Båden der var syet sammen

Da de første bådlignende kister dukkede frem på Slusegårdgravpladsen (se Skalk nr. 1, 1960), var der kun tale om svage spor, og end ikke udgraverne selv stolede helt på dem. Gravene var fra 3. og 4. århundrede efter Kristus og tanken om, at der på Bornholm skulle findes egentlige bådgrave flere århundreder ældre end de norske og svenske vikingetidsgrave, var vanskelig at fatte. Meget er sket siden da. Langsomt bøjede man sig for kendsgerningerne. Lad os se, hvordan det skete.

Af Egon H. Hansen

For nogen tid siden gik vi i gang med afdækningen af en stor stenlægning, hvis tilstedeværelse vi havde haft kendskab til i et par år. Den var næsten cirkulær og svagt hvælvet, men et parti i midten var sunket stærkt. Efter at være tegnet og fotograferet blev stenlægningen delt i fire dele, der en efter en blev fjernet. Under den fremkom en nedgravning, 5,5 m lang.

Så rejste blæsten sig. Snart hvirvlede sandet omkring os og hindrede enhver iagttagelse. Heldigt at vort flyttelige glasfiberhus netop kunne dække feltet. Med dette over kunne undersøgelserne fortsætte. Godt en meter nede kom fundet, der en gang for alle overbeviste os. Til dels omgivet af svære sten så vi det klare aftryk af et 4,65 m langt, slankt fartøj, smukt tilspidset i begge ender. Træet var for længst formuldet, men da det åbenbart har været præpareret på en eller anden måde, stod resterne af det tydeligt og mørkt mod det omgivende lyse sand. Rester af harpikstætning viste, at der var tale om en båd bygget af flere planker. De følgende dage var alt for korte.

I den halvanden meter dybe og godt fem meter lange nedgravning har man lagt den afdøde stormand. På et leje af skindpuder stoppet med fint strå blev han bragt til hvile, formentlig iført sine bedste klæder. Ved siden lå hans sværd, og på kroppen lå de til sværdet hørende remme med spænde, beslag og bæltedup. Fødderne var iklædt gennembrudte sandaler, og på hver af disse, hvor remmene mødtes, sad tre sølvbelagte runde bronzeskiver. På hælene sad der smukke bronzesporer. Ved hans side lå et lille bæger og en halvrund ragekniv. Hen over dette blev igen lagt stråfyldte skindpuder. Ved hoved og fødder stillede man lerkar. Sluttelig blev båden kølvendt, lagt over ham og støttet med store sten. Graven blev kastet til, og den svære stenlægning hvælvet over.

Efter at have afsluttet udgravningen af denne grav, kom vi i tanker om, at vi havde endnu en stenlægning liggende. Stenene her var små glatte strandsten, og dyngens diameter var kun ca. fem meter. Vi flyttede straks til dette sted, og vi blev ikke skuffet. Vel var forholdene mindre, og over den døde lå kun en halv båd, 2 m lang, men gravudstyret var som i den store båd, blot at sølvpladerne manglede. Sværdet syntes lidt kortere, og påfaldende kort var afstanden mellem kranium og fødder; de øvrige dele af skelettet var opløst og kunne vanskeligt påvises. Vi gættede på en kriger, hvis hoved var lagt på brystet efter en uheldigt afsluttet kamp, men nu bragte vort samarbejde med tandspecialisten overraskende nyheder. Den gravlagte var en dreng, ikke over 12 år gammel, gravlagt med fuldt krigerudstyr (fig. 1).

Billede

Fig. 1. På fotografiet ses den udgravede båd skåret igennem på tværs; planketværsnittene tegner sig som mørke, buede linjer. Bådens bund er sunket ned, som vist på skitsen i cirklen.

Gennem oldsagerne kan begge grave dateres til første århundrede efter Kristus. Et af lerkarrene har fremmed ornamentik, dekoration med tandhjulsstempel. Denne form for udsmykning kendes fra egnene omkring Oder-Elben. Her på pladsen er vel nu fundet så mange af disse kar som i det øvrige land tilsammen. Tydeligt vidner de om nær kontakt over Østersøen. Disse og andre importfund fortæller om søfart som erhverv, og hvad er vel mere naturligt end at lade en søens mand finde sit sidste hvilested under sin veltjente båd.

Senere dukkede flere bådgrave op - kun et af samme format som den førstnævnte, men over 20, hvor en halv båd kunne påvises. Sammenlignet med vikingeskibene fra Peberrenden er vore fartøjer små og usle. Længden har varieret mellem 4,5 og 6 m og bredden er omkring 1 m. Når gravene skæres igennem, ser man, at bådene har været bygget af op til ti planker. Jernnagler findes ikke, men aftryk i tætningsmaterialet af syning med treslået snor, giver forklaringen. Hvordan bådene nærmere har været indrettet, står endnu ret vagt, men når pladsen er færdigundersøgt, formodentlig om et par år, vil de mange små iagttagelser sikkert kunne sammenfattes, og bådtypen rekonstrueres. For at forstå betydningen heraf, bør man kort gennemgå, hvad der kendes af fartøjer fra før år 400.

