Borgens fald

Sådan skriver den senere biskop i Västerås, Peder Månsson, i sin bog om krigskunst fra ca 1520. På dette tidspunkt førte man endnu krig på middelaldervis i Norden.

Konge og stormænd, verdslige som gejstlige, forsvarede deres besiddelser fra borge, der var spredt over hele riget. Borgen var på én gang fæstning og bolig, og selv den lille herremand havde ofte befæstet sit hus, måske kun med grav og palisader af træ. Det kunne være tilstrækkeligt værn, hvis fjenden var naboen og hans karle, landevejsrøvere eller en flok vrede bønder. De store havde mægtigere fjender i hinanden, og de byggede sig borge af sten.

Middelalderen igennem stredes konge, kirke og adel om magten i landet, og styrkeforholdet kan i nogle tilfælde aflæses af, hvem der havde magten over borgene. I 1320 måtte Christoffer II i sin håndfæstning love, at han ville sløjfe alle kongelige borge i Nørrejylland undtagen Skanderborg, Koldinghus og Riberhus. Ved den lejlighed blev Kalø revet ned, men kun for snart efter at blive genopført. Dronning Margrethe havde anderledes styr på forholdene. Hvor det var muligt, lod hun adelsborge bryde ned, og i 1396 forbød hun privat borgbyggeri ».. . efterdi der er sket overmåde liden ret fra de faste borge, der nu er bygget. . . «

Forbudet kom til at stå ved magt i små hundrede år, ved begyndelsen af 1500-tallet havde stormændene igen fået sig borge. Mange af de kongelige fæstninger var bortforlenet på sådanne vilkår - som pantelen eller på livstid - at de kun af navn var kongens. Og det var blevet reglen, at rigsrådet ved tronledighed havde befalingen over kongeborgene. De »stod til rådets hånd«, indtil en konge var valgt.

Kongelige borge og stormænds borge var indrettet efter de samme principper. Helst skulle de ligge utilgængeligt, på næs og halvøer eller omgivet af mose og sump, så allerede terrænforholdene gjorde det vanskeligt for fjenden at nærme sig til muren. Hyppigt hjalp man på naturen ved anlæg af vandfyldte eller tørre grave. Af regulære adgangsveje var der kun én eller måske to (en »bagdør« kunne være praktisk, hvis man ville forsøge at gøre udfald), og det stærkeste forsvar var koncentreret om portene. Foran porten var vindebroen, den var et ekstra portlukke, når den var trukket op. Det kan endnu ses på Hammershus' havport. I porten kunne være et faldgitter og måske huller i loftet til nedkastning af sten og andet ubehageligt på fjenden.

Selve borgen var i reglen omgivet af kraftige mure med flankeringstårne. Mellem borgens bygninger var gerne endnu et stærkt tårn, kærnetårnet. Det var en fæstning i sig selv. Her kunne man trække sig tilbage, hvis angriberne nåede inden for murene, og herfra kunne man bekæmpe fjenden i borggården under den sidste kamp.

Øverst på ringmur og tårne var vægtergangen eller skyttegangen, der var udstyret med skydeskår til armbrøster og de små ildvåben, der kom i brug i middelalderens sidste århundrede, og skoldehuller til den sydende kalkvælling og olien. På tårntoppe og særligt kraftige murpartier kunne være opstillet blider eller andre kastemaskiner. Forsvaret førtes i højden, derfra havde man det bedste overblik og kunne holde fjenden på afstand. Kom han nær til muren, så ramte de sten, man kastede i hovedet på ham, hårdest efter et dybt fald.

Kampen om en middelalderborg foregik på den måde, at fjenden lagde sig udenfor og belejrede i håb om at udmatte borgens besætning. Ind imellem forsøgte man ved hjælp af forskellige krigsmaskiner at komme nær til muren og storme (Fig. 2, Fig. 3, Fig. 4). Forsvarere og angribere havde de samme våben og var måske nogenlunde lige mange. Men forsvarerne havde fordelen af murene, og havde borgen brønd, og var der nok af forsyninger og folk, kunne en kamp blive meget langvarig. Rekorden i udholdenhed blandt danske borge har Hammershus, der i 1324-25 holdt stand mod en belejring i seksten måneder.

