Bjergværksdrift i Thy

Mange steder kunne man ganske vist samle større og mindre flintknolde på overfladen, og især ved kysterne var der nok til at tilfredsstille behovet selv for folkeslag, hvis hele materielle kultur var stærkt afhængig af flint og andre stenarter. Men problemet med at skaffe tilstrækkelig god flint i passende størrelser meldte sig samtidig med behovet for de virkelig store redskaber. Når man i begyndelsen af yngre stenalder fik brug for mængder af de store skovøkser, som arkæologerne nu til dags kalder for tyndnakkede flintøkser, og da man nogle århundreder senere fandt på at lave flintdolkene urimeligt store og pralende, kunne man ikke længere klare sig med råmaterialer fra overfladelagene. Man måtte opsøge de forekomster, hvor fin og ren flint endnu fandtes i uforstyrrede lag, d.v.s. i de kridt- og kalkaflejringer, som var nogenlunde tilgængelige.

For 10 år siden var en fremstilling som den her skitserede bare teori. I dag kan man tale om kendsgerninger, idet håndgribelige beviser er kommet til i mellemtiden. Først fandt man spor efter en regulær grubedrift i kridtbakkerne omkring Aalborg, hvor man systematisk havde udnyttet en naturlig aflejring af flintknolde i skrivekridtet, havde hugget og gravet sig ned i smalle skakter og udvidet dem mod bunden, så man fik fat i så meget som muligt. På den måde fortsatte man med skakt efter skakt over et meget betydeligt område. Gennem Aalborg Historiske Museums og Nationalmuseets undersøgelser fik man sikkerhed for minernes alder og efterhånden et ganske godt indblik i det velorganiserede arbejde. Det var materiale til dolke og andre redskaber fra stenalderens slutning, man var ude efter, og i et omfang, som virkelig berettiger til at tale om industriel udnyttelse med henblik på et langt større marked end det rent lokale. Hele den virksomhed er dog allerede beskrevet så mange steder, at den må anses for temmelig velkendt.

Sidste sommer kom så et nyt fund, som viste en fuldt så storstilet grubedrift i begyndelsen af yngre stenalder. Stedet hedder Hov og ligger i Sennels sogn, en miIs vej nordøst f or Thisted. For et årstid siden åbnede proprietær J. Gerstrøm, Momtoft, og gårdejer Viggo Møller, Hundalsbakke, et kalkværk her for at udnytte skrivekridtet til jordbrugskalk. På tidligere rejser rundt om i landet for at se på flintforekomster var jeg blevet interesseret netop i kalk- og kridtaflejringerne i Thy; og da jeg nu i juni kom kørende pa en ferietur mod Thisted og fra hovedvejen kunne se det nye “Hov kalkværk”, blev jeg nysgerrig – og så var flintminerne der. I kridtgravens næsten fire meter høje vægge sås tydelige spor af to eller tre tilfyldte nedgravninger, og længere ude i graven, hvor maskinerne var ved at æde sig dybere ned, tegnede sig endnu en gammel grube, hvis øverste del allerede var fjernet. Ferie eller ikke ferie! Den chance kunne man ikke lade gå fra sig, og i de næste dage blev så det halvt ødelagte anlæg nærmere undersøgt med al mulig hjælp fra ejernes side.

Da vi var færdige med arbejdet, stod vi over for den nederste del af en oprindelig ca. 7 m dyb og næsten 3 m bred, rund skakt, der var ført lodret ned i kridtet. I sammenligning med Aalborg— gruberne, der var 3-4, i et enkelt tilfælde næsten 5 m dybe, viste den nye skakt sig således større og bredere; der var tale om en lidt anderledes og mere rationel teknik, lignende den der er blevet anvendt ved de store, udenlandske flintminer. I øvrigt fandt vi hverken redskaber eller andre sager, som kunne datere det nye anlæg. Mod bunden gjorde hullet et ufærdigt indtryk; det så ud, som man var rendt fra det i sin tid uden at have fundet, hvad man søgte efter. Men havde man råd til at arbejde sig 7 m ned i kridtet uden resultat, måtte der være tale om et stort anlagt arbejde. Det var derfor nok værd at se på en af de andre skakter.

I september blev så en af de store nedgravninger i kridtgravens væg undersøgt for Nationalmuseet, og gradvis fik vi afluret stedet nogle af dets hemmeligheder. Man kan nu udtale sig både om anlæggets alder og mening, ja om så mange tekniske enkeltheder, at man kan tillade sig en rekonstruktion af stenalderens minedrift på stedet (se tegningen). Da vi fik fjernet al fyld, stod vi over for et temmelig imponerende anlæg. Den lodrette skakt var ført 8 m ned under markens overflade; foroven var den omtrent 4,5 m bred, men nedefter blev den smallere, så den ved bunden “kun” var 3 m i diameter. I omkring 5 m’s dybde havde man i sin tid truffet på brugelig flint og fulgt den ved at grave vandrette sidegange ind i kridtet, regulære minegange eller stoller, som de kaldes i fagsproget. Den største var godt og vel 5 m lang og nær skakten så høj, at en mand kunne stå oprejst; længere inde blev den lavere, og de sidste flintknolde har man måttet hakke fri i liggende stilling. Da man var færdig med at arbejde her, gik man dybere ned i håb om at træffe endnu en flintstribe. Men næste lag flint, som lå 2-3 m længere nede, viste sig at være tyndt og ganske ubrugeligt, hvorefter man opgav gruben, fyldte alt det opgravede materiale ned igen, så man var klar til at begynde en ny skakt. (Fig. 1)