Barnets jernalder

Genstanden er vel fremstillet på den måde, at man først har æltet stenene ind i voks eller andet flygtigt materiale, og over denne klump har man derefter lagt en lerkappe. Ved brændingen forsvandt vokset, så stenene kunne bevæge sig frit.

Rangle eller rytmeinstrument? Det kan naturligvis ikke afgøres, men da lyden, tingen frembringer, ikke er særlig kraftig, hælder vi til den første antagelse. Et jernalderbarn fra tiden kort efter Kristi fødsel har mistet sit legetøj.

Det er ellers ikke børnenes verden, der afspejler sig tydeligst i oldtidsfundene, men det skyldes nok mere vort ukendskab til den end dens faktiske fravær. I gravene er vi på sikrest grund, nedgravningens omfang og skelettet, hvis det endnu er til stede, kan i reglen fortælle, om den døde er et barn. Det er det ofte; undersøgelser af knoglemateriale fra svenske og nordtyske jernaldergravpladser tyder på, at omkring 60% af samtlige fødte er døde i barnealder. Gravgods er sparsomt, men hvor det findes, svarer det ofte til de voksnes; et perfekt våbensæt kunne ledsage drengen, men det er sjældent, man har gjort så megen stads af de små afdøde. Som legetøj kan man måske betragte nogle uregelmæssige miniaturelerkar, der forekommer af og til.

I marskegnen syd for grænsen er gjort et fund, som giver et lille, men dog lidt dybere, indblik i jernalderens »barnekammer«. Under et staldgulv fandtes, nedgravet, skelettet af et ti måneders barn, formodentlig ofret til en barsk husgud. Det lå i et birketræstrug, ca 80 cm langt og med ophængningshuller ved enderne, der sandsynliggør, at det før anvendelsen som ligkiste har tjent det levende barn til vugge. Pudsigt nok er der i bunden boret en række små huller, vel til afløb, når naturen krævede sin ret. Lignende anordninger kendes fra moderne afghanske vugger. (Fig. 3-4)