Bygningsattest

Krist, Marias søn, hjælpe dem, der byggede denne kirke, ærkebiskop Absalon og Esbern Mule.

Et ikke ringe antal bygninger – borge, kirker og klostre – er blevet til på Absalons tilskyndelse, men uden runestenens oplysning havde vi ikke anet, at også den østskånske landsbykirke skyldes den byggeglade bisp. Skønt sjællænder af fødsel og sympati havde Absalon nær kontakt med landet øst for Øresund, og den blev ikke mindre, efter at han i 1177 var blevet kåret til ærkebisp i Lund. Det skal have været modvilligt og uden glæde, han modtog det høje embede, og de skånske bønder har åbenbart næret tilsvarende følelser, for ikke længe efter begyndte en stor strid mellem dem og Absalon, »så at han blev fordrevet fra Skåne og ikke kunne vende tilbage ved egen hjælp«. Som stridens årsag nævnes ærkebispens familiære foretagsomhed ved besættelsen af landsdelens embeder – en favorisering af Fjenneslev-klanen, som på ingen måde faldt i skåningenes smag. Absalons historieskriver Sakse er dybt forarget over denne utaknemmelighed mod manden, der med sine vendertog havde befriet Danmarks – og dermed Skånes – kyster for sørøveriets plage.

Med kong Valdemars hjælp fik Absalon oprøret under kontrol; men da kongen kort efter døde, brød det ud igen, og nu var det den unge kong Knud (den 6.), som måtte dæmpe gemytterne. Resten af Absalons ærkebispetid – en periode på en snes år – forløb fredeligere, hvad kirkebyggeriet er udtryk for.

Den omtalte Esbern Mule har ikke præget historien i samme grad som sin medbygherre. Han omtales et par gange (blandt andet af Absalon, der i sit testamente nævner et panser, han har fået af Esbern), men er ellers ukendt. Da han formentlig har hørt til Hvideslægten, hvor Mule-navnet forekommer (jfr. Skalk 1970:6), kan det tænkes, at han har været en af de fogder, som sammen med Absalon blev udsat for de skånske bønders uretfærdige harme.

Om stenen er rejst før eller efter de to bygherrers død, er ikke godt at vide, men det synes rimeligt at antage, at de selv på en eller anden måde har haft en finger med i spillet. Absalons interesse for oldtiden er velkendt og kan være forklaringen på det mærkelige, at man omkring år 1200 rejser en runesten af den monumentale type, som på det tidspunkt forlængst hørte fortiden til.