Båden ved vejene

På vort udgravningstogt gennem Tryggevælde-ådalen, hvor de gamle anlæg ligger, var vi kommet til området mellem Varpelev og Ammerup. Vi vidste, at der var veje, og det kom ikke som nogen overraskelse, at der ved undersøgelsen afdækkedes talrige kørebaner fra mange perioders færdsel over engen: Flere risveje fra bronzealder og ældre jernalder. To brolagte veje med store kantsten, den yngste C-14 dateret til ca 650 efter Kristus. Endelig en træbro fra omkring år 1000 overlejret af en stenbrolagt middelaldervej. Alt i alt et typisk eksempel på, hvordan et velegnet overgangssted formår at fastholde vejforløbet gennem mange århundreder.

Forsommeren 1973 stod undersøgelsen på denne lokalitet foran afslutning, men endnu var der noget at gøre. Den velvillige lodsejer havde givet os lov at grave en 70 meter lang profilgrøft på tværs af vejforløbene med mulighed for at fange samtlige kørebaner og i snittet bedømme deres indbyrdes alder. Hvad der især interesserede os var, om der kunne konstateres vejløse perioder, eller om der virkelig var tale om en ubrudt kæde, hvad vi helst ville tro (Fig. 1). For at eksperimentere lidt med de tekniske muligheder havde vi allieret os med en lille gravemaskine. Snitgravninger er efterhånden blevet rutine ved disse undersøgelser, og da der erfaringsvis findes meget få egentlige genstande, mente vi det forsvarligt i dette tilfælde at gå lidt hårdere til værks. Næppe var maskineksperimentet imidlertid startet, før det måtte indstilles igen. Grabben havde lige akkurat strejfet noget egetømmer, og sådant var ikke at vente her ude i engen. Det viste sig, at vi var kommet til at lægge vor lange profilgrøft hen over en stammebåd, en såkaldt ege; den blev nu gravet ud under stadig stigende opmærksomhed. Normallængden for eger er 4-5 meter, kun yderst sjældent kommer de op over 8-10. Denne var 12,5 meter og har endda oprindelig været længere.