At tænke over tingene

Vi kan stå med et groft flintstykke i hånden, lige samlet op af mulden, og så tænker vi: ”Det ligger så godt i hånden, det må være en kølle, en kile eller et andet fortræffeligt redskab”. Og så er det måske bare en flintesten alligevel - og intet andet. Jeg opdagede engang under en flytning, at de tunge, drejede ben under min mormors sofabord på samme måde lå så godt i hånden - og de har i hvert fald næppe været brugt til andet end bordben, for min mormor var en adstadig dame. Der findes ikke i sig selv ny viden i det, at en ting ligger godt i Deres eller min hånd, eller i den tro, at den kan have ligget lige så godt i en hedenfaren stenaldermands hånd. For at tænke arkæologisk må vi se, om tingen er tildannet med samme hensigtsmæssige afspaltninger op over fladen, som de titusinder af flintstykker, der kendes fra sikre stenalderbopladser eller fra moderne flinthåndværkeres arbejdspladser. Hvad enten disse så søges blandt primitive folkeslag eller f.eks. i vore dages England, hvor stenhuggere stadig forarbejder bøsseflint til det afrikanske marked. For at tænke arkæologisk må vi sammenligne ting med ting. Og der er heldigvis en hel del ting, som det så slet ikke er værd at tænke på.

Vi tænker over, hvordan tingen blev til. Sætter os måske på en lun strandbred og prøver at hugge flint. Vor agtelse for de gamle håndværkere øges gennem vore bestræbelser og lidelser; men fordi blodet snart strigler ned ad lægge, lår og bryst, må vi ikke forledes til at tro, at flinthåndværket i stenalderen har været slet så dramatisk. Den tids håndværkere havde ikke nær så mange tommelfingre, for de kunne deres job. For at tænke arkæologisk må vi vænne os af med at slutte direkte fra os til dem, der levede århundreder og årtusinder tilbage. Vore forudsætninger er - mildt sagt - forskellige.

Og så lykkes det måske engang at få hugget et redskab til - ganske som de rigtige stenalderformer, der gemmer sig bag lås og slå i museernes montrer. Stor er triumfen! For nu tror vi, at vi har af luret de gamle deres hemmelighed. Det har vi — måske. Men det, at en ting kan gøres på een måde, beviser aldrig, at denne måde er den eneste. Vi må erkende mulighedernes mængde, før vi fælder en dom.

Nuvel. Det at tænke over tingene, hver på sin måde, er måske en uskyldig fornøjelse. Og de henkastede teorier kan være frugtbare - vist kan de det. Mere frugtbart er det blot at tage sin egen teori op til doms. At være forsvarer og anklager og endelig dommer over sine egne tanker. Først så yder man tingene retfærdighed.

Hvis tingene blot får lov at være de incitamenter, der sætter tøjlesløse tankerækker i gang, slører vi til sidst ganske billedet af en faktisk viden om tingene. Thi en smukt formuleret arbejdshypothese kan være nok så tiltrækkende som den nøgterne virkelighed - og det er desværre ikke kun de gode tanker, der har svært ved at dø.