Breve fra Ole Worm

Worm var en samlernatur. Et langt liv igennem har han omhyggeligt opbevaret, ikke alene de breve han modtog, men også kladderne til dem han sendte. I de århundreder, som er forløbet siden hans død, har ildebrande og anden ulykke gentagne gange hjemsøgt staden København, men i hvert fald en stor del af brevskatten er sluppet uskadt gennem farerne, og af det manglende kendes meget i afskrift. I 1700-årene blev en stor del af brevene offentliggjort på foranledning af historikeren Hans Gram, og denne bedrift er for nylig blevet overgået gennem udgivelsen af samtlige breve til og fra Worm: tre omfangsrige bind, hvoraf det sidste er udsendt nu i år. Worms korrespondance er naturligvis ført på det sprog, som datidens lærde benyttede, og således gengives den af Gram. I den nye udgave er teksten oversat, for at den, som det hedder, ikke fortsat skal være forbeholdt de stadig færre, som i vore dage kan læse brevene på latin.

»Enhver videnskab høster stor fordel af lærde mænds brevveksling, hvad mange berømte brevudgivere tilfulde har godtgjort«, siges det i udgaven fra 1751, og det er naturligvis rigtigt, men denne vældige brevsamling (1796 numre spændende over tidsrummet 1607-54) har interesse langt ud over videnskabsmændenes kreds. Den tegner et, ganske vist ensidigt, men inden for sit område overordentlig skarpt, billede af livet, som det formede sig i 1600-tallets Danmark. Man får et næsten personligt kendskab til en kreds af mennesker, betydende folk fra datiden (nogle af dem kendt i forvejen som navne fra skoletimer), og man følger med i begivenheder, som snart udspilles inden for hjemmets vægge, snart på historiens arena. Den udmærkede oversættelse, ved H. D. Schepelern, lader de enkelte brevskriveres temperament komme fyndigt til udtryk. På en ganske særlig måde føler man sig efter læsningen hjemme i Christian den 4.'s København.

Ole Worm fødtes 1588, det år, hvor Frederik den 2. døde, og hans elleveårige søn besteg tronen. Hans slægt var for ikke mange år siden indvandret fra Holland, men havde allerede formået at gøre sig gældende i sit nye fædreland; faderen blev borgmester i Århus, og der tilbragte Worm sine drengeår (Fig. 1). Det var skik og brug, at bedre folks sønner, som ønskede en videnskabelig uddannelse, skaffede sig denne ved udenlandske skoler og universiteter, og på denne regel gjorde den unge Worm intet brud. Hans rejserute spænder fra Italien til England - med mange mellemstationer. I Basel tog han den medicinske doktorgrad, flere steder praktiserede han som læge, og således rustet vendte den nu 25-årige hjem til en stilling som professor ved Københavns universitet. Til dette blev hans livsbane knyttet, men samtidig virkede han som læge med så stor succes, at kongen selv og hans søn, tronarvingen, taltes blandt hans patienter. Videnskaben var på den tid kommet ind på et frugtbart spor, hvor man stolede mere på egne iagttagelser end på oldtidens litterære autoriteter, men den viden, man besad, var endnu så begrænset, at det var muligt for en velbegavet mand at være ekspert på næsten alle områder. Worm beherskede ikke alene medicinen, hans egentlige fag, men også en lang række tilgrænsende naturvidenskaber samt oldforskning, der var hans store hobby, som udvikledes til en sådan grad, at han på det felt stillede alle andre hjemlige autoriteter i skyggen. En stor del af brevene er helliget lærde anliggender, som diskuteres indgående med venner i ind- og udland, og det er et meget anskueligt billede, man på den måde får af forskningen på dens daværende stade. Om tidens begivenheder kan man læse i sidebemærkninger og fodnoter; politik var ikke Worms sag, her spiller han tilskuerens rolle. Christian den 4.'s tre ulyksalige krige greb ikke direkte ind i hans liv og omtales kun flygtigt; mere hører man om de pestepidemier, som fulgte i krigenes spor.

