Båden der var syet sammen

Da de første bådlignende kister dukkede frem på Slusegårdgravpladsen (se Skalk nr. 1, 1960), var der kun tale om svage spor, og end ikke udgraverne selv stolede helt på dem. Gravene var fra 3. og 4. århundrede efter Kristus og tanken om, at der på Bornholm skulle findes egentlige bådgrave flere århundreder ældre end de norske og svenske vikingetidsgrave, var vanskelig at fatte. Meget er sket siden da. Langsomt bøjede man sig for kendsgerningerne. Lad os se, hvordan det skete.

Af Egon H. Hansen

Billede

For nogen tid siden gik vi i gang med afdækningen af en stor stenlægning, hvis tilstedeværelse vi havde haft kendskab til i et par år. Den var næsten cirkulær og svagt hvælvet, men et parti i midten var sunket stærkt. Efter at være tegnet og fotograferet blev stenlægningen delt i fire dele, der en efter en blev fjernet. Under den fremkom en nedgravning, 5,5 m lang.

Så rejste blæsten sig. Snart hvirvlede sandet omkring os og hindrede enhver iagttagelse. Heldigt at vort flyttelige glasfiberhus netop kunne dække feltet. Med dette over kunne undersøgelserne fortsætte. Godt en meter nede kom fundet, der en gang for alle overbeviste os. Til dels omgivet af svære sten så vi det klare aftryk af et 4,65 m langt, slankt fartøj, smukt tilspidset i begge ender. Træet var for længst formuldet, men da det åbenbart har været præpareret på en eller anden måde, stod resterne af det tydeligt og mørkt mod det omgivende lyse sand. Rester af harpikstætning viste, at der var tale om en båd bygget af flere planker. De følgende dage var alt for korte.

I den halvanden meter dybe og godt fem meter lange nedgravning har man lagt den afdøde stormand. På et leje af skindpuder stoppet med fint strå blev han bragt til hvile, formentlig iført sine bedste klæder. Ved siden lå hans sværd, og på kroppen lå de til sværdet hørende remme med spænde, beslag og bæltedup. Fødderne var iklædt gennembrudte sandaler, og på hver af disse, hvor remmene mødtes, sad tre sølvbelagte runde bronzeskiver. På hælene sad der smukke bronzesporer. Ved hans side lå et lille bæger og en halvrund ragekniv. Hen over dette blev igen lagt stråfyldte skindpuder. Ved hoved og fødder stillede man lerkar. Sluttelig blev båden kølvendt, lagt over ham og støttet med store sten. Graven blev kastet til, og den svære stenlægning hvælvet over.

Efter at have afsluttet udgravningen af denne grav, kom vi i tanker om, at vi havde endnu en stenlægning liggende. Stenene her var små glatte strandsten, og dyngens diameter var kun ca. fem meter. Vi flyttede straks til dette sted, og vi blev ikke skuffet. Vel var forholdene mindre, og over den døde lå kun en halv båd, 2 m lang, men gravudstyret var som i den store båd, blot at sølvpladerne manglede. Sværdet syntes lidt kortere, og påfaldende kort var afstanden mellem kranium og fødder; de øvrige dele af skelettet var opløst og kunne vanskeligt påvises. Vi gættede på en kriger, hvis hoved var lagt på brystet efter en uheldigt afsluttet kamp, men nu bragte vort samarbejde med tandspecialisten overraskende nyheder. Den gravlagte var en dreng, ikke over 12 år gammel, gravlagt med fuldt krigerudstyr (fig. 1).

Periode: Jernalder (500 til 749), Romersk jernalder (0 til 374)

Udgave: Skalk 1962:4

© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.