Befæstet stenalder
Specialister i yngre stenalder har de sidste mange år været fascineret af en bopladstype kendetegnet ved befæstning med voldgrave og palisadehegn. Den første af slagsen dukkede op for 75 år siden ved Michelsberg Sydvesttyskland, og ca. 100 har siden vist sig rundt om i Mellem- og Vesteuropa. I Norden måtte vi længe savne stenalderfæstningen, men 1968 blev den fundet i Biidelsdorf ved Rendsborg (se Skalk 1970:3), liggende på et sandet næs ved Ejderen, til tre sider omgivet af vand og fugtige engarealer. Den fjerde side var ubeskyttet, og det var her, man havde lagt sine forsvarsværker. De bestod af voldgrave i flere rækker, ca. to meter dybe og med kraftige dobbeltpalisader langs indersiden. Alderen kan sættes til midten af yngre stenalder, den tid de store stendysser blev bygget, eller i kalenderår ca. 3200 før Kristus. Fundet af Biidelsdorf-fæstningen var sensationelt og varslede mere; nu var det jo bevist, at denne anlægstype kunne findes også i Norden. Forventningerne er fuldt ud blevet indfriet, fæstning nr. 2 har allerede meldt sig, denne gang i Sarup på Sydvestfyn. Den er endnu langt fra færdigundersøgt, men fundet er så usædvanligt, at en foreløbig rapport må være på sin plads.
Af Søren H. Andersen
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.
Sarup-fæstningen ligger – ganske som den i Biidelsdorf – på et sandet næs, til de to sider afgrænset af stejle skrænter ned mod vandløb, til den tredje af et nu drænet engareal. Kun mod øst er der ingen naturlig beskyttelse. Her – atter ganske som i Biidelsdorf – har vi påvist voldgrave og palisader.
Pladsen blev fundet af markens tidligere ejer, gårdejer Arne Pedersen, Strærup, der efter en dybdepløjning 1967 bemærkede en række store mørke pletter, som klart aftegnede sig mod det gule, oppløjede undergrundssand. I pletterne var der oldsager, og Arne Pedersen, der er meget arkæologiinteresseret, henvendte sig til Fyns Stiftsmuseum, hvilket førte til en mindre undersøgelse det følgende år. Tre år senere – i 1971 – tog undertegnede opgaven op, og siden er der blevet gravet under stadig større kampagner, på det sidste med støtte af Forhistorisk Museum og Statens humanistiske Forskningsråd.
Da næsset har været dyrket gennem århundreder, er der ikke noget dækkende kulturlag, hvilket er beklageligt, men samtidig fremmende for arbejdet, derved at overjorden uden risiko kan fjernes med maskinkraft. På den måde har vi indtil nu fået afdækket og delvis undersøgt ca. 7000 kvadratmeter boplads, hvilket dog ikke er mere end en sjettedel af det samlede areal.
Pletterne, som Arne Pedersen havde bemærket, var tilflydte voldgrave; de tegnede sig, efter at mulden var skaffet af vejen, tydeligt mod den omtalte lyse undergrund. (Fig. 1). Det har vist sig, at bebyggelsen ikke er en engangsforeteelse, men at den har strakt sig over lang tid med flere adskilte faser, til den ældste hører et forsvarsbælte anlagt tværs over næssets rod. Yderst ligger en voldgrav, men ikke en enkelt sammenhængende, som dem vi kender fra middelalderens borge og befæstninger; denne er ved jordbroer opdelt i en række stykker af ca. 20 meters længde. Inden for ligger atter en voldgrav, også afsnitsdelt, men på en endnu mærkeligere måde end den første, idet de enkelte stykker her ligger forskudt i forhold til hinanden, hvert andet i en ydre og hvert andet i en indre linje, og med en enkelt større afbrydelse. Inden for zigzaggraven igen løber en meterdyb palisadegrøft, der hører til det mest regelmæssige i dette forvirrende kompleks; i den er der spor af stolper, som har stået med 20 centimeters mellemrum og vel raget et par meter op. Kun ét sted bemærkedes en åbning i denne mur af træ.
Udgave: Skalk 1975:2 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.
