Byen der gik op i limningen

En Strukturplan 1972 for Hovedstadsregionen er netop vedtaget tillige med et omfattende lovkompleks, der vil sikre planens gennemførelse. Hovedelementet i den er et system af transportkorridorer og såkaldte A-zoner, der skal give det forvoksede bylegeme rygrad og stive dets slatne lemmer af. På dette skelet skal nye, klart afgrænsede byenheder hægtes. Efter beregningerne skal der bygges 320 kvadratkilometer ny by i de næste 15 år.

Så lidt om den ting. Fremtidsperspektiverne er ikke Skalks sag. Men strukturplanen fortæller også nyt om gammelt. Den peger ikke blot fremad, men også tilbage over et langt historisk forløb, der forvandlede en by til et stort, uhåndterligt bylandskab, et billede på den totale opløsning.

Det er ikke svært at efterforske, hvornår denne opløsningsproces begyndte. Man kan endda fastslå det på dato.

Indtil 1852 var hovedstaden en klart defineret by. Det var den først og fremmest, fordi den var omgivet af sine fæstningsvolde, men også fordi mange andre ting dengang modvirkede, at en by gik op i limningen. Drog man ud gennem en af byens porte, var der 4-6 mils rejse gennem åbent bondeland, før man nåede en af nabokøbstæderne.

Langs udfaldsvejene var der ganske vist nogen landsbyagtig bebyggelse, men egentlige forstæder var det ikke, for militæret tillod ikke opførelse af grundmurede bygninger i et kanonskuds afstand fra fæstningen, d.v.s. ud til Jagtvej-Falkonerallelinjen.

Den helt overvejende part af by ens 130.000 indbyggere var derfor stuvet sammen inden for voldene på tre kvadratkilometer, og da folketallet på den tid voksede ret stærkt på grund af en begyndende industrialisering, skulle der stadig proppes flere ind. Det lod sig kun gøre ved, at man byggede etager oven på de eksisterende huse, indrettede lofter og kældre til beboelse og fyldte gårde og haver med baghuse.

På de tre kvadratkilometer skulle der også være plads til slotte, militære etablissementer og til byens erhvervsliv – værksteder, småfabrikker, købmandsgårde, værtshuse og ikke at forglemme de hundreder af ølbryggerier og brændevinsbrænderier. Og til folk kom fæ. Brænderierne holdt et par tusind køer, der var anbragt i uhumske, dyrplageriske baggårdsstalde, ofte i flere etager. De blev fodret med bærme og leverede en stor del af byens mælkeforbrug. Forøvrigt blev det først i 1907 forbudt at holde køer i København.

Som man forstår var København mildest talt overbefolket, og de hygiejniske forhold var forfærdelige, hvilket blev understreget på tragisk vis, da koleraepidemien i 1853 bortrev næsten 5000 af byens indbyggere. En støjforurenet by var det også. Den til tider stærke trafik med hestekøretøjer gennem smalle, brolagte gader frembragte et infernalsk spektakel.

Når eftertiden har kunnet betragte Kongens København i et idyllisk skær, skyldes det, at det kun er borgerskabet, der har efterladt sig skildringer. Hvis baghusenes og kælderlejlighedernes folk – og det var en tredjedel af indbyggerne – havde haft mæle, var billedet kommet til at se meget anderledes ud.

Dagen kom, da militæret måtte slippe sit jerngreb om byen, men det var ikke et resultat af boligsociale overvejelser i krigsministeriet. Nej, det var såmænd grundejerne, der tvang arméen til at kapitulere. I forventning om, hvad der måtte komme, havde de opkøbt store arealer uden for voldene, og utålmodige efter at få lov til at bebygge deres grunde bombarderede de regeringen med henvendelser, hvori de bl.a. slog på »den frihed i ejendommenes benyttelse, som er livsprincippet i al velstands fremme« (Fig. 2, Fig. 3). De henviste også til, at det allerede i 1807 havde vist sig, at fæstningen var uden militær betydning, og det lod sig vanskeligt bestride, så den 6. januar 1852 vedtog Rigsdagen en lov, som gav fuld byggefrihed uden for Søerne, medens området mellem disse og voldene foreløbig bevaredes som demarkationsterræn.