De saliges øer

»Ved Guds vilje, efter en lang rejse fra øen Grønland sydpå mod det vestlige oceans fjerneste egne, opdagede fællerne Bjarni og Leif Eiriksson ved at sejle mod syd gennem isen et nyt land, umådelig frugtbart og endog vinbevokset, som de kaldte Vinland-øen. Henricus, den Apostoliske Stols legat og biskop over Grønland og nærliggende egne, kom til dette i sandhed vældige og meget rige land i vor salige Fader Pascals sidste år, i den almægtige Guds navn, blev der en tid lang, både sommer og vinter, og vendte siden tilbage mod nordøst til Grønland, hvorfra han fortsatte (til Europa?), ydmygt adlydende sine foresattes vilje«.

Der er få emner i Nordens ældre historie, der har fremkaldt så megen diskussion som nordboernes Vinlandsrejser, og opdagelsen og offentliggørelsen af Vinlandskortet har naturligt nok sat ny gang i meningsudvekslingen. Vi vil her nøjes med kort at opregne hovedargumenterne mod en norrøn opdagelse af Amerika: De sagaer, som nævner Vinlandsrejserne, er skrevet århundreder efter, at rejserne skulle have fundet sted; de synes unøjagtige, forskellige fabelagtige træk indgår i skildringerne af landet, og det forekommer utroligt, at nordboerne ikke skulle have udnyttet den mageløse opdagelse bedre, end de gjorde. Før det nye korts fremkomst var det eneste kendte kartografiske vidnesbyrd om Vinland Sigurdur Stefanssons kort, som er tegnet 1570, altså 78 år efter Amerikas officielle opdagelse, på en tid hvor ingen længere var i tvivl om eksistensen af et stort vestligt kontinent. Ivrige forsvarere af Kolumbus' førsteret har iøvrigt hævdet, at dette kort skulle være et falsum - den samme mistanke, som de nu retter mod det nyfundne Vinlandskort. (Fig. 1, fig. 2)

Disse indvendinger lader sig nu sikkert afvise. Arkæologiske fund på Newfoundland har for nylig med nogen sikkerhed bekræftet, at nordboerne har været der, og egentlig kan det ikke undre særligt; at de kom til Grønland, vil jo ingen bestride, og derfra er afstanden til Canada mindre end afstanden til Island. I 1400-årene måtte skandinaverne som bekendt, på grund af forringede forhold hjemme, trække sig tilbage fra Grønland, ja selv med Island var kontakten svigtende. Der er intet mærkeligt i, at forbindelsen med Vinland under de omstændigheder gik tabt.

“De sagnagtige træk i Vinlandssagaerne skal vi vende tilbage til. Om forfalskningsteorien må blot siges, at de sagkyndige enigt afviser den som grundløs. Vinlandskortet er utvivlsomt ægte, og dets oplysninger om fastlandet i vest er iøvrigt også så ringe, at de aldrig ville have tilfredsstillet en forfalsker. Det interessanteste træk er meddelelsen om biskop Henricus' Vinlandsfærd. Henricus er den almindelige latinske gengivelse af det nordiske navn Eirikr, og det er sandsynligt, at den omtalte person er identisk med en biskop Erik Gnupsson, som ifølge islandske kilder skal have besøgt Vinland i året 1121. Pave Pascal døde 1118, så når det siges, at rejsen foregik i hans sidste leveår, stemmer det ikke helt.

