Damppløjning
»Lollands pløjning og helvedes pine får aldrig ende« – siger man, og sandt er det, at lollænderne ikke er kommet sovende til deres frugtbare marker. Egnens stive og tunge lerjord kan give et stort udbytte, men det kræver en slidsom og kraftig bearbejdelse. Det er derfor ikke mærkeligt, at interessen for en mekanisering af markarbejdet er af gammel dato netop i denne landsdel. Her iværksattes landbrugshistoriens tidligste mekaniseringsforsøg, pløjning ved dampkraft – og det var det eneste sted i landet denne metode overhovedet blev prøvet. Det er i år 100 år siden, at damppløjningen blev introduceret i Danmark. (Fig. 1)
Af Else-Marie Boyhus
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.
Ideerne om at udnytte dampmaskinen i landbruget opstod i England; man havde set, hvor gennemgribende betydning denne maskine havde fået for industrien, og tanken om en tilsvarende mekanisering af det landbrug, som nu skulle brødføde de stadigt voksende skarer af byboer, lå lige for. Vi har kendskab til en række spredte forsøg i 1700-tallet, men de fik først praktisk betydning et stykke ind i 1800-årene. Den tidligste succes var de damptrukne tærskeværker, og lidt senere kom kværne, hakkelse s skærere og mejerimaskiner, der alle udførte arbejdsprocesser, som ikke stillede store krav til dampmaskinens mobilitet.
Opfindelsen, der havde fået så stor betydning for industrien, var James Watts lavtryksmaskine med kondensator, men den var, alene på grund af sin størrelse, uegnet til landbrugsarbejde. Hertil krævedes en lille maskine, som helst skulle kunne bevæges fra sted til sted ved egen kraft. I løbet af 1800-tallets første halvdel arbejdedes der derfor henimod højtryksmaskinen; nok var den på grund af det større varmetab mere uøkonomisk i brug, men de mindre dimensioner og udeladelsen af kondensatoren muliggjorde en mere kompakt form. Lokomobilet, som den nye udformning af dampmaskinen kaldtes, bestod af en rørkedel fast forbundet med maskineriet. Det næste skridt var opfindelsen af det selvkørende lokomobil. Hermed var – i hvert fald tilsyneladende – betingelsen for dampmaskinens anvendelse som trækkraft i landbruget til stede.
I England eksperimenteredes på livet løs gennem det meste af 1800-tallet, men først omkring 1860 fandt man frem til metoder, der fik praktisk betydning. Det var selvfølgelig nærliggende at anbringe lokomobilet på hestenes plads, således at det kørte hen over marken, mens det trak redskabet efter sig; denne metode fik da også en vis betydning i Nordamerikas hvedearealer, men i Europa slog den ikke an, de tunge maskiner trykkede jorden alt for hårdt sammen og kørte u- standselig fast. Man koncentrerede sig i stedet for om kabelmetoden, hvor lokomobilet ikke kørte direkte på den jord, der skulle behandles.
Kabelsystemets opfindelseshistorie er broget og mangfoldig; her skal kun behandles de tre udformninger, der fik praktisk betydning: Fisken-systemet, Howards kredssystem og John Fowlers to systemer, alle opfundet og gennemeksperimenteret kort efter midten af forrige århundrede. De to førstnævnte af disse pløjeapparater virkede efter nogenlunde samme princip: marken var omspændt med et i trisser løbende tov, som bevægedes af et lokomobil, der var opstillet fast uden for eller i udkanten af marken; tovet trak, via forskellige anordninger, redskabet frem og tilbage over ageren. Der var fordele og ulemper ved begge systemer. Brødrene Fiskens var hurtigere at stille op og krævede mindre arbejdsstyrke end Howards, til gengæld var det ikke så robust. Howards system var det mest velegnede til uregelmæssige marker. Til begges ugunst taler, at opstillingen var ret besværlig, fordi såvel lokomobil som vindeapparat og ankre skulle transporteres fra sted til sted med heste, og at det krævede en omstændelig flytning af trisseværk m.m. at skifte til nye furer. Disse systemer fik en vis udbredelse, men det var John Fowlers apparater, der kom til at dominere. (Fig. 2)
Udgave: Skalk 1969:3 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.
