Danske mindesmærker

Gunstige læser. Skalk forelægger dig her en prøve på det store, aldrig oversatte, latinske værk, hvormed Ole Worm i 1643 lagde grunden til dansk oldforskning. Vor hensigt hermed er at lade dig fornemme stil og tankegang i datidens videnskabelige litteratur for til slut at vise, hvordan nutidens forskning har draget nytte af de gamles flid.

Af Bent Ousager

Tilegnet Johannes Brøndsted, den lærde professor og Rigsantikvar hvis nysudkomne værk Danmarks Oldtid værdigt viderefører hvad Worm grundlage.

Om de gamle Daners helligdomme og altre.
I vil begynde med helligstederne. I Danmark findes (i alt fald så vidt jeg ved) intetsteds ruiner af templer. Grunden dertil er måske, at vore forfædre, da de var blevet opfyldt af kristne hellige lærdomme, har beflittet sig på af al magt at fjerne sådan afgudsdyrkelses vederstyggelighed og derfor i bund og grund har ødelagt disse steder, der er fastslået som særlig fremtrædende. Eller også har de på deres sted, hvor som helst de syntes, erklæret dem for templer for den sande Gud og lavet afgudsdyrkelsen om til gudstjeneste, idet de søgte at oprive med rode ethvert minde om afguderne.

Derfor kan man ikke så sjældent se alterborde, der endnu henligger splittede og ødelagte på marker og i skove. Altrenes opbygning hos os er forskelligartet: For størsteparten består de af jord, der er dynget sammen til en høj, på hvis top der står tre vældige sten, som bærer en fjerde sten, større, bredere og fladere end de andre. Under denne vældige stenblok ses et hulrum, der for nogles vedkommende er temmelig ødelagt, og for andres vedkommende er fyldt med jord og sten. Dette hulrum er formentlig beregnet på at optage offerdyrenes blod. Det er sjældent, at man ikke her finder flint tjenlig til at frembringe ild. Thi de regnede det for en formastelse at anvende anden antændelsesmåde end med flint, når offerdyrene skulle brændes.

Man finder sjældent en stenkreds alene, oftere tre. Hvor der kun ses en, er den i reglen anbragt ovenpå en grav, for at der sammesteds kan bringes de årlige ofre til minde om de afdøde.

Altre af denne og andre slags er der mange af hos os, og det er ikke ufortjent, at de kan hensætte den opmærksomme iagttager i beundring. Men lad os se med foragt på de guder, som de dyrkede på disse nedrige steder.

Diskussion med Messenius om Hagbard-sletten.
Ved Susåen, der hvor den skærer igennem Ringstedegnen, er der en landsby, der i folkemunde hedder Alsted, men i Sakses 12. bog kaldes Axelstad. Den er bekendt for et slag, der har stået der mellem Sivald, Sigars søn, og Hake den hugprude. Men når vi er kommet ind herpå, så kan vi ikke undlade ved samme lejlighed at gøre opmærksom på, at Johannes Messenius’ skrift derom er aldeles forfejlet. Han hævder imod vor Sakse (hvem han ideligt søger at rive ned på - ganske med urette), at det ingenlunde er på denne plads og i egnen omkring Sigersted, at Hagbard og Signe har givet deres så navnkundige og beundringsværdige eksempel på troskab i elskov, men at det snarere er gået for sig i Sverige nær Sigtuna.

Se, kære læser, med hvilke stormbukke dette menneske søger ved topmålt løgnagtighed og bagvaskelse at gendrive vor så betydelige hjemmelsmand! Naturligvis er det med fejlagtige og fuldstændig tåbelige påstande, som næppe nogen vil anse for værdige til en efterprøvelse. At det er helt modsat hans påstand, kan man jo se med sine egne øjne. Kom, jeg vil vise dig Sigars by og kongsgård, ja endogså hans gravhøj; jeg vil vise Signes bur, jeg vil vise Hagbards høj, hvor han blev straffet ved hængning; alle stederne er endnu den dag i dag i kraft af deres navne til fulde bekendte for en hvilken som helst bonde i nabolaget.

