Danske mindesmærker

Tilegnet Johannes Brøndsted, den lærde professor og Rigsantikvar hvis nysudkomne værk Danmarks Oldtid værdigt viderefører hvad Worm grundlage.

Om de gamle Daners helligdomme og altre.

I vil begynde med helligstederne. I Danmark findes (i alt fald så vidt jeg ved) intetsteds ruiner af templer. Grunden dertil er måske, at vore forfædre, da de var blevet opfyldt af kristne hellige lærdomme, har beflittet sig på af al magt at fjerne sådan afgudsdyrkelses vederstyggelighed og derfor i bund og grund har ødelagt disse steder, der er fastslået som særlig fremtrædende. Eller også har de på deres sted, hvor som helst de syntes, erklæret dem for templer for den sande Gud og lavet afgudsdyrkelsen om til gudstjeneste, idet de søgte at oprive med rode ethvert minde om afguderne.

Derfor kan man ikke så sjældent se alterborde, der endnu henligger splittede og ødelagte på marker og i skove. Altrenes opbygning hos os er forskelligartet: For størsteparten består de af jord, der er dynget sammen til en høj, på hvis top der står tre vældige sten, som bærer en fjerde sten, større, bredere og fladere end de andre. Under denne vældige stenblok ses et hulrum, der for nogles vedkommende er temmelig ødelagt, og for andres vedkommende er fyldt med jord og sten. Dette hulrum er formentlig beregnet på at optage offerdyrenes blod. Det er sjældent, at man ikke her finder flint tjenlig til at frembringe ild. Thi de regnede det for en formastelse at anvende anden antændelsesmåde end med flint, når offerdyrene skulle brændes.

Man finder sjældent en stenkreds alene, oftere tre. Hvor der kun ses en, er den i reglen anbragt ovenpå en grav, for at der sammesteds kan bringes de årlige ofre til minde om de afdøde.

Altre af denne og andre slags er der mange af hos os, og det er ikke ufortjent, at de kan hensætte den opmærksomme iagttager i beundring. Men lad os se med foragt på de guder, som de dyrkede på disse nedrige steder.

Diskussion med Messenius om Hagbard-sletten.

Ved Susåen, der hvor den skærer igennem Ringstedegnen, er der en landsby, der i folkemunde hedder Alsted, men i Sakses 12. bog kaldes Axelstad. Den er bekendt for et slag, der har stået der mellem Sivald, Sigars søn, og Hake den hugprude. Men når vi er kommet ind herpå, så kan vi ikke undlade ved samme lejlighed at gøre opmærksom på, at Johannes Messenius’ skrift derom er aldeles forfejlet. Han hævder imod vor Sakse (hvem han ideligt søger at rive ned på – ganske med urette), at det ingenlunde er på denne plads og i egnen omkring Sigersted, at Hagbard og Signe har givet deres så navnkundige og beundringsværdige eksempel på troskab i elskov, men at det snarere er gået for sig i Sverige nær Sigtuna.

Se, kære læser, med hvilke stormbukke dette menneske søger ved topmålt løgnagtighed og bagvaskelse at gendrive vor så betydelige hjemmelsmand! Naturligvis er det med fejlagtige og fuldstændig tåbelige påstande, som næppe nogen vil anse for værdige til en efterprøvelse. At det er helt modsat hans påstand, kan man jo se med sine egne øjne. Kom, jeg vil vise dig Sigars by og kongsgård, ja endogså hans gravhøj; jeg vil vise Signes bur, jeg vil vise Hagbards høj, hvor han blev straffet ved hængning; alle stederne er endnu den dag i dag i kraft af deres navne til fulde bekendte for en hvilken som helst bonde i nabolaget.

Sin opfattelse underbygger han (Messenius) med, at han har hørt, at en af de bosiddende nogle få år forinden har fremdraget af jorden på hans egen “Hagbard-slette” den galge, i hvilken Hagbard omkring det nådens år 222 er blevet kvalt med en strikke. Hvem er en så sløv nar, at han ikke vejrer grundlaget for dette møg? Således skriver vor Sakse: “En mand har fortalt Absalon, at han har set en bjælke, der er fundet på dette sted (nær Sigersted på Sjælland), og som en bonde er stødt på, da han pløjede sin jord”. Det er herfra, at Messenius har sin viden. Lad så være, at der er en eller anden, der på det sted (nemlig på Messenius’ svenske Hagbard-slette) for nogle år siden har fundet et stykke brænde, så er det dog alligevel dermed ikke sagt, at det har været Hagbards galge.

Men for at hele sagen kan fremgå mere klart end en talestrøm, så tilføjer jeg en topografisk skitse, som jeg efter eget øjesyn har opridset, da jeg for ikke så mange år siden på det omhyggeligste undersøgte egnen under vejledning af stedets præst og nogle ældre folk i nabolaget.

Og hvis nu Messenius vil prøve at påvise, at alle omstændighederne, stedernes beliggenhed og historiens vidnesbyrd, svarer bedre og nøjagtigere til Sigtuna-sletten, så vil vi nok stille os tvivlende. Hvis ikke han kan, så vil han, håber jeg, på den anden side nok give vor Sakse en undskyldning.

Tryggevælde er en kongsgård, der ligger to mil fra den sjællandske by Køge. Fra en nærliggende høj kaldet Kejserhøjen, er stenen blevet ført til denne større plads af Poul Wobis, der dengang var lensmand på stedet. Det skete for omkring 70 år siden, og stenen kan endnu ses sammesteds (fig. 1).