De arkæologiske år 1957

For naturvidenskaben er året 1957 det "geofysiske" år. Skulle man fra humanistisk side tildele det en tilsvarende betegnelse, kunne man fristes til at anvende ovenstående, for netop museernes videnskab har iår meget i sin pose

Af Thorkild Ramskou

Den 22. maj fejrer Nationalmuseet 150-års fødselsdag. På denne dato nedsattes Den kongelige Commission til Oldsagers Opbevaring, og det første skridt var dermed taget til at virkeliggøre professor Rasmus Nyerups drøm om et Nationalmuseum, hvortil "enhver frivilligt skulle frembære sin Skærv på Nationalhæderens Alter", således at det, der "fordum lå adsplittet i enkelte Mends Gennier, skjult for Granskerens og Kenderens Oje", nu skulle findes "samlet som i eet skønt Hele".

Vejen er lang fra den første offentlige samling på Trinitatis kirkens loft og til det udvidede Prinsens Palæ, hvor hovedparten af Nationalmuseet i dag har til huse men det, der begyndte som en systematisk indsamling og udstilling af oldsager, blev i århundredets løb til en museumsplan af mere vidtrækkende art. Efterhånden indordnedes statens øvrige, kulturhistoriske samlinger under planen, og deraf opstod det Nationalmuseum, der nu på alsidigste måde kan belyse menneskets kulturhistorie over hele den vide klode. Museet er rigtignok blevet et noget større, men vel også skønnere hele, end selv den begejstrede Rasmus Nyerup i 18o7 kunne profetere om.

163 lokalmuseer spredt ud over hele landet deltager i hyldesten til det jubilerende Nationalmuseum. Disse mange museer spænder fra store, velordnede samlinger til et museumsproletariat med elendigst tænkelige arbejdsvilkår, men båret oppe af ildhu og offervilje. Også de står i dag på skillevejen, men for dem gælder det fremtid og eksistens — ikke tilbageskuen over et dådrigt liv. Spørgsmålet om lokalmuseernes økonomi og fremtidige forhold er nu under debut og kræver svar. — Et vigtigt punkt på årets dosmerseddel.

Der er endnu en grund til i år at lykønske Nationalmuseet, og lykønskningen må i dette tilfælde samle sig om lederen af museets oldtidsafdeling, dr. Therkel Mathiassen. Gennem 2o år har han ledet og nu afsluttet det store arbejde med registreringen af landets fredede oldtidsminder, for hvis ødelæggelse fredningsloven af 1937 satte bom. Omkring ved 24.000 dysser, jættestuer, gravhøje, bautasten osv. er gennem dette arbejde blevet sikret for eftertiden. Det er dog noget, omend vi må begræde tabet af mere end dobbelt så mange.

Som et lille frisk skud på det arkæologiske livstræ kan sluttelig nævnes den Worsaae-medaiIle, som det unge Jysk Arkæologisk Selskab i år lader uddele for første gang. (Fig. 1)

Billede

Fig 1:
To høje og en runesten, der med en række af rejste sten er forbundet med den ene ende af højene - sådan ser det gådefulde oldtidsanlæg ud, som ligger i Bække sogn i Sydjylland. Eller rettere« sådan så det ud, før udgravning fandt sted i efteråret 1956. Tegning fra Ludvig Wimmer» De danske Runemindesmærker.

”… efter deres mor Vibrog”
Siden runestenen på Bække mark blev fundet af en stenkløver i 1858, har man spekuleret over meningen med de seks, næsten mandshøje sten, der stod i en række mellem runestenen og en mindre gravhøj ca. 45 m. vest herfor. En runesten stående på sin oprindelige plads og som led i et større anlæg er nemlig overordentlig sjælden} af de over 15o kendte danske runesten står blot fire på det sted, hvor de blev rejst. Foruden Bækkestenen er det Randbøl-stenen ved Frederikshåb, den store Jelling-sten og Glavendrup-stenen nordvest for Odense, alle disse lokaliteter er undersøgt - mere eller mindre dybtgående. Kun området omkring Bække—stenen manglede helt. Randsbølstenen stod på en lille gravhøj, der indeholdt en grav med brændte ben. Jellings mindesmærker blev undersøgt i 1940erne af dr. Dyggve, som påviste, at runestenen stod midt i et V-formet anlæg af rejste sten. V-et gabede over den nordlige af de to Jellinghøje, og på dets spids var Sydhøjen bygget. Dyggve tolker stensætningen som et "vi", et anlæg til brug ved gudsdyrkelsen. Glavendrup runestenen, der bærer Danmarks længste runeindskrift, stod pa en lille gravhøj ved stævnen af en ca. G5 m lang skibssætning.

Indskriften pa Bække stenen lyder oversat til nutids danske REVNE (kvindenavn) OG TOBBE (mandsnavn) GJORDE DISSE KUMLER EFTER DERES MODER VIBHOG.

