Bomærker

Hvad et segl er, og hvad det vil sige at forsegle, er vistnok almindeligt kendt, selv om det nu kun bruges ved højtidelige lejligheder, og selv om den lange røde lakstang – eller i tilfælde af sorg: den sorte – og lyset i sin stage nu ikke mere er almindeligt kontortilbehør. Men hvad er et bomærke?

Et bomærke er et tegn eller symbol, der på mange forskellige måder anvendes som erstatning for det skrevne navnetræk. Dets oprindelse er dunkel. Længe ville man betragte det som et specielt germansk fænomen, der havde sammenhæng med runetegnene, men denne smukke teori er blevet grundigt tilintetgjort, efter at det har vist sig, at bomærker faktisk findes i alle egne af jorden og hos vidt forskellige folkeslag. Efter at dette var blevet erkendt, har man forsøgt at føre dets oprindelse helt tilbage til den ældste stenalder, idet man på rensdyrjægernes jagtvåben har ment at finde bomærker. Paul Girod, der år 1900 publicerede fundene fra rensdyrjæger-bopladser i Frankrig, skrev herom følgende: »Harpunerne, som var noget skrøbelige og krævede langvarig forarbejdelse, var i mere end een henseende værdifulde, og ejeren forsynede derfor sin harpun med et mærke, på hvilket han kunne kende den igen. Mange af harpunerne er af den grund på een af siderne forsynet med en lille, plan flade, hvorpå ejendomsmærkerne er anbragt. Dette er de allerældste kendte personmærker…«

Det er sikkert rigtigt, at de omtalte mærker er ejermærker, men at mærkningen skulle være foretaget, fordi harpunerne var særligt værdifulde, må man stille sig tvivlende overfor. Forklaringen skal snarere søges i et forhold, som flere etnologer har været inde på ved studiet af jæger- og fiskerfolk på et noget højere kulturtrin end de palæolitiske rensdyrjægeres. Hos disse folk var bomærkets vigtigste funktion at fastslå, hvem der havde ejendomsretten til et dyr, i hvis krop et mærket våben fandtes. For korjakkerne i det nordøstlige hjørne af Sibirien var jagten på havodder vigtig på grund af dens værdifulde skind. Til at nedlægge odderen brugtes bue og pil, og pilene var forsynet med benspids. Der måtte gerne fire-fem eller endnu flere skud til for at dræbe dyret, og det tilhørte da den jæger, hvis pil fandtes nærmest hovedet.

Samme fremgangsmåde har været brugt af hvalfangere i Nordeuropa, førend de store hvalfangstfartøjer sattes ind og i begrænset omfang derefter. Ved den norske kyst syd for Bergen drev bønderne endnu omkring år 1900 en ejendommelig hvalfangst med bue og pil, og pilene var forsynet med ejernes bomærker. Jagten foregik på den måde, at hvalen blev stængt inde i bunden af en af de dybe fjorde, og her skød jægerne på den. Pilene var forgiftede og fremkaldte en betændelsessygdom, som efter et par døgns forløb svækkede dyret så meget, at det kunne harpuneres og dræbes. Det mærkelige er, at bare een af de pile, der ramte, fremkaldte den stærke betændelse i såret, og den blev derfor kaldt »dødspilen«. Ejeren til denne pil fik større part af hvalen, når den blev delt mellem jægerne.

Den omtalte norske hvalfangst er utvivlsomt den sidste udløber af tilstande, der går tilbage til i hvert fald vikingetiden. I de islandske middelalderlove var der udførlige bestemmelser om mærkningen af hvalharpuner. De skulle bevidnes og tinglyses, for der var knyttet store økonomiske interesser til disse harpuner og deres brug ved hvaljagten, hvor det ikke altid lykkedes at bjærge det harpunerede dyr med det samme.

