Byhøje i øst og vest

De af læserne, som har rejst i den nære orient vil være fortrolige med synet af byhøjenes kupler i horisonten i et ellers fladt terræn, de vil på museerne have set fund og husrekonstruktioner fra udgravninger i disse byhøje, og de vil rundt omkring i moderne arabiske landsbyer have set, hvorledes en sådan »tell« eller »tepe« langsomt bliver til – hvordan den lidt efter lidt vokser op under beboernes fødder, dér hvor man stædigt, generation efter generation, holder til på samme sted, mens affaldet hober sig sammen, og nye huse bygges på udjævnede rester af gamle; umærkeligt hæver terrænet sig, og tilsidst bebor man et mindre bjerg på den slette, hvor for århundreder, ja måske årtusinder siden de første huse lå (Fig. 1).

Af Aino Mortensen

Billede

I orienten kan denne langvarige fastholden af bostedet sættes i forbindelse med forekomsten af fersk vand, karavaneveje eller strategiske hensyn, og den overvældende højde, som byhøjene kan opnå dér, skyldes, foruden årene, anvendelsen af uforgængelige byggematerialer som sten og soltørrede mursten, der, selvom de smuldrer og udjævnes, stadig fylder godt op (Fig. 2). Fra Østerland bredte byhøjsskikken – hvis man kan kalde fænomenet sådan – sig til Europa og kan følges, først i Makedonien, derefter på Balkan og langs Donau og dens bifloder – men tilsyneladende ikke længere. I nordtyske og hollandske marskegne findes ganske vist en slags byhøje, men de adskiller sig fra de netop omtalte derved, at den »naturligt« dannede høj er udbygget og forhøjet kunstigt af hensyn til det nære naboskab med Vesterhavet og de dermed følgende stadige oversvømmelser.

Periode: Jernalder (500 til 749), Romersk jernalder (0 til 374)

Udgave: Skalk 1966:6

© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.