Rent bortset fra Vinland indeholder kortet imidlertid meget andet af interesse, når man ser nøjere til. Ho- ved-landmassen, bestående af Europa, Asien og Afrika, er nærmest rund. Her mærkes endnu den gamle middelalderlige forestilling om »jordens kreds«, som vi kender fra de primitive hjulkort, hvor jorden er fremstillet som en cirkelrund flade, overalt omgivet af oceanet. Afrikas sydlige del er tvunget mod øst, og i dette Østafrika, som savnes på moderne kort, finder man presbyter Johannes' sagnagtige land, det mægtige kristne rige hinsides de vantro saraceners jernring omkring Europa; det skulle - håbede man i middelalderen - engang befri Jerusalem. Fjernt mod øst ses nogle øer, her er tale om den ældste eksisterende fremstilling af Japan; det er eftervirkningerne af Marco Polos lange Kinarejse i 1200-årene, som omsider gør sig gældende. Nordligst i Asien, der er stærkt forkortet for at kunne passe ind i jordcirklen, ser man Thule ultima, det yderste Thule, det land som grækeren Pytheas besøgte i 4. århundrede før Kristus. Langt op i middelalderen havde man ment, at Thule var enten Island eller Norge, men disse lande var nu blevet for godt kendt, og så var det nødvendigt at lægge Thule endnu længere bort, det skulle jo udgøre verdens ende mod nord. (Fig. 3)

Interessantest er måske Atlanterhavet med dets mange øer. Det er først og fremmest disse, der ved deres størrelse og antal ødelægger den traditionelle opfattelse af »jordens kreds«. En stor del af æren for denne sprængning af det middelalderlige verdensbillede, der var en direkte videnskabelig forudsætning for Kolumbus' rejse mod vest, tilkommer i øvrigt en dansker, nemlig fynboen Claudius Claussøn Swart (se Skalk 1966: 1), der engang i begyndelsen af 1400-årene tegnede et kort over Nordeuropa og Nordatlanten, som for første gang gav den lærde verden i Sydeuropa et nogenlunde fyldestgørende billede af Nordens lande og øer - et billede, som på det sørgeligste bragte uorden i datidens geografiske teorier.

Dog lad os ikke fortabe os i den fynske kartografs bedrifter, men vende tilbage til Vinlandskortets talrige Atlanterhavsøer. Foruden Vinland er aftegnet Grønland, Island, Færøerne, England og Irland; nordeuropæerne er omsider trådt ind i den civiliserede verden. Der er også nogle sydligere øer. To af dem, som ligger vest for Irland, er uden navn, men længere mod sydvest finder man »Den salige Brendans øer, kaldet Branziliae«, omtrent på Azorernes plads ses »De attråede Øer« (Desiderate insule), og hvor de Kanariske Øer skulle være, ligger »lykkens salige Øer« (Beate insule fortune).

Hvad er det for navne? Det ser ud, som om sagligheden har svigtet korttegneren her. Både Madeira, de Kanariske Øer og Azorerne var velkendte, da Vinlandskortet blev tegnet (ca 1440-50), i modsætning til presbyter Johannes' land og det persiske højland, hvor Israels ti tabte stammer skulle bo. Sagen er den, at virkeligheden er veget for drømmen, for et gammelt sagn om et jordisk paradis hinsides havet, hvor de døde skulle leve en vidunderlig tilværelse uden sorg og nød. Denne drøm er meget ældre end kristendommen, og i Vesteuropa var den, helt til Kolumbus' tid, lyslevende, hvor meget de skriftkloge så end prædikede med Biblen i hånden, at Paradis lå allerlængst mod øst.

Allerede hos sumererne, som beboede Mesopotamien for 4-5000 år siden, levede forestillingen om de saliges land hinsides havet - ganske vist ikke mod vest, vistnok snarere i det Indiske Ocean, syd for Arabien; og i ægyptisk litteratur findes spor af lignende tanker. De kan dog ikke have haft stor betydning for europæisk tradition. Vigtigere for os er visse græske sagn, som Homer fortæller i Odysseen. Han lader havguden Proteus spå helten Menelaos, at han efter sin død skal komme til Elysion, der beskrives således:

»Guderne selv skal føre dig ud til
grænsen af jorden
til den elysiske mark, hvor den guldhårs
drot Rhadamantys
bor, og hvor menneskets liv henrinder
så let og så saligt;
der er ej fygende sne eller bidende
frost eller regnskyl,
nej, men fra dag til dag en frisk
mildviftende vestvind
lader Okeanos lufte til køling for
menneskens sønner«.