Drev en hval i land med en tinglyst harpun (Þingborit skot) i sig, fik dennes ejer sin andel af hvalen, den såkaldte skotmannshlut. En middelalderlig efterretning fra omkring år 1389 omtaler dette og viser samtidig, hvor nær forbindelse der var mellem nordboerne i Nordatlanten: En død hval var drevet i land på Grønland med en islændings harpun i sig, og en anden islænding, som netop befandt sig på stedet, fik da tildelt skotmannshlut. Endnu under enevælden var disse bestemmelser af en sådan vigtighed, at de blev optaget i Christian den 5.s Norske Lov:»Skyder mand hval med mærkede skud, og en anden finder den på dybet, da ejer han halvparten, som skød den, om han har vidner på sit mærke, og anden halvpart den, som fandt og bjærgede den«.

Men bomærket blev brugt til meget andet end til mærkning af jagtvåben, og også her var det store økonomiske interesser, som stod på spil. Dets væsentligste funktion var nok at sikre ejendom – fast ejendom såvel som løsøre. Det var vigtigt, at mærket, der skulle bruges til mange forskellige formål, var enkelt at fremstille, let at genkende og vanskeligt at forveksle med andre. Vi må derfor se lidt nærmere på bomærkernes form.

En karakteristisk ting ved dem er, at de udgøres af enkle linier, der danner en figur; de skulle jo indridses eller indskæres i hårdt materiale. Grundelementet er i reglen en lodret hovedstav, hvortil der kan føjes lige eller krumme linier i en mangfoldighed af kombinationer. I visse tilfælde er bomærket bygget over alment forekommende symboler som hagekors, pentagram, trefod og lignende, og det kan også have en udformning, så at det minder om kendte ting i dagligdagen på samme måde som de heraldiske figurer i våbenskjoldene. Bomærket bliver på denne måde »talende« og kan blive symbol for slægtsnavnet. Den »sparre«, som indgår i navne som Rosensparre eller Liliesparre er spærparret i tagrejsningen på et hus.

Bomærkerne er af større alder end adelsvåbnene, og de holder sig som borgeres og bønders mærker længe efter, at adelen havde kastet vrag på dem. Indgraveret i et signet eller i en bomærkering fulgte de ejendommen eller ejermanden og var, som vi har hørt, lovgyldig »underskrift«. De havde imidlertid en langt mere omfattende brug, som delvis kan aflæses af de forskellige benævnelser, man brugte om ejermærket. Betegnelsen bomærke er almindelig over hele Norden for det mærke, der fulgte en jordejendom og dens løsøre, først og fremmest arbejdsredskaberne, som kom uden for gårdens bygninger og blev blandet med andre gårdes; for at undgå tab og trætte var det praktisk, at de var mærket, så enhver kunne genkende sine. Som knyttet til en ejendom kunne det også hedde husmærke, mens karmærke sigter på anvendelsen til mærkning af løsøre som mælkekar, ostekar og lignende. Når Peder Syv bruger betegnelsen karbrænde, tænker han på anbringelsesmåden ved indbrænding med et brændejern eller på selve dette bomærkebrændejern.

Der er flere benævnelser, som hænger sammen med funktionen. I landsbyfællesskabets tid havde hver jordbruger pligt at sætte og vedligeholde sin del af det gærde, der skærmede de dyrkede marker mod de løsgående kreaturer. I det stykke gærde, en jordbruger skulle svare for, kunne hans bomærke sættes, og så talte man om gærdemærke. Hvor landsbyboerne havde fælles tørveskær, var det oldermandens opgave at fordele arealet mellem de enkelte. På den lille ø Nyord ved Møn afmærkede han sammen med en medhjælper de enkelte stykker med en pind eller et bræt i hjørnerne, og i disse mærkepæle var den enkelte gårds bomærke skåret ind, men det kaldtes i dette tilfælde for tørvemærke. Tørvemærket kunne dog også skæres ud i selve grønsværen; det kendes både fra Danmark og fra Skåne, hvor man i gamle dage kunne se sådanne mærker i græsvolden ved landevejen til Skanør (Fig. 4).