Et gennemgående træk ved brevene er de idelige beklagelser over upålidelige brevdragere. Karakteristisk er også det svøb af - ofte vildt overdrevne - høflighedsfraser, som indholdet, efter tidens skik, er indpakket i. For eksempel: »Mangfoldigst hilsen berømmeligste mand, fortræffelige hr velynder!« eller: »O, min Worm, du ædleste og veldædigste blandt dødelige! Du med hvem det ikke blot er sødt at leve, men for hvem, det ville være en hellig pligt at dø, hvis det kunne skaffe dig nogen fordel eller ære!«

At referere et så vældigt stof som dette i en kort kronik, ligger uden for rammen af det mulige. Hvad der på de følgende sider vil blive forsøgt, er at give en oversigt bygget på brevcitater over Worms liv og arbejde, over hans tid og hans miljø. Der er fortrinsvis anvendt tekster, som stammer fra Worms egen hånd. Navne på dem, til hvem brevene er rettet, er kun anført, hvor det skønnes påkrævet af hensyn til forståelsen.

»Jeg er lykkeligt ankommet og agter at forblive her i vinter for derefter at bese det øvrige Italien, navnlig Siena, der har ry for smukt sprog. Da jeg til efteråret vil til Frankrig for at studere kemi, som jeg nu navnlig dyrker, beder jeg om anbefaling - «. Brevet, dateret Padua 4. marts 1609, er det første, som kendes fra Worms hånd. Han er da 21 år og midt i sin store rejse. I London får han fra en ven den lykkelige nyhed om Kalmarkrigens afslutning. Kort efter vender han hjem - til universitetsgerningen og til en mere rolig levevis. 1615 gifter han sig med Dorothea Fincke. Christian den 4.'s bekendte aktivitet er i de år på sit højeste. Det ostindiske kompagni oprettes, Rosenborg bygges, og hovedstadens areal udvides gennem anlæg af nye kvarterer. Hertil hentyder Worm marts 1618 i brev til en ven:

»Arbejdet syder i den grad fra alle sider, at man turde sværge på, at det ganske København dér er strømmet sammen. - De skibe, som skal gå til Ostindien, udstyres med alle fornødenheder. De får nogle kongelige orlogsskibe med som ledsagere og skal tiltræde rejsen omkring april (Fig. 2). Når du vender hjem, vil du knapt kende det gamle København igen«.

Marts 1619: »En pestsygdom har angrebet mange huse her i byen; medmindre Gud afværger dette onde, truer den med at befænge hele riget«.

Nov. 1622: »Jeg kan ikke sige, hvor stor smerte det har forvoldt mig, at jeg efter din afrejse mistede min kære lille datter Anna. Du har selv set, hvilke glæder og fornøjelser jeg havde af hende«.

Efteråret 1622 modtager Worm et brev fra en ung islænding, Thorlak Skulason. Han er elev af Worm, men er nu vendt tilbage til sin fødeø, hvor han har opnået embede ved skolen i Holar. Hermed indledes en frugtbar brevveksling - eller rettere en række af brevvekslinger - med lærde mænd på den fjerne Atlanterhavsø, som jo på den tid var sammenknyttet med det danske rige. Gennem dem beriges den wormske samling med mange nye rariteter, men vigtigere er dog den række af håndskrifter til gammel islandsk litteratur, som ad samme kanaler finder vej til professorboligen i Store Kannikestræde (Fig. 3, Fig. 4). At der på Island endnu dengang fandtes runekyndige folk, måtte naturligvis være af særlig interesse for en mand, der havde viet de gamle skrifttegn sine studier. - Hvad Worm således modtager, betaler han for med tjenester. Kolonien af unge islændinge, som studerer ved Københavns universitet, kan glæde sig ved hans særlige bevågenhed, og sine korresponderende venner er han en nyttig fortaler, når et eller andet skal opnås hos rigets formående mænd. I det nævnte brev fra Thorlak Skulason beklager denne sig over øens embedsmænd. »De lader sig bestikke, og til de ypperligste sognekald lader de befordre de mest tomhjernede ynglinge, der næppe har forladt skolens tærskel, og hvis rygstykker endnu er svulne af risets friske slag«. Selv kunne Skulason ønske sig sognekaldet i Hytardal »efter den nu næsten udtjente præsts død«, og han beder Worm gøre sin indflydelse gældende og skaffe en kongelig anbefalingsskrivelse. - Skulason blev senere biskop på Island. For Worm havde bekendtskabet med islændingene den heldige bivirkning, at han altid var velforsynet med gode islandske strømper.

