Da-husk på det-døde kong Valdemar

Verdenshistorien har mange kapitler om store og små riger, som har haft deres tid og forlængst er forsvundet, riger, som nok kan eftervises på landkort, men hvor de gamle grænser forlængst er udslettet, og nye statsdannelser har præget udviklingen. For nu ikke at tale om oldtidens mange forsvundne stater, vil jeg blot nævne det byzantinske kejserrige og de burgundiske kongeriger. De har haft den skæbne, som var Danmarks, da junker Valdemar var en ung mand. Den danske stat var splittet og i opløsning. Den var på vej ind i historien som en stat, der havde været. Situationen kan sammenlignes med forholdet, da svenskerne stormede København 1659. Men medens stormen blev afværget og Carl Gustavs planer dermed forpurredes, var slaget vitterligt tabt i 1330'erne og opløsningen i fuld gang. At junker Valdemar, kongens tredieældste søn, havde held, kræfter og evner til at genskabe det kongerige, hans slægt havde regeret over i generationer, er en af vor histories mærkeligste kendsgerninger. Meningerne om Valdemar var og er stadig delte, men der er næppe nogen, der betvivler, at landets genrejsning var hans personlige værk - selvfølgelig med al den støtte, han snart fra en snart fra en anden side sikrede sig til værkets gennemførelse.

Af Harald Langberg