Sin opfattelse underbygger han (Messenius) med, at han har hørt, at en af de bosiddende nogle få år forinden har fremdraget af jorden på hans egen "Hagbard-slette" den galge, i hvilken Hagbard omkring det nådens år 222 er blevet kvalt med en strikke. Hvem er en så sløv nar, at han ikke vejrer grundlaget for dette møg? Således skriver vor Sakse: "En mand har fortalt Absalon, at han har set en bjælke, der er fundet på dette sted (nær Sigersted på Sjælland), og som en bonde er stødt på, da han pløjede sin jord". Det er herfra, at Messenius har sin viden. Lad så være, at der er en eller anden, der på det sted (nemlig på Messenius’ svenske Hagbard-slette) for nogle år siden har fundet et stykke brænde, så er det dog alligevel dermed ikke sagt, at det har været Hagbards galge.

Men for at hele sagen kan fremgå mere klart end en talestrøm, så tilføjer jeg en topografisk skitse, som jeg efter eget øjesyn har opridset, da jeg for ikke så mange år siden på det omhyggeligste undersøgte egnen under vejledning af stedets præst og nogle ældre folk i nabolaget.

Og hvis nu Messenius vil prøve at påvise, at alle omstændighederne, stedernes beliggenhed og historiens vidnesbyrd, svarer bedre og nøjagtigere til Sigtuna-sletten, så vil vi nok stille os tvivlende. Hvis ikke han kan, så vil han, håber jeg, på den anden side nok give vor Sakse en undskyldning.

Tryggevælde er en kongsgård, der ligger to mil fra den sjællandske by Køge. Fra en nærliggende høj kaldet Kejserhøjen, er stenen blevet ført til denne større plads af Poul Wobis, der dengang var lensmand på stedet. Det skete for omkring 70 år siden, og stenen kan endnu ses sammesteds (fig. 1).

Billede

Fig. 1. Tryggevælde-stenen.

Fra en eller anden har jeg fået fat i denne tolkning, der er noget mangelfuld og ingenlunde svarer til skrifttegnene, men henviser til Hothers bedrifter og hedenfart:

”Denne Høy er gjord uden Meen
Her i hviler den rige Kong Hotters Been
Denne Steen er offuer ham set
Viiser hans Graff hannem ey forget:
Jeg haffde nock Trette oc Krig
Med Bo den Affguds Søn Ottin
Jeg bleff siug oc døde bort
Oc hvilis her i Jorden sort".

Sagens mærkværdighed og vanskelighed bevægede omsider den berømmelige og ædle hr. Kristian Friis til Kragerup til at sende mig derhen i året 1624, den 7. september. Først rensede jeg skriftfugerne grundigt for støv, skarn og mos og trak dem så op med kridt. Derpå følte jeg mig for med fingeren, der hvor furerne var udviskede og forvirrende for blikket, og søgte at skelne mellem de furer, der var opstået ad kunstig vej ved indhugning, og dem, der var opstået ved vejrligets påvirkning. Ja, når jeg gerådede i tvivl med mig selv, afæskede jeg alle de omkringstående deres mening og bedømmelse, og omsider fandt jeg så frem til dette billede af stenen og sammenhængen i dens indskrift.

Meningen er, så vidt jeg opfatter den: "Jeg, der hedder Tregi, jeg har gjort denne høj, jeg har med en indhegning omgærdet denne omkransede høj. Ragnhild, Ulfs søster, opstillede stenene, hans hustru Ulfvilda opdyngede jorden, vidne er Bisfeir. Enhver især efter mål. Således var vi tre om at lave stenhøjen".