- Elysion er ikke det eneste jordiske paradis, som skildres i Odysseen. På sin omtumlede hjemfærd fra Troja kom Odysseus til nymfen Kalypsos ø, der lå midt i havet. Det er bemærkelsesværdigt, at ordet Kalypso er i slægt med et græsk verbum, som betyder »at skjule«. Kalypso levede skjult, utilgængeligt for mennesker. Navnet svarer til det norske »huldre«, som er i slægt med ordet »hylle«. Kalypso var en overnaturlig kvinde, en nymfe med stor interesse for mænd - men meget tyder på, at der i hendes fagre skikkelse er skjult en forestilling om de døde. Hendes ø, Ogygia, er en huldre-ø, et dødningeland, som man ikke uden videre slipper fra. Hun vil beholde Odysseus hos sig for at gøre ham udødelig, men han bliver ved at længes hjem til sin kone, og til sidst sender guderne Hermes afsted for at få ham fri. Han kommer til øen, og Homer ville ikke være Homer, om han lod lejligheden gå fra sig til en ordrig beskrivelse af dens yndigheder: Rundt om den hvælvede grotte, hvor nymfen bor;

» .. . man så vinstokken sig slynge
med sine yndige ranker, behængte
med fyldige druer.
Kilderne sprang med det blankeste
vand, og af dem var der fire,
jævne hverandre de løb, en her, en
hisset sig slynged;
trindt dem blomstred den jævneste
mark med fioler og krusblad«.

Senere - i 7. århundrede før Kristus - nævner en anden græsk digter, Hesiodos, et paradis hinsides havet, et sted, hvor menneskene fra en bedre tidsalder end vor nu bor i evig lykke og glæde. Denne gang har øen navn af Hesperidernes Have:

Jorden, der var en gudinde, havde skænket nogle gyldne æbler til himmelgudinden Hera ved hendes bryllup, og Hera lod dem opbevare på en ø ved jordens rand og bevogte af en slange og af hesperiderne. Disse var døtre af gudinden Hespera med Atlas, gudensom bar himmelhvælvingen. Det interessante ved Hespera er, at hendes navn kan betyde både aften og vest: Hesperiderne er både aftenens og vestens døtre, og grækerne tænkte sig da også, at Hesperia, som øen blev kaldt, lå etsteds ude i oceanet i retning af solnedgangen. (Fig. 4)

Det er ikke nemt nu at få helt rede på, hvilke forestillinger der lå bag grækernes myter om disse forskellige øer ude i det vestlige hav, men meget tyder på, at de forbandt solens flugt mod vest med tanken om den døde sjæls rejse mod aftenlandet: bort fra den kendte jordens kreds, hvor de dødelige levede, til det sted, hvor solen var om natten. I 4. århundrede før Kristus fremstillede den græske billedhugger Skopas en berømt gruppe; den er desværre gået tabt, men ifølge beskrivelserne skal den have fremstillet, hvordan helten Akilleus efter sin død føres over havet mod vest ledsaget af havguder og andre mytiske skikkelser. - Fem hundrede år senere, i 2. århundrede efter Kristus, omtaler grækeren Plutarch en gammel myte om Kronos, som havde været den øverste gud før Zeus. Han blev bragt mod vest til Ogygia, den ø, som Homer tillagde Kalypso, og som gennem Plutarchs beskrivelse viser sig at være identisk med Hesperidernes Have. Her ligger han og sover en evig søvn - et andet udtryk for at han er død. Efter denne myte kaldte man ofte Atlanterhavet for Kronoshavet.

