Båden ved vejene
Den, der søger, skal finde - men undertiden noget helt andet end det, han leder efter. Ikke mindst i arkæologien kan man komme ud for den oplevelse. Det skete forgangne sommer for Køge Museums medarbejdere under fortsættelsen af flerårige udgravninger efter gamle veje på Stevns (se Skalk 1972:2). Vejene var der, men tillige noget højst uventet og ikke mindre spændende.
Af Helge Nielsen
På vort udgravningstogt gennem Tryggevælde-ådalen, hvor de gamle anlæg ligger, var vi kommet til området mellem Varpelev og Ammerup. Vi vidste, at der var veje, og det kom ikke som nogen overraskelse, at der ved undersøgelsen afdækkedes talrige kørebaner fra mange perioders færdsel over engen: Flere risveje fra bronzealder og ældre jernalder. To brolagte veje med store kantsten, den yngste C-14 dateret til ca 650 efter Kristus. Endelig en træbro fra omkring år 1000 overlejret af en stenbrolagt middelaldervej. Alt i alt et typisk eksempel på, hvordan et velegnet overgangssted formår at fastholde vejforløbet gennem mange århundreder.
Forsommeren 1973 stod undersøgelsen på denne lokalitet foran afslutning, men endnu var der noget at gøre. Den velvillige lodsejer havde givet os lov at grave en 70 meter lang profilgrøft på tværs af vejforløbene med mulighed for at fange samtlige kørebaner og i snittet bedømme deres indbyrdes alder. Hvad der især interesserede os var, om der kunne konstateres vejløse perioder, eller om der virkelig var tale om en ubrudt kæde, hvad vi helst ville tro (Fig. 1). For at eksperimentere lidt med de tekniske muligheder havde vi allieret os med en lille gravemaskine. Snitgravninger er efterhånden blevet rutine ved disse undersøgelser, og da der erfaringsvis findes meget få egentlige genstande, mente vi det forsvarligt i dette tilfælde at gå lidt hårdere til værks. Næppe var maskineksperimentet imidlertid startet, før det måtte indstilles igen. Grabben havde lige akkurat strejfet noget egetømmer, og sådant var ikke at vente her ude i engen. Det viste sig, at vi var kommet til at lægge vor lange profilgrøft hen over en stammebåd, en såkaldt ege; den blev nu gravet ud under stadig stigende opmærksomhed. Normallængden for eger er 4-5 meter, kun yderst sjældent kommer de op over 8-10. Denne var 12,5 meter og har endda oprindelig været længere.
Fig. 1: Plan over Varpelev-vejene og bådenes findested. Under og ved siden af de tre indtegnede vejbaner lå 14 talrige risveje, nogle antagelig fra tidlig jernalder, andre fra bronzealder eller ældre.
Til båden er anvendt en mægtig, helt ret egestamme, praktisk talt uden knaster. At udhule den har været et kæmpearbejde, der må have taget måneder for et par mand. Hvordan udhulingen er foregået, står hen i det uvisse, alle hugspor er for længst forvitret bort, men det er vel sandsynligt, at man har bortspaltet større partier ad gangen. Tykkelsen er ved rælingen to-tre centimeter, ved den næsten flade bund omkring ti centimeter. For at give skroget stivhed og styrke har man på tre steder udsparet tværgående vulster af henved 20 centimeters bredde, en slags spanter i ét med bådsiden. Fra andre eger kendes regulære skillerum (skot) udformet på samme måde.
Forstavnen og en god del af den ene side mangler desværre, så hvordan båden har set ud forfra, må vi gætte os til. Bagstavnen, hugget af træets rodende, er derimod nogenlunde intakt og lader sig rekonstruere. Den er lige afskåret. De sidste halvanden meter står uudhulet i fuld bådbredde, en massiv toft til sæde for styrmanden. En tilsvarende, men smallere, bænk kan have været i forstavnen, men derom ved vi som sagt intet sikkert.
At finde stammebåde i danske moser er ingenlunde sjældent, men typen har også været brugt fra i hvert fald yngre stenalder til omkring år 1800, ja enkelte steder senere endnu (Fig. 2, Fig. 3, Fig. 4, Fig. 5). Langt de fleste af disse fund er imidlertid udaterede, så antallet af sikre oldtidseger er meget beskedent; fra stenalderen kendes nogle få, fra bronzealderen slet ingen - og det skønt helleristningerne fortæller os, at den tids mennesker færdedes flittigt til søs. Vor båds alder er os endnu ubekendt, men prøver fra den er for tiden til undersøgelse på C-14 laboratoriet, så det vil næppe vare længe, før vi får vor nysgerrighed stillet (Fig. 6). Skulle egen vise sig at være fra bronzealder eller endnu ældre, vil det ikke undre. Dens niveau i forhold til jernaldervejene antyder, at vi står over for noget meget gammelt.