Om de gamles grave.
Blandt Danmarks mere almindelige mindesmærker forekommer ingen hyppigere end dem for heltene og stormændene, ja engang var de talrigere end en falden hærs tuer og grave. Den, der ønsker at se en mærkelig mangfoldighed af disse høje - og det af forskellig slags - samlet på et sted, han skal rejse til Hjarnø, og så vil han - det er jeg overbevist om - ret komme til at undre sig. Hjarnø hedder således efter kong Hjarne, som blev smykket med krone og kongenavn til tak for et ligkvad, som han skrev over kong Frode. Men denne ø er beliggende i en havbugt, som man besejler på vej til Horsens i Jylland. På dens østlige del vil man på en flad strækning nær strandbredden finde mere end tyve, der er anbragt i den orden og i den indbyrdes stilling, som man kan se på den medfølgende skitse (fig. 2).

Billede

Fig. 2. A. En grav, der menes at være kong Hjarnes, fordi den med hensyn til længde, statelighed og stenanlæg synes at overgå de andre høje. B. Her ses et hul, der er udgravet af nogle, der enten har ledt efter skatte, eller som har forsøgt at fjerne en sten.

Det er mærkeligt - hvis det da er sandt, hvad indbyggerne fortæller: at en tyr med sine horn har oprodet et sværd af en af disse høje, og at en bonde, da han havde bragt det hjem, om natten hørte en stemme, der formanede ham til at lægge det tilbage på dets sted, hvis ikke han ville ske en ulykke. Dette undlod han, der havde taget det i forvaring, ikke at gøre.

Alle de mindre høje, som man ser, når i længde tolv til tretten alen, i bredden fire eller fem, men den største - den hvori de siger, at selve kongens lig er begravet - når tredive alen og er omkring tyve bred. Men folk mener, at det er Hjarne, der er højsat her med hele sin hær.

Om Ole Worm og hans værk.
I året 1728 lagde en forfærdelig ildsvåde to femtedele af staden København i aske. Et øjenvidne til begivenheden har givet os denne malende skildring:

"Denn høygunstige Læsere erindrer sig kierligst, at i det samme denne Ulyckelige Forseelse, at Blasen sprang i Luften, skeede, saa gig strax Ild i vor Frue taarn og Kircke, og ligeledes gig der Ild i St. Trinitatis Kircke og Rundetaarn, saa at i eet Øye- blick saa at sige var alting antændt i begge Kircker, Ak min kiære Herre Jesus! da skulde man have seet Luer, O forskrækkelige Luer! De kunde ey være fæle og græsseligere i det fyrgterlige Hælved”.

Veråbene er ikke overdrevne. De kan med fuld ret istemmes af enhver nutidig, hvem studiet af vort lands fortid ligger på sinde; thi ved den lejlighed gik størsteparten af kilderne til Danmarks og Norges ældre historie op i luer og forvandledes til en askesky, der i flere døgn formørkede himlen over hovedstaden. De gamle dokumenter var blevet opbevaret i universitetsbiblioteket, der dengang havde til huse på loftet over Trinitatis kirke med indgang fra Rundetårn; her i tårnet og på kirkegården havde man også anbragt adskillige runesten, der var samlet sammen fra landets forskellige egne. Endogså disse mindesmærker, der dog skulle synes at være af særdeles solidt materiale, gik tabt ved den store katastrofe, idet de forsvandt mellem ruinerne af de sammenstyrtede huse. Kun tre lykkedes det at redde, og de blev siden grundstammen i Nationalmuseets runestens samling.

At runestenene ved Trinitatis kirke skulle gå tabt, var så meget mere beklageligt, som de netop var blevet anbragt på dette sted for at være i sikkerhed mod overgreb. De var blevet sendt til hovedstaden i overensstemmelse med et kongeligt cirkulære til de danske lensmænd "anlangende Monumenter og Stene med Runebogstaver paa at hidskikke". Dette cirkulære - udstedt 1652 - har krav på en ganske særlig interesse som det første tilløb i Danmark til en fredningslov.