I det nuværende Danmark er der faktisk ikke bevaret en eneste rigtig middelalderborg. Forsvarsværkerne blev forældede og boligerne utidssvarende. Borgene forfaldt, blev revet ned eller bygget om. En del gik til under Grevens fejde 1534-36, da kanonild og landsknægtehære, ja selv bondeopløb, fik borgene til at falde på stribe.

I Skåne har man i Glimmingehus fra ca 1500 et herligt eksempel på, hvordan en borg på én gang kunne være en fæstning og en bekvem bolig (se Skalk 1970:1). Viborgbispens faste hus, Spøttrup i Salling, er formodentlig også opført lige omkring 1500, men den er ikke en helt rigtig middelalderborg. Der var ganske vist vindebro og vægtergang og et særligt styrket porttårn. Men fløjene havde selv i ydermurene temmelig store vinduer, og skydeskårene for neden i porttårnet var til små kanoner. Forsvaret hvilede hovedsageligt på de mægtige volde, der omgiver borgen. Spøttrup er blandt de tidligste fæstningsværker i Danmark, der er bygget til forsvar mod kanoner. Voldene skulle opfange kuglerne, så de ikke gjorde skade på murværket. Borgens placering ved en sø og i sumpet område gjorde det vanskeligt for en fjende at komme den nær med tungt skyts.

Kanoner var ikke noget nyt i 1500-tallet. Allerede under Valdemar Atterdags søkampe med hanseaterne i sidste halvdel af 1300-årene var de i brug inden for dansk område. Det gik vist endda så galt, at tronarvingen Christoffer fik en kugle i hovedet, hvad han siden døde af. Der er bevaret kanoner fra 1400-tallet her i landet, de fleste er fisket op fra skibsvrag ved Anholt. Også mindre ildvåben, såkaldte hagebøsser, fandt anvendelse i forsvaret. De gav et vældigt bagslag. Som anlæg for dem lagde man i bunden af skydeskårene bjælker med et hul til »hagen«. Det ses for eksempel på Glimmingehus.

De ældste kanoner var korte forladere med cylindriske ildrør af sammensvejsede fladjern, bundet sammen med jernringe. Krudtet var ikke særlig godt, eksplosionskraften var forholdsvis ringe og ustabil. Projektilet var længe stenkugler, og derfor kaldtes våbnene for stenbøsser. Efterhånden lærte man at støbe kanonerne i ét stykke, og for at skytset dog skulle have nogen effekt - ud over braget, ildglimtet og røgen, der var af stor og skræmmende virkning - støbte man stadig større og sværere stykker (Fig. 5). Disse uhåndterlige kæmper fik tit kælenavne, for eksempel »Faule Magd« (dovne tøs) i Dresden og »Djävulen« og »Djävulens moder« i Stockholm.

Siden gjorde man ildrørene længere for at kunne skyde længere. Derved blev ladeprocessen vanskeligere, og man begyndte at bruge bagladekanoner. Det var forholdsvis små stykker, hvis ildrør bagtil lukkedes af et løst kammers med krudtladningen. De var temmelig enkle at betjene, og til hver kanon hørte flere kammerser, der kunne lades på forhånd. Derved kom man op på en betydeligt større ildhastighed end med forladekanonerne. Det er kanoner af denne type, der er fundet ved Anholt.

Det var imidlertid ikke teknisk muligt at gøre bagladekanonerne helt gastætte, og det svækkede skudkraften. Ulempen blev mere og mere mærkbar, efterhånden som man forbedrede krudtet, så forbrændingen blev mere regelmæssig og eksplosionen kraftigere. Derfor vendte man omkring år 1500 tilbage til forladerne, der nu støbtes i bronze og siden i jern.

