Dampelefanten

Initiativtageren var en købmand i Frederikshavn, C. C. C. Christiansen. Han var en jævn mand, som i en årrække havde været pakhuskarl hos storkøbmanden C. B. Cloos og derefter havde startet en mindre købmandshandel. Hvordan han havde fået nys om landevejslokomotivers fortræffelighed står ikke helt klart, men som rådgiver havde han en vis »sekretær« Hjorth, der havde skrevet kontrakt for ham i England. Denne Hjorth er sikkert identisk med opfinderen Søren Hjorth, der var en forgrundsfigur ved anlægget af den første danske jernbane fra København til Roskilde og siden teknisk direktør ved banens videreførelse til Korsør. Han havde selv i 1832 konstrueret en dampvogn til landevejskørsel, men den var ikke praktisk anvendelig. Heller ikke andre og mere betydningsfulde opfindelser fik han nogen fornøjelse af, og efter nogle år i England levede han i 1862 i København som en skuffet mand, der dels fik en lille statspension, dels ernærede sig som lærer og ved agenturvirksomhed.

I Vendsyssel var meningerne om Christiansens forehavende på forhånd delte. Købmændene og andre samfundsstøtter var begejstrede. Med den flere gange udvidede havn i Frederikshavn havde landsdelen fået en god søværts forbindelse, der bidrog til næringslivets blomstring, men varetransporten over land var stadig besværlig. Da f.eks. konsul Chr. H. Nielsen, Hjørring, modtog en skibsladning kunstgødning, skulle der et vogntog på 50 hestekøretøjer til at bringe de 1100 sække fra Frederikshavn til Hjørring.

Omvendt følte vognmændene sig truet i deres næring, og da de foruden at bringe varer omkring også varetog en stor del af nyhedsformidlingen, svirrede det snart med rygter om alle de ulykker landevejslokomotivet ville forvolde. Al anden kørsel på landevejene ville blive umulig, fordi hestene blev skræmt fra vid og sans, og gnister fra det ildsprudende uhyre kunne antænde stråtagene osv. Mangen en arm bonde slog kors for sig ved tanken.

For øvrigt var heller ikke rigsdagen vild efter at slippe landevejslokomotivet løs, men ved energisk indsats af en vendsysselsk landstingsmand lykkedes det dog at få vedtaget en lov om anvendelse af dampvogne på landeveje, og købmand Christiansen fik en femårig koncession for ruten Frederikshavn-Hjørring-Nørresundby. Det var dog en betingelse at der ikke kørtes om natten, og at farten ikke oversteg to mil (15 km) i timen.

Sidst i september 1862 ankom så landevejslokomotivet og tre dertil hørende godsvogne med damper til Toldboden i København. Den engelske fabrikant, mr. Rickett, var i egen person fulgt med for at sætte maskinen i gang. Lokomotivet var i forvejen navngivet Vendsyssel, men de vittige københavnere omdøbte det straks til Dampelefanten. En tung svend var det også, idet det fuldt forsynet vejede 24.000 pund. De to svære bærehjul havde fælge på 9 tommers bredde, mens styrehjulet var 7 tommer bredt. De tre godsvogne kunne hver laste 6-8000 pund, og desuden havde Christiansen hos en vognfabrikant i Ålborg ladet bygge en passagervogn til 36 personer.

Indenrigsministeren havde udpeget en komite af teknisk kyndige til at afprøve landevejstoget, og den var sammen med mr. Rickett på en prøvekørsel, der gik fra Toldboden ud ad Strandvejen, videre ad Jagtvejen til Frederiksberg, op ad Frederiksberg Bakke og et stykke ud ad Roskilde landevej. Turen gik fint, og i de følgende dage foretoges flere vellykkede ture med repræsentanter for ministeriet, rigsdagen og pressen. En avis skrev, at det var et solidt prøvestykke at trække hele landets dygtigheder op ad Frederiksberg Bakke.

(Fig. 2).