Bavnen

I marts 1848 brændte bavnen for sidste gang. Det kan forekomme helt overraskende, at det ikke er længere siden, for i en tid hvor afstand er afskaffet, forekommer det gamle alarmeringssystem unægtelig noget fjernt og uvirkeligt - et bleget minde holdt i live af stednavnet "Bavnehøj". På en høj af det navn har vel de fleste stået.

Af Harald Andersen

Bavnehøje (og Bavnebjerge, -banker og -vange) findes spredt over næsten hele landet. I flokken indgår landets næsthøjeste punkt, Ejer Bavnehøj, og det nok så prægtige fynske højdepunkt Frøbjerg Bavnehøj. Bavnenavnene - der undertiden kan optræde i fordrejet form (Barnehøj) - er ret talrige, men ikke alle er gamle og "ægte". Mærkeligt nok mangler disse navne helt i Vendsyssel, hvor "Bålhøj" træder i stedet for "Bavnehøj".

Princippet i bavnealarmeringssystemet er velkendt: Den, som ser fjenden nærme sig landegrænsen - til lands eller til søs - tænder bålet på nærmeste bavnehøj. Folk, som fjerntfra ser det brænde, kender signalets betydning og tænder nye bål, og sådan spredes den skæbnesvangre meddelelse over landet. Det er klart, at et sådant system kræver en fast organisation, om det skal virke efter hensigten. Bålbrænde må ligge opstablet og parat, grænsebevogtningen må være i orden. Vagtposterne skal ikke blot være årvågne, men også besindige. Stort postyr kan forvoldes af den som i et øjebliks panikstemning tænder bålet og derved sætter hele mobiliseringsmaskineriet i gang.

Bavnevæsenets opståen taber sig i fortids mørke. De ældste danske kildeskrifter er påfaldende fåmælte om denne sag, der f.eks. slet ikke nævnes i lovene, hvor man dog ellers i høj grad skulle synes, den hørte hjemme. Først fra året 1428 kendes en forordning - udstedt af Erik af Pommern på landstinget i Ringsted - ifølge hvilken den, der sidder hjemme "når bavn brænder", skal straffes med døden ved hængning. De ældste norske love er på dette punkt betydeligt mere fyldestgørende end de danske. Haakon Adelstensfostre organiserer kystbevogtningen og foreskriver straf for utidig bavnetænding, og senere love påbyder bygning af huse til opbevaring af bavnebrændet. Til at holde vagt ved disse huse bruges udsøgt mandskab - ubeskadiget på øjne, øren og fødder, frie mænd, fuldvoksne, dygtige til krig, indfødte nordmænd. -

Bavnenes tilrettelægning og bevogtning har dannet den naturlige optakt til Danmarks krige. Grevefejden, Kalmarkrigen, krigen med England 1807-14 har ydet skriftlig overlevering desangående. I sidstnævnte krig var det dog kun langs kysterne, at signalbålene var rejst; de havde vistnok form af stænger med tjæretønder på toppen. — Bavnen har næppe nogensinde været eneste alarmeringsredskab. Ved den lokale alarmering, som var nødvendig, når bavnen havde bragt sit budskab, har man sikkert brugt budstikken - træstokken, som sendtes fra mand til mand med mundtlig eller skriftlig besked. I ret sen tid har også kirkeklokken ringet folk i krig.

I marts 1848, da den danske befolkning var i stærkt røre på grund af slesvig-holstenernes oprør, opstod fra ukendt arnested det rygte, at oprørerne havde frigivet slaverne i Rendsborg, og at disse i et antal af 1000 rykkede plyndrende nordpå gennem Jylland. Da tændtes bavnen for sidste gang. Under de lokale myndigheders ledelse blev der i største bast organiseret et forsvar. Redskaber blev smedet om til våben. I Nordjylland forlød det, at de Randers dragoner havde været i kamp med oprørerne. Men det var blind alarm. Sagen blev opklaret, og sindene faldt til ro. - Sådan endte den berømte slavekrig, og sådan døde bavnen under let komiske omstændigheder. løvrigt er der intet spøgefuldt ved disse flammende bål på bakketoppene. De har indvarslet store tider. De er milepælene i vor historie.

Hvad om man tændte bavnen igen en aften sent på sommeren, når nætterne er lange og lune - lod den springe fra bakketop til bakketop, fra Bornholms klipper, over Skåne til Sjælland og videre ud over landet, til grænsen og Grenen var nået? Det var værd at opleve.

Og hvad om man gjorde dette til tradition, viede denne ene aften om året til fortiden, en "historiens aften" med det dobbelte formål at vække og nære interessen for det gamle og at skaffe forskningen midler i hænde til at tage nye opgaver op?
Hvad om en af landets historiske foreninger eller institutioner stillede sig bag det her skitserede forslag og gjorde det til virkelighed?