Borgenes borg

Det var fundet af Trelleborg ved Slagelse, som i 1945 førte til Aggersborgs opdagelse. Undersøgelsen stod på til 1951, men dens resultater er på grund af udgraveren C.G. Schultz tidlige død aldrig blevet fyldestgørende publiceret. 1970 foretoges en mindre, supplerende undersøgelse, og sidste sommer gravedes der i Aggersborg kirke; på dette grundlag er en bog nu under forberedelse. Lad os, eftersom sagen igen er aktuel, med arkæologiens og de skrevne kilders hjælp prøve at følge Aggersborg gennem skiftende tider. Få steder i Danmark fornemmes fortiden som her. (Fig. 2-3)

Da undersøgelsen af ringborgen begyndte, gjorde man en opdagelse, som, skønt den i høj grad besværliggjorde arbejdet, alligevel blev mødt med tilfredshed: borgen var bygget oven på resterne af en ældre, civil bebyggelse, som strakte sig ind under dens midte og sydlige del. Den må være anlagt i 700-tallet og har varet i 2-300 år. Det var bestemt ikke let at finde samhørende stolpehuller i det metertykke kulturlag, så hvordan bebyggelsen har set ud med hegn, stalde, beboelseshuse o.s.v. ved vi ikke så meget om. Dens størrelse kendes heller ikke, men den må i hvert fald have været stor, eftersom den har rakt uden for borgen både mod øst og vest. De langhuse, som med sikkerhed har kunnet påvises, er af højst forskellig størrelse, fra omkring 41 meter til ca 12. De er af tidens sædvanlige krumvæggede form, men nogle har - i modsætning til borghusene - haft indvendige, tagbærende stolper. Hvor ildsteder forekommer, må man gå ud fra, der er tale om beboelseshuse. Ved siden af langhusene fandtes mængder af »grubehuse«, halvt nedgravede småhuse, der kan have tjent som værksteder, forrådsrum og boliger for de mindre velbjærgede borgere som for eksempel trællene. Det var netop på Aggersborg, man for første gang i Danmark blev klar over, at disse gruber, kendt fra adskillige ældre udgravninger, faktisk var bygninger. (Fig. 4)

Antallet af oldsager var umådeligt. Her fandtes alle de ting, man omgav sig med i det daglige, såsom potter, gryder og skåle, knive, hvæssesten, kamme, spillebrikker og smykker, våben og små amuletter. Kvinderne har vævet og spundet, mændene drevet landbrug og fiskeri. Herom fortæller bl.a. fundets indhold af knogler.

Om kontakter med den store verden savnes ikke vidnesbyrd, og der er ingen tvivl om, at de vigtigste gik mod Vesterhavsområdet. Norge har leveret masser af klæberstensgryder - der er fundet ca 25 kg skår - og flere smykker er af norske typer. De britiske Øer gør sig også bemærkede i pynten: en emaljeret prydknap må være fra Irland eller muligvis Skotland og et rembeslag med dyrehoved fra England. Østersøområdet er sparsommere repræsenteret, men har dog blandt andet leveret keramik. Den har i modsætning til de rundbundede gryder og potter, som dengang var almindelige i Jylland, kunnet stå på et bord.

Importfundene vidner om velstand, og det samme kan uden overdrivelse siges om en guldarmring - en af de flotteste, som kendes fra vikingetiden. Den blev fundet skjult i et stolpehul hørende til det længste af de undersøgte huse og er stor nok til en velvoksen mand. (Fig. 5)

Noget indtryk af bebyggelsens udseende på et givet tidspunkt kan vi ikke danne os, og det kan ikke afgøres, om vi har at gøre med en landsby, en storgård med mange enkeltbygninger eller måske en kombination: en landsby med tilliggende storgård. Den næsten totale mangel på spor efter håndværkere udelukker betegnelsen by eller bymæssig bebyggelse. Af de mange fremmede varer, som indgår i fundmaterialet, kan nogle være erhvervet ved plyndring på regulære vikingetog, men at handel har spillet en rolle, er uden for al tvivl - ja den mulighed foreligger, at bebyggelsen ligefrem har haft en bifunktion som handelsplads, måske med afholdelse af markeder og opkrævning af told for passage gennem og over fjorden. Aggersborgs civile bebyggelse kan udmærket have været sæde for en stormand eller for den sags skyld kongen selv. Kongsgårde lå jo spredt ud over landet. (Fig. 6)

Nøglen til forståelsen af Aggersborgs betydning i vikingetiden og den tidlige middelalder er beliggenheden. Limfjorden var dengang åben mod vest (senere lukkedes den som bekendt), og enhver, der pr skib begav sig fra Kattegat mod Vesterhavet eller omvendt, måtte foretrække den rolige fjord frem for den både længere og farligere vej nord om Skagen. Man må regne med, at mange af dem, der i vikingetiden besøgte Vesteuropa og De britiske Øer - med reelle eller ureelle hensigter - kom forbi Aggersborg. Det omvendte, at vesteuropæerne passerede i modsat retning, var vel knap så almindeligt, men har sikkert også fundet sted.