Stammebåde - altså både gjort af en udhulet træstamme (jfr. Skalk nr. 1, 1962) - foreligger i størst antal. De er gennemgående dårligt dateret og kendes hovedsageligt fra søer og indvande; til egentlig havsejlads egner de sig dårligt. De - formentlig - ældste rester af et bygget fartøj er fundet i en norsk bronzealderhøj på Valderøy i Sunmøre. Den blev undersøgt 1824-27, og enkelte stykker af båden er endnu bevaret. Plankerne har været syet sammen med snoede tarme, og der har været tætnet med uld. Bådresterne lå over en bronzealdergrav, men kan være nedlagt senere. Alderen er altså ikke helt sikker (fig. 2).

Billede

Figur 2: Tegning: Aarup Jensen

Det bedste og sikreste bådfund er Hjortspringsbåden fra Als, som vel alle kender. Dette fine slanke fartøj, hvis planker også er samlet ved syning, er optaget i 1921-22 af G. Rosenberg og rekonstrueret af samme på den måde, som billedet viser. Med sin udskydende køl viser fartøjet tydeligt familieskab med den bådtype, som vi kender så godt fra bronzealderens helleristninger (se side 3), og Hjortspringsbåden er da heller ikke meget yngre end disse; den stammer fra den ældste jernalder, ca. 300 før vor tidsregning. Båden, der har været padlet, er, næppe med urette, betegnet som en krigskano. Skønt ufuldkommen i forhold til vikingetidens skibe, står den dog som et smukt resultat af generationers skibsbygningskunst (fig. 3).

Billede

Fig. 3. Hjortspringsbåden, der her er vist rekonstrueret, er bygget af fem tynde, men brede planker, der overlapper hinanden og er syet sammen. Der er tættet med harpiksmasse. Stævnene er udskåret af større træstykker. En række ribbestativer holder båden i form. Køl- og rælingsplanker har påmonteret snabelagtige forlængelser, men de var dårligt bevaret, og deres længde er usikker. Båden, der - snablerne fraregnet - er godt 13 m lang, har kunnet rumme ca. 24 mand.

Næst i rækken kommer en anden norsk båd, Halsnøybåden, som skønsmæssigt dateres til omkring år 200 efter Kristus. Optaget af ukyndige og siden oplagret i en lade, hvor børnene undersøgte den på deres måde, giver den vel et ufuldkomment billede af fartøjet som helhed, men detaljer i den viser dog, at den står som et mellemled mellem Hjortspringsbåden og vikingetidens skib. Den er syet som førstnævnte, men har vistnok haft sidstnævntes stævn (hvori forskellen består, vil man se ved at sammenligne midtersidens billeder med den her viste rekonstruktion af Hjortspringsbåden). Der er åretolde, så vi står altså over for det første rigtige rofartøj. Til egentlig sejlføring er fartøjet endnu for svagt.

Sidst i rækken kommer Nydambåden, der opbevares på museet i Gottorp, og som er dateret til omkring år 300 efter Kristus. Her nærmer vi os vikingeskibets form. Syningen er forladt til fordel for klinkning (nitning). Men fartøjet er stadig for ustabilt til sejlføring. Udviklingen går videre, men her er det naturligt, at udgraverne fra Peberrenden tager tråden op.

Tilbage til Slusegård. Blandt de fundne både er der enkelte, som kun kan opfattes som stammebåde, og blandt disse er de yngste sikkert kun bådformede kister. Men 16 både er ganske klart af den sammensyede type. De fortæller om et fartøj, der i kraft af sin anvendelighed har haft stor udbredelse i det skandinaviske område gennem hele den ældre jernalder. Fra Hjortspringsbåden går en støt og rolig udviklingslinje frem til Slusegårdbadene, hvis stævnprofil synes at nærme sig Nydambådens, et spørgsmål, som dog endnu venter på sin endelige løsning. Sikkert er det, at bådene her ikke har været forsynet med samme fremspringende kølforlængelse, som man ser på Hjortspringsbåden og helleristningernes billeder. Derimod er en svungen opstander i stævnen mulig. I to tilfælde har man over båden fundet spor af et buet stykke træ, der kan hidrøre fra en sådan.

Den syede plankebåd, hvis forudsætning må antages at være den primitive skindbåd, hvor sammensyet skind er spændt ud over et ribbestativ, har altså bevist sin levedygtighed. Opstået i bronzealderen, eller måske endnu tidligere, fortsætter den gennem hele den ældre jernalder. End ikke opfindelsen af den klinkbyggede Båd (Nydambåden) har kunnet standse den. Et upubliceret svensk fund viser, at den er i live endnu i tidlig vikingetid.

Størstedelen af vore bådgrave er fra 2. århundrede efter Kristus, og kun få har undgået den gravplyndring, der florerede i denne periode. Det er derfor vanskeligt at bedømme, til hvilken samfundsklasse de døde har hørt. At de har haft tilknytning til søen, er dog en realitet, og gravgaverne viser, at man ikke blot drev kystsejlads. Men søen var ikke alt. Kornsegle i andre grave viser, at landbruget ikke blev forsømt.

Manden og drengen, gravlagt under hver sin båd med våben og rideudstyr, er repræsentanter for denne virksomme slægt.