarere Harald, der sviger troskabseden aflagt ved kirkens hellige relikvier, og som derfor må gå undergangen imøde (Fig. 22).

Hvorledes skal man tænke sig selve den håndgribelige udfærdigelse af tapetet? En gammel tradition vil vide, at dronning Mathilde, Vilhelm Erobrerens gemalinde, egenhændigt skulle have broderet de mange figurer; men det er naturligvis helt udelukket, thi det drejer sig om et enormt galleri: 626 mennesker, 190 heste og muldyr, 35 hunde, 506 andre dyr, 37 skibe, 33 bygninger samt endelig 37 træer eller trægrupper (Fig. 23). Den tydelige enhed i stilen godtgør, at een kunstner har været ansvarlig for værket, men han må have haft et stort hold af syersker i arbejde. Man ved, at professionelle syersker fandtes i datidens England, og i en beretning fra 900-tallet træder broderistuens atmosfære tydeligt frem; St. Dunstan havde som ung gejstlig oplært sig med flid i lyrespil, skrive- og malekunst, hvorfor en adelsdame engang indbød ham til at give forskellige udkast til en præstestola, som hun ønskede at lade brodere med guld og ædelstene (Fig. 24, Fig. 25). Han medbragte sin lyre for at kunne fornøje sine tilhørere i arbejdspauserne, men på forunderlig vis skete det en dag, medens lyren hang på sin plads på væggen, at den selv begyndte at spille. »Da de hørte det, blev bemeldte dame og alle hendes syersker grebet af frygt; de glemte arbejdet i hænderne og stirrede på hinanden i forbavselse«. En noget yngre beretning fortæller, at man til kirken i en nordfransk by ønskede udfærdiget et billedtæppe med skildringer fra den hellige Magdalenas liv. Jakobinermunken Didier udarbejdede derfor en levnedsbeskrivelse og sammenstillede deraf en velegnet række af scener, som en maler så skulle overføre til billedform i samarbejde med en bogillustrator. Sluttelig blev det overladt vævemesteren at fremstille selve billedtæppet, et arbejde der øjensynligt foregik i samråd med Didier munk, thi denne beregner nøje udgifterne ved den vin, der blev konsumeret, »medens de forberedte med hinanden, hvad der angår den pågældende helgens levned«. Denne beretning om samarbejdet mellem den litterære forfatter, kunstner og værksted er ganske vist ikke fra 1000-tallet, men fra 1400-årene. Alligevel siger den nok visse sandheder om Bayeuxtapetets fremstilling.

Som historisk kildeskrift frembyder billedtæppet den største interesse, men endnu langt større er dets kulturhistoriske værdi. En uendelighed af oplysninger om datidens levevis kan hentes fra tæppets vrimmel af billeder. Vi ser våben, klædedragter, skibe og stiliserede bygninger i massevis (Fig. 26, Fig. 27). Det middelalderlige fæstningsværk »motten« møder vi gang på gang. Vi overværer en konges jordefærd, og vi ser ligrøvere plyndre slagmarken. Vi bemærker forskellen mellem angelsaksisk og normannisk hår- og skægmode, og den store bespisningsscene før slaget ved Hastings giver os en ide om tilberedning af mad og om borddækning (Fig. 28). Dette sidstnævnte hører jo til de mere dagligdags optrin; noget helt usædvanligt er derimod den ulykkesvarslende stjerne, som folket ser over Westminster. Det drejer sig om en komet af usædvanlig klarhed (Fig. 29). Halleys komet, som den senere er kommet til at hedde, har en omløbstid af 75 - 77 år, den er rapporteret første gang i året 240 før Kristus, og da den sidst har vist sig i 1910, kan vi altså forvente dens næste besøg om en snes år. I 1066 må den have været tydelig i England i februar måned, have nået sin største lysintensitet i april for så at forsvinde i midten af maj (Fig. 30, Fig. 31, Fig. 32, Fig. 33). I middelalderen var kometer tegn på ulykke, og varslet er altså blevet bemærket af samtiden og indkomponeret i Bayeuxtapetet, hvor figuren mærkværdigvis har fået en umiskendelig lighed med vore dages rumskibe.

I Bayeuxtapetets egen mangeårige historie kender man naturligvis kun få enkeltheder, men man ved, at det ikke altid har været behandlet lige skånsomt. Efter århundreders brug som kirkelig udsmykning, havde det nær endt sine dage som pressenning over en bagagevogn. Det skete under den franske revolution; tæppet var allerede revet ud af sit beskyttende hylster i Bayeuxkatedralens sakristi og spændt over vognen, der skulle afsted til en lejr ved en anden by. På forvirringens højdepunkt trængte en vis advokat Leonard-Leforestier sig frem i mængden, og på hans foranledning blev tapetet erstattet med noget sækkelærred (Fig. 34). Vi må i sandhed give den franske kunstner ret, som for hundrede år siden skrev: »Hvor overordentlig bemærkelsesværdigt er det ikke, at dette sarte linnedbånd er kommet ubeskadiget gennem århundrederne, hvor så mange mægtige bygninger er faldet i ruiner«.