Bålet ved vejen

Tidligt på året var svenskerne, der en tid havde været i defensiven, gået over grænsen og var rykket ned i Gønge herred. Dette landskabs befolkning optræder under denne krig for første gang i den rolle, som har givet den en særlig plads i svensk-dansk krigshistorie. Snarere end ved ulykkesåret kan der være grund til at dvæle ved gøngerne og deres gerninger, selv om også det er en sag, som er alt andet end lystelig.

Beboerne af de to nordskånske herreder Østre og Vestre Gønge karakteriseres i ældre omtale som dristige, glade, men noget stridbare folk, der ernærede sig ved landbrug, håndværk og forskellig småindustri. Deres våbensmede var ansete på grund af de gode »gønge-flinter«, de fremstillede. Gøngerne brændte også trækul, og i naturen fandt de salpeter og svovl. Der var masser af vildt i skovene; mændene gik på jagt og var gode skytter.

I svenskekrigenes århundreder var grænseegnene ofte bekriget eller besat, og det er baggrunden for gøngernes ry som frihedskæmpere. De var kernen i en modstandsbevægelse, som rakte ud over herredsgrænserne, ja som til tider omfattede hele Skåne eller mere endnu. Friskytter kaldte de faste medlemmer af denne undergrundshær sig; svenskerne derimod benyttede betegnelsen snaphaner, hvilket var ment som et skældsord.

I ovenstående tavle er de krige opregnet, hvor Skånes partisaner var aktive. Virksomhedsgraden var forskellig fra krig til krig, for selv om snaphanerne ikke holdt sig strengt inden for landsdelens grænser, så var indsatsen naturligvis størst i de krige, hvor Skåne var krigsskueplads eller måske ligefrem i fjendehånd. Kulminationen indtraf under Skånske krig. Landet øst for Sundet havde da været svensk i en snes år, men såret efter adskillelsen var endnu friskt. Under Store nordiske krig var holdningen mere valen; et halvt århundrede var nu forløbet siden Roskildefreden, og Skånes forsvenskning var fremadskridende. Snaphanekrigenes historie er iøvrigt broget og uoverskuelig. Baghold, opsnappen af breve, afskæring af forsyninger, sabotage og stikkerlikvideringer, kendetegner disse kampe, der er præget af fædrelandsfølelse, men sjældent af overdreven organisation og aldeles ikke af blødsødenhed.

Når gøngerne, snaphanerne, eller hvad man nu vil foretrække at kalde dem, har opnået så stor berømmelse, er det især i kraft af deres ledere. De er blevet lokale folkehelte, og beretningerne om deres bedrifter har fundet vej til litteraturen. I arkivernes papirer møder man de samme mænd i knapt så ædelt, men til gengæld mere menneskeligt antræk.

Mikkel Pedersen Gønge var vel anskrevet hos Frederik den 2., i hvis tjeneste han var. Kort før udbruddet af Syvårskrigen (1563) blev han sendt til sin hjemegn, Gønge. »Du gør derfra skyndsomst fjenden al den afbræk, du formår«, skrev kongen til ham, og det var netop, hvad Mikkel Gønge gjorde. Han oprettede et korps af mænd fra grænseegnen, og med det gjorde han mange indfald i fjendeland. Hans største bedrift var, da han fra en fremskudt stilling højt oppe i Sverige på få dage slap uskadt igennem til København, hvor han skaffede forstærkning til Daniel Rantzaus arme. Mikkel Gønge endte sine dage som dansk adelsmand.

Svend Poulsen Gønges oprindelse er mangelfuldt belyst. Han deltog i Torstenssonskrigen, og under den første Karl Gustavkrig virkede han i Skåne som leder af et kompagni dragoner. Roskildefreden drog ham til København. Skåne var jo nu svensk, og muligvis har de nye magthavere haft et regnskab at gøre op med gøngehøvdingen. Da krigen samme år brød ud igen, blev Svend Poulsen efter Frederik den 3.s ordre sendt ud i Sjælland for at hverve hjælpere. Sjællænderne synes hurtigt at have tilegnet sig den særlige skånske krigskunst, for med den lille flok, han fik samlet sammen, gjorde han svenskerne stor fortræd. Operationsfeltet var egnen mellem Vordingborg og Køge.