Det oldnordiske "kuml" oversættes ofte ved mindesmærke, men for nylig har runologen Karl Martin Nielsen (i KUML 1953) behandlet hele det stof, der kan belyse ordet "kuml"s betydning. Han koraner her til det resultat, at kuml i ental går på selve runestenen, medens der, når det bruges i flertal som her på Dække-stenen, menes runesten i forbindelse med en eller flere indskriftsløse bautasten. Efter dette skulle man altså vente at finde spor af et monument af rejste sten i forbindelse med runestenen på Dække mark, og med Dyggves Jelling resultater i erindring har nok en og anden tænkt sig, at den lige stenrække her skulle vise sig at være den ene side af et V-formet oldtidsvi.

Da Nationalmuseet i efteråret 1956 gik i gang med en undersøgelse, var det bl. a. for at få dette spørgsmål klarlagt. Udgravningen er ikke forbi, men så meget kan da siges, at der ikke er tale om et V—formet vi — i hvert fald kan ingen spor af et sådant påvises - ej heller om en lige bautastensrække, selvom stenene faktisk lå på række, da vi kom.

Om runestenen fortæller en notits af runologen Rafn fra sept. 1858, at den kort efter fundet blev flyttet et lille stykke mod sydøst, hen for enden af sten rækken; dens nuværende placering kan der således ikke bygges meget på. (Fig. 2)

Billede

Fig 2:
Efter udgravningen kunne denne plan tegnes. De ser runestenen (R) på dens oprindelige plads samt de 4 urørte sten og de 13 stenspor. Den ildte undersøgte del af skibssætningen er vist med stiplet linie. På skrå gennem det hele går spor af den gamle hærvej.

Da jorden blev fjernet omkring stenene, viste det sig, at kun de to yderste sten i hver ende af rækken stod på deres oprindelige plads de var gravet ned i undergrunden og støttet med en krans af mindre sten, medens de to sten i midten var væltede og lå ovenpå jorden. Heldigvis fandt vi en række mørke, stenforede pletter, indtil 1 m i diameter. Det var spor af sten, der nu var fjernede. I en enkelt af pletterne lå en hel del fliser af rødlig granit - de sørgelige rester af en kløvet bautasten. Ialt lykkedes det at påvise 12 sådanne spor efter bautasten, og de dannede sammen med de 4 sten, der stod på plads, en buet linje, sandsynligvis den sydlige halvdel af en spidsoval, skibsformet stensætning. Runestenen har stået i skibets stævn. Af den tilsvarende nordlige bue fandtes i denne omgang blot een eneste sten, for frosten standsede udgravningerne.

Skibssætningsteorien er endnu ikke endeligt bevist men holder den stik, da må man sige, at det er et pragtfuldt mindesmærke, de to søskende har rejst over deres moder, Vibrog - en 45 m lang skibssætning bygget af høje bautasten, vel op mod et halvt hundrede stykker. Alle vendte den flade side, stenens spejl, indad. Stenene var lavest ved midten, højere ved enderne. Højest af alle var stævnstenen, runestenen.

Netop lidt agten for midten, hvor de mindste af stenene må have stået, var det helt umuligt at finde nogen stenspor; der var her et næsten lo m bredt, tykt lag af flyvesand, som åbenbart er afsat af en gammel vej. Vejen løb tværs gennem skibssætningen og delte sig en halv snes meter derfra op i flere hjulspor.

Runestenen og hermed skibssætningen kan efter indskriften dateres til 10. årh. og er altså rundt regnet l000 år gammel. Vej- sporene, der har ødelagt en del af monumentet, må være yngre, uden at vi dog kan sige nærmere, hvor gamle de er. Sandsynligvis er det spor af selve den gamle hærvej, der meget naturligt har brugt området med de to gravhøje og skibssætningen som retningspunkt. De har jo kunnet ses viden om.

Kun få sådanne skibssætninger er videnskabeligt undersøgt, og det er derfor vanskeligt at have nogen begrundet formodning om, hvad man kan vente at finde ved de fortsatte undersøgelser, udover at man vel vil støde på de stenspor, der mangler i den nordlige halvdel. Selvfølgelig håber vi også at finde Vibrogs grav, hende for hvem hele anlægget er skabt, men den mulighed foreligger, at skibssætningen blot er et minde for Vibrog, således at graven befinder sig et helt andet sted, måske langt borte, måske i højen, der ligger ved østenden af anlægget, ved agterstavnen. Skal vi søge Vibrogs grav mellem de to buede bautastensrækker, må det vel nærmest være midt i skibet. Det kan være en brandgrav, hvor de brændte ben sammen med forbrændt gravgods er blevet lagt lige ned under græstørven, men det kan også være en jordfæstegrav, og da har vi lykken med os. SKALK vil holde Dem underrettet.