De dødes lange huse

Tolkningen af Barkjær-fundet synes ligetil. Et kollektivt landsbysamfund har i fællesskab anlagt husene og ryddet urskoven i det omliggende land til marker for korn og græsgange til husdyr. At man har valgt den lille holm i søen med en smal landtange som eneste forbindelse til »fastlandet«, må skyldes sikkerhedsgrunde. Bondefolket var nyindvandret fra fjerne egne og levede ikke altid i fred med de gamle indbyggere, jægerfolket, hvis bopladser er påvist talrigt omkring Korup sø og langs dens afløb nordud gennem Kolindsund til det salte hav.

Nogen langvarig bosættelse var der intet, der tydede på, et par generationer, en 30-40 år måske. Svære sandflugtslag fra de omgivende marker og strandbredder, der på landsbyens tid lå åbne og ubeboede, har dækket og bevaret de forladte anlæg, indtil vi fandt dem igen (Fig. 1).

En snes år efter afslutningen i Barkjær dukkede et lignende anlæg med to langhuse i samme naturomgivelser op ved landsbyen Stengade på Langeland. Udgravningen blev forestået af Langelands Museum ved Jens Bech og Jørgen Skaarup; fra sidstnævnte foreligger nu - med prisværdig hurtighed - en omfattende og grundig publikation i Langelands Museums Skrifter. Husene er, som de djurslandske, fra den første bondetid, men har efter Skaarups opfattelse ikke stået samtidig. Det ældste, der er ca 33 meter langt og påfaldende smalt, har som Barkjær-husene kun været i brug et kort åremål, hvorefter stenalderbønderne er flyttet til et nyt sted som følge af jordens udpining. Et par århundreder senere vendte deres efterkommere tilbage til holmen i Stengade sømose og opførte det andet hus, der ligeledes kun har fungeret et kortere åremål. En samtidig langdysse godt hundrede meter fra husene kan have rummet deres døde, men iøvrigt blev der i det yngre hus - atter som i Barkjær - fundet grave under gulvet.

Med publikationen af Barkjær gik det ikke så hurtigt, andre udgravninger - fra polarhavene i nord til Det indiske Ocean i syd - har krævet opmærksomheden, men nu er arbejdet igang, og meget tager sig anderledes ud efter lagringen. At stenalderfolkene har boet på holmen er sikkert nok, og at de har haft huse, kan vi gå ud fra, men de to langhuse, vi fandt, har aldrig været beboet af levende bondefolk, de må være opført for deres døde, der hvilede under gulvet, og som altså har haft større betydning, end vi i sin tid tillagde dem. At det samme gælder langhusene i Stengade, er uden for al tvivl. Det gør nu ikke de to undersøgelser mindre interessante, tværtimod.

Der hvor det indvandrede bondefolk kom fra, fastlandet hinsides Østersøen, rådede den samme ejendommelige gravskik med dødehuse på tidligere bopladser. Med sig til det nye land bragte nybyggerne ikke blot deres husdyr - deres køer, får eller geder - men også deres hjemlands skik og brug. Da de efter nogle års ophold i Barkjær og Stengade forlod disse steder for at søge sig nye bopladser i nærheden, jævnede de deres boliger, som man gjorde det i deres fjerne hjemstavn, og på tomterne byggedes huse til dem, som af naturlige årsager ikke kunne følge med på den videre færd. Omkring dødehusene anlagdes lave og langstrakte jordhøjninger hegnet med sten. Fylden fik man fra affaldslagene i den gamle landsby, så det er ikke så underligt, at den indeholder tusindvis af lerkarskår, stumper af stenredskaber og affald fra flintsmedenes værksteder. Også kværnsten til kornmaling, og hvad der ellers lå på bopladsen, er kommet med. Med udjævningen forsvandt sporene af de levendes landsby, kun under selve dødehusene kan der endnu være noget tilbage - som påvist i Barkjær og i Kujavien i Polen, hvorfra udvandringen er foregået. Om de danske dødehuses oprindelse fortæller også deres form. De kujaviske huse - de dødes såvel som de levendes - har netop de trapezagtige grundplaner, som vi kender fra Barkjær, men tydeligst fra Stengadehusene.

