Avisen i historien

Episoden, der fandt sted i marts 1664, er fortalt af Leonora Christine selv i erindringsværket »Jammers Minde«, og ser man bort fra kongedatteren og hendes triste skæbne, er den interessant derved, at det vistnok er første gang, aviser omtales i litteraturen. På det tidspunkt befinder vi os rigtignok også i pressens allertidligste barndom.

Med bogtrykkerkunsten var grunden lagt til en effektiv nyhedsformidling, men det varede længe, før man alvorligt begyndte at udnytte Gutenbergs opfindelse til dette formål. Så tidligt som i 1400-tallet eksisterede imidlertid en nyhedstjeneste, uden brug af trykpresse og iøvrigt forbeholdt nogle få, nemlig i særdeleshed de store europæiske fyrstehuse og handelshusene, der herigennem udbyggede en måske ikke altfor solid kontakt med fjerne forbindelser. Meddelelsesmidlet var håndskrevne nyhedsbreve, der - ofte i mange kopier - spredtes pr bud. Denne trafik opnåede en vældig udbredelse i løbet af 1500-tallet.

Omkring 1600 fandt man på at trykke nyhedsbrevene. De første blev til i Schweiz i 1590'erne, og ideen blev fundet så god, at den hurtigt bredte sig - navnlig til Tyskland, hvor der fra 1609 udkom trykte nyhedsbreve flere gange om ugen. I Norden var vi noget senere på færde, men Sverige bør nævnes, fordi det første trykte nyhedsbrev her, fra 1645, har en endnu eksisterende efterkommer, verdens ældste stadig udkommende avis. Vi nærmer os med disse udgivelser stærkt de egentlige aviser; grænsen er under alle omstændigheder særdeles flydende.

Ved siden af nyhedsbrevene optrådte en anden slags nyhedsspredere, de såkaldte flyveblade, der kun udkom, når der var noget særligt på færde, men som til gengæld var beregnet for den brede offentlighed, hvorfor bogtrykkerkunsten var deres absolutte forudsætning. Flyveblade kendes allerede fra slutningen af 1400-tallet, og i de følgende to århundreder fik de en vældig blomstring, ikke blot på baggrund af tidens store religiøse og politiske omvæltninger, men også fordi disse lejlighedstryksager havde gode muligheder for at unddrage sig censur - enhver kunne trykke og udsende dem, så det var ikke altid let at efterspore kilden. At bladene således blev misbrugt, forhindrede ikke myndighederne i at anvende samme meddelelsesmiddel. Vor egen kong Hans har - så tidligt som i 1506 - udsendt trykte flyveblade med teksten til en pavelig bandbulle mod en af rigets fjender og har dermed - vistnok - æren af at være den, der indførte bogtrykkerkunsten i dansk politik. Det ældste bevarede danske flyveblad er fra 1542 og formentlig oversat fra tysk, en beretning om en græshoppesværms altfortærende hærgen i en lille tysk by. Fra samme århundrede kender vi flyveblade om Daniel Rantzaus sejr ved Svarterå i 1565 og om Christian 4's kroning 1588. Nu skal man ikke tro, at flyvebladene altid handlede om store og historiske begivenheder; overtroiske fænomener, naturmærkværdigheder o. lign. var meget benyttede emner - og blev iøvrigt ved med at være det, også da de rigtige aviser omsider dukkede op.

Aviser i vor forstand kan man først tale om, når nyhedstjenesten er regelmæssig, når nyhederne har sigte mod et bredt publikum, og når de fra samme kilde udsendte blade har et ensartet udseende fra nummer til nummer, for eksempel bærer samme »hoved« (Fig. 1). Men for at regelmæssig udbredelse til et bredt publikum kan finde sted, kræves et distributionsapparat, et ordnet postvæsen. Da tiden kom, hvor denne forudsætning var opfyldt, opstod avisen så at sige af sig selv som en direkte fortsættelse af de eksisterende nyhedstjenester, uden at disse dog derfor straks forsvandt. Navnlig flyvebladene med deres dramatiske indhold lod sig på ingen måde slå ud af de første primitive aviser.

