Bondekrigeren

Besøgende i Vor Frue Kirke i Århus bør ulejlige sig ud i fratergården og derfra ind i det gamle dominikanerklosters vestfløj med den velbevarede kapitelsal - et af dansk klosterarkitekturs smukkeste rum, der blandt andet præsenterer sig ved bemærkelsesværdige kalkmalerier med både bibelske og verdslige motiver. De sidste er ikke de mindst interessante: en landsknægt med sværd, en regimentsmusiker samt to grove bønder (den ene afbildet her på siden). I en kappeflig har den anonyme kunstner malet dateringen: 1517.

Det var et i flere henseender højdramatisk år: Christian II’s højtelskede Dyveke døde, og hendes formodede banemand Torben Oxe henrettedes. (Fig. 1). Danmark begyndte krig med Sverige, hvilket førte til unionens endelige sammenbrud. Fra kirkelig side indskærpedes det lidet respekterede forbud mod munkes og præsters omgang med det andet køn - et forbud, der skulle overflødiggøres af reformationen, som Martin Luther, næsten i selvsamme stund, lagde grunden til gennem offentliggørelsen af sine 95 sætninger. Også Luthers landsmænd, de tyske bønder, ytrede det år deres utilfredshed, omend på andre områder; de organiserede sig og hejste oprørsfanen, hvis mærke var en »Bundschuh«.

Bondeoprør var hyppige overalt i Europa hele middelalderen igennem, ligesom slaveopstande var det i oldtidens Ægypten og i antikkens Grækenland og Rom. Om ondets årsag hører man ikke så meget - historien er jo skrevet af dem, som oprøret var rettet imod - men glimtvis belyses tilstanden gennem love og forordninger, som når Christian II forbyder den »onde, ukristelige sædvane«, at herremændene i visse landsdele sælger deres vornede, og samtidig bestemmer, at bønder, som forulempes af deres herrer, frit må flytte til et andet gods. Helt uden grund er det altså ikke, at folkevisen identificerer ham med ørnen, der beskytter småfuglene (bønderne) mod høgenes (herremændenes) angreb:

Alle små fugel, i skoven er,
de giver på høgen stor klage,
han river dennem både fjeder og dun;
han vil dennem af skoven jage.
Men ørnen han bygger i felden ud.

(Fig. 2).

Vort kalkmaleri fra Århus viser formodentlig bondekrigeren - i hvert fald kunne det være ham. Hans spidse møggreb var hans våben mod landsknægtene, og billedet var aktuelt: trods kongens udmærkede reformer gærede det i bondestanden, og nu og da flammede oprøret op. Efter kongens fald slog luerne for alvor ud. Sjælen i opstanden var skipper Klement Andersen, som 1536 henrettedes på Viborg Landsting.

Rent kunstnerisk er vort billede også typisk for Christian II's tid. I sin nådeløse og pudsige realisme hører det til de mest flamsk-prægede kalkmalerier her i landet. Man tænker uvægerlig på de nederlandske kunstnere, Christian II bragte hertil, og som kom til at præge overgangen fra gotik til renæssance i dansk kunst. Den århusianske bondekrigers tunge, posede ansigt viser slægtskab med Brueghels malerier; den diagonalt placerede møggreb giver den kompositionsmæssige modvægt, kvadratisk, spids og opadstræbende som et sirligt japansk tegn. Der er en harmoni og et lune over dette billede, som får det til at virke forbløffende »moderne«. Skade at konventionel beskedenhed har ladet den middelalderlige kunstner forholde os sit navn.

(Fig. 3).