Febr. 1625: »Krigsforberedelser og krigsrygter gennembæver alle«. Kongen har travlt med at modtage fremmede gesandter, og resultatet bliver som frygtet: Christian den 4. melder sig som deltager i Trediveårskrigen. Dog, foreløbig er det uden for landets grænser, begivenhederne foregår. Worm pusler med sit nyoprettede museum og lægger planer for sin videnskab, men får så andet at tænke på.

1626 (Til Søren Olufsen i Ørsted): »Især beder jeg dig om, at du ved given lejlighed ikke vil undlade at sende mig en nøjagtig aftegning af den runesten, der findes i haven ved Stenalt, både i henseende til længde, bredde, form og hele indskriften, samt hvad befolkningen beretter derom. Thi måske agter jeg til sin tid også at lave noget om runemindesmærkerne«.

Okt. 1627 (Til Thomas Wegner, Stavanger): »Fjenden har besat Jylland, og dette mit fødeland underkaster sig uden modstand, ja man tager imod ham med åbne arme, da han behandler folk mildere end de, som skulle være forsvarere. Vi hærger nu vort eget indre med ild og sværd. Du blev itide flyttet bort fra disse ulykker. Gid også vi kunne tage bolig blandt Eders klipper!«

Hovedstaden rammes ikke af selve krigen, men ulykkens dønninger når også frem til den. November 1628 dør Worms hustru. »Mit lys er slukt! Min søde fryd og hvad der var mig kært i denne verden! Jeg kan ikke sige mere«, skriver han. - Og et halvt år senere: »Pesten raser her, og jeg har på fjorten dage mistet min fader, min søster og min svoger«. - Juli 1629, til en ven i Roskilde: »Denne forældreløse dreng bedes du tage dig af. Han har ret gode evner. Hans afdøde forældre var beslægtede med mig. Drengen er musikalsk«.

Pesten ebber ud. Worm lægger tragedien bag sig og tager fat, hvor han slap. Professoren og lægen skaffer sig anseelse i samtiden, oldforskeren sikrer sit navn for eftertiden. Også familielivet får den travle mand tid at interessere sig for.

Sept. 1629 (Til Otto Sperling, Roskilde): »Der er tæt ved Roskilde en herregård kaldet Selsø, som ejes af Ernst Normann; jeg har fået at vide fra beboerne, at der for få år siden, medens de opførte fundamenterne til en mølle, blev fundet et helt skelet af en kæmpe. Hvis der altså skulle byde sig en lejlighed for dig, nu da du har tid, til at rejse derud, beder jeg dig om, at du samler os nogle af de knogler, som endnu kan fås, for at de kan få plads blandt mine mærkværdigheder«.

Maj 1630: »Hans Hansen Skive har bragt dit brev og de to tønder, den ene med fisk, den anden med fiskesuppe. Eders biskop vil ægte vor Resens datter, Erik Clemmensens efterladte enke, og snart vende hjem som en glad ægtemand. Selv vil jeg besejre min sorg gennem et nyt ægteskab med Susanne, datter af biskop Mads i Lund«.

Sept. 1633 (Til Henning Arnisæus, Frederiksborg): »/ vor fakultetsdekanus, nu universitetsrektor, den høje dr. Thomas Finckes fravær har vor høje hr. kansler overdraget mig det hverv at skrive til dig. Han søger dit råd i en tvivlsom sag, som• er underkastet det medicinske fakultets undersøgelse, og hvis enkeltheder du let vil lære at kende af vedlagte (Fig. 5).