Allerede før den tid har der dog været tegn på vågnende interesse hos statsmagten for vore fortidsminder. Et vidnesbyrd herom er et reskript, udstedt 30 år forinden af Christian IV til bisperne i Danmark og Norge om "at opsøge og antegne alleslags Antiquiteter og Documenter". Hovedkraften bag dette prisværdige initiativ var professor i fysik og siden i medicin ved Københavns Universitet, den "Os Elskelige hæderlig og høilærd Dr. Ole Worm", som Christian IV kalder ham.

At det var en professor i netop fysik og medicin - fag der dog synes at stå arkæologien fjernt - som blev foregangsmand indenfor vor oldforskning, kan egentlig lyde mærkeligt. Men det må erindres, at den tids lærde blev uddannet i så at sige alle videnskaber og kunne kaldes til universitetet som professorer i næsten hvilket som helst fag. Således også med Ole Worm. Han havde gået i den lærde skole i Århus, hvor han var født (1588), og havde siden drevet studier i de forskellige videnskaber ved flere universiteter rundt om i Europa. Tidligt havde han dog specialiseret sig i medicin, og det var på dette felt, at han selv så sin hovedgerning, medens eftertiden ser hans indsats for oldforskningen som den mest fortjenstfulde. Som læge følte han sig først og fremmest kaldet, og det var i pligtopfyldende udøvelse af sin lægegerning, at han fandt døden under pesten i København 1654.

Det er ikke kedeligt at følge denne lærde mands udvikling fra naturforsker til arkæolog. Fra sin ungdom nærede han - som tidens øvrige lærde og som vel nok enhver forskernatur til alle tider - en dyb undren overfor alt det mærkelige og besynderlige i verden. Det viser sig i en af hans første større afhandlinger: "Det dyrs naturhistorie, som i Norge fra tid til anden falder ned fra skyerne", hvor han behandler forplantningen hos Lemmingen, der efter den herskende anskuelse opstod af forrådnede skyer. Det er denne forkærlighed for det kuriøse, der får Ole Worm til at anlægge et på den tid verdensberømt "Museum", hvor han samlede mærkværdige og sjældne ting "rariteter", lige fra udstoppede krokodiller og misfostre i sprit til flintøkser og urner med brændte menneskeben. Dette "Museum" eller "raritetskabinet" blev efter Worms død indlemmet i Det kgl. Kunstkammer og danner sammen med dette forløberen for vort nationalmuseum (fig. 3).

Billede

Fig. 3. Oldforskeren og samleren Ole Worm.

Worm nøjedes dog ikke med en blot og bar indsamling af oldsager; han skrev udførlige beretninger om udgravninger og fund, om runestene og om jordfaste mindesmærker. På Ole Worms tid blev det første guldhorn fundet, og når det overhovedet lykkedes at redde det fra øjeblikkelig omsmeltning og at få det beskrevet, skyldes det hans indgriben. Vor hovedkilde til viden om dette horns udseende er stadig hans skrift "Om guldhornet", der udkom i 1641, to år efter at Kirsten Svensdatter var snublet over det ved Gallehus.

Ole Worms hovedværk er dog det skrift, hvoraf der i det foregående er bragt nogle uddrag, det store samlingsværk "Monumenta Danica", der udkom i 1643, og som giver en oversigt over de vigtigste oldtidsminder, som man da var opmærksom på i Danmark og Norge. Hovedvægten er lagt på beskrivelse og fortolkning af runestenene, de mindesmærker, som Worm mente kunne fortælle mest om fortiden. At han heri utvivlsomt tager fejl, og at værket på anden vis, set med vore øjne, er behæftet med mangler, gør egentlig mindre til sagen. Det væsentlige er, at vi her for første gang ser et forsøg på at give en saglig redegørelse - bygget på systematisk studium af mindesmærkerne - for vort lands oldtid. Hans arbejdsmetodes ejendommelighed fremgår af de her oversatte brudstykker.

