Buen der ej ville gøre nytte

Dens oprindelse fortaber sig i fortidens halvlys. I Kina brugtes den fra omkring vor tidsregnings begyndelse, og også romerne kendte den, men for dem blev den aldrig noget hovedvåben. I 900-årene finder vi den i brug ved det frankiske rytteri. 1139 forbød pave Innocens 2. brug af armbrøst mod kristne mennesker.

Første gang armbrøsten omtales i Danmark er i forbindelse med vendertogene, nærmere bestemt slaget mod esterne 1170. Saxo skriver (i Jørgen Olriks oversættelse): »Esbern stod med sin armbrøst i hånden og skød tre pile mod fjenden; men da de alle gik ram forbi, brød han buen itu, der ej ville gøre nytte, sprang fra sit stade i bagstavnen fuldt rustet over i forrummet og holdt her en tid lang, med heltemod og kæmpekræfter, ene mand alle fjenderne fra livet«. Nu er det næppe sandsynligt, at Saxo ville lade sin yndling Esbern Snare komme til kort over for et tilfældigt våben. Episoden viser snarere, at armbrøsten var ham fremmed - noget nymodens stads i forhold til gamle og hævdvundne kampmetoder.

»Hver styresmand skal have fuld udrustning og desuden en armbørst og tre tylvter pile og en mand, der kan skyde dermed, hvis han ikke selv kan skyde … « hedder det 1241 i Valdemar Sejrs Jyske Lov. Her fastholdes altså indtrykket af armbrøsten som et lidt usædvanligt og vanskeligt håndterbart våben. Samme kong Valdemar havde iøvrigt bitre erfaringer, han havde mistet sin og Dagmars søn Valdemar den Unge ved et vådeskud med armbrøst. To hundrede år senere understreger Christoffer af Bayern våbnets farlighed ved et forbud mod at færdes med spændt armbrøst gennem byerne.

Indtil langt op i 1600-årene, sine steder endog senere, brugtes dette støj- og røgfri skydevåben til jagt, og rundt om i de fyrstelige rustkamre ses pragteksemplarer indlagt med elfenben og ædle træsorter. Her var armbrøsten altså god nok, også for de ledende i samfundet, til krigsbrug derimod synes den ikke at have været anset for rigtig passende. I tidens afbildninger af slagscener og belejringer er det så godt som altid menige soldater, der betjener dette våben. Om de barske realiteter, også for den herskende krigerkaste, vidner dog den stadig sværere kropspansring, der skal modsvare armbrøstens med tiden øgede gennemslagskraft.

Oprindelig var armbrøsten en forholdsvis simpel bue af træ, men fra omkring 1200 bliver en ny form almindelig, den er sammensat af horn og sener og derfor langt lettere og smidigere. Med 1400-årenes stålbue når man frem til et våben, der endnu længe kan konkurrere med de støjende, osende og lidet præcise ildvåben.

Ingen fuldstændig middelalderlig armbrøst er bevaret i det nordiske område, men dele af dem og tilbehør (således de karakteristiske pilespidser) påtræffes jævnlig ved udgravninger i byer og på voldsteder. Også virkningerne kender vi - bedst måske fra skeletterne af de gotlandske bønder, som Valdemar Atterdag 1361 lod nedslagte foran Visbys mure. Deres uhyggeligt maltrakterede rester vidner om en brutalitet, der ikke lader moderne krigsførelse noget høre.