En kvinde i Helsingør anklages for drab, fordi fødselshjælperskerne mistænker hende for at have dræbt sit foster, eftersom hun har haft rigelig mælk i brysterne, og de har fundet huden på underlivet mærket med mange revner. Hun benægter stadig at have gjort det, men hævder, at hun uden at ønske eller vente det har udstødt en klump på størrelse med et gåseæg, som hun i tre måneder havde haft i livmoderen. Sagen er behandlet i nogen tid dels i hendes hjemby, dels på herredstinget og endelig af dommeren oversendt til lægerne« (Fig. 6). Arnisæus' svar på denne forespørgsel er langt og omstændeligt, som det bør sig i en så alvorlig sag. Om det har gavnet kvinden, er nok et stort spørgsmål. Han vejer for og imod, men slutter med at antyde, at hun kan have øvet trolddom - en yderst farlig formodning i hekseprocessernes storhedstid.

En ny sygdomsbølge ruller ind over landet. Sommeren 1637 er det »kommet så vidt her hos os, at man næppe kan tillade sig at gå hjemmefra i tryghed, thi i sidste uge er omkring ved 189 blevet bortrevet af pesten«. Worms anden hustru dør og begraves i Roskilde (Fig. 7). - Januar 1638: »Pesten har her bortrevet mere end fem tusinde; men nu er smitten ved Guds godhed ophørt at brede sig - «. Worm synes denne gang at være kommet lettere gennem trængslerne. Ulykken har i hvert fald ikke berøvet ham hans praktiske sans:

Juni(?) 1638: »Tak for hjælpen med kirkeindtægterne. Det undrer mig, at den bonde ikke vil aflevere sit svin, da han selv har tilbudt mig tre daler derfor i Malmø og sagt, at han plejede at betale min forgænger således. Jeg ønsker ikke mine indkomster forringet. Hvis han viser sig vanskelig, må sagen gribes an på anden vis«.

Blandt Worms mængder af breve er der kun såre få, som er stilet til kvinder. Fra sommeren 1638 foreligger et enkelt (»Det var mig såre kært, skønjomfru, af dit med egen fine hånd udfærdigede brev at erfare o.s.v.«). Måske er det ikke helt tilfældigt, at det optræder netop i denne periode; han går nemlig i giftetanker. Den udvalgte bliver Magdalene Motzfeld (en søster til Griffenfelds mor). Selve bryllupsfesten omtales ikke, men kort efter hører man om hans deltagelse i en anden fest, og det er helt forfriskende at erfare, at han dagen efter plages af tømmermænd.

Jan. 1640 (Til Henrik Køster, Nykøbing F.): »Hos os er der intet nyt; thi om den hunelefant, som en købmand har bragt hertil, tror jeg, at du forlængst har hørt. Det er et bæst af uhyre størrelse og mere lærenemt, end man skulle kunne tro; med sin snabel udfører den ting, som intet menneske kunne gøre bedre med hånden; den hopper, opfører kordanse, udfordrer sin modstander med draget sværd, bøjer knæ, renser sig med en kost, tørrer sig med et håndklæde, tager en hat på hovedet og tager den af igen, lader folk sidde på sig; i det hele taget, hvadsomhelst den får befaling til af sin herre, udfører den straks«.

Køster takker for nyheden. Han har ladet den gå videre til sin herre, den »udvalgte prins«, som straks med sin gemalinde har begivet sig til hovedstaden for at se dyret. Samme prins kommer kort efter på en mærkelig måde til at gribe ind i Worms liv.

