Breve fra Ole Worm

Worm var en samlernatur. Et langt liv igennem har han omhyggeligt opbevaret, ikke alene de breve han modtog, men også kladderne til dem han sendte. I de århundreder, som er forløbet siden hans død, har ildebrande og anden ulykke gentagne gange hjemsøgt staden København, men i hvert fald en stor del af brevskatten er sluppet uskadt gennem farerne, og af det manglende kendes meget i afskrift. I 1700-årene blev en stor del af brevene offentliggjort på foranledning af historikeren Hans Gram, og denne bedrift er for nylig blevet overgået gennem udgivelsen af samtlige breve til og fra Worm: tre omfangsrige bind, hvoraf det sidste er udsendt nu i år. Worms korrespondance er naturligvis ført på det sprog, som datidens lærde benyttede, og således gengives den af Gram. I den nye udgave er teksten oversat, for at den, som det hedder, ikke fortsat skal være forbeholdt de stadig færre, som i vore dage kan læse brevene på latin.

»Enhver videnskab høster stor fordel af lærde mænds brevveksling, hvad mange berømte brevudgivere tilfulde har godtgjort«, siges det i udgaven fra 1751, og det er naturligvis rigtigt, men denne vældige brevsamling (1796 numre spændende over tidsrummet 1607-54) har interesse langt ud over videnskabsmændenes kreds. Den tegner et, ganske vist ensidigt, men inden for sit område overordentlig skarpt, billede af livet, som det formede sig i 1600-tallets Danmark. Man får et næsten personligt kendskab til en kreds af mennesker, betydende folk fra datiden (nogle af dem kendt i forvejen som navne fra skoletimer), og man følger med i begivenheder, som snart udspilles inden for hjemmets vægge, snart på historiens arena. Den udmærkede oversættelse, ved H. D. Schepelern, lader de enkelte brevskriveres temperament komme fyndigt til udtryk. På en ganske særlig måde føler man sig efter læsningen hjemme i Christian den 4.’s København.

Ole Worm fødtes 1588, det år, hvor Frederik den 2. døde, og hans elleveårige søn besteg tronen. Hans slægt var for ikke mange år siden indvandret fra Holland, men havde allerede formået at gøre sig gældende i sit nye fædreland; faderen blev borgmester i Århus, og der tilbragte Worm sine drengeår (Fig. 1). Det var skik og brug, at bedre folks sønner, som ønskede en videnskabelig uddannelse, skaffede sig denne ved udenlandske skoler og universiteter, og på denne regel gjorde den unge Worm intet brud. Hans rejserute spænder fra Italien til England – med mange mellemstationer. I Basel tog han den medicinske doktorgrad, flere steder praktiserede han som læge, og således rustet vendte den nu 25-årige hjem til en stilling som professor ved Københavns universitet. Til dette blev hans livsbane knyttet, men samtidig virkede han som læge med så stor succes, at kongen selv og hans søn, tronarvingen, taltes blandt hans patienter. Videnskaben var på den tid kommet ind på et frugtbart spor, hvor man stolede mere på egne iagttagelser end på oldtidens litterære autoriteter, men den viden, man besad, var endnu så begrænset, at det var muligt for en velbegavet mand at være ekspert på næsten alle områder. Worm beherskede ikke alene medicinen, hans egentlige fag, men også en lang række tilgrænsende naturvidenskaber samt oldforskning, der var hans store hobby, som udvikledes til en sådan grad, at han på det felt stillede alle andre hjemlige autoriteter i skyggen. En stor del af brevene er helliget lærde anliggender, som diskuteres indgående med venner i ind- og udland, og det er et meget anskueligt billede, man på den måde får af forskningen på dens daværende stade. Om tidens begivenheder kan man læse i sidebemærkninger og fodnoter; politik var ikke Worms sag, her spiller han tilskuerens rolle. Christian den 4.’s tre ulyksalige krige greb ikke direkte ind i hans liv og omtales kun flygtigt; mere hører man om de pestepidemier, som fulgte i krigenes spor.