Borgen ved broen
Den store å, Vidåen, som gennem det lave marskland vest for Tønder søger ud mod Vesterhavet, forgrener sig østpå i et net af vandrige strømme. En af dem er Arnå, som man krydser, når man fra Tønder kører mod nordøst ad landevejen til Åbenrå og Haderslev. Passagen over åløbet finder sted fem kilometer fra »marskens hovedstad«, og umiddelbart derefter runder vejen i et sving en stor, smuk trægruppe, som skjuler gården Solvigs bygninger. Vel de færreste moderne vejfarende er klar over, at de her passerer en af landsdelens ældste og betydeligste gårde - men før i tiden slap man nok ikke så nemt forbi. Helt op til vort århundrede har vejfarende måttet erlægge bropenge til herremanden på Solvig. Garden omtales i historiske kilder allerede ved 1300-tallets midte (helt sikkert dog først fra 1390), men dens middelalderlige bygningshistorie har henligget i mørke indtil den dag i august 1964, da den nuværende ejer, lensgreve Hans Schack, indberettede til Nationalmuseet, at der ved afvandingsarbejder i engen vest for gården var påtruffet pæle og mursten i en svag forhøjning tæt ved åen. (Fig. 1)
Af Johannes Hertz
Fig. 1. Ingen billedtekst.
I 1965 foretog Nationalmuseet prøvegravninger i forhøjningen - eller rettere forhøjningerne, for der lå tre lignende i nærheden. Samtlige højninger var ganske lave, hævede sig næppe mere end en halv meter over omgivelserne. De viste sig at være kunstige øer anlagt på ådalens mosegrund; i to af øerne konstateredes mængder af velbevaret bygningstømmer, og det blev fastslået, at den ene af dem har været skilt fra de andre tre ved et åløb, som nu er udfyldt og forsvundet. Det stod klart, at man havde med det ældre Solvig at gøre, en befæstet gård, hvis fugtige placering afspejles i selve stedets navn - sol betyder i denne sammenhæng »sump«. Hvad utilgængelig beliggenhed angår, kan Solvig meget vel sammenlignes med den »høgerede i Himmerland«, Peter Riismøller har beskrevet (Skalk 1966: 1). Stukket sig bort har man dog ikke, tværtimod, stedets hele topografi og gamle vejspor fundet ved undersøgelsen tyder på, at Solvig fra begyndelsen er anlagt dominerende ved en - formodentlig efter datidens forhold stærkt trafikeret - bro. (Fig. 2)
Fig. 2. Kort over Tønderegnen. Langs kysten ligger marsken, hvis inddigning først begyndte ved 1500-tallets midte. De mange brede åer (indtegnet med blåt) har i forbindelse med vidtstrakte mosedrag altid vanskeliggjort vejbyggeriet i denne egn. Meget tyder på, at der ved Solvig har været et gunstigt overgangssted, hvor den vandrige Arnå har kunnet passeres, og hvor vigtige vejforbindelser derfor er søgt sammen. De røde linjer på kortet antyder disse ruters mulige forløb.
En fortsat undersøgelse ville efter alt at dømme blive dyr, men lønnende, begge dele som følge af den meget høje grundvandstand, der vanskeliggjorde arbejdet, men som til gengæld havde virket totalt konserverende på de store mængder af træ, der indgik i fundet. Det skyldes en bevilling fra Statens videnskabsfond, at en mere systematisk udgravning kunne indledes i foråret 1966. Man koncentrerede sig i første omgang om den ø, der som før fortalt har ligget for sig selv, adskilt fra de andre ved et åløb, idet den syntes mest villig til at give sine hemmeligheder fra sig. 0 1, som vi vil kalde den uden dermed at sige noget om dens alder i forhold til de øvrige anlæg, blev ikke færdiggravet i denne sæson, men man kom så vidt, at der kan gives en foreløbig orientering. Folk fra Nationalmuseets naturvidenskabelige afdeling deltog i udgravningen, og det skyldes dem, at vi nu har nogenlunde rede på stedets naturforhold, som de har været, da øerne blev skabt. (Fig. 3, fig. 4)
Fig. 3. Solvigs store staldbygning er, såvidt man ved, landets ældste ibrugværende avlsbygning. På gavlen, bag ved siloen, findes i jernankre årstallet 1585.