Her i landet blev posttjenesten lagt i faste rammer ved en kongelig forordning i 1624, og nøjagtig ti år efter udstedtes et avisprivilegium - til en bogholder og en bogtrykker i fællesskab. Vor første avis så dagens lys. Hvor dansk den var, kan diskuteres, både den og dens nærmeste efterfølgere var nemlig tysksprogede, hvilket hænger sammen med, at de havde tyske aviser som forbilleder og stofleverandører. Af disse gamle blade er der kun få rester tilbage.

Den ældste bevarede avis skrevet på dansk er fra 1657 og bærer navnet »Ny Affvjser«; kun et enkelt nummer af den eksisterer, men rigtignok et heldigt eksemplar, for heri finder vi en rapport om svenskekongens angreb på Frederiksodde, det nuværende Fredericia. Udgiveren var - som næsten alle avisudgivere til helt op i 1800-tallet - en bogtrykker; Peder Morsing hed han, men hans karriere som redaktør varede kun et års tid, så døde han, og virksomheden overgik til enken. Denne giftede sig snart efter med en anden bogtrykker, Henrik Gøde, der benyttede lejligheden til at ansøge om Peder Morsings privilegier og fik dem bevilget. Gøde blev - som det hedder i et af dokumenterne - »Peder Morsings efterfølger i embedet såvel som i sengen«.

Gødes overtagelse af den morsingske presse medførte et kedeligt tilbageskridt, »Ny Affvjser« blev til »Wochentliche Zeitung« - også denne avis blev med andre ord nu tysksproget. Man kunne næsten fristes til at kalde disse første aviser for lokale aflæggere af større tyske blade, en af dem hed ligeud »Wochentliche Zeitung ausz Hamburg«, så her er der i hvert fald ikke stukket noget under stolen. Selv danske nyheder kom ofte til vore aviser via udlandet - og det var ganske almindeligt, at det tyske stof blev direkte aftrykt uden at være tilpasset danske læseres tarv. I en københavnsk avis fra 1658 kan man således læse et nytårsbudskab, hvor man inderligt takker Gud for, at det netop udrundne år er forløbet »in gutem Friede und Ruhe« - hvad man med rimelighed kunne takke for i Hamborg, men ikke her, hvor fjenden stod langt oppe i Jylland (Fig. 2). Et endnu grellere eksempel kan hentes fra Sverige, hvor man under krigen med Rusland benyttede mange udenlandske kilder, også russiske. Det virker temmelig grotesk, når man i den mest kongetro stockholmske avis ser den russiske hersker betegnet som »vor milde og kloge fyrste« (Fig. 3).

Gødes avis hentede hovedparten af sit stof fra et Hamborg-blad og fra svenske kilder, men det må siges til hans ros, at han desuden bestræbte sig på at bringe originale danske nyheder - f.eks. om Ulfeldt-sagen; det kan meget vel have været »Wochentliche Zeitung«, Leonora Christine fik forelagt i fængslet. Det er dog hverken Gøde eller Morsing, men en helt tredje mand, Anders Bording, der almindeligt nævnes som »den danske presses fader«. Med ham vandt dansk sprog og danske nyheder for alvor indpas i danske aviser.

Anders Bording adskilte sig fra samtidens - og en lang eftertids - avisudgivere ved at have en akademisk baggrund og tillige mange kunstneriske talenter (Fig. 4). Lægesønnen fra Ribe havde som student fordybet sig i de klassiske digtere og tidens store poeter, mindre i de studier, der egentlig burde have optaget ham. Han var en ubekymret sjæl og dertil selv en glad poet, ynder af våde varer og en dygtig sanger og lutspiller, så først da han var et godt stykke oppe i trediverne, fik han sin magistergrad. Nu burde han efter god skik have indrettet sig på en mere ordnet tilværelse, men åbenbart savnede han aldeles anlæg i den retning. Et rektorembede ved en latinskole forlod han efter et år, og bedre gik det ikke, da han forsøgte sig som lektor i teologi ved domkapitlet i fødebyen Ribe. Derefter vendte han tilbage til hovedstaden for at genoptage sin boheme-tilværelse og ernære sig som - bl.a. - lejlighedsdigter.

