Bisp Gunner, salig ihukommelse
Bisp Gunner af Viborg var omkring de 70, da han blev biskop, men han nåede at beklæde embedet i henved 30 år, før han døde næsten 100 år gammel i året 1251. Han var en betydelig mand, stod kongen, Valdemar Sejr, nær og bistod denne på forskellig måde, blandt andet ved affattelsen af Jyske lov. Før Gunner blev bispeviet, var han abbed i Øm, og klostret hædrede denne mand, der havde gjort huset ære, ved i et tillæg til klosterkrøniken at beskrive hans levned. Det er blevet til et i middelalderlitteraturen ret usædvanligt lille skrift, der gør sin hovedperson særdeles nærværende. Et par uddrag af det anføres her.
Af Redaktionen
Over for enhver, der i hans bispedømme fuldbyrdede manddrab, var han streng og lod sig ikke formilde -. Over for kvinder, der i søvne havde ligget deres børn ihjel, var han derimod mild og medfølende, og så meget han kunne af hensyn til loven, lempede han deres bod -. Når han på tilsynsrejser kom til sit stifts kirker, så han nøje efter, om præstens kirkeklæder og alterdugene var rene, og om alt andet, der hørte til gudstjenesten, var i tilbørlig stand. - Mindst een eller to gange om året indbød han alle Viborgs borgere til sig på Asmild og beværtede dem ærefuldt -. Over for de fremragende klerke stod han som den overlegne, over for de jævne som den store, og de yngre lærlinge overgik han i barnligt væsen. - Hr biskop Johannes i Børglum, der i alle måder er en priselig mand, udmærket både i sit embede og sit levned, har jeg set som den yngste af hans klerke, og når biskoppen ville have noget skrevet, har jeg hørt ham sige til ham: »Johannes, tag dit blækhorn og kom«. Han hentede så straks pergament og blæk, satte sig ved bispens fødder og skrev, hvad han dikterede.
Drotten, kong Valdemar, var han så elsket og dyrebar, at kongen altid i breve og tiltale kaldte ham fader -. Selve ærkebispen, hr Uffe, havde ham så kær, at han, så vidt han kunne, udmærkede ham frem for sig selv. Jeg har nemlig set, hvordan de ved en stuedør stredes om, hvem af dem der først skulle gå ind, ikke af vrede, men for at overbyde hinanden i kærlighed og ærefrygt -. Når han var her (i Øm), kaldte han hver dag mindst to af klostrets munke til sit bord. Han plejede at drikke af et sølvbæger, og han passede nøje på ikke at drikke mere den ene dag end den anden, men overholde det samme mål. Hver gang han nemlig havde drukket bægeret ud, lavede han en lille brødkugle og stak den ubemærket ind under munddugen foran sig. Det så engang hr abbed Sven, som tilforn havde været hans kapellan, og som kendte denne hans vane. Med snildt overlæg listede han da hemmelig nogle småkugler bort for at få ham til at drikke mere end sædvanlig og derved blive endnu mere munter i hans hus. Da biskoppen lidt efter opdagede det, holdt han straks op at drikke og sagde venligt og artigt: »Jeg er blevet en dåre, I har tvunget mig dertil«. (Fig. 1)
(Oversat fra latin af Hans Olrik)
Fig. 1: Ingen beskrivelse
