Dåbsattesten
Mærkeligt nok var det en politiker og ikke en digter, der første gang brugte benævnelsen "Danmarks dåbsattest" om oldtidsminderne i Jelling. Udtrykket er rammende, og det har siden arbejdet sig derhen, hvor det retteligst hører hjemme, nemlig til den store, billedfyldte runesten, som står foran Jellingkirkens dør. Denne sten indtager en ubestridt førsteplads blandt danske runemindesmærker, derom er alle enige (og det er ellers ikke enighed, der har præget Jellingforskningen mest) Stenen er - som bekendt fra skolebøgerne - rejst af kong Harald Blåtand efter forældrene Gorm og Thyre, på hvem der dog ikke ofres mange runer. Efter tidens skik er det stenrejserens egne bedrifter, der forherliges: - den Harald der vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne.
Af Harald Andersen
Mens alle andre danske runesten har lodrette skriftbånd, bruger Jellingstenen vandrette linjer og indvarsler hermed en ny tid, hvor man skrev mere på pergament end på sten. Også den overdådige billedudsmykning er uden hjemligt sidestykke. Der er træk af andre landes kunstsprog i stenens billeder; hjemmefødninger var vikingetidens stormænd jo ikke.
Den tresidede stens største flade (som ikke ses på billedet) bærer hovedparten af indskriften. På den ene af de mindre flader ses et stiliseret, klobærende dyr (en løve) i dekorativ kamp med en slange; derunder indskriften "og Norge". På den tredje side findes det berømte kristusbillede, Danmarks ældste, samt indskriften "og gjorde danerne kristne" Kristus er gengivet i korsfæstelsesstilling, men korset mangler, måske fordi kunstneren ikke har kendt billedets historie og har opfattet korstræet blot som et underlag for manden.
Den store sten har som bekendt en mindre nabo, som Haralds far, Gorm, lod rejse efter sin dronning, Thyre. Om pladsen, hvor de to sten nu står, på kirkegården midt mellem de to store høje, er deres oprindelige, eller om man har flyttet rundt med dem, er et spørgsmål, som har optaget forskersindene i mange år. Fabrikanter af Jellingteorier (hvortil undertegnede hører) har ladet de to i sten valse rundt på højene og andre egnede steder i omegnen; men samtlige forslag lider under en beklagelig mangel på bindende beviser.
Den lille Jellingsten lå i begyndelsen af 1600-tallet omvæltet ved kirkens dør, "et sæde for den trætte". Om den store sten ved vi, at lensmanden på Koldinghus, Caspar Markdanner i 1586 lod "opgraffue den Steen paa Kirchegaarden som staar her uden for Kirchedørren". Hvor meget, der ligger i sidstnævnte bemærkning, er usikkert, men muligvis har Markdanner blot rejst den væltede sten. Selv i så fald er det jo imidlertid ikke givet, at stenen har stået der oprindeligt.
Det er en gammel iagttagelse, at den store sten står nøjagtigt midt mellem de to høje. Hvis pastanden ellers er rigtig, hvis den virkelig kan stå for de moderne instrumenters prøvelse, taler det unægtelig for, at stenen står på sin oprindelige plads, for vikingetidens mennesker havde som bekendt sans for symmetri. Under de store udgravninger, som blev foretaget i Jelling i begyndelsen af fyrrerne under Ejnar Dyggves ledelse, blev der også gravet ved den store runesten. Udgravningen viste med sikkerhed, at stenen har været flyttet, for en af kirkegårdens grave strakte sig ind under den, som billedet nedenfor viser. Og det er værd at bemærke, at graven også gik ind under en stenpakning, som fandtes under runestenen, så dette "fundament" kan intet have med kong Harald at gøre. Flytningen står altså ved magt, og man kan så diskutere, om den har været kort eller lang. eller om stenen blot har været væltet og er rejst op igen. - Den opfattelse, som allerede er ved at gå forskerne i blodet, at Dyggves undersøgelse beviste, at stenen står på sin oprindelige plads, er altså gal. Udgravningen i 1942 gjorde i den sag hverken fra eller til - eller rettere, snarere fra end til (fig. 1).
Fig. 1. Fra Dyggves udgravninger ved den store runesten.