Det var i midten af 1660'erne. Enevælden var da nylig indført, og denne politiske tilstand blev en væsentlig årsag til Bordings indtræden i avisudgivernes rækker. Den rigtige person fandt her den rigtige situation, der gav hans anlæg mulighed for at komme til fuld udfoldelse. Kongen og hans rådgivere må have indset, at en loyal og velskrevet avis ville være et såre nyttigt redskab for det nye statsstyre. Bording med den elegante, flittigt benyttede pen, levende optaget af alt, hvad der rørte sig i tiden, og dertil yderst kongetro, kunne bruges. Det er sandsynligt, at ideen udgik fra hoffet - måske fra selve Peder Schumacher.

I hvert fald: Den 1. august 1666 udkom med kongelig understøttelse det første nummer af Bordings »Den Danske Mercurius«, skrevet på udsøgte omend i vore øren noget tunge vers. Sin poetiske ramme havde den fået fra franske og især tyske forbilleder, men modsat disse henvendte Bordings avis sig til folket, og den var et egentligt nyhedsblad, i den første tid det eneste på dansk. Regeringsorgan var og blev den - alt, som angår monarken, omtales med næsegrus beundring - men ellers kan man ikke beskylde den for at være ukritisk. Til udgiverens mange talenter kom, viste det sig, en stor journalistisk færdighed, som selv tidens formalistiske spændetrøje ikke formåede at kue. Bag den stive tidsprægede fremtoning skjuler sig meget af det, som kendetegner moderne aviser. Bording sorterer og prioriterer, nye stofområder inddrages, og ind imellem bliver der plads for småsnak om vind og vejr. Resultatet er blevet en avis, der var enestående i samtiden og et lysende eksempel for eftertiden gennem flere generationer.

Har Peder Schumacher, den senere Griffenfeld, end haft nok så megen andel i Mercurius' tilblivelse, kunne den altid kongetro Bording naturligvis ikke skåne kansleren, da dennes stjerne blegnede. Dommen over ham meddeles med disse verslinjer:

Med hast Schumacher vel opkom
ved høje dyder,
med hast faldt han og ned igen
ved høje lyder.
Hvorfor og retten ej sin pligt
forsømme kan,
men hannem har fradømt liv, ære,
gods og stand.

Vor første journalist døde kun 58 år gammel i 1677, og dermed gik hans avis ind. Flere søgte at tage arven op, og flere »Mercurier« så dagens lys i de følgende år, men de var uden levedygtighed - og uden hans talent.

Det må antages, at Bordings eksempel har en ikke ringe andel i den opblomstring af dansk presse, som indtrådte i årene op mod 1700 (Fig. 5). Mange aviser blev grundlagt endnu mens han levede, især efter udbruddet af krigen med Sverige 1675, hvor befolkningens nyhedstrang var stor. Af mændene bag disse udgivelser er der kun grund til at nævne en enkelt, nemlig boghandler Daniel Paulli, en søn af botanikeren Simon Paulli. Han udsendte i 1672 en avis på tysk og kort efter også en dansksproget, kaldet »Extraordinaires Maanedlige Relationer« (Fig. 6, Fig. 7). Den var på prosa, havde en fast titelvignet, en gående Merkur, og fremtrådte i tospaltet opsætning med nyhederne ordnet efter lande, Danmark først. Til månedsavisen føjede han senere, efter krigsudbruddet, en ugeavis, men af den er kun ganske få rester bevaret. Paulli var også en foregangsmand, hvad angår fremskaffelse af stof til avisen. Han benyttede ikke blot en mangfoldighed af skrevne kilder, men etablerede et net af faste meddelere i hæren, i administrationen og i de store handelsbyer. Paulli havde ikke Bordings journalistiske talent, men han var en iderig og praktisk mand, der bidrog meget til udviklingen af den moderne avis.

