Byhøj

I Danmark er der nu fundet en byhøj. Den er lille målt med Østens alen, men med sine to meter i højden fuldt acceptabel. Den dækker over resterne af en jernalderlandsby, som må være grundlagt ikke længe efter Kristi fødsel, og som har været i brug til hen mod år 400. Højen ligger ved Vestervig i Thy.

Vestervigs historiske berømmelse er ellers knyttet til middelalderen. Her lader sagnet den hellige Thøger forkynde Kristi lære for de vilde Thyboer, og her havde bispen en kort tid sit tilhold. Den meget store kirke minder endnu om det forsvundne kloster, som var rammen om byens herlighed. Men allerede dengang havde man altså en indholdsrig fortid at bygge på.

Der var næppe mange, som havde anelse om, at den lave bakke lige nord for kirken var af kunstig oprindelse. En vejgennemskæring afslørede det, og myndighederne gik med til at udskyde anlæggelsen af en planlagt parkeringsplads indtil videre. Under ledelse af museumsinspektør C. L. Vebæk iværksatte Nationalmuseet derefter den store udgravning, som stadig er i gang.

Huse og landsbyer fra romersk jernalder er langt fra noget ukendt fænomen. De optræder i stort tal, navnlig i Jylland og ikke mindst på denne egn, hvor man da også først blev opmærksom på dem (det skete i tyverne ved landsbyen Ginderup få kilometer fra Vestervig). Blandt alle de mange jernalderbopladser er det dog kun ganske få; som kan opvise kulturlag af en mægtighed, der blot nærmer sig den, vi her har for øje. Grunden til, at netop Vestervighøjen er vokset sig så stor, er den, at landsbyens beboere stædigt har holdt fast ved en bestemt hustype, nemlig huset med græstørvsvægge; først i bebyggelsens alleryngste tid går man over til huse af lettere konstruktion. Når et hus er blevet for brøstfældigt, har man jævnet det og bygget et nyt på tomten. Takket være de tykke jordvægge har hvert hus afsat et anseligt lag. Sådan er byhøjen vokset op.