Sept. 1640 (Til Steffen Hansen Stephanius, Sorø): »For nogle dage siden var jeg kaldt til Nykøbing for på slottet at pleje vor fyrstelige nådes og andre hofmænds svage helbred. Blandt andre beviser på ære og velvilje, som jeg modtog, stilledes jeg over for et guldhorn, som for et år siden blev fundet i Jylland; i prinsens navn blev det rakt mig fyldt med vin, for at jeg skulle tømme det (Fig. 8). Jeg beundrede dets opbygning, jeg beundrede stoffets ædelhed, men mest den forunderlige sammenstilling og opbygning af de billeder og hieroglyffer, hvormed det var prydet. Alt tyder på den største ælde. -- Det er sandelig en genstand, som fortjener, at der anvendes noget arbejde derpå. Den består af 99 unser af det reneste guld og rummer to og en halv pægl. Værdien ansættes til 1200 rigsdaler. Jeg skal en anden gang gøre nøjere rede for enkelthederne«.

Naturligvis måtte Stephanius være den første, som blev delagtiggjort i den store nyhed. Den lærde Sorøprofessor og Saxo-specialist var jo Worms svoger og nære ven og delte fuldt ud hans interesse for oldtiden. Han lykønsker Worm - og advarer ham kort efter. Han er nemlig kommet under vejr med, at en anden af Akademiets lærere, professor i retsvidenskab Henrik Ernst, har »tilsagt hans fyrstelige nåde sin bistand med at beskrive det guldbæger, -- og at hin til gengæld havde lovet med det første at sende ham en kopi af nævnte horn støbt og udarbejdet i bly. -- Nu må du altså ikke lade dig så meget som et øjeblik sinke med det herlige arbejde, hvorpå du fornylig beærede mig med at vise mig en meget smuk prøve«. Worm tager sig dette til efterretning. Hans bog »om det gyldne horn« foreligger skrevet og færdigtrykt januar 1641, altså kun fire måneder efter besøget i Nykøbing. I spænding afventes prinsens dom, og Worms breve ligefrem stråler af lettelse, da den falder gunstigt ud. Dog, Ernst har ikke opgivet sit forehavende - kan spionerne i Sorø og Nykøbing berette, og omsider foreligger da hans modskrift. Worms reaktion er, som man kunne vente: »Det forbavser mig, at manden vrøvler så barnagtigt - - «.

Heri kan man nok give Worm ret: Ernst mener, at hornet er af vendisk oprindelse; det har stået i Svantevits tempel på Arkona og er af kong Valdemar ført til Danmark. Worms egne teorier er imidlertid - set med nutidsøjne - heller ikke meget bevendt, så det er svært at tage parti i den meget skarpe strid, som nu følger. Et eksempel på tone og tankegang kan hentes i et brev fra maj 1641. Om Ernst, som er tysk af fødsel, skriver Worm: »Han har kun den ene tanke at gøre vore oldtidsminder betydningsløse, og af had til alt dansk benytter han ethvert middel for at fratage os dette guldhorn og tilkende sine Rügenboere det«.

De to modparter udveksler vrede breve, og et injuriesøgsmål hænger i luften. Til et selskab, hvor begge er inviteret, nægter Ernst at komme. Striden, der er typisk for datidens lærde fejder, blusser op et par gange, men dør så ud. Tilbage står Worms bog, der, med alle svagheder, er væsentlig, fordi den indeholder oplysninger om det nu tabte guldhorn, som ikke kan hentes andetsteds (Fig. 9).

»Værket om mine mindesmærker er nu i trykken; jeg har besluttet deri at indføje afhandlingen om hornet«, skriver Worm januar 1642. Bogen udkom året efter. Den er, i modsætning til guldhornsbogen, ikke noget hastværksarbejde, men resultatet af årelangt slid, og det er den mere end noget andet, der har sikret Worm hans eftermæle. Heldigt, at den kom netop på det tidspunkt. Snart efter indtraf nemlig igen en af de begivenheder, som siges at bringe muserne til tavshed.