Fig. 4. Plan over Solvig. I engen ligger de fire kunstige øer og oppe på det faste land det meget store renaissancevoldsted. I kanten af engen løber åen, som sikkert er blevet reguleret samtidig med voldstedets anlæggelse.
Ø 1 er blevet til ved udbygning af en naturlig tørveø beliggende tæt ved et fremspringende punkt af bredden. Her har man først udlagt et tæt lag af grene, som vel har gjort det muligt at færdes, uden at man sank i. Dernæst har man afgrænset området i den ønskede størrelse - godt tolv meter på hver led - med et bolværk af træstammer rammet lodret ned i dyndet, side om side og ganske tæt; tømmeret var for hånden i den elleskov, som kantede ådalens bredder. Rummet inden for bolværket blev fyldt op med et metertykt lag af gode lyngtørv hentet inde fra det faste land. Rundt om den kunstige ø gravedes en bred voldgrav med forbindelse til åen. Broen, som forbandt borgen med det faste land, var en vindebro; når den var trukket op, har beboerne kunnet føle sig i sikkerhed. Stedets utilnærmelighed understregedes yderligere ved en række skråtstillede palisader, som er rejst i graven foran bolværket. At de er anbragt med henblik på ubudne gæster, som svømmende eller sejlende ville prøve at nærme sig øen, tager man næppe fejl af. (Fig. 5)
Fig. 5. Ø 1 under udgravning sommeren 1966. Billedet er taget fra Tønder frivillige brandværns 16 meter høje rullestige, som fotografen har lånt. I baggrunden ses åen, mens træerne skjuler det nuværende Solvigs hovedbygning. Det grønne »kryds« midt ind over øen har intet med anlægget at gøre; det er en korsformet jordbænk, afsat af udgravningstekniske grunde med henblik på studiet af jordlagene. Billedet giver et godt indtryk af pælenes mængde - der er registreret over 1000, og mange flere vil komme til - men det vil ikke være muligt i få ord at forklare, hvilke pælerækker der hører til de enkelte byggeperioder. Kun den fjerde og sidste periode lader sig let erkende, den er repræsenteret - bl.a. - ved den retlinjede pælerække til højre i billedet, i kanten af det rødbrune fyldlag. Ved den sidste udvidelse blev øen nemlig gjort firkantet i modsætning til den tidligere karakteristiske hesteskoform. Langs indersiden af »hesteskoen« ses øens tørvefyld som et spættet lag, og inde ved midten af krydset bemærker man det rødbrune brandlag efter den lille, formentlig tårnagtige træbygning, som hører til borgens 2. byggeperiode. Dens plankevægge har indvendig været pudset med et tykt lag halmæltet ler, og det rødbrune lag er netop dette ler, som varmen har farvet rødt. - Da billedet blev taget, vidste man ikke, at der et par spadestik under brandlaget skulle vise sig endnu et brandlag og derunder rester af et ældre hus med tørvebyggede vægge.
Ø 1 minder meget om en anden sønderjysk borg, hvis undersøgelse har været omtalt i Skalk (1965:6), nemlig det middelalderlige Trøjborg, beliggende kun ca 20 km nordvest for Solvig; en detaille som de netop nævnte skråtstillede palisader kendes vistnok kun fra disse to voldsteder. Alle til rådighed stående dateringsmidler taler for, at de to kunstige borgøer er anlagt omtrent samtidig, nemlig i det urolige 1300-tal. Begge har haft samme funktion, de har været anvendt som tilflugtssted og værn i ufredstid. Fælles for dem er det også, at de begge har baret en bygning, hvor de mere eller mindre frivilligt indespærrede kunne søge ly. Men her hører unægtelig ligheden op, for til det hertugelige Trøjborgs mægtige murstenstårn svarer pa Solvig - et græstørvshus! Det var udgravningens hidtil største overraskelse. (Fig. 6, fig. 7)
Fig. 6. Den usædvanlig smukke og regelmæssige brolægning, hvis firkantede form kan erkendes på billedet trods jordbænken, som strækker sig ind over den, er gulvet i tørvehuset; dets indre rum har ikke været mere end fire meter på hver led. De hen ved 2½ meter tykke »mure« var sat af skårne lyngtørv, op til 80 cm lange og omhyggeligt sammenpasset. Den yderste tørverække var holdt på plads ved en træpløk gennem hver tørv. Indvendig har muren haft træbeklædning, og noget tyder på, at der har været bræddegulv oven på stenlægningen. - Tørvehuse var almindelige i ældre jernalder og kendes fra middelalder, men det er første gang, vi træffer et sådant hus som »barfred« i et borganlæg.