På Plutarchs tid levede en anden græker, den satiriske forfatter Lukian fra Samosata, og han skrev en bog, hvor han gjorde grin med alle disse forestillinger. Lige siden Platon havde skrevet om Atlantis, det forsvundne sagnland, der også skulle have ligget mod vest, havde en række idealistiske græske forfattere skildret vidunderlige lande ved jordens yderste grænser, og nu syntes Lukian, at det kunne være nok. I forordet til sin bog, som han kalder for »Sandfærdige Historier«, siger han, at gamle forfattere som f.eks. Homer har fortalt så mange løgnehistorier om fjerne lande, at han ikke ser nogen grund til at holde sig tilbage - og så fortæller han lystigt løs om, hvordan han indskibede sig i Cadix og sejlede ud på det hesperiske hav, drevet af en ubetvingelig lyst til at vide, hvor havet hørte op, og hvem der boede på den anden side. Hans skib blev drevet rundt derude af heftig storm i 79 dage, men på den 80. dag så han ved morgengry en skovbevokset ø, og da stormen havde lagt sig, kunne han stige i land med sine kammerater. Efter at have gået et stykke vej kom de til en flod, som indeholdt vin i stedet for vand, så bred og dyb, at man kunne sejle på den. De gik op langs den og kom til det sted, hvor vinstrømmen dannedes af en mængde vinplanter, som hang fulde af modne druer. De fangede nogle fisk, som levede i floden, spiste dem og fik derved en temmelig god rus. Længere henne traf de på nogle vidunderlige vinranker, som var planter forneden og skønne kvinder foroven. Kvinderne kyssede nogle af de rejsende, som derved straks blev endnu mere berusede; i det hele taget var de meget indladende, men to af mændene, som kom dem alt for nær, måtte betale dyrt for det, for næppe havde de favnet de yndige kvinder, før de voksede sammen med dem og selv blev til vinplantemennesker. De øvrige flygtede fra øen, dog ikke før de havde forsynet sig rigeligt med vin til den fortsatte rejse.

Al Lukians spot hjalp dog ingenting. Forestillingen om det aftenlige salighedsland var fast forankret i sydeuropæernes folkelige forestillingsverden. Den hører til den arv, som middelalderen modtog fra oldtiden, og kendes ikke blot fra litteraturen, men som nævnt også fra tidens verdenskort.

Alle de indtil nu omtalte sagn er græske. Om der på samme tid har eksisteret tilsvarende fortællinger i Vesteuropa - i landene ved det ocean, som sagnene taler om - ved vi ikke, for folkene her var endnu barbarer, som ikke formåede at give deres forestillinger videre til efterverdenen. Da der omsider, takket være romernes sejrrige fremtrængen, er rådet bod på dette forhold, dukker også sagnet om øerne op - først overleveret af klassiske forfattere, siden af vesteuropæerne selv.

Den byzantinske historiker Prokopios, som skrev i 500-årene, fortæller en mærkelig historie om fiskerne ved kysten af frankernes land. De var, siger han, skatfrie, fordi de havde pligt til at ro de døde over havet. Hvervet gik på omgang. Midt om natten hørte den, hvis tur det var til at ro, en banken på sin dør, hvorpå han stod op og satte sin båd i vandet. Straks sank den så dybt, at vandet næsten nåede til rælingen, selv om han intet kunne se, og nu roede han sine usynlige passagerer over til den modsatte kyst. Han kunne høre hvisken som af fjerne utydelige stemmer, men intet se, og så snart båden nåede kysten, tømtes den straks for sin last.

Det er især blandt de keltiske folkeslag ved Atlanterhavskysten, vi genfinder traditionen om »ungdomslandet«, som det endnu i dette århundrede er blevet kaldt på Irland. I den oldirske litteratur omtales flere rejser til øerne i vest. En af de ældste skildringer handler om Bran, søn af Febal. Det siges, at Bran en dag var ude at gå nær ved sit slot, da han hørte musik bagved sig. Han vendte sig om, men påny var musikken bag ham, og det var ham umuligt at finde dens kilde. Til sidst dyssede dens yndige toner ham i søvn. Da han vågnede, lå der lige ved ham en sølvgren med hvide blomster, og den tog han med sig hjem. Men om aftenen, da alle døre var lukkede og ingen kunne komme ind eller ud, stod med ét en kvinde i fremmedartede klæder blandt dem, og hun sang en sang for Bran. Grenen, sang hun, var fra et æbletræ, som voksede på en fjern ø, et vidunderligt sted, hvor indbyggerne levede i evig salighed, for altid fri for bekymring, sygdom og nød. Musik ombølgede dem, de nød den herligste vin og tilbragte tiden med fester, leg og elskov.

