Avisen i historien

Episoden, der fandt sted i marts 1664, er fortalt af Leonora Christine selv i erindringsværket »Jammers Minde«, og ser man bort fra kongedatteren og hendes triste skæbne, er den interessant derved, at det vistnok er første gang, aviser omtales i litteraturen. På det tidspunkt befinder vi os rigtignok også i pressens allertidligste barndom.

Med bogtrykkerkunsten var grunden lagt til en effektiv nyhedsformidling, men det varede længe, før man alvorligt begyndte at udnytte Gutenbergs opfindelse til dette formål. Så tidligt som i 1400-tallet eksisterede imidlertid en nyhedstjeneste, uden brug af trykpresse og iøvrigt forbeholdt nogle få, nemlig i særdeleshed de store europæiske fyrstehuse og handelshusene, der herigennem udbyggede en måske ikke altfor solid kontakt med fjerne forbindelser. Meddelelsesmidlet var håndskrevne nyhedsbreve, der – ofte i mange kopier – spredtes pr bud. Denne trafik opnåede en vældig udbredelse i løbet af 1500-tallet.

Omkring 1600 fandt man på at trykke nyhedsbrevene. De første blev til i Schweiz i 1590’erne, og ideen blev fundet så god, at den hurtigt bredte sig – navnlig til Tyskland, hvor der fra 1609 udkom trykte nyhedsbreve flere gange om ugen. I Norden var vi noget senere på færde, men Sverige bør nævnes, fordi det første trykte nyhedsbrev her, fra 1645, har en endnu eksisterende efterkommer, verdens ældste stadig udkommende avis. Vi nærmer os med disse udgivelser stærkt de egentlige aviser; grænsen er under alle omstændigheder særdeles flydende.

Ved siden af nyhedsbrevene optrådte en anden slags nyhedsspredere, de såkaldte flyveblade, der kun udkom, når der var noget særligt på færde, men som til gengæld var beregnet for den brede offentlighed, hvorfor bogtrykkerkunsten var deres absolutte forudsætning. Flyveblade kendes allerede fra slutningen af 1400-tallet, og i de følgende to århundreder fik de en vældig blomstring, ikke blot på baggrund af tidens store religiøse og politiske omvæltninger, men også fordi disse lejlighedstryksager havde gode muligheder for at unddrage sig censur – enhver kunne trykke og udsende dem, så det var ikke altid let at efterspore kilden. At bladene således blev misbrugt, forhindrede ikke myndighederne i at anvende samme meddelelsesmiddel. Vor egen kong Hans har – så tidligt som i 1506 – udsendt trykte flyveblade med teksten til en pavelig bandbulle mod en af rigets fjender og har dermed – vistnok – æren af at være den, der indførte bogtrykkerkunsten i dansk politik. Det ældste bevarede danske flyveblad er fra 1542 og formentlig oversat fra tysk, en beretning om en græshoppesværms altfortærende hærgen i en lille tysk by. Fra samme århundrede kender vi flyveblade om Daniel Rantzaus sejr ved Svarterå i 1565 og om Christian 4’s kroning 1588. Nu skal man ikke tro, at flyvebladene altid handlede om store og historiske begivenheder; overtroiske fænomener, naturmærkværdigheder o. lign. var meget benyttede emner – og blev iøvrigt ved med at være det, også da de rigtige aviser omsider dukkede op.

Aviser i vor forstand kan man først tale om, når nyhedstjenesten er regelmæssig, når nyhederne har sigte mod et bredt publikum, og når de fra samme kilde udsendte blade har et ensartet udseende fra nummer til nummer, for eksempel bærer samme »hoved« (Fig. 1). Men for at regelmæssig udbredelse til et bredt publikum kan finde sted, kræves et distributionsapparat, et ordnet postvæsen. Da tiden kom, hvor denne forudsætning var opfyldt, opstod avisen så at sige af sig selv som en direkte fortsættelse af de eksisterende nyhedstjenester, uden at disse dog derfor straks forsvandt. Navnlig flyvebladene med deres dramatiske indhold lod sig på ingen måde slå ud af de første primitive aviser.