Børn af inflationen
Det er med inflationen som med vejret: alle taler om den, men ingen gør noget ved den. I hvert fald ikke noget der kan standse den. Den inflation vi nu plages med er jo ikke noget nyt fænomen. Når jeg ser tilbage over de tre snese år jeg har levet, kan jeg dårligt få øje på nogen længere periode hvor priserne ikke steg – det skulle da lige være midten og slutningen af 30’erne, da til gengæld arbejdsløsheden hærgede og lønningerne var små for dem der var så lykkelige at have et job.
Af Jørgen Bang
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.
Som ganske lille dreng, i årene omkring første verdenskrigs udbrud, kan jeg huske at jeg blev sendt til bageren efter toøres kager. I gymnasietiden fik jeg gerne et fireøres overskåret wienerbrød når jeg kom hjem fra skole, men inden jeg nåede studentereksamen var det steget til fem øre. Jeg tør slet ikke tænke på hvad det koster i dag – eller i morgen!
Økonomer og politikere regner pristal ud og tegner statistiske kurver over prisudviklingen. Men for os almindelige mennesker er der nu ikke noget der virker så overbevisende som konkrete eksempler, og jeg har fået fat i to notesbøger med regnskaber dels fra omkring 1920, dels fra 1898, som giver så kontante oplysninger at de bedre end middeltal og grafiske skemaer giver indtryk af datidens leveforhold.
(Fig. 1).
Udgave: Skalk 1974:2 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.