Med disse to personligheder var jorden beredt. I årene omkring 1700 blev aviserne ikke blot flere og flere, men også bedre og bedre. En række dygtige avisudgivere fulgte i foregangsmændenes spor, og en ny kulmination oplevede man under den Store Nordiske Krig 1700-1720, hvor informationshungeren påny blev umættelig.

Efter fredsslutningen indtrådte forståeligt nok en stilstandsperiode, læseiveren og stofmængden svandt ind, nogle udgivere mistede gejsten, og helt galt blev det ved Københavns brand i 1728, hvor adskillige avistrykkerier gik op i luer. Blandt de overlevende var »Extraordinaire Relationer«, men at det var på et hængende hår, turde fremgå deraf, at titelvignetten med løver og vildmænd savnes i dens første nummer efter katastrofen; den er erstattet med et klagevers, hvori det meddeles, at stempelblokken er brændt.

Et af de totalt brandhærgede blade, som efter nogen tid genopstod af asken, blev en snes år efter - i 1749 - overtaget af en nyetableret bogtrykker ved navn E. H. Berling, som gav det navnet »Kiøbenhavnske Danske Post-Tidender«. Berling var vel ikke en foregangsmand af Bordings eller Paullis format, og hans blad var næppe meget bedre end konkurrenternes, men han var både dygtig og driftig, og til forskel fra alle de andre udgivere formåede han at skabe en livskraftig avis. Den fik senere et endnu mere uhåndterligt navn og blev da snart i folkemunde blot kaldt »den berlingske avis«. Som bekendt lever den i bedste velgående den dag idag under navnet Berlingske Tidende (Fig. 8).

Har vi glemt provinsen? Nej den lå simpelthen for langt fra hovedstaden til at få del i kagen; vore ældste aviser er alle rent københavnske anliggender. Det første tilløb til en ændring af dette forhold blev gjort 1735 - og netop som følge af den store brand. En af de mange hjemløse bogtrykkere var flyttet til Odense medbringende sit kendskab til avisudgivelse, men stedet var åbenbart ikke gunstigt for sådanne nymodens ideer, så eksperimentet indstilledes efter en kort årrække. Nu var begyndelsen imidlertid gjort, og nogle år senere, i 1767, fik provinsen en levedygtig avis, nemlig den endnu eksisterende Aalborg Stiftstidende, der hurtigt efterfulgtes af de andre Stiftstidender. Disse blade skulle i henhold til deres privilegier udbrede offentlige bekendtgørelser inden for hver sit stift, deraf navnet. De var, ligesom i sin tid Bordings Mercurius, talerør for rigets styre - og vedblev at være det helt til 1904, da Statstidende overtog funktionen. Stiftsblad for Sjælland var »den berlingske avis«.

Fra månedsaviser var man gået over til ugeaviser, og sidst i 1700-tallet var det kommet dertil, at større blade udkom flere gange om ugen. Endelig i 1803 opstod vort første dagblad »Dagen«, som udgiveren, K. H. Seidelin, prægede med sin originale lidt sære personlighed, så at det hurtigt opnåede stor yndest. Blandt hans pressemæssige eksperimenter var et forsøg på at indføre latinske typer (de samme vi bruger) i bladet, men her satte læserne grænsen, som nødvendiggjorde et hastigt tilbagetog. »Dagen« var gennem en menneskealder vor mest populære avis (Fig. 9). Også Berlingske blev nu dagblad.

Politisk var den danske presse endnu i første halvdel af 1800-tallet lagt i tunge lænker. Kun enkelte udvalgte aviser måtte bringe udenrigspolitisk stof, nogle var direkte i lommen på regeringen, og dem alle var det på det strengeste forbudt at ytre meninger, der afveg fra statsmagtens. Men oprøret mod enevælden lurede. 1834 opstod »Fædrelandet«, der blev vort første opinionsblad, og til hvis fortjenester det hører at have indført den politiske leder. Digteren Carl Ploug, der gennem mange år var dets redaktør, har træffende udtrykt arbejdsvilkårene i følgende linier af sin »politiske sang«:

Det skrevne ord sig på hosesok
må liste censor forbi,
det talte vogter med skilt og stok
vort nidkære politi.