Dertil kommer, at Aggersborg ligger ved et af Limfjordens vigtigste overfartssteder. Terrænet skråner jævnt helt ned til fjorden, hvor der fra gammel tid har været færgefart; idag har vi broen ved Aggersund. Den snævre sejlrende i den her yderst lavvandede fjord ligger nu ovre ved Løgstør, men bundforholdene er ustabile, og i vikingetiden løb den måske på Aggersborgsiden, så skibe og både kunne lægge direkte til.

Hvorom alting er - det storslåede udsyn fra Aggersborg har tilladt kontrol med enhver trafik, både den øst-vestgående gennem fjorden og den fra syd mod nord, fra Hærvejen og Viborg mod Skagerak og Jammerbugten, hvorfra der måske allerede dengang blev drevet skudehandel på Norge. Sammenfattende kan man sige, at den glimrende beliggenhed må være baggrunden - ikke blot for den ældre bebyggelse, men også for, at man valgte at sløjfe den og lægge den store ringborg netop her.

For undersøgelsen af borgen var det et held, at den ældre bebyggelse ikke dækkede hele området; det var nemlig mere end vanskeligt i virvaret af pælehuller at udskille netop dem, det her drejede sig om. En hjælp var dog, at bestemte stolper i borghusene har været særlig dybtgravede - dette i forbindelse med anlæggets overordentlig regelrette opbygning fik efterhånden tingene til at glide på plads. Skønt borgen kun er delvis undersøgt, har det været muligt at rekonstruere dens grundplan i alle hovedtræk. (Fig. 7)

Vi står over for et af de største bygningsværker overhovedet i nordisk vikingetid. Den omkring 10 meter brede vold havde en indvendig diameter på 240 meter (mod Trelleborgs 134 og Fyrkats 120) og omsluttede 48 langhuse, tre gange så mange som de andre ringborge, når man ser bort fra Trelleborgs forborg. Tilmed var disse huse en del større. I areal kunne borgen måle sig med vikingetidens Århus - en aftentur på volden har været på op mod én kilometer. Sammenlignet med Trelleborg viser Aggersborg mindre afvigelser, med Fyrkat derimod er ligheden stor - det gælder både hus- og voldkonstruktionen. Dog er der ikke som på Fyrkat fundet bislag foran dørene eller småhuse midt på gårdspladserne, men det skyldes sandsynligvis blot, at de vanskelige udgravningsforhold ikke gjorde det muligt at påvise dem.

De meget få oldsager, der med sikkerhed kan knyttes til borgen, tillader ingen snæver datering, men med Trelleborg og Fyrkat er det bedre fat, og det helt åbenbare slægtskab mellem de tre gør det rimeligt at opfatte dem som samtidige. De må være opført i sidste halvdel af 900-årene, i Harald Blåtands regeringstid eller måske i Svend Tveskægs første kongeår. Kong Harald er kendt som den store politiker og bygherre, han »vandt sig Danmark hel og Norge«, som det hedder på den store Jellingsten, og han tilbageerobrede Hedeby ifølge de tyske kilder. De fleste af Jelling-mindesmærkerne skyldes ham, og dendrokronologien fortæller os, at i hans tid blev den lange bro over Vejle-ådalen (se Skalk 1977:1) og en del af Danevirke bygget. I denne historisk-arkæologiske sammenhæng kan ringborgene glide ind som militære magtcentrer, politiske prestigebyggerier og kongsgårde med diverse daglige funktioner. (Fig. 8)

Den omtalte dendrokronologi (årringsdateringen) vil sandsynligvis en gang i en ikke fjern fremtid bringe os løsningen nærmere, for ganske vist er der ikke bevaret træ på Aggersborg, men Trelleborg og Fyrkat er i begrænset omfang leveringsdygtige. Det skulle således blive muligt med sikkerhed at føje et kongenavn til borgene - hvilket må være tilladeligt, da de næppe kan tænkes opført uden kongens medvirken. Aggersborg er den største egentlige borg i vikingetidens Norden og må som sådan have virket overvældende på samtiden. For Englandsfarere og andre med ærinde i den retning var den stedet, hvor man tog afsked med det officielle Danmark, og tankerne har søgt tilbage til den på den lange rejse over det åbne hav. Og de, som drog den modsatte vej, fandt i den selve nøglen til riget - skræmmende eller fascinerende efter omstændighederne. Personer, vi har mødt - i tidens rige gravfund eller som navne på runesten, i saga eller historie - må have været her, bedrifter, vi har læst om, kan være planlagt her og kvad, vi kender, digtet her. Vikingelivet har udfoldet sig på Aggersborg som intet andet sted i riget.

