Befæstet stenalder

Sarup-fæstningen ligger - ganske som den i Biidelsdorf - på et sandet næs, til de to sider afgrænset af stejle skrænter ned mod vandløb, til den tredje af et nu drænet engareal. Kun mod øst er der ingen naturlig beskyttelse. Her - atter ganske som i Biidelsdorf - har vi påvist voldgrave og palisader.

Pladsen blev fundet af markens tidligere ejer, gårdejer Arne Pedersen, Strærup, der efter en dybdepløjning 1967 bemærkede en række store mørke pletter, som klart aftegnede sig mod det gule, oppløjede undergrundssand. I pletterne var der oldsager, og Arne Pedersen, der er meget arkæologiinteresseret, henvendte sig til Fyns Stiftsmuseum, hvilket førte til en mindre undersøgelse det følgende år. Tre år senere - i 1971 - tog undertegnede opgaven op, og siden er der blevet gravet under stadig større kampagner, på det sidste med støtte af Forhistorisk Museum og Statens humanistiske Forskningsråd.

Da næsset har været dyrket gennem århundreder, er der ikke noget dækkende kulturlag, hvilket er beklageligt, men samtidig fremmende for arbejdet, derved at overjorden uden risiko kan fjernes med maskinkraft. På den måde har vi indtil nu fået afdækket og delvis undersøgt ca. 7000 kvadratmeter boplads, hvilket dog ikke er mere end en sjettedel af det samlede areal.

Pletterne, som Arne Pedersen havde bemærket, var tilflydte voldgrave; de tegnede sig, efter at mulden var skaffet af vejen, tydeligt mod den omtalte lyse undergrund. (Fig. 1). Det har vist sig, at bebyggelsen ikke er en engangsforeteelse, men at den har strakt sig over lang tid med flere adskilte faser, til den ældste hører et forsvarsbælte anlagt tværs over næssets rod. Yderst ligger en voldgrav, men ikke en enkelt sammenhængende, som dem vi kender fra middelalderens borge og befæstninger; denne er ved jordbroer opdelt i en række stykker af ca. 20 meters længde. Inden for ligger atter en voldgrav, også afsnitsdelt, men på en endnu mærkeligere måde end den første, idet de enkelte stykker her ligger forskudt i forhold til hinanden, hvert andet i en ydre og hvert andet i en indre linje, og med en enkelt større afbrydelse. Inden for zigzaggraven igen løber en meterdyb palisadegrøft, der hører til det mest regelmæssige i dette forvirrende kompleks; i den er der spor af stolper, som har stået med 20 centimeters mellemrum og vel raget et par meter op. Kun ét sted bemærkedes en åbning i denne mur af træ.

I området mellem den ydre voldgrav og det indre palisadehegn har der været talrige stolpesætninger, ud fra selve hegnet således tre firkantede anlæg - og her har vi måske forklaringen på den indre gravs mærkelige bugtninger, for firkanterne synes at passe ind i voldgravshakkene. Hvad deres funktion har været, kan vi kun gætte på, måske kvægfolde. Fra to af jordbroerne ved den ydre grav fører stolpehegnede veje ind til det lange hegn, den nordligste ender i et knæk, der dækker den før omtalte indgang gennem palisaden. Den store afbrydelse i det indre voldgravssystem skyldes åbenbart vejene. Som en slags erstatning har man mellem dem anlagt en kraftig, dobbelt stolpespærring.

