Brygge-bogen
Asbjørn Herteigs storartede bog om udgravningen på Bryggen i Bergen har tidligere været omtalt her i bladet, men vi vender tilbage til den - og til alt det, der begyndte 4. juli 1955, da storbranden lagde det historiske bykvarter i aske. En udgravning - vel den største som er foretaget i Norden - blev iværksat på brandtomten, den stod på i 13 år, og billedet af middelalderens Bergen - kongebyen, handelsstaden - afdækkedes i alle dets afskygninger, ja helt ind i de inderste lønkamre. Blandt fundene må fremhæves de utallige runeindskrifter, der bringer os meget tæt ind på livet af datidens bergensere: kongesønnen, handelsmanden, det er gået skidt for, den unge forelskede mand, der sender sin tilbedte et par linjer.
Af Redaktionen