Da kvinden havde sunget sin sang til ende, tog hun grenen med sig og forsvandt; men næste morgen drog Bran med 30 mand ud over havet for at finde de tre gange halvtreds øer, hver af dem større end Irland, som hun havde sunget om. De sejlede et stykke tid og oplevede forskellige eventyr og kom omsider til kvindernes ø. Bran ville ikke ro til land, men en kvinde på øen kastede et garnnøgle ud til ham, og da han greb det, sad det fast på hans hånd, så hun kunne trække båden ind.

De kom så ind i et stort hus, hvor der var lige så mange senge som der var mænd, og til hver af dem var der en kvinde. Og nu boede de dér i hvad der syntes dem at være et år, i stadig glæde og herlighed og uden noget savn. Til sidst lykkedes det en af mandskabet at overtale Bran til at begynde hjemrejsen til Irland. Kvinderne sagde, at det ikke ville blive til glæde for dem. Hvis de ønskede at rejse, måtte de gøre det, men der, hvor de sejlede hen, skulle de i hvert fald ikke gå i land.

De sejlede til Irland og kom til et sted, hvor nogle folk var forsamlet ved kysten. Fra båden fortalte Bran, hvem han var. Dertil svarede de, at de ikke kendte ham, men at der i deres land var ældgamle historier om Brans rejse. Nu sprang en af mændene overbord for at gå i land, men næppe rørte han ved kysten, før han sank sammen til en hob aske, som om han havde ligget i jorden i mange hundrede år. Da Bran blev klar over, at han ikke kunne gå i land, sang han en sang for de forsamlede irere om sine rejser og oplevelser og sejlede bort, og siden har ingen hørt om ham.

Efter at Irland ved middelalderens begyndelse var blevet kristnet, udviklede der sig et rigt religiøst liv på øen. Mange munke søgte ensomheden på de små øer, som omgiver Irland, for dér at tilbringe deres liv i meditation og bøn, og efterhånden vovede de sig langt ud over havet i deres små, skrøbelige skindbåde. På en tid, hvor nordboerne endnu ikke var begyndt at foretage lange sørejser, sejlede de helt til Færøerne og Island, muligvis endda til Grønland, men de irske munke efterlod sig kun ringe spor, der hvor de slog sig ned, for de var ikke kolonisatorer; de byggede kun, hvad de behøvede for at kunne overleve, og medbragte næppe stort af ejendele, som nu kan findes af arkæologer. I virkeligheden kendes de næsten blot fra den oldirske og den oldnordiske litteratur, og det er grunden til, at man ikke nøjagtigt ved, hvor langt de nåede omkring. Blandt de legender, som omhandler sådanne rejser, er der flere, som beretter om, hvordan hellige maend satte sig i deres både og sejlede ud over havet for aldrig mere at blive set af mennesker. Berømt er fortællingen om Sct. Brendan. Han er en historisk person og levede omkring år 500, men legenden om hans rejse mod salighedslandet i vest blev først til mange hundrede år senere. Det fortælles, at han sejlede afsted med et lille følge, og også efter mange mærkelige oplevelser nåede det jordiske paradis, som skildres i de mest glødende toner. Legenden blev oversat til latin og spillede en stor rolle for middelalderens forestillinger om Atlanterhavet. Det navn, hans ø ofte er forsynet med i de latinske tekster - Brazil, Braxil eller Bracir, på irsk Hy Breasail - fandt endog en varig plads på verdenskortet. (Fig. 5)

En verdslig keltisk beretning handler om kong Arthur. Han blev hårdt såret under et slag, og den sidste ridder af det runde bord. Sir Bedivere, bragte ham ned til havet, hvor han blev hentet af sin søster, Fata Morgana. Fata betyder fe. Morgana skal stamme fra et gammelt keltisk ord »muirgen« med betydningen »havfødt«. Hun var altså en havfrue. Sagnet fortæller, at hun bragte kong Arthur til sin vidunderlige ø langt ude i havet, Avalon (Æbleøen), hvor han nu kommer sig af sit sår for engang at vende tilbage til England.