»Vi drog så mod Vordingborg og traf på vejen 21 svenske ryttere, som vi kom i kamp med«, skriver han i en rapport til kongen. »19 af dem gjorde vi kaput, og to undkom. Yderligere gjorde vi der på egnen en regimentskvartermester, 2 andre kvartermestre og en kornet kaput, og i Sjolte skød vi en kvartermester og 2 ryttere.

Så fik vi efterretning om, at der var en hob svenskere hos præsten i Sværdborg, og vi drog straks derned i de tidlige morgentimer, omringede gården og tog 4 kvartermestre, 2 korporaler og 18 ryttere tilfange, som vi tog med os og gjorde kaput i skoven« (Fig. 1).

Svenskerne udfoldede store anstrengelser for at få dette uvæsen bragt til ophør, men Svend selv fik de ikke. En af hans mænd, Laurids Hemmingsen, Sjolte (modellen til Carit Etlars Ib) blev derimod taget, henrettet og lagt på stejle.

En forfalden sydsjællandsk gård var den kongelige løn til Svend Poulsen efter krigen. Da Skånske krig brød ud, meldte han sig igen til tjeneste, men han må da have været gammel, og man hører intet nærmere om ham. Nu var det andre navne, som kom i forgrunden: Niels Tommesen Tidemand, Kaspar Due, Uggleherrerne, Lille Mats, Simon Snaphane. Indsatsen var denne gang større end sædvanligt. De to modparter var uforsonlige og kappedes i råhed. Flere af de ovennævnte blev fanget og aflivet på afskyeligste måde, men snaphanerne selv benyttede samme metoder. I digtet »Bålet ved vejen« har A. Z. Collin givet disse barske tildragelser deres poetiske mindesmærke.

Om Lille Mats haves der ikke mange sikre oplysninger, men i snaphanesagnene indtager han en fremtrædende plads. Beskrivelsen af hans sidste kamp er typisk for snaphanelitteraturen. Med begge ben sønderskudt lå han på knæ og skød så hurtigt, han kunne, idet han drejede hjullåsen med tænderne; skruenøglen havde han tabt.

Simon Andersen, kaldet Simon Snaphane, var storbonde fra Østskåne. En dansk hærafdeling var en overgang indesluttet i Kristianstad og Simons bedrifter er navnlig knyttet til denne belejring, som han mildnede, så godt han kunne for danskerne, samtidig med at han afskar og opsnappede fjendens forsyninger. Efter krigen søgte han tilflugt i Danmark, hvor han skal have erhvervet sig en jysk ødegård; her siges han at være omkommet ved en ulykke i en grusgrav. Den skånske gård, som han forlod, blev nedrevet omkring midten af forrige århundrede, ved hvilken lejlighed man skal have fundet en skjult gang, som fra kælderen førte ud til en med buske overvokset stendynge.

En af Den skånske krigs mest bemærkelsesværdige gøngebedrifter blev udført 25. juli 1676 ved Loshult, nordligst i Gønge herred. Om morgenen den nævnte dag havde en svensk transport gjort holdt ved kirken, og rygtet bredte sig ilsomt, at på vognene befandt sig fjendens krigskasse: 50.000 rigsdaler til lønudbetaling. De svenske penge var på det tidspunkt af en meget omfangsrig art. Sverige savnede nemlig sølv, men havde nok af kobber, og det gav anledning til fremstillingen af mønter så klodsede, at deres lige næppe er set. Det var under de omstændigheder ikke let at skjule, hvad vognene indeholdt, og det lykkedes altså heller ikke. Det er aldrig blevet oplyst, hvem der var leder af angrebet, men det kom pludseligt og var hurtigt overstået; maske har det fremmet sagen, at der var skåninge blandt kørekarlene. Den største vanskelighed har vel bestået i at få de uhåndterlige kobberplader slæbt væk; men det lykkedes for gøngerne at gøre sig usynlige med det meste af skatten. En lille rest fik de svenske vagtmænd bjærget over grænsen, hvad de dog ikke fik megen fornøjelse af, for allerede næste dag blev den røvet fra dem af deres egne landsmænd. At gøngerne skulle have det hele, blot fordi de boede syd for den gamle grænse, har smålændingene ikke kunnet se det rimelige i (Fig. 2).