Byhøje i øst og vest

I orienten kan denne langvarige fastholden af bostedet sættes i forbindelse med forekomsten af fersk vand, karavaneveje eller strategiske hensyn, og den overvældende højde, som byhøjene kan opnå dér, skyldes, foruden årene, anvendelsen af uforgængelige byggematerialer som sten og soltørrede mursten, der, selvom de smuldrer og udjævnes, stadig fylder godt op (Fig. 2). Fra Østerland bredte byhøjsskikken – hvis man kan kalde fænomenet sådan – sig til Europa og kan følges, først i Makedonien, derefter på Balkan og langs Donau og dens bifloder – men tilsyneladende ikke længere. I nordtyske og hollandske marskegne findes ganske vist en slags byhøje, men de adskiller sig fra de netop omtalte derved, at den »naturligt« dannede høj er udbygget og forhøjet kunstigt af hensyn til det nære naboskab med Vesterhavet og de dermed følgende stadige oversvømmelser.