Det siges, at de søfarende engang imellem ser hendes ø ude i horisonten, men når de forsøger at komme nærmere, opløses den i tåger og forsvinder for deres blikke. Lignende sagn kendes fra Spanien, Portugal og Azorerne, og fra Færøerne og Norge. Nordmændene taler om huldrelande - man mindes Kalypsos skjulte ø - som af og til viser sig i horisonten mod vest, og som man ville kunne bringe i menneskenes vold, om man kunne kaste stål på dem.

Sandsynligvis er både Avalon og de vestnordiske huldrelande udløbere af de gamle forestillinger om vestlige salighedsøer. (Fig. 6)

Norge er, i kraft af sin beliggenhed ud til Atlanterhavet, det af Nordens lande, hvor disse tanker tydeligst kommer til udtryk. I Danmark savnes tilsvarende forestillinger, men et sagn - som ganske vist er overleveret gennem engelske kilder - fortæller om kong Skjold, at han som barn var kommet sejlende fra et u- kendt sted, og da han døde, blev han igen lagt på skibet, som af sig selv sejlede ud i det fjerne, ganske som Fata Morganas skib, der hverken behøvede sejl eller årer. Også guden Balder blev, da han var død, bragt ombord i et skib, fortæller Snorre Sturlasson; dette skib blev dog ikke sendt på langfart, men brændt på bølgerne. Man kommer til at tænke på Prokopios' færgemænd, og med en vis ret kan man spørge sig selv, hvilke forestillinger de høvdinge har gjort sig, som i jernalderen og i vikingetiden rundt om i Norden er blevet begravet på skibe eller i skibsformede stensætninger.

Hele den nordiske tankeverden med hjemlige og lånte forestillinger i broget blanding fulgte med, da nordboerne drog ud og bosatte sig på øerne i Nordatlanten. Den berømte norske polarforsker Fritjof Nansen udgav i 1911 en bog med titlen »Nord i tåkeheimen«, hvor han bl.a. behandlede sagnene om de Saliges Øer. Han kom til den opfattelse, at de islandske sagaer om nordboernes færd til Vinland er præget af kelternes dødsrigeforestillinger. Fortællingerne om landets dejlige klima, den vildtvoksende hvede og især vinen, samt flere andre træk, tyder i den retning. Da Vinlandssagaerne er nedskrevet århundreder efter at opdagelserne fandt sted, er der da også al mulig anledning til, at de kendte irske forestillinger kunne snige sig ind og farve beretningerne.

Man skal måske endda spørge, om ikke også ordet Grønland skjuler lignende forestillinger. Sagaen siger, at Erik den Røde fandt på navnet for at lokke folk til, men denne forklaring er muligvis et sent påfund. Beretninger om yppige, grønne øer i oceanet var talrige i det Irland, som nordboerne koloniserede længe før de fandt Grønland, og på adskillige middelalderkort finder man da også øer, som figurerer under denne betegnelse. Desuden taler sagaerne om et »Store Irland« og et »Hvidemandsland«, som, efter hvad man havde hørt, lå langt ude mod vest; det kan tænkes at være ældre navne på den store ø, som siden blev kaldt Grønland.

Og hermed er vi tilbage ved Vinlandskortet. Som sagt er der ikke rimelig grund til at betvivle, at nordboerne opdagede Amerika, men det udelukker ikke, at der kan være et vist hold i den påstand, at Vinland, som det skildres i sagaerne, er opspind, en nordisk fantasi over et keltisk tema. Det er imidlertid mindre væsentligt. Vigtigere er det, at den keltiske forestilling om de Saliges Øer meget vel kan tænkes at være selve drivfjederen bag nordboernes fantastiske togter ud i det ukendte Atlanterhav. Undersøgelser i moderne irsk folketradition gør det yderst sandsynligt, at de vidunderlige øer også på den tid, da nordboerne sad på Irlands kyster, var almindeligt samtaleemne, en drøm det var værd at rejse ud efter.

Det gjorde nordboerne. Men at Kolumbus 500 år senere formåede at øjne den reelle virkelighed bag de vage, utrolige rygter fra det fjerne Norden, er helt og holdent hans fortjeneste, som Vinlandskortet ikke trækker det mindste fra. (Fig. 7)