Samtidig begyndte man at systematisere skytset. De tidlige kanoner havde været individuelt udformede, så projektilerne skulle fremstilles specielt til hver kanon. Nu gik man over til faste kalibre, og det blev almindeligt med støbte jernkugler, der altid havde samme vægt og langt større slagkraft end stenkugler af samme størrelse. Ildvåbnene var virkelig blevet farlige - eller nyttige om man vil - og de blev benyttet i langt større omfang end tidligere.

Også med hærene var der sket en ændring. De var blevet store, og mandskabet var lejede professionelle soldater, landsknægte, der blev ledet af ligeledes professionelle hærførere (Fig. 6). Nu var der langt flere udenfor end inde i borgen, og murene var ikke længere et sikkert værn.

Alt dette var sket gradvist, og man havde naturligvis søgt at forbedre de eksisterende forsvarsværker i takt med udviklingen. Murene var blevet gjort stadig tykkere, og det havde også hjulpet, så længe man brugte stenkugler. Men mod et vedholdende bombardement med jernkugler kunne selv svære mure ikke holde stand. Kanonerne, som man måtte have for ikke at stå tilbage for fjenden, var i lighed med de gamle kastemaskiner opstillet på tårne og murkroner, men rystelserne fra affyringen svækkede bygningen, og helt galt blev det, når muren under skytset brød sammen for fjendens ild. Kanonerne skød i mere lige baner end de gamle kastemaskiner. Forsvar og angreb måtte nu føres i det vandrette plan.

Ved begyndelsen af 1500-tallet var denne ændring af hær og krigsmåde så vidt fremskredet, at borgens dage var talte. I Danmark viste det sig under Grevens fejde. Denne krig var den sidste udløber af den gamle strid mellem konge, kirke og adel, og i den blandedes religiøse og økonomiske motiver.

Efter Frederik I's død kunne rigsrådet ikke enes om, hvilken af hans sønner, der skulle være konge. Hos borgere og bønder var der stemning for at genindsætte Christian II, der levede i fangenskab på Sønderborg slot. Lübeck blandede sig i legen, og i alliance med borgerne i København og Malmø hvervede man grev Christoffer af Oldenborg til at kæmpe for Christian II's sag.

Greven kom med en stor lejehær, veludstyret med kanoner, og i Østdanmark faldt borgene meget hurtigt. De adelige, der havde befalingen på de kongelige borge, indså snart, at kamp ikke ville nytte og overgav sig hellere efter forhandling. Mange gik endda over på grevens parti. På Tranekær overgav Otte Krumpen sig, da grevens tropper begyndte at bygge skanser uden for borgen. Han vidste ikke, at fjenden slet ikke havde taget kanoner med til Langeland. Anders Bille, der var befalingsmand for hele Sjælland, gjorde ikke meget for at rejse modstand, og da hans egen borg, Søholm på Stevns, begyndte at vakle for det grevelige skyts, gik han på forlig. Han aflagde troskabsløfte til grev Christoffer og fik Vordingborg i forlening.

Efter at Sjælland og Skåne var løbet over ende, enedes den jyske og fynske adel om at tilbyde Frederik I's ældste søn, den protestantiske hertug Christian i Sønderjylland, kronen. Han accepterede, for han var allerede part i krigen. Lübeck og grevens tropper havde gjort indfald i Holsten.

Foreløbig gik krigen videre. På Fyn og i Jylland rejste bønder og borgere oprør, i Jylland ledet af skipper Element. Kampen mellem kongsemnerne blev her en opstand mod den undertrykkelse, de lavere stænder så længe havde været genstand for fra adel og kirke. Adelen forsøgte at slå oprøret ned, men uden held; adelsborg efter adelsborg gik op i luer. Selv mod udisciplinerede bondehorder kunne de ikke stå sig. Spøttrup blev skudt i brand, men overgav sig ikke. Det kongelige Ålborghus blev derimod erobret uden større besvær.

Først da Christian III kom med sin hærfører, Johan Rantzau, samt lejetropper og kanoner, blev det jyske oprør knust. Siden kom turen til resten af Danmark. Længst stod København ham imod, men den var også som den eneste af de kongerigske fæstninger blevet moderniseret af Frederik I (Fig. 7, Fig. 8). Christian III erhvervede sin trone i alliance med adelen, men det var ham, der førte krigen og vandt den.