Jan. 1944 (Til Henrik Motzfeld i Wittenberg): »Over os er nu en stor ulykke væltet ind. – Thi uden at være krænket af nogen og uden at vore landsmænd aner noget sligt, er Thorsenson uventet faldet ind i Holsten, hvor han efter forgodtbefindende hærger alt og lægger byerne øde, ja nu har han endog besat Jylland, idet der ikke så pludseligt har kunnet udskrives en hær til at modstå hans vold«.

For tredje gang i Worms levetid er landet kastet ud i krig, men der er andre begivenheder, som i øjeblikket lægger mere beslag på hans opmærksomhed. Christian den 4.´s elskerinde Vibeke Kruse lider af skørbug, og hans fjortenårige søn Ulrik Christian Gyldenløve har fået mæslinger!

Juni 1644: »Jeg glæder mig meget over, at vor Gyldenløves behandling er forløbet så heldigt for os. Hans moder ville forlængst være kommet sig, hvis hun ikke var vedblevet med at lade hylen og klager hidse væskerne til at strømme til sine ledemod; men jeg håber, at hun snart vil blive rask igen, blot hun da vil adlyde de fornuftige råd. Der er ingen grund til, at du skal smøre hans ansigt mere; overlad alt til naturen - «.

Juni 1644 er Worm hos kongen. En »ypperlig olding« kalder han ham, og han tilføjer: »Gud bevare ham og nådigt skaffe os den ønskede fred tilbage«. Den kom året efter. Om selve fredsslutningen fortæller en vis Isaac Lapeyrére veloplagt i et brev til Worm, februar 1645. Fredsmægleren, en fransk diplomat, er uheldigvis blevet angrebet af podagra - men »på den fastsatte dag stod da hans excellence på de fødder, han nu engang havde, ved broen Brømsebro --. Svenskerne udrakte deres hænder, og danskerne gav dem deres; det var en sådan gensidig tilkendegivelse af længsel mod fred og enighed, at intet højere kan tænkes, endsige skrives«.

Freden var genoprettet, men ikke kongens ødelagte helbred. Hvordan han prøvede at komme sin svaghed til livs, fremgår af følgende brev, der samtidig viser, at Worm - skønt ellers ikke ganske uden tiltro til mirakelmedicin - dog er i besiddelse af sund skepsis:

Aug. 1645: »Kongelig majestæt har sendt hver enkelt af lægerne et glas med vand fra Helene kilde, for at de hver for sig skulle udtale deres mening derom; men enhver var overstrømmende i sin mening. Jeg fandt intet deri undtagen en slags mergel blandet med okker; heraf vil du selv let kunne slutte, hvad det kan yde«.

Juni 1647: »For få dage siden fik vi at vide, at vor høje prins er afgået ved døden i nærheden af Dresden; jeg kan ikke udtrykke, hvor lamslået hele Danmark er over dette budskab, og navnlig vor allenådigste konge; at han foruden de øvrige i sidste krig tilstødte ulykker også i sin affældige alderdom skulle modtage et så stort sår, det er højst smerteligt« (Fig. 10, Fig. 11).

Marts 1648 (Til Helvig Dietrich i Hamborg): »Angående vor kongelige majestæts sygdom, så begyndte han i oktober måned at lide af appetitløshed med en stadig trykkende smerte i maven, så det var kun lidt eller slet intet han kunne spise og drikke; den smerte han følte over hans nåde prinsens død, øgede ondet; den faste læge blev sat til at pleje denne sygdom, men tilfældet forværredes stadig. Den 10. februar kom Sperling og jeg til Frederiksborg, hvor kongen lå syg. Vi så, at hans kræfter var nedbrudte og afføringen løsere end den burde være som følge af en svækkelse i Retentrix hvorover kongelig majestæt især klagede; ved vort råd blev dette symptom snart fjernet, men i det ældede og nu ganske kraftesløse legeme kunne vi intet udrette, selv med de ædleste lægemidler. For bekvemmeligheds skyld førte vi ham tilsidst hertil, hvor han blidt udåndede i mine arme den 28. februar mellem klokken fem og seks -- «.