I afsnittet om helligdommene og altrene ser vi, at Worm har et indgående kendskab til dyssernes udseende, og også at han er lige ved at ramme den rigtige fortolkning. Opfattelsen af dysserne som gudealtre har han tilfælles med samtidens forskere, men hans bevisførelse er langt mere nøgtern og i og for sig ikke urimelig. Han når til sit resultat, ikke ved at fantasere over gamle sagn og skrifter, men ved logisk slutning ud fra foreliggende materiale. Den rette tolkning af dysserne er man først nået frem til i forrige århundrede, og ejendommeligt nok er det netop i tohundredåret efter "Monumenta Danica’s" udgivelse, at den nye forklaring fremkommer. Den bliver fremsat af Worsaae i 1843, og den er grundet på udgravninger af urørte dyssekamre med menneskeknogler.

Den sobre bevisførelse, som vi har været vidne til ved behandlingen af dysserne, får sit pudsige modstykke i diskussionen med Messenius om Hagbard-sletten. Messenius var en svensk lærd, samtidig med Ole Worm og udgiver af en række skrifter, der havde til formål at skaffe Sverige en fortid fuldt så glorværdig som nutiden under den store Gustav Adolf. Det var derfor af vigtighed for ham at få alle de gamle heltesagn føjet ind i rækken af sveernes bedrifter, således f.eks. den kendte beretning om Hagbard og Signe. Skuepladsen for de dramatiske hændelser "Hagbard-sletten", henlægger Messenius uden tøven til Sigtuna-egnen, hvilket har vakt den patriotiske Ole Worms store forbitrelse. Som man ser, er det ingenlunde den slebne tone, der anvendes videnskabsmænd imellem; man giver hinanden råt for usødet.

At Messenius’ bevisførelse, som Worm siger, er under al kritik, kan vi sagtens gå med til; men sandt at sige er Ole Worms egen argumentation ikke stort bedre bevendt. Han har dog et vist grundlag at bygge på, nemlig "vor Sakse", der henlægger begivenhederne til egnen omkring Sigersted på Sjælland. Sakses kilder er to: 1) et oldkvad uden stedsangivelse og 2) ærkebisp Absalons henvisning til sin hjemegn. Absalons grundlag er dog vist næppe andet end en sen folkelig udlægning af stednavnene, udsprunget af en vis lokalpatriotisme. Udgangspunktet for den folkelige udlægning er bynavnet Sigersted, hvori personnavnet Sigar indgår, det samme navn, som Signes fader ifølge overleveringen har. Naturligvis er der intet grundlag for at identificere disse to personer. De høje, hvortil Sigars, Hagbards og Signes navne i sen tid er blevet knyttet, tilhører helt andre tidsrum end folkevandringstiden, hvor sagnet hører hjemme. "Signes Bur" er (var) således en langdysse, "Hages Høj" (senere "Hagbards Høj") en bronzealdergrav. På "Kong Sigers Grav" skal være fundet en runesten, hvor ordet "Sigur" forekom; selvom det skulle være rigtigt, kan stenen dog tidligst være fra vikingetid (fig. 4).

Billede

Fig. 4. Tegninger: Hans Berg.