De to Barkjær-dødehuse målte som sagt op mod 90 meter, men har fra først af været noget kortere, de er tydeligvis blevet forlænget mod øst (Fig. 2). Begge de oprindelige huse havde grave i det, som dengang var østenden, sydhuset kun en enkelt (stenbygget og med en stor flad overligger), nordhuset derimod to, liggende side om side. Gravene var placeret mellem stolperne i de tagbærende stolperækker, og systemet passer, for hvor sydhuset havde én indvendig stolperække, havde det noget bredere nordhus to. Sydhusets forlængelse er sket af to gange, i den første af disse tilbygninger var en grav placeret i stolperækken. Nordhuset havde kun en enkelt udvidelse, og der var ingen stenaldergrave under den, til gengæld tydelige spor af den ældre landsby i form af lergulv og arnesteder. Fælles for de to færdige bygninger er, at en stor stenblok markerer sydvesthjørnet, mens en tværgående stenfyldt grøft med stolpehuller og offerkar danner afslutningen mod øst.

Hvis man gransker udgravningsplanerne fra Stengade, kommer lignende forhold frem. At det sydlige dødehus er opført i to omgange, som allerede foreslået af udgraveren, er utvivlsomt. Først anlagt ser den vestlige del ud til at være (Fig. 3). Det var en grav i den, som gav anledning til undersøgelsen, men endnu en grav blev fundet i den østlige tilbygning. Det nordlige hus, hvor alene det smalle indre rum taler mod anvendelse til bolig, ser ud til at være opført på én gang. Det er i dette hus, trapezformen kommer tydeligst frem.

Men Barkjær- og Stengade-husene er naturligvis ikke de eneste af deres art fra den første bondetid her i landet. Forskellige steder i Nørrejylland er der fundet grave med spor af dødehuse, som sandsynligvis er af denne type, men de lave langhøje, hvor de har tronet, er for længst bortpløjet. Det kan således udmærket gælde en for nylig i Skalk omtalt jordgrav fra Rustrup i Midtjylland (Fig. 4). Af huset var kun usikre spor, men østenden afsluttedes af en tværgående grøft med stenlægning, stolpehuller og lerkar - som i Barkjær.

At de stenhegnede dødehuse er forløbere for de karakteristiske langdysser, er sandsynligt, og her kan der peges på en interessant overgangsform, dyssen fra Lindebjerg ved Kalundborg, som også forlængst har været omtalt i Skalk. Et par mærkelige træanlæg inden for randstensrækkerne blev af udgraveren tolket som to særskilte grave, men opfattet som en enhed viser de en trapezformet grundplan svarende til den, vi efterhånden kender så godt. Anlægget er ikke af Barkjær-størrelse, men dog tyve meter langt (Fig. 5). Lige øst for det fandtes en tværgrøft med stolpehuller og offerkar, nøjagtigt som i Barkjær og Rustrup. For en ordens skyld må tilføjes, at de karakteristiske danske stengrave, dysserne, i deres klassiske form desuden skyldes påvirkning fra Vesteuropas storstensgrave (Fig. 6).

Måske vil man synes, at ovenstående omtolkning af de to stenalderlandsbyer med langhuse fra den første bondetid er en sørgelig begivenhed, men for mig bliver disse anlæg endnu mere opsigtsvækkende og interessante. De fortæller om noget, som man sjældent kommer på sporet af, samspillet mellem de levende og de døde, som det formede sig for mere end 5000 år siden. At de dødes boliger efterligner de levendes huse, er et velkendt træk, vi møder det mange steder i oldtiden og også hos fjerne folk i nutiden, så vi har sikkert lov at opfatte langhusene fra Barkjær med deres ruminddeling og tagbærende stolperækker som tro kopier af de huse, som de indvandrede bønder selv boede i; endnu kender vi dem ikke, men det er nok kun et tidsspørgsmål før også de dukker op. Samtidig kan den oprindelige tolkning af Barkjær-folket som et kollektivt landsbysamfund opretholdes, for i de dødes lange huse har de efterlevende enkeltfamilier haft hver sit rum, hvor kontakten med forfædrene kunne dyrkes. Herom vidner små måltidspladser med østers, blåmusling, hjertemusling og ildspor samt henlagte ofre af ufærdiggjorte flintsager, lerkar og lignende i flere af rummene. Ved at begrave de døde på den gamle boplads og give dem huse, som fremover er blevet opsøgt og værnet, er et betydningsfuldt og ubrudt forløb i samfundet skabt.

(Fig. 7)