Tabet af de to fyrstelige patienter betyder ingen afgørende omvæltning i Worms liv. Han fortsætter sin gerning som læge og lærer i medicinen, avancerer til universitetsrektor og pusler i fritiden med sine litterære arbejder. Men han er nu en mand i tresserne og begynder at føle årenes vægt. I flere breve klager han over svigtende syn og over sygdom af forskellig art. » - Alderdommen svækker alle mine kræfter, så at jeg ikke er sikker på, hvilket udfald året vil få -- «, skriver han 1650 til Johan Rhode. Helt galt kan det dog ikke have været, for to år senere meddeler han i et brev til sønnen Willum:

»Moder venter snart sin nedkomst«.

Den nævnte Willum er Worms smertensbarn. Det er ikke begavelsen, der er noget i vejen med; i en alder af kun 19 år har han taget magistergraden, og - måske som en slags belønning derfor - er han nu sendt til England på en tur, der efter planen skal vare nogle måneder. Men det viser sig hurtigt - hvad fader Worm vel har haft sine anelser om - at han ikke er nogen god økonom. I fortsættelsen af ovennævnte brev hedder det:

»Skade, at du led tab ved at veksle dine penge; du burde have benyttet det vekselbrev, du har fra Braëm. — Kast ikke dine slidte klæder bort, men benyt dem på skibet, så du kan bruge de nye herhjemme«.

To følgende breve, begge fra juni 1652, er en broget blanding af nyheder og formaninger, men tonen er ikke uvenlig, og Willum får lov at forlænge rejsen med et ophold i Nederlandene. Ak! En måned senere falder hammeren:

»Du har nu brugt to hundrede rigsdaler på to måneder, skønt du har levet på andres bekostning og rejst gratis. Du har brugt mere end andre på et helt år. Kom straks hjem, at du ikke skal lægge lige så meget i Nederlandene og forøde din mødrenearv«.

Tænkeligt er det en noget slukøret Willum, som med et langt blik til Nederlandene vender næsen hjem - hvor han formodentlig straks er gået igang med at bearbejde faderen, som beviseligt havde svært ved at modstå hans overtalelsesevner (Fig. 12). Hvordan det nu end er gået til: Willum får ingen lang karantæne efter den uheldige prøvetur; allerede året efter lægger han ud på en ny rejse - en studietur, der, med en enkelt kortere afbrydelse, skulle komme til at vare i ni år. Man vover næppe at forestille sig det hav af formaninger, den arme fyr er blevet overøst med, før han igen blev sluppet løs. Forhåbentlig har Worm ikke næret for store forventninger.

Over Amsterdam rejser Willum til Leyden, hvor han slår sig ned for en længere periode. Af de breve, han skrev til hjemmet, er desværre ingen bevaret, men Worms breve findes, de er afsendt med korte mellemrum og er som sædvanlig fulde af formaninger og af faderlig omsorg:

»Det glæder mig, at du har gjort lærde mænds bekendtskab«. »Jeg har intet imod at du tager en lærer i fransk«. »Jeg ønsker helst, at du ikke indlader dig på gladiatorøvelser [ fægtning ?] og den slags unyttige og skadelige ting«. »Du bruger slet ingen skilletegn i dine breve«. »Alle dine breve er forsynet med Finckes segl. Du har vel ikke mistet din oldefaders ring?«

Det er alle forældres sprog, Worm her taler. Der er ingen tvivl om, at han har holdt meget af Willum, men det er forståeligt, at han må reagere skarpt over for dennes økonomiske udskejelser, som truer familiens velfærd. De udebliver ikke! Den senere så agtværdige professor, dommer og kongelige historiograf slår til skaglerne i dette sit første egentlige rejseår.