Allerede inden krigen havde man vidst, at jordværker var det bedste forsvar mod kanoner. De opfangede kuglerne i sig uden at tage større skade, og de kunne bære det tunge skyts. Fra den lavere position kunne forsvaret føres i det vandrette plan ligesom angrebet. Men det var dyrt og besværligt at ændre bestående anlæg og opføre nye. Frederik I havde styrket Københavns bymur ved at lade opkaste en vold bag den, og ved enkelte af de hertugelige borge havde han ladet opføre volde med runddele, lave fremspringende kanonbatterier enten af jord som resten af volden eller udstyret med et muret kanontårn (Fig. 9). Forsvaret hvilede især på runddelene. Her stod det kraftigste skyts, og herfra kunne man beskyde en angribende fjende på langs ad volden. Man kunne flankere.

Ude i Europa havde man tidligere end her mærket til den nye måde at føre krig på. Både i teori og praksis havde man beskæftiget sig meget med forsvarsproblemerne (Fig. 10, Fig. 11). Teoretikernes planer var ofte for omfattende og bekostelige til at kunne føres ud i livet. Fæstningernes bygherrer nøjedes med det, de kunne overkomme.

Da Christian III var kommet på tronen, gik han ivrigt i gang med at opføre nye fæstninger til erstatning for dem, der havde vist sig ubrugelige under krigen. Inspirationen til deres udformning hentede han i Nordtyskland, hvor man i 1530'erne og begyndelsen af 40'erne var nået frem til en fæstningsform med firsidet, retvinklet grundplan og runddele på hjørnerne. Materialet var jord, måske styrket med murværk. Ved byfæstninger fulgte volden byens udstrækning og var så udstyret med runddele på passende steder. Fæstningsværkerne skulle helst være omgivet med brede grave, så man fik fjendens kanoner på afstand. Christian Ill's borge ligner alle hinanden og deres nordtyske forbilleder. Til anlæggenes opførelse indkaldtes da også specialister netop fra de nordtyske fyrstendømmer.

Det var dog langt fra alle de borge, Christian III overtog fra sine forgængere, der således blev bragt i overensstemmelse med tidens krav; i virkeligheden reducerede han antallet af egentlige fæstninger betydeligt. Det er karakteristisk, at dem, han valgte, alle ligger ved vandet. I Ålborg og Malmø, der havde været mod ham i grevefejden, gik han straks igang med at opføre nye moderne borge. Det var naturligvis ment som en demonstration, men både disse anlæg og dem, der siden kom til, for eksempel Nyborg og Landskrona, var dog mere rettet mod ydre end mod indre fjender. De gamle kongeborge inde i landet blev opretholdt som administrative centrer, men ikke nybefæstet. Her var intet at frygte, det havde grevefejden vist tilstrækkeligt.

En af grundene til, at de nye fæstninger blev så få, er de kolossale omkostninger, der var forbundet med deres opførelse, og den lange tid, det tog at gøre dem færdige. I flere tilfælde blev der bygget på et anlæg i ti år eller mere, og bagefter kom omfattende vedligeholdelsesarbejder. Omkostninger og arbejdstid kender vi noget til fra byggeregnskaber. Til opførelsen af Nyborgs volde og huse udskreves for temmelig lang tid ad gangen alle bønder på Fyn og omliggende øer. Denne arbejdskraft var ganske vist gratis, men mandskabet skulle dog have føden. Dertil kom udgifter til specialister, byggematerialer og kanoner.

Kongen havde efter reformationen overtaget størstedelen af kirkegodset (Fig. 12). Det var ca en tredjedel af Danmarks jord, så han havde om nogen økonomisk baggrund for at opføre de nye dyre anlæg. Men det var alligevel ikke tilstrækkeligt, og han måtte flere gange anmode rigsrådet om godkendelse af nye skatteudskrivninger »til bygnings behov«. Han fik den hver gang. Når kongen skulle føre landets forsvar, måtte han også have midler til det.