Det vides ikke, hvor længe den store ringborg fungerede, men formodentlig var det ret kort tid lige som søsterborgene. Det var heller ikke her, men ved Limfjordens vestlige udløb, Knud den Hellige 1085 samlede den store flåde, hvormed han ville vinde England fra Vilhelm Erobreren. Knuds togt blev aldrig til noget, han blev opholdt i Slesvig, og i løbet af sommeren spredtes flåden. Af oplysningen kan dog udledes, at fjorden endnu på den tid var åben vesterud. (Fig. 9)

Det er som en udløber af denne begivenhed, navnet Aggersborg for første gang dukker op i de skrevne kilder, men det må være en efterfølger, der tales om, ringborgen var sikkert forlængst en ruin. Efter det mislykkede flådetogt fulgte oprør. Uroen brød ud nordenfjords på grund af Knuds hårde fremfærd og forplantede sig til det øvrige land. Kongens mænd flygtede til Aggersborg, der, som det fortælles, var sæde for hans bryder eller skattefogeder. Her led mange af dem en grusom død - udmalet i detaljer af kongens biograf Ælnod - og borgen blev plyndret og ødelagt. Knud selv flygtede til Odense, men her blev også han dræbt.

Middelalderens kongelige Aggersborg kendes ikke arkæologisk, men resterne ligger sikkert syd for ringborgen, ved og under den nuværende Aggersborggård, hvor der ved lejlighed bør søges efter dem. Om dette Aggersborg foreligger der spredte oplysninger. 1231 får man at vide, at den hører til kronen og altså ikke er kongefamiliens private ejendom. Om kongelige ophold på stedet vidner breve, som er udstedt dér, nemlig af Erik Klipping og Valdemar 3. (den gottorpske barnehertug, som kortvarigt bar kongenavn). 1373 bliver Aggersborg igen ødelagt ved et oprør,
denne gang mod Valdemar Atterdag, men her må skadevolderen, en lokal stormand, forpligte sig til at genopbygge borgen, som den var forhen. Ifølge dokumentet har den haft forborg, bygninger, huse, barfred, broer og grave samt tilhørende avlsgård. (Fig. 10)

Endnu et par gange nævnes middelalderborgen, således i forbindelse med et oprør mod Christoffer af Bayern 1414, hvor den vistnok igen blev ødelagt. Og lad dette brogede kapitel klinge ud i et vers fra en folkevise, nedskrevet i 1500-årene:

De rede frem ad Aggersborg
og frem ad Aggersborg by.
De satte ild på kongens gård,
den stod så højt i sky!

Udgravningen i Aggersborg kirke sidste sommer viste klart, at den gravplads, som må have hørt til ringborgen og den ældre bebyggelse, ikke lå her; det havde man gjort sig tanker om, fordi kirken ligger så isoleret og tæt ved borgen. Ganske vist blev der fundet grave under kirken, og de må være ældre end denne, men ikke af så gammel dato. Kong Haralds indførelse af den nye tro ca 960 betød intet øjeblikkeligt brud med hævdvunden skik, åbenbart har man holdt fast ved den oprindelige gravplads - overgangen til den nye har sikkert først fundet sted, da kristendommen var slået godt igennem. Under den nuværende, ret almindelige granitkvaderbygning, men over den omtalte gravplads, fandtes spor af en anden og større kirke, som dog tilsyneladende aldrig er blevet fuldført; man er næppe nået længere end til fundamenterne. At den blev opgivet, kan skyldes den vigende betydning, Aggersborg og hele det vestlige Limfjordsområde fik, da udmundingen ved Thyborøn sandede til. Saxo blandt andre fortæller, at det skete omkring 1100.

Der blev også fundet spor af et træhus under kirken; det er yngre end det omtalte fundament, men ældre end den nuværende bygning. Det har kun stået kort tid og er sandsynligvis et midlertidigt skib til den nuværende kirkes kor. Da kirken blev opført engang i 1200-årene, var kræfterne åbenbart ikke store nok til at klare byggeriet i ét stræk.

Til kirkeudgravningens interessante resultater hører fundet af ikke mindre end 344 mønter, tabt gennem skiftende tider, samt en guldring. En sidste overraskelse kom, da nogle mere eller mindre læselige runeindskrifter dukkede frem, ridset ind i kirkens ældste pudslag. (Fig. 11)

I 1500-årene gik Aggersborg over til privateje, og roligere tider oprandt. Idag har vi - som en sidste efterkommer af vikingetidens ringborg - Aggersborggårds kønne, trefløjede hovedbygning, opført i midten af 1700-tallet, men med kvadre fra en ældre bygning i kælderrummene. Dette unge Aggersborg har aldrig været udsat for oprør, men det optræder i litteraturen: Hans Kirk fortæller smukt i erindringsbogen Skyggespil om et barndomsophold hos sin viljestærke oldemor, der residerede her. Idag ejes Aggersborg af Inger-Marie og Jacob Nørgaard. De har værnet om deres historiske ejendom og altid vist de nysgerrige arkæologer den største venlighed og hjælpsomhed. (Fig. 12)

Lit: Fra Nationalmuseets Arbejdsmark 1949.