Med behandlingen af Tryggevældestenen er vi igen tilbage i det videnskabelige. Worms anvisning på, hvordan en undersøgelse af en runesten bør foregå, er blevet fulgt helt op til moderne tid, hvor teknikkens udvikling har gjort den forældet; men i princippet er den fuldt forsvarlig. Hans systematiske behandling af runestensmaterialet er helt moderne: beskrivelse af stenens nuværende og evt. oprindelige placering, stenens udseende, gengivelse af indskriften, forsøg på tydning, supplerende omstændigheder som stedlige overleveringer osv. - Skønt Ole Worms tydning af indskriften langtfra er korrekt (den er i øvrigt endnu ikke fuldstændigt tolket), betyder den dog et uhyre fremskridt fra den rent fantastiske tolkning, der er gengivet forinden. På runeforskningens område er Worm langt forud for sin tid; han har gjort springet fra gætteværk til filologi. Mærkeligt nok er oplysningen om, at Povl Wobis har flyttet stenen til Tryggevælde forkert; der har ingen lensmand været der af det navn: også oplysningen om, at stenen tidligere har stået på ”kejserhøjen” (Kishøj) er stærkt omtvistet. Den har oprindelig, ifølge indskriften, været anbragt i forbindelse med en skibssætning ligesom den beslægtede Glavendrupsten, men denne skibssætning er nu forsvundet.

I kapitlet om de gamles grave er beskrivelsen af skibssætningerne på Hjarnø den mest værdifulde, fordi den er vor eneste kilde til viden om anlæggets oprindelige udseende. Da Hjarnø på ny blev besøgt af en videnskabsmand, der ønskede at kortlægge mindesmærket - det var i 1880 - var der kun rester af syv skibe tilbage, hvor Worm havde opregnet over tyve velbevarede. Også disse syv mentes at være gået tabt, indtil det ved en udgravning i 1930erne lykkedes at fremdrage rester af og delvis restaurere ti, deriblandt den, som Ole Worm benævner "Kong Hjarnes grav". - Hjarne er en sagnfigur, der er omtalt af Sakse som konge efter Frode Fredegod; han var ikke af kongeæt, men en skjald, der havde lagt et mindekvad om Frode og derfor til løn hyldedes som hans efterfølger. I virkeligheden har Hjarne dog ingen tilknytning til dansk oldhistorie, men optræder oprindelig kun i oldtyske og oldengelske sagn. Nogen forbindelse med Hjarnø har Hjarne på ingen måde, alene af den grund, at personnavne aldrig indgår i danske ø-navne. Derimod er det korrekt, når Worm opfatter skibssætningerne som grave.

Skønt alle manglerne ved "Monumenta Danica" træder tydeligt frem for os nutidslæsere, må vi dog erindre os, at målt med samtidens alen - den eneste retfærdige målestok - er værket intet mindre end et nybrud. Det var i sig selv en dristig plan at ville samle og udgive under et hele tidens viden om Danmarks oldtidsminder. Den dristige plan er blevet bragt til udførelse på en måde, der må aftvinge os nutidslæsere beundring. Men mere end beundring skylder vi Ole Worm tak, fordi han ved sin energiske indsats har gjort sin samtid opmærksom på vore fortidsminder og interesseret i at bevare dem. Der er næppe tvivl om, at Worm derved har reddet en stor del af dem fra undergang.

"Monumenta Danica" er en hovedkilde for oldforskningen og for mange oldtidsmindesmærkers vedkommende den eneste kilde. Den fortjener at gøres tilgængelig for en bredere almenhed, som derved vil forskånes for oversættelsens slidsomme møje.

Først sent har nogen dristet sig til at gå i Worms fodspor. En ny sammenfattende oversigt over alle oldtidsminder så først dagens lys i 1843 med Worsaaes bog "Danmarks Oldtid" der, som Worms skrift i sin tid, betød et fuldstændigt nybrud i den arkæologiske videnskab. Godt et halvt århundrede efter, i 1897, udgav Worsaaes discipel, Sophus Müller, sit på en gang populære og strengt videnskabelige værk "Vor Oldtid". Dets afløser Johannes Brøndsteds "Danmarks Oldtid", der netop er udkommet i ny udgave, er den foreløbige slutsten på Ole Worms værk. Forskel og fremskridt er iøjnefaldende, men alligevel vil "Monumenta Danica blive stående som en milepæl i dansk oldforskning. Her er den selv blevet et monument.