Barbarenes kælder

(Fig. 1) Den romerske forfatter Cornelius Tacitus nedskrev i året 98 e.Kr. en kort beretning om germanernes liv og sædvaner. Med dette lille skrift falder historiens lys for første gang klart over vore forfædre. Når vi studerer stenalderens og bronzealderens tusindårige tidsrum, har vi kun de jordfundne levn at grunde vor viden på. Nu kommer Tacitus fundene til hjælp. For den, der beskæftiger sig med vor ældste jernalder, er det en særlig glæde at se sine fund bekræfte den gamle romers beretning. I det store puslespil glider brikkerne efterhånden på plads.

Af Niels Thomsen

Fig. 1. Ingen billedtekst.

I et tidligere nummer af Skalk (nr. 2, 1957) er der fortalt om bopladsen ved Sjælborg lidt nord for Esbjerg, om dens sjældne stenbrolagte stald og de rige fund af lertøj. Højst sandsynligt har landsbyen været i brug netop på Tacitus' tid. Nogle få meter nord for den brolagte stald lå der noget, som vi dengang troede var en brønd. Vi er blevet klogere.
Tømt for fygesand, sten, aske og trækul fra husets brand står nu et firesidet hul i jorden med næsten lodrette vægge, ikke helt lille. Gulvfladen er 2x1,6 m, dybden som højden af en mand. En slidskeformet skakt fra øst har nok tjent som nedgang, mens en anden skakt fra syd munder ud for højt oppe i væggen til, at den kan have tjent et lignende formål. Den er ellers forsynet med trin og kunne godt ligne en trappe. En hylde? Rummets vægge ser ud til at have været beklædt med ler, som måske har været holdt på plads af en risfletning. Derimod var der intet spor af lergulv. (Fig. 2)

Fig. 2. Skitseret plan af kælderen. Rekonstruktion Peder Mortensen.

Fire huller i gulvfladen, omtrent i hjørnerne, vidner om, at der har stået stolper. De kan have båret et loft over kælderrummet. For en kælder må det have været — et opbevaringssted, køligt om sommeren, frostfrit om vinteren, velegnet til opbevaring af fødevarer. På gulvet fandtes – i skår – tre store lerkar. Et mindre fad var helt. (Fig. 3)

Fig. 3. Skitseret længdesnit af kælderen. Rekonstruktion ved Peder Mortensen.

I det nordligste Jylland, nærmere bestemt ved lokaliteterne Donbæk og Bækmoien ved Frederikshavn, er man tidligere stødt på mærkelige lave, underjordiske rum eller gange. De var stensatte, og man har kaldt dem kældre i mangel af bedre forklaring. Sjælborg-kælderen minder ikke meget om dem. Om dens funktion og mening er der ingen tvivl.

Men hvad siger nu Tacitus? Jo, under omtalen af germanernes boliger fortæller han:

"De plejer også at grave sig huler under jorden, som de dækker foroven med et tykt lag skarn, så de får der et tilflugtssted mod vinteren og et oplagssted for afgrøden, fordi sådanne steder virker mildnende på den strenge kulde. Og kommer der engang en fjende, så plyndrer han, hvad der ligger åbenlyst for hans øjne; men hvad der er skjult og gravet ned, bliver han enten uvidende om, eller det undgår ham, netop fordi han må søge efter det."

Sjælborg-kælderen giver som det første fund i Danmark klar arkæologisk bekræftelse på Tacitus' meddelelse. Og den gamle romer hjælper os, når vi skal rekonstruere fundet. Vi ved ikke, hvordan kælderens stolpebårne tag har set ud, men det forekommer ikke urimeligt — som på tegningen — at forestille sig det dækket af skarn og affald med snagende hunde og skrabende høns.