Fig. 7. Den største af de fire øer - af udgraverne betegnet ø 2 – blev ved prøvegravningen i 1965 gennemskåret med en enkelt søgegrøft; det er en af de lodrette jordvægge i denne grøft, museumsinspektør Svend Jørgensen her er i færd med at afrense. Den opbygning, som profilvæggen viser, svarer temmelig nøje til den, vi kender fra ø 1: et bolværk af nedrammede pæle i kanten af øen og inden for det en opfyldning af tørveklodser hvilende på et grenlag. Men bolværket har ikke gået øen rundt, blot forstærket den side, som vendte mod det daværende åløb.
Det synes indlysende, at man har boet på øen, men da der ikke i profilvæggen sås spor af egentlige kulturlag, må man desværre formode, at øen er jævnet ud, så at beboelsesniveauet ikke længere eksisterer. Fund af stolper og stolpehuller ved den kommende udgravning vil dog måske kunne vise, hvor de forsvundne bygninger har ligget. - Vestligst i øen afdækkedes seks vældige egestolper, men de kan ikke have med huse at gøre, de er yngre end øen og har snarest hørt til en svær brokonstruktion.
Ø 1 har været længe i brug, flere hundrede år, og naturligvis har anlægget ikke bestået uforandret i hele denne tid. Der er blevet bygget til og bygget om. Mindst fire byggeperioder har sat sig spor. Tørvehuset synes at være gået op i luer. Dets afløser blev en tårnagtig bygning af træ; dens plankevægge har mærkelig nok været pudset med ler på den indvendige side, måske en brandisolering, som dog ikke kunne forhindre, at også dette hus blev flammernes bytte. I forbindelse med de yngre nybygninger blev øen flere gange udvidet og forhøjet. Det yngste hus har efter fundene at dømme eksisteret omkring 1500-tallets midte; det har været en ret stor bindingsværksbygning med teglsten i tavlene og veludstyret med blysprodsede glasruder og fornemme kaminer. Af borgen som borg er der på det tidspunkt ikke meget tilbage, voldgraven er næsten tilslemmet. (Fig. 8, fig. 9)
Fig. 8. Ø 3 og 4 er de mindste af de fire Solvigøer og synes også at have været de mindst betydende, for selv om de nok er kunstigt opbygget, har de langt fra de store øers solide fundamentering. På ø 3 blev der ved prøveundersøgelsen fundet ret betydelige bygningsrester, som lover godt for den kommende udgravning. De fremgravede gulve af grene, kviste og græs udsendte en umiskendelig duft af stald, så formodentlig er det gårdens fæhuse, vi her er stødt på. Størst interesse knytter sig til nogle svære stykker egetømmer, der blev fundet som underliggere for gulvene. Det drejer sig tydeligvis om kasseret bygningstømmer, men noget egentligt overblik over, hvad materialet omfatter, har man endnu ikke, det vil først den kommende udgravning give. Nævnes må en smukt tilhugget vægstolpe (se billedet) med riller i begge sider til at optage nabotømmeret; nederste ende, som har stået ned i jord
en, er utildannet. At stolpen er bevaret i sin fulde længde, er et enestående held, som alene skyldes dens sekundære anvendelse som gulvbjælke. Også hammerbånd og fodrem - de tømmerstykker, som har kantet væggen foroven og forneden - synes at være til stede. Alt i alt vil der sikkert være grundlag for en rekonstruktion af det eller de huse, som tømmeret har tilhørt, når det hele engang er fremgravet. Som man vil have forstået, drejer det sig om smukke, velformede stykker, udmærket tømrerarbejde fra solidt byggeri. Men huse af en sådan kvalitet har næppe stået på ø 3. Det må stamme fra en af de andre øer, vel snarest fra den store ø 2.