Voldgravene, for nu at vende tilbage til dem, var halvanden til to meter dybe og ganske brede, ca. fem meter foroven og op mod et par meter ved bunden. (Fig. 2) Fylden bestod af grus og sand, vel den opgravede jord, som er kommet ned igen; om der har været en vold, er vanskeligt at sige, men et sted skulle man jo af med de frigjorte jordmængder. Der sås tegn på skred i voldgravssiderne, det løse materiale har hurtigt givet efter, og allerede den første frostvinter må have fladet godt ud. Hele tilfyldningsprocessen kan ikke have taget lang tid. Når man betænker den enorme arbejdsindsats af store mandskabsstyrker, som det har krævet at grave disse voldgrave og omgive dem med en skov af palisader, må man alvorligt undres over, at anlægget så hurtigt har fået lov at forfalde, men tilsvarende iagttagelser er gjort ved andre af de europæiske anlæg. Der er noget her, som ikke rigtig stemmer med erfaringerne fra vor senere historie. Fund ved bunden af voldgravene daterer denne første befæstning til næsten samme tid som Biidelsdorf-anlægget.

Senere, måske et hundrede år, er der på pladsen blevet anlagt et nyt forsvarsværk, skråt hen over det første og sådan, at det kun afskar en mindre del af næsset. (Fig. 3) Typen er den samme: korte voldgrave i dobbeltsystem, omfanget omtrent som ved de ældre anlæg, men dybden noget mindre. Der er ikke fundet spor af palisader, men systemet er endnu langt fra færdigundersøgt, så alt for kategorisk skal man nok ikke udtale sig.

De store stengrave, som Sarup-fæstningen er samtidig med, kender vi ud og ind; det er sjældent de byder på overraskelser. Her står vi på én gang over for noget helt nyt og mærkeligt, et anlæg, der i form og funktion er os fuldkommen fremmed. Hvad var det, man ville beskytte? Ja hvad skulle det være om ikke en bebyggelse af en eller anden art? Under alle omstændigheder kalder området inden for voldgravene, selve næsset, stærkt på opmærksomheden. Udgravningen her er endnu i sin vorden, men nogle søgegrøfter fra oktober 1974 har givet visse antydninger, som bestemt ikke har formindsket gådernes antal. Helt ude på spidsen af næsset fandt vi en halvbueformet grøft, vel fundamentet til en væg, og op ad den nogle små gruber med indhold af lerkar og flintøkser. - ikke affald, men pæne hele sager, som er anbragt med omhu. Her er foregået noget, som vi ikke uden videre kan gennemskue, men som vist ikke hørte hverdagen til. En anden lidt yngre grube i området indeholdt en stor mængde keramik, for størstedelen fejlbrændt. Det kan være en stenalderkeramikers mislykkede brænding.

Centralt på næsset fandtes en grav; af den døde var kun lidt tandemalje tilbage, men 34 ravperler fra et tilhørende smykke har klaret opholdet i jorden. Omkring graven var der en ringgrøft, hvor der med 10 centimeters mellemrum har stået lodrette stolper. (Fig. 4) Anlægget, som må være samtidig med den ældste befæstning, er en af fundets overraskelser. De grave, vi ellers kender fra datiden, er meget forskellige fra denne.

Om betydningen af nogle store mørke pletter tør vi ikke gisne, og alt i alt kniber det svært at placere fundene, hvoraf påfaldende mange er af helt nye og ukendte former. Pottemagergruben er foreløbig det eneste, der vidner om normal bebyggelse, oldsagsgruber og grave hører ikke med i billedet af en stenalderlandsby, og det er vanskeligt at forestille sig, at de krævede anlæg af formidable forsvarsværker. At disse blev bygget, er imidlertid en kendsgerning, men hvorfor har man ladet dem forfalde så hurtigt, når man nu havde haft besværet? (Fig. 5) Nå, gåder er til for at gættes, og der er håb om, at i hvert fald nogle af spørgsmålene vil kunne løses, efterhånden som arbejdet skrider frem. (Fig. 6) Så meget er sikkert, at det er helt nye sider af yngre stenalder, som åbner sig for os gennem studiet af livet på næsset.

For fuldstændigheds skyld skal tilføjes, at jernalder hustomter ikke mangler mellem fundene på pladsen. Det beskyttede næs har altså også tiltrukket en senere oldtids mennesker. Men det er en anden historie.