De saliges øer

»Ved Guds vilje, efter en lang rejse fra øen Grønland sydpå mod det vestlige oceans fjerneste egne, opdagede fællerne Bjarni og Leif Eiriksson ved at sejle mod syd gennem isen et nyt land, umådelig frugtbart og endog vinbevokset, som de kaldte Vinland-øen. Henricus, den Apostoliske Stols legat og biskop over Grønland og nærliggende egne, kom til dette i sandhed vældige og meget rige land i vor salige Fader Pascals sidste år, i den almægtige Guds navn, blev der en tid lang, både sommer og vinter, og vendte siden tilbage mod nordøst til Grønland, hvorfra han fortsatte (til Europa?), ydmygt adlydende sine foresattes vilje«.

Der er få emner i Nordens ældre historie, der har fremkaldt så megen diskussion som nordboernes Vinlandsrejser, og opdagelsen og offentliggørelsen af Vinlandskortet har naturligt nok sat ny gang i meningsudvekslingen. Vi vil her nøjes med kort at opregne hovedargumenterne mod en norrøn opdagelse af Amerika: De sagaer, som nævner Vinlandsrejserne, er skrevet århundreder efter, at rejserne skulle have fundet sted; de synes unøjagtige, forskellige fabelagtige træk indgår i skildringerne af landet, og det forekommer utroligt, at nordboerne ikke skulle have udnyttet den mageløse opdagelse bedre, end de gjorde. Før det nye korts fremkomst var det eneste kendte kartografiske vidnesbyrd om Vinland Sigurdur Stefanssons kort, som er tegnet 1570, altså 78 år efter Amerikas officielle opdagelse, på en tid hvor ingen længere var i tvivl om eksistensen af et stort vestligt kontinent. Ivrige forsvarere af Kolumbus’ førsteret har iøvrigt hævdet, at dette kort skulle være et falsum – den samme mistanke, som de nu retter mod det nyfundne Vinlandskort. (Fig. 1, fig. 2)