Byhøj

I Danmark er der nu fundet en byhøj. Den er lille målt med Østens alen, men med sine to meter i højden fuldt acceptabel. Den dækker over resterne af en jernalderlandsby, som må være grundlagt ikke længe efter Kristi fødsel, og som har været i brug til hen mod år 400. Højen ligger ved Vestervig i Thy.

Vestervigs historiske berømmelse er ellers knyttet til middelalderen. Her lader sagnet den hellige Thøger forkynde Kristi lære for de vilde Thyboer, og her havde bispen en kort tid sit tilhold. Den meget store kirke minder endnu om det forsvundne kloster, som var rammen om byens herlighed. Men allerede dengang havde man altså en indholdsrig fortid at bygge på.

Der var næppe mange, som havde anelse om, at den lave bakke lige nord for kirken var af kunstig oprindelse. En vejgennemskæring afslørede det, og myndighederne gik med til at udskyde anlæggelsen af en planlagt parkeringsplads indtil videre. Under ledelse af museumsinspektør C. L. Vebæk iværksatte Nationalmuseet derefter den store udgravning, som stadig er i gang.

Huse og landsbyer fra romersk jernalder er langt fra noget ukendt fænomen. De optræder i stort tal, navnlig i Jylland og ikke mindst på denne egn, hvor man da også først blev opmærksom på dem (det skete i tyverne ved landsbyen Ginderup få kilometer fra Vestervig). Blandt alle de mange jernalderbopladser er det dog kun ganske få; som kan opvise kulturlag af en mægtighed, der blot nærmer sig den, vi her har for øje. Grunden til, at netop Vestervighøjen er vokset sig så stor, er den, at landsbyens beboere stædigt har holdt fast ved en bestemt hustype, nemlig huset med græstørvsvægge; først i bebyggelsens alleryngste tid går man over til huse af lettere konstruktion. Når et hus er blevet for brøstfældigt, har man jævnet det og bygget et nyt på tomten. Takket være de tykke jordvægge har hvert hus afsat et anseligt lag. Sådan er byhøjen vokset op.

(Fig. 2).

Udgravningen omfatter ca. halvdelen af højen. En del er som sagt skåret væk af vejen, og hinsides denne ligger et område, som ikke er truet, og som derfor indtil videre vil få lov at ligge urørt. Men den halvdel, som arbejdet omfatter, giver også bryderier nok. De mange faser og byggeperioder er ikke altid lette at skille fra hinanden, og mange andre problemer melder sig, når 350 års landsbyliv skal klarlægges. Først når udgravningen er endeligt afsluttet, vil et helhedsbillede kunne tegnes. Indtil da må vi nøjes med at aflægge stedet et kort besøg.

Pladsen synes at have været beboet uden afbrydelse fra byens grundlæggelse og til det sidste hus forsvandt. Et sted kan man med sikkerhed tælle fem hustomter over hinanden, og måske skal der lægges endnu to til. I byens ældre tid ligger husene tæt sammen, adskilt af stenlagte gader - brolagte smøger, hvor landsbyfolkene har færdedes mellem tunge, grå jordmure. Brolægningen er i øvrigt et usædvanligt træk for en by af denne art. Tilmed er stenene ofte udsøgte og passet sammen næsten som en mosaik. Mange vil få lejlighed til at beundre dem, for et lille udsnit af byen vil blive bevaret i frilagt stand.

(Fig. 3).

Husene tegner sig som en bred mørk bræmme (jordvæggen) om en lys firkant (lergulvet). Døren har været i husets langside, og foran den har der været en særlig indgangsbrolægning. I disse henseender er husene, som jernalderhuse er flest. Usædvanligt er det derimod, at døråbningerne er brolagt med flade udsøgt strandsten lagt i sildebensmønster, og at husene har afløb i form af stensatte rendestene, som er ført gennem vægge og tværs over gader; en af dem munder ud i en sivebrønd. Det er lidt uklart, hvad der ligger bag denne komfort. Har der været særlige vaskepladser i husene? Det har man - med al respekt for det lille samfunds renlighed - svært ved at forestille sig.

Midt i huset eller forskudt mod den ene ende ligger arnen - det faste punkt i hjemmelivet. Det rødbrændte ler kan være dekoreret med tegnede mønstre. I flere tilfælde er der, nedgravet under arnen, fundet et lille lerkar, altid med afslået øre. Det minder om, at et jernalderhus også havde usynlige beboere, som det gjaldt om at stå sig godt med.

Den hustype, som ellers er den almindelige i denne tid, nemlig langhuset med stald i østenden, stue i vestenden, er mærkeligt nok kun fundet i eet tilfælde her på pladsen. Alle de andre huse synes kun at have tjent til beboelse for mennesker. Er det en fiskerby, vi befinder os i? Fjorden ligger jo ikke langt borte. Hvor stor byen har været, er vanskeligt at bedømme, fordi udgravningen kun omfatter en del af byhøjen; men ca. otte af de udgravede huse synes at have eksisteret samtidig, og man kan tænke sig, at der måske har været 15-20 i alt.

I byens ældre periode holder byplanen sig nogenlunde uforandret. Nye huse lægges, hvor de gamle lå. Åbenbart er det de stenlagte gader, som har holdt sammen på foretagendet, for da de på et vist tidspunkt opgives og dækkes af jord, ændrer bybilledet sig, og de alleryngste huse ligger ud over det anselige »møddingslag«, som har dannet sig omkring den ældre by.

Det ser ud til, at det er en brandkatastrofe, som har afsluttet byens eksistens; men ellers har man hele byens levetid igennem lykkeligt undgået ildsvåde; en af fordelene ved jordvægshuset har vel været, at det ikke så let lod sig angribe af ild. Det er naturligvis heldigt for beboerne, men mindre heldigt for os. Der er mere at finde i de huse, som er forladt i huj og hast, end i dem, som er fraflyttet i ro og mag, fordi de var dømt til nedrivning. Lidt er der dog blevet tilbage: udtjente kværnsten, skår, som vidner om små hændelige uheld i husholdningen, ja endogså en lille stump guld, som sikkert ikke er efterladt med vilje. I en af brandtomterne fandt man de sørgelige rester af husets kornbeholdning.

Hvor befolkningen flyttede hen efter branden, ved vi ikke. Måske har de bosat sig i nærheden. Det er i hvert fald fristende at forestille sig, at der går en ubrudt linje fra folkene i jordhusene til Sct. Thøger og de fromme brødre i klosteret og kirken på den anden side vejen.

Tegninger: Jens Aarup Jensen