Branden på Bergtorshvol

De tog nu ild og gjorde et stort bål foran døren. Da sagde Skarphedin: "I tænder nu ild, karle! Skal her nu brases op?" Grane Gunnarson svarede: "Ja, så skal der, og du skal få det hedt nok". - Da kom kvinderne med valle og slukkede ilden for dem.

Kol Thorsteinson sagde til Flose: "Der falder mig noget ind; jeg har set, at der er et loft i skålen oven på tværtræerne; lad os sætte ild på den arvestak, som står her bag ved husene og kaste den derind". Derpå tog de og satte ild på stakken; og de som var inde vidste ikke af det, førend hele skålen stod i lys lue. Flose og hans mænd gjorde derpå store bål for alle dørene. Da begyndte alle kvindfolkene, som var derinde at jamre sig. Njal sagde til dem: "Skik jer vel og lad ingen rædde ord lyde; thi dette er kun et kort uvejr". -

Nu stod alle husene i lue. Da gik Njal til døren og sagde: "Er Flose så nær, at han kan høre mig?" Flose svarede, at han kunne høre. Njal sagde: "Vil du tage mod forlig med mine sønner, eller tillade nogen at gå ud". Flose svarede: "Forlig vil jeg ikke slutte med dine sønner, men det skal nu få ende imellem os, og jeg går ikke herfra, førend de alle er døde. Men kvinder og børn og huskarle skal få lov at gå ud". -

Njal gik da ind og sagde til folkene: "Nu skal de gå ud, som har fået lov til det". - Astrid fra Djupaabakke sagde til Helge Njalson: "Gå ud med mig; jeg skal kaste en kvindekåbe over dig og give dig en hoveddug på". Han afslog det i begyndelsen, men gjorde det dog for deres børns skyld. - Men da Helge kom ud, sagde Flose: "Det er en høj og bredskuldret kvinde, hun som går der; grib hende og hold hende fast".
Da Helge hørte dette, kastede han kåben. Han havde haft sit sværd under armen, og huggede nu til en mand, traf hans skjold og huggede skjoldspidsen af og foden af manden. Da kom Flose til og gav Helge et hug over halsen, så hovedet fløj af.

Bergthore sagde: "Hvad skal vi nu gøre?". "Gå til vort sengested", sagde Njal, "og lægge os ned. Jeg har længe længtes efter ro". Hun sagde da til drengen Thord Kåreson: "Dig skal man bære ud, og du skal ikke brænde inde". "Du har jo lovet mig mormoder", siger drengen, "at vi aldrig skulle skilles, og sådan skal det være. Og det synes mig meget bedre at dø med dig og Njal end at overleve jer". Hun bar da drengen hen til lejet. Njal sagde til sin bryde: "Nu skal du se, hvor vi lægger os, og hvordan jeg reder om os, for jeg agter ikke at røre mig herfra, hverken for røg eller ild. Da kan du omtrent vide, hvor vore ben er at finde". Han lovede det. Der var blevet slagtet en okse på gården, og huden lå der. Njal sagde til bryden, at han skulle brede den over dem; og det lovede han. De lagde sig derpå begge to ned på lejet med drengen imellem sig. - Så tog bryden huden og bredte over dem, og gik derpå ud. -

Skarphedin havde set, at hans fader lagde sig, og hvordan han gjorde tilrette om sig. Han udbrød da: "Tidlig går vor fader til sengs, men det var at vente, han er en gammel mand". Skarphedin og Kåre og Grim greb nu brandene lige så hurtigt, som de faldt ned, og kastede dem ud på de andre, og sådan gik det en stund. -

Da faldt bjælkerne ned fra taget. Skarphedin sagde: "Nu må min fader være død, og man har intet hørt til ham, hverken støn eller hoste". De gik så hen til enden af skålen; der var en tværbjælke faldet ned, og den var meget forbrændt i midten. Kåre sagde til Skarphedin: "Spring du ud her, og jeg skal hjælpe dig afsted, og springer straks efter dig". - Skarphedin sagde: "Du skal springe først ud, og jeg skal komme lige i hælene på dig". - Da tog Kåre en luende sengefjæl i hånden og løb langs ud ad tværbjælken, og slyngede så fjælen ud fra taget, så den faldt ned på dem, som var udenfor. De sprang da til side. Da stod alle Kåres klæder i lue og håret med. Han styrtede sig så ud fra taget og løb langs med røgen. Da sagde en af dem, der stod nærmest: "Sprang der ikke en mand ud fra taget?". "Vist ikke", sagde en anden, "det var Skarphedin, der kastede en brand ned på os". - Kåre løb til han kom til en bæk; der kastede han sig ned, og slukkede ilden på sig.

Nu er at fortælle om Skarphedin, at han løb ud på tværbjælken, straks efter Kåre. Men da han kom der, hvor den var mest forbrændt, brast den under ham. - Skarphedin sagde: "Nu ser jeg, hvordan det skal være".

Skarphedin gik så hen til sin broder Grim. De holdt hinanden i hænderne og trådte ilden ned; men da de var kommet midt i skålen, faldt Grim død om. Skarphedin gik så mod enden af huset; da lød der et stort brag. Det var taget, der styrtede ned, og Skarphedin blev klemt inde mellem det og gavlvæggen, så han ikke kunne røre sig af stedet.

Flose og hans mænd var ved ilden til morgenen brød frem. Da kom der en mand ridende til dem. Flose spurgte ham om hans navn, og han sagde, at han hed Geirmund. - "I har nok øvet storværk her, sagde han. Flose svarede: "Man vil kalde det både stordåd og udåd, men derved er intet at gøre".