Fig. 9. Blandt fundene fra ø 3 var også denne dør, der har været hængslet til sin dørstolpe med et bånd af snoet pilebark. Forneden har den antagelig drejet om en tap.
Hvorledes har nu forholdet været mellem ø 1 og de øvrige tre øer? Derpå kan alene den fortsatte undersøgelse give svar, og kun med det allerstørste forbehold skal forfatterens arbejdshypotese her fremlægges: Det antages, at øerne 2, 3 og 4, som alle ligger på den anden side af det gamle åløb, tilsammen har rummet bygningerne fra en ældre gård, beskyttet i kraft af sin beliggenhed, men uden egentlige forsvarsforanstaltninger. Senere er man i bogstaveligste forstand gået over åen og har opført ø 1 som et stærkt tilflugtssted hørende til et gårdkompleks på det faste land, som denne ø i alle sine faser har haft broforbindelse med. Øen har været i brug fra 1300-tallet og op til 1500-tallets slutning. I den sidste del af denne periode har den åbenbart båret gårdens hovedbygning, men omsider flyttes også den ind på det tørre, hvor den indgår i den renaissanceborg, som nu bygges. En endnu ibrugværende staldbygning stammer fra denne tid, men hovedbygningen, Melchior Rantzaus dobbelthus, som kendes fra et samtidigt stik, eksisterer ikke mere, den forsvandt allerede i 1600-årene. (Fig. 10)
Fig. 10. »Solvig, Melchior Rantzaus borg« lyder (i oversættelse) teksten til dette billede, der er et udsnit af et prospekt over Tønder by og omegn, udgivet ca år 1600 af Kølnerkanniken Georg Braun og kobberstikkeren Franz Hogenberg. Det afbildede dobbelthus har sandsynligvis ligget omtrent på samme sted som Solvigs nuværende stuehus, under hvis gulv der i 1942 fandtes rester af en muret spindeltrappe. Nogen stor korrekthed i enkeltheder skal man dog ikke vente af det gamle billede.
Som borgen i tidens løb har ændret sig og skiftet plads således også med den før omtalte vejbro. Denne færdselsåre, som borgen så at sige har bevogtet, lader sig spore på forskellig måde: ved fund af pæle i engen, ved gamle, endnu synlige, dæmninger over ådalen og ved vejspor oppe på det faste land. Som udtryk for de tanker, man foreløbig har gjort sig om dens skiftende forløb, er der på vedføjede plan indtegnet tre spor.
Det midterste, der anes i terrænet som en ret bugtet, sandet dæmning, er formodentlig det ældste. Senere ser det ud til, at man har flyttet vejen nærmere mod øerne; seks kolossale pæle nedrammet i kanten af ø 2 er antagelig rester af en brokonstruktion. Da borgen flyttede på land, og renaissancevoldstedet blev anlagt, blev dette vejforløb brudt, og det er vel ved den lejlighed, vejen og broen blev flyttet ned syd for voldstedet, hvor de endnu findes og var i brug til op i dette århundrede. Rimeligvis er det denne tredje bro, som omtales i et inventarium fra 1706, hvor den siges at være 23 alen lang og 6 alen bred. - Nu er vej og bro flyttet endnu længere mod syd. (Fig. 11)
Fig. 11. Ingen billedtekst.
Hermed er da denne udgravnings foreløbige resultater samt en arbejdshypotese blevet præsenteret. Mange spørgsmål står endnu åbne. Kun et er helt sikkert: Solvig rummer usædvanlige muligheder for belysning af middelalderligt borgbyggeri og boligkultur over flere hundrede år. Og endnu et: års udgravningsarbejde forestår. Der vil sikkert blive lejlighed til at vende tilbage til Solvig i dette blad.