Nov. 1653: »Nu har jeg betalt Braëm hundrede imperialer, da han fremviste dit vekselbrev. I løbet af fem måneder har du forbrugt 350! Hvortil egentlig, min Willum? Du må enten give lån til andre eller hengive dig til betydelig overdådighed. Hvad skal jeg sige?«

Der følger mere af samme skuffe, og enden bliver, at Worm forlanger opholdet i Leyden afbrudt; Willum skal begive sig til Italien, »da jeg ikke kan forsvare at lade dig bo længere i en sådan fordærvelsens afgrund«. Synderen beder om nåde, og Worm bøjer sig straks, Willum må blive i Leyden på betingelser, som man uden vanskelighed kan gætte sig til. Intet hjælper. Tonen i Worms breve bliver mere og mere indtrængende, ja antager tilsidst karakter af fortvivlelse:

»Willum, min søn! Glem ikke det fjerde bud! Har du i den afgrund for arvemidler og hæderlighed glemt din gamle, affældige fader? Du har ikke besvaret mine to sidste breve og lader mig svæve i uvished om min bogs skæbne (Fig. 13). Gid du aldrig havde sat din fod uden for hjemmet'.«

Her kommer nu et nyt moment ind i sagen: bogen! Det drejer sig om Worms store museumskatalog, »Museum Wormianum«, som han med sønnen som mellemmand agter at lade trykke i Leyden, hvor han vel har ment at kunne få arbejdet gjort bedre end hos de forsømmelige københavnske bogtrykkere. Brevene indeholder fra nu af mange anvisninger vedrørende bogens trykning, og Willum synes ikke at have sløset med disse ting. Worm får tilsendt prøveark, men desværre når han ikke at få det færdige resultat at se. Også nyheder fra hjemlandet bliver der plads til i disse sidste breve til Willum:

Aug. 1653: »Ulfeldts sag står, som da du rejste. Hans tjener Kjeld Friis fremlagde på herredagen et hvast skrift mod konge og rigsråd. Han er blevet idømt livsvarigt fængsel«. - Den forhenværende rigshofmester (»vor fordums Ulfeldt«, som Worm kalder ham i et andet brev) havde på det tidspunkt forladt landet og var således uden for rækkevidde af lovens arm.

Apr. 1654: »Pesten er nu begyndt at hærge her; Gud se til os med nådigt åsyn!«

Juli 1654: »Hvad skal jeg sige om pesten, som hærger os? På modersmålet er der udsendt en vejledning fra det medicinske fakultet, og jeg ville sende den, dersom der var lejlighed dertil. Det er en meget heftig sygdom, som i løbet af den fjerde dag kvæler de angrebne. Kendetegnene er ikke ensartede hos alle, men veksler efter temperamenterne. Kræfternes aftagen, trykken i hjertet angst og kulde bemægtiger sig straks i begyndelsen de fleste; der kommer svulster og bylder, og mod slutningen sorte og gustne pletter. De fleste, som dør, begår den fejl, at de straks i begyndelsen svækker deres kræfter enten ved åreladning eller ved udrensning. Hvis man ikke inden for seks timer træffer forholdsregler imod sygdommen, er det ude med dem«.

Worm døde 31. august 1654. Hans sidste brev er skrevet fjorten dage tidligere og er til den forlorne søn; det indeholder mærkværdigvis ingen bebrejdelser, men handler om bogen og dens trykning. Det slutter således:

»Endnu er vi ved Guds nåde alle raske, skønt stedt i de største farer. I sidste uge døde 561, i forrige 526. Gud bevare os nådigt! Din broder Matthias har jeg sendt til Bergen, for at han kunne være i større sikkerhed. Hvor Resen er, ved jeg ikke. Hvis der frembyder sig nogen lejlighed, skal jeg sørge for, at du får Dolmers tavle. Moder og alle vore hilser dig - ved Guds nåde alle raske! Det omtalte papir har jeg sendt til Roskilde til Bartholin, som jeg hører er i største sorg, fordi hans hustru ligger på sit yderste.

Henrik å Møinichen har fornylig hos fyrsten af Holsten påvist lymfekarrene på en jagthund; han agter sig umiddelbart derfra til Italien og modtog under fyrstens bifald en guldring tung af diamanter.

København, den 15. august 1654.