Borgens fald

Sådan skriver den senere biskop i Västerås, Peder Månsson, i sin bog om krigskunst fra ca 1520. På dette tidspunkt førte man endnu krig på middelaldervis i Norden.

Konge og stormænd, verdslige som gejstlige, forsvarede deres besiddelser fra borge, der var spredt over hele riget. Borgen var på én gang fæstning og bolig, og selv den lille herremand havde ofte befæstet sit hus, måske kun med grav og palisader af træ. Det kunne være tilstrækkeligt værn, hvis fjenden var naboen og hans karle, landevejsrøvere eller en flok vrede bønder. De store havde mægtigere fjender i hinanden, og de byggede sig borge af sten.

Middelalderen igennem stredes konge, kirke og adel om magten i landet, og styrkeforholdet kan i nogle tilfælde aflæses af, hvem der havde magten over borgene. I 1320 måtte Christoffer II i sin håndfæstning love, at han ville sløjfe alle kongelige borge i Nørrejylland undtagen Skanderborg, Koldinghus og Riberhus. Ved den lejlighed blev Kalø revet ned, men kun for snart efter at blive genopført. Dronning Margrethe havde anderledes styr på forholdene. Hvor det var muligt, lod hun adelsborge bryde ned, og i 1396 forbød hun privat borgbyggeri ».. . efterdi der er sket overmåde liden ret fra de faste borge, der nu er bygget. . . «

Forbudet kom til at stå ved magt i små hundrede år, ved begyndelsen af 1500-tallet havde stormændene igen fået sig borge. Mange af de kongelige fæstninger var bortforlenet på sådanne vilkår – som pantelen eller på livstid – at de kun af navn var kongens. Og det var blevet reglen, at rigsrådet ved tronledighed havde befalingen over kongeborgene. De »stod til rådets hånd«, indtil en konge var valgt.

Kongelige borge og stormænds borge var indrettet efter de samme principper. Helst skulle de ligge utilgængeligt, på næs og halvøer eller omgivet af mose og sump, så allerede terrænforholdene gjorde det vanskeligt for fjenden at nærme sig til muren. Hyppigt hjalp man på naturen ved anlæg af vandfyldte eller tørre grave. Af regulære adgangsveje var der kun én eller måske to (en »bagdør« kunne være praktisk, hvis man ville forsøge at gøre udfald), og det stærkeste forsvar var koncentreret om portene. Foran porten var vindebroen, den var et ekstra portlukke, når den var trukket op. Det kan endnu ses på Hammershus’ havport. I porten kunne være et faldgitter og måske huller i loftet til nedkastning af sten og andet ubehageligt på fjenden.

Selve borgen var i reglen omgivet af kraftige mure med flankeringstårne. Mellem borgens bygninger var gerne endnu et stærkt tårn, kærnetårnet. Det var en fæstning i sig selv. Her kunne man trække sig tilbage, hvis angriberne nåede inden for murene, og herfra kunne man bekæmpe fjenden i borggården under den sidste kamp.

Øverst på ringmur og tårne var vægtergangen eller skyttegangen, der var udstyret med skydeskår til armbrøster og de små ildvåben, der kom i brug i middelalderens sidste århundrede, og skoldehuller til den sydende kalkvælling og olien. På tårntoppe og særligt kraftige murpartier kunne være opstillet blider eller andre kastemaskiner. Forsvaret førtes i højden, derfra havde man det bedste overblik og kunne holde fjenden på afstand. Kom han nær til muren, så ramte de sten, man kastede i hovedet på ham, hårdest efter et dybt fald.

Kampen om en middelalderborg foregik på den måde, at fjenden lagde sig udenfor og belejrede i håb om at udmatte borgens besætning. Ind imellem forsøgte man ved hjælp af forskellige krigsmaskiner at komme nær til muren og storme (Fig. 2, Fig. 3, Fig. 4). Forsvarere og angribere havde de samme våben og var måske nogenlunde lige mange. Men forsvarerne havde fordelen af murene, og havde borgen brønd, og var der nok af forsyninger og folk, kunne en kamp blive meget langvarig. Rekorden i udholdenhed blandt danske borge har Hammershus, der i 1324-25 holdt stand mod en belejring i seksten måneder.