Danskeøen

Danskeø, Christiansbergen, Københavnsbay, Ulfeldtshavn … disse navne på lokaliteter her oppe under den 80. breddegrad minder om, at også danskere har ydet en indsats på Spitsbergen – eller Svalbard, som ø- gruppen nu hedder. Det er en underlig følelse i dag, mere end 300 år efter, at følge i sporene af Christian den 4.’s hvalfangere, opsøge ruinerne af deres bopladser og dvæle ved deres grave. Vi står ind i Danskegattet, det stormpiskede farvand, der skiller Danskeøen fra Amsterdamøen. Vi stævner ind i bugten ved det gamle Christianshavn og ser op mod de høje, dystre fjelde kaldet Jyllandsplateauet …

Hollænderen Willem Barents fandt øgruppen, som han gav navnet Spitsbergen. Det var i 1596. Tilsyneladende var hans fund ikke meget værd: fjælde, bræer og evig is. Alligevel blev der rift om det. Ishavet vrimlede med hvaler, og tran var en eftertragtet vare. Inden længe dannedes der i Holland og England kompagnier, som sendte hvalfangerflåder nordpå. Danmark og Norge, der jo på det tidspunkt var en enhed, fulgte efter, og senere kom Frankrig og Hansestæderne, omend i mindre målestok, med i hvalkapløbet, der hovedsagelig udspilledes i første halvdel af 1600-årene. Ved udgangen af århundredet var eventyret stort set afsluttet. Bestanden af hvaler var da stærkt formindsket, og de tilbageværende var søgt bort fra kysterne.

Christian den 4. engagerede sig i hvalfangsten. Han havde allerede orlogsflåder i Nordnorge for at kontrollere Ishavet og varetage kronens interesser. Selv rundede han Nordkap, da han 1599, i en alder af 22 år, under navnet generalkaptajn Christian Frederiksen fra København, foretog sin Nordlandsfærd ombord i orlogsmanden »Victor«. Han omdøbte Spitsbergen til Christiansbergen og krævede at få navnet anerkendt og højhedsretten over landet stadfæstet, idet han fastholdt, at det var en del af Grønland og derfor dansk territorium. At hverken hollændere eller englændere ville anerkende denne ret, er det næsten overflødigt at tilføje. Hollænderne, som havde opdaget landet, mente naturligvis, at det var deres, mens den engelske konge Jakob I erklærede Spitsbergen for ingenmandsland og bestemte, at alle fremmede hvalfangere, som ikke afleverede halv kargo til englænderne skulle forfølges.

At drive hvalfangst i et område, som alle mente at eje, var naturligvis forbundet med store vanskeligheder. I praksis enedes rederne derfor om at dele fangstpladserne, og regeringerne godkendte mere eller mindre nødtvungent disse aftaler. Hollænderne nedsatte sig nordligst, på Amsterdamøen med hovedstation i »spækbyen« Smeerenburg, danskerne besatte Danskeøen og forskellige mindre lokaliteter, mens de øvrige nationer etablerede sig længere mod syd. Hollænderne blev hurtigt de dominerende, englænderne derimod havde været mindre heldige i valget af pladser, og da de i det hele taget var forfulgt af uheld, førte det til, at de efterhånden trak sig næsten ud af spillet. Foruden de nævnte nationer indskrev endnu et folkefærd sit navn i Spitsbergen-hvalfangstens historie. De dygtigste harpunerere og fangere kom fra Biskayen, og hvert år hvervedes de i hundredevis af rederne. Selv om de med tiden oplærte andre i faget, beholdt de det betroede arbejde ombord og kaldtes, for eksempel i danske dokumenter »danske Biskayere«. (Fig. 1, fig. 2)