Bølger af sagsanlæg med påfølgende straffe til de ansvarlige rullede ind over »Fædrelandet«, men det vedblev at fremføre tidens nye tanker, næret af det folkelige røre ude i Europa. Sejrens time oprandt 1849 med junigrundloven. Censuren, der havde været et mareridt for alle avisudgivere, ophævedes og »kan ingensinde påny indføres«. Det grundlag for en offentlig meningsdannelse, som hermed skabtes, sætter det store skel i pressens historie.

I årene op til 1849 havde vi kun otte egentlige aviser, men tiden mellem de to slesvigske krige bragte ikke mindre end 35 nye. Det var det politiske højre, der stod bag de fleste, og de kendes på navnet, der består af et bynavn + »Avis«. Efter 1864 fik bønderne styrke gennem deres parti Venstre, der i løbet af en halv snes år stiftede 19 blade spredt over hele landet; de har tilnavne som »-Amtstidende«, »-Amts Avis«, »-Folketidende«, »-Folkeblad« og »-Dagblad«, men mærkelig nok ikke »-Venstreblad« - det navn fik senere den radikale venstrefløjs blade for at markere troskaben mod Venstres sande idealer. Omtrent på samme tid begyndte arbejderbevægelsen at gøre sig gældende, hvilket førte til oprettelsen af »Socialisten« 1872 og senere en række andre socialdemokratiske blade. Det endte med, at hvert af de fire store partier havde sin avis i så at sige alle købstæder - en situation, der holdt sig indtil sidste verdenskrig. Af fremtrædende nyskabelser i slutningen af 1800-årene må iøvrigt nævnes den store provinsavis Jyllands-Posten og hovedstadsbladet Politiken, der med mænd som Hørup, Brandes og Cavling i spidsen var sikret en flyvende start og et mere kulturelt tilsnit end ellers almindeligt (Fig. 10, Fig. 11). Til Politikens fortjenester hører indførelsen af aviskronikken.

Det nye århundrede - vort eget - har bragt store pressetekniske fremskridt, men ser man på udvalget af blade, må man erkende, at det er død mere end fødsel, der har præget udviklingen. Et par levedygtige skud blev dog sat straks efter århundredeskiftet. Politiken havde fået for vane at udsende særnumre i perioder med meget nyhedsstof; af dem opstod i 1904 middagsavisen Ekstra Bladet - og eksemplet smittede af på Berlingske, så at den nogle år senere nedkom med B. T. Af de to verdenskrige fik den sidste størst pressemæssig betydning, nemlig gennem de mange illegale blade, hvoraf flere forsøgte sig som dagblade, da landet igen var frit. Kun et af dem - Information - har dog haft kræfter til at klare kappestriden.

At efterkrigstiden har givet pressen problemer, lader sig ikke nægte. Radioen og især fjernsynet er med deres hurtige nyhedsformidling blevet farlige konkurrenter, og når dertil kommer læsernes stadigt stigende krav til tryksagers komfort samt de voldsomt øgede omkostninger, er det ikke underligt, at en lang række blade er bukket under, og at de tilbageblevne, med enkelte undtagelser, ikke klarer sig alt for godt, hvad dalende oplagstal vidner om. Bladdøden skal nok finde sig ofre også i fremtiden.

På intet tidspunkt i pressens lange historie har situationen været mere uoverskuelig end just i dette øjeblik, hvor den tekniske udvikling lader alle muligheder åbne, så at ethvert forsøg på forudsigelse må blive gætteri. At det skrevne ord skulle være døende, er der vel næppe mange, der tror, men netop nyhedstjenesten med dens kortsigtede budskaber indtager en særstilling, hvor alt kan tænkes. Skulle det ske, at dødsklokkerne ringer for alvor, vil der flyde tårer. Dog - den sidste avis er ikke skrevet endnu.

Lit: Chr. Kirchhoff-Larsen: Den danske presses historie. 1942. - Svend Thorsen: Den danske dagspresse. 1947. - Stig Boberg: Pressens Historia. Stockholm 1970.