Rigets forsvar har ligget Christian III alvorligt på sinde, for først i slutningen af sin regeringstid gik han i gang med at indrette boliger til sig og den kongelige familie. Den gamle danehofborg i Nyborg blev kongebolig, samtidig med at den blev et led i befæstningen af byen. Borgen i København og Koldinghus nyindrettedes, men uden at befæstes. Boligen var ved at skille sig ud fra fæstningen.

Den nye tilstand afspejles også i det adelige byggeri. Kun i to tilfælde kom de moderne befæstningsprincipper i anvendelse på private borge (Fig. 13, Fig. 14). Det var på Johan Rantzaus Breitenburg i Holsten og rigshofmester Eske Billes Mogenstrup i Skåne. Ellers er det ikke mere borge, adelen bygger. Det er herresæder eller slotte. Selv om adelen også havde høstet økonomisk fordel af grevefejden, var der grænser for, hvad den havde råd til. Det stærke forsvar var heller ikke længere så nødvendigt.

En gruppe danske herregårde fra 1500-tallet kaldes ganske vist traditionelt for herreborgene, og de er da også halvvejs borge. Det er Borreby på Sjælland samt Rygård, Hesselager, Egeskov, Nakkebølle og Ørbæklunde, alle på Fyn. De ligger bag våde grave eller i sø. De har skyttegang i øverste stokværk, men sjældent på andet end langsiderne. De har hjørnetårne, men også disse er indrettet til beboelse; kun på Egeskov er der skydeskår i det nedre stokværk. Der er overalt store vinduer, og bygningerne er i langt højere grad bekvemme boliger, end de er fæstninger.

Andet og mere end et mindre bondeopløb har de ikke kunnet stå for. Det fremføres da også hyppigt, at det er grevefejdens almuerejsning, der ligger bag deres udformning. Dette er nok til en vis grad rigtigt, netop på Fyn gik det voldsomt til. Men måske spiller det en lige så stor rolle, at de er bygget af mænd fra en snæver, traditionsbundet kreds. Bortset fra Rygård er alle »herreborgene« opført ved midten af 1500-tallet eller senere. Hesselager og Borreby er bygget af Johan Friis, kongens kansler og næst kongen rigets mægtigste mand. De andres bygherrer hørte til samme familie som han eller samme sociale kreds.

Christian Ill's borge kom ikke i brug, mens de var nye. Var det sket, havde det sikkert vist sig, at de var forældede, allerede inden de stod færdige.

I udlandet, hvor der var krige i hele 1500-tallet, mærkedes det, at der stadig skete en udvikling og forbedring af skytset. Derfor blev en tilsvarende forbedring af forsvarsværkerne nødvendig. Runddelene var i virkeligheden ikke særligt hensigtsmæssige. Deres anbringelse prægedes af tilfældighed og deres cirkulære tværsnit gjorde dem uegnede til en effektiv flankering. Det gav for mange døde vinkler, som fjenden kunne udnytte, og det blev ikke bedre af, at skytset var så lidt mobilt (Fig. 15). Allerede ved midten af århundredet havde man derfor udviklet velgennemtænkte, spidsvinklede bastioner, hvis hovedidé var gensidig beskyttelse af de enkelte led i forsvaret.

Dette har ikke været ukendt for Christian III, og i sine sidste år lod han fæstningseksperten Hans van Dieskau udarbejde en plan til nybefæstning af den gamle borg Krogen ved Helsingør. Det ret enkle projekt kom dog ikke til udførelse (Fig. 16).

Det blev Frederik II, der efter Den nordiske Syvårskrig omgav borgen med vældige jordværker, hvor kanoner blev opstillet på spidsvinklede bastioner over dybe kassematter. Den tunge gamle bygning bag de nye volde forvandledes til det prægtige renaissanceslot Kronborg. Kronborgs forsvar hvilede alene på udenværkerne. Adskillelsen mellem bolig og fæstning var fuldført (Fig. 17).

Lit: Otto Nom: Christian Ill's borge. Kbh. 1949.