Fig. 2: Båden fra bagstavnen. Den har spidset til fremefter, men ikke helt så meget, som man får indtryk af på billedet. Forstavnen og en del af siden mangler.
Fig. 3, Fig. 4, Fig. 5: At udgrave, opmåle, optage og konservere en 12,5 meter lang og temmelig skrøbelig oldsag er ingenlunde nogen let opgave - i særdeleshed, når genstanden er af træ, der ved den mindste indtørring sprækker og kommer ud af form. Endnu har vi konserveringen tilbage, hvordan den vil forløbe, må tiden vise, men programmets indledende punkter blev i hvert fald heldigt overstået, omend først efter svære overvejelser og ved mobilisering af mange gode kræfter. Selve afdækningen og den påfølgende tegning var det mindste af arbejdet, og vand var heldigvis ved hånden til at holde stammen fugtig. Så kom det vanskelige, optagningen, som fandt sted i begyndelsen af november. Forinden var båden blevet omsat med et skelet af stålrør og underskåret, så at den hang svævende i remme; således emballeret blev den forsigtigt, ved maskinkraft, løftet op af mosen og sat på en lastbil, der kørte den til et specialbygget konserveringskar i en til formålet lejet bygning. Billedserien til venstre viser stadier i denne proces.
Om konserveringen kan kun siges, at den vil blive langvarig. Hvad der skal ske, når den engang er tilende-bragt, er der endnu ikke taget endelig stilling til, men på en eller anden måde må båden placeres i udstillingssammenhæng. Trods beskadigelsen er den en virkelig seværdighed. En primitiv teknik har her nået sit højdepunkt.
Fig. 6: Båden set ovenfra.
På lavt vand kan man have staget sig frem, men i almindelighed må vi tænke os båden manøvreret ved padling. Med fuld besætning - vel en halv snes mand - og bådføreren dirigerende på toften har den kunnet skyde en betydelig fart. Det er nærliggende her at drage sammenligninger med den berømte Hjortspringbåd fra tidlig jernalder. Den er ikke meget længere end vor ege, men af en langt mere avanceret type med tynde planker lagt over et ribbestativ. Et let og manøvredygtigt fartøj, måske en krigskano. Vor båd er tungere og sikkert til civil brug, men dens slanke, elegante form og ikke mindst spanterne lader os ane forbilleder - måske i retning af Hjortspringtypen - som man har prøvet at leve op til. Helt er det vel ikke lykkedes; stammens form og massivitet satte trods alt visse grænser. Uden udliggere eller sammenkobling med andre både har den næppe kunnet bruges på det åbne hav, derimod nok til kystsejlads eller i de indre farvande. Selv om båden skulle vise sig at have den formodede høje alder, løser den altså ikke problemet om disse fjerne tiders rigtige, havgående, fartøjer. Dem har vi endnu til gode.
En vej ført over ådalen kræver bærekraftig bund, men mose og sø kan ligge lige i nærheden, så båden kan udmærket være kommet sejlende til sin sidste ankerplads. Under og omkring den fandtes lag af grene og ris, som synes udlagt for at gøre blød bund tilgængelig for færdsel. En landingsplads? Det ser i hvert fald sådan ud. Ingen gad vel flytte det efterhånden udtjente fartøj, og til— sidst har sumpvæksterne lukket sig over det. Det var da et vrag; de nu savnede båddele må have manglet allerede dengang, ellers ville vi have fundet dem i nærheden.
En bådlandingsplads her lige ved overgangsstedet forekommer i virkeligheden meget sandsynlig. Bådens ejer og besætning har vel boet i nærheden. Ad vejen kom man ned til fartøjet.
At finde båd, når man graver efter vej, er måske ret beset slet ikke så mærkeligt. De to fundfænomener har begge med samfærdsel at gøre, de er sider af samme sag. Om oldtidens trafikforhold, til lands og til søs, ved vi endnu ikke så meget. Det ser ud til, at fundene på Stevns kan føre os et godt skridt videre.
Bådens datering, indløbet efter at artiklen var færdigskrevet: 1030 før Kristus. Fejlgrænse +- 100 år.— Altså bronzealder.
