Begyndelsen til en by

Adams storbyer har efter vore begreber været alt andet end store - i hvert fald, når man ser bort fra Hedeby ved rigets sydgrænse. Men de har haft en udbygget kontakt med omverdenen, som gør dem fortjent til navnet. Af Adams tekst fremgår det iøvrigt, at han kender fire jyske byer: Ribe, Viborg, Ålborg og Århus - og det dækker vel stort set, hvad der har været.

Århus' eksistens i vikingetid er ikke blot bevidnet ad skriftlig vej, men tillige af en lang række jordfundne genstande, hvortil også kan regnes byens ikke mindre end seks runesten. Spørgsmålet om, hvor inden for det nuværende byområde det ældste Århus har ligget, kan imidlertid give anledning til overvejelser. Man ved, at byen i middelalderen lå tæt ud til åmundingen, indkilet mellem åen og havet. Gadenavnene Volden, Graven og Borgporten angiver nogenlunde beliggenheden af de forsvarsværker, som omgav den. Midt i byen lå - og ligger - domkirken. Det mærkelige er blot, at Århus har en anden og ældre kirke, Vor Frue Kirke, som tidligere har været domkirke, og den ligger uden for voldlinjen. Gennem mange år har man ment, at her ved Frue kirke måtte vikingetidens Århus have ligget, og det støttede tanken, at fire af byens seks runesten er fundet her. Flytningen skulle være sket omkring år 1200, da domkirke skiftet fandt sted.

At denne velskabte teori ikke kan være rigtig, blev påvist for blot to år siden af Helge Søgaard, der i sin bog om »Det ældste Århus« gør opmærksom på, at findestederne for vikingetidens genstande fordeler sig over bykortet på en måde, som med al tydelighed viser, at der ingen flytning har fundet sted. Vikingebyen lå samme sted som middelalderbyen, nemlig på næsset ved åmundingen, hvad man jo også umiddelbart ville vente. At den ældste domkirke blev bygget uden for byen, er en ting, man kan undre sig over, men må tage til efterretning. Udforskningen af det gamle Århus er hermed trådt ind i en ny og spændende fase.

Hvor gammel er da denne by, og hvordan er den opstået? De ældste jordfund kan tidsfæstes til 900-tallets midte - altså nærmest til kong Gorms tid - men ældre fund kan sikkert ventes, for det vides, at byen 948 blev gjort til bispesæde, og det ville vel næppe være sket, hvis den ikke på det tidspunkt havde haft en vis alder og anseelse. Hvordan byen er blevet til, om den er groet langsomt frem af en gammel landsbybebyggelse, eller om den er opstået pludseligt efter et magtbud, kan ikke uden videre afgøres; men vægtskålen synker for den sidste mulighed, når man betragter stedet, hvor byen ligger. Næsset mellem åen og havet synes usædvanlig velegnet til befæstning. Flere af vikingetidens store ringborge er netop anlagt på sådanne næs, og de| er naturligvis ikke tilfældigt, men af strategiske grunde. At Århus skulle have fået en tilsvarende plads ved den blotte tilfældighed, kan man vanskeligt forestille sig; pladsen synes valgt med velberåd hu. Under alle omstændigheder må det have været meget nærliggende at spærre næssets landside, og selv om det ikke kan dokumenteres, at det ældste Århus var befæstet, vil det ikke undre, om det skulle vise sig, at middelalderbyens volde og grave i virkeligheden er vikingernes værk. (Fig. 1)

Det kan ikke nægtes, at det nuværende Århus arkæologisk set ligger noget i vejen, og at man gerne så det flyttet. Systematiske udgravninger savnes i høj grad. Om huse, gader og byplan i den ældste by ved vi ikke andet end, hvad vi kan slutte andetsteds fra (se artiklen om Hedeby i nr 2, 1963), og vor viden om livet i byen må vi sammenstykke ved hjælp af de spredte fund, som kommer for dagen, når der graves ud til nye huse. De kan fortælle lidt om hjemlige sysler og om arbejdet i byens værksteder. Om hovederhvervet, handelen, giver de en vigtig oplysning, som støttes og suppleres af de skrevne kilder, nemlig, at byens handelsforbindelser gik østpå til øerne og Skåne og nordpå til Norge. Århus var altså forretningsmæssigt set orienteret stik modsat Ribe, som havde sine kunder i syd og vest.

Hvad vi derudover ved om det ældste Århus skyldes næsten udelukkende de middelalderlige historieskrivere, men deres oplysninger er tynde og har kirkehistorisk slagside. Som allerede omtalt fik Århus i 948 sin bisp. Danmark var da endnu langtfra kristnet. og det ser ud til, at ærkesædet i Bremen har tiltænkt bisp Reginbrand en vidtstrakt missionsmark omfattende ikke alene den jyske halvø, men også Sjælland, Fyn, Skåne og - Sverige. Måske er det ikke gået helt som planlagt, for bispesædet inddrages i 988. Ca 80 ar senere bliver det dog genoprettet.

Vi er hermed nået frem til midten af 1000-tallet. Ved den tid rystes Århusborgerne af to store begivenheder: et søslag på Århusbugten og - nogle år senere - en plyndring af selve byen. Plyndringen er den norske Harald Hårdrådes værk, Han ødelægger Hedeby, så at den aldrig opstår igen, og tager Århus med i købet. Slet så galt som i Hedeby gik det ikke her; men det vides, at byens kirke gik op i luer. (Fig. 2)

At Århus har haft en kirke allerede ved midten af 900-tallet, er temmelig givet, eftersom et bispesæde næppe kan tænkes uden; men bortset fra en noget usikker overlevering om en Trefoldighedskirke i Århus ved vi intet derom. Vi kender heller intet til den kirke, som Harald Hårdråde nedbrændte; men vi ved, at der ikke længe efter rejstes en anselig frådstenskirke lidt uden for byen. Det er den før omtalte, ældste kirke, som står endnu omend i helt ombygget og ændret stand og bærer navnet Vor Frue. Under dens kor befinder sig krypten fra den oprindelige kirke, genfundet og genskabt for få år siden. Blandt minderne fra det ældste Århus er den det bedste, vi har. (Fig. 3)

Folk, som idag passerer over Bispetorvet i Århus, vil bemærke et farverigt plankeværk, som udfylder et hul i husrækken. Bag det sker der ting, som har med det ældste Århus at gøre. Dertil vil vi vende tilbage. Nærværende artikel skulle være optakten. (Fig. 4)