Arvesølv

Denne ske har altså ikke som de fleste af dens jævnaldrende været gravet i jorden, gemt hen i ufredstid og glemt, for så at blive fundet og havne i en museumsmontre. Den er arvet – har vandret fra generation til generation, fra hjem til hjem, og heldet har været med den, så at den lykkeligt har undgået tyveri, ildebrand, omsmeltning og andre farer.

Dens form og proportioner er så usædvanlige, at man uvilkårligt lægger mærke til den: et cirkelrundt skeblad, seks centimeter i diameter, med et kun fem centimeter langt kantet skaft, der ender i fire stiliserede liljer omkring en forgyldt kugle. I bladet er der indgraveret et bånd – ligeledes forgyldt – med nogle bogstaver på, men ingen kunne sige mig, hvad de betød, da vi for ca 30 år siden arvede skeen. Den ankom sammen med en del andet sølvtøj til en fynsk præstegård, og da den var smuk og usædvanlig, blev den taget i brug som sukkerske – for smukke ting skal bruges, så man hver dag kan glæde sig over dem!

Så kom krigen og rationeringen. Skeen var absolut ikke økonomisk at bruge i en sukkerskål; den måtte erstattes af en meget mindre og fik selv sin plads i en skuffe, hvor den lå stille og ubemærket i mange år.

Der sker så meget i løbet af 30 år; for eksempel kan man komme til at interessere sig for slægtshistorie og ad mærkelige veje grave oplysninger frem, som har været glemt i årtier, ja i århundreder. Da jeg en dag for nylig igen fik fat i den lille sølvske og atter læste bogstaverne, som er graveret ind i den, vidste jeg pludselig, hvad de betød! Det var næsten, som skeen fik mæle og fortalte mig sin historie – der samtidig er slægtens historie, et stykke kulturhistorie og et stykke Danmarkshistorie. Og nu kan jeg give min viden videre – fortælle om, hvor skeen har været, før den kom til os i den fynske præstegård.

Den kom fra mine svigerforældres hjem. Han, Julius Lissner, var kaptajn og befor de store have i over 50 år – sejlede blandt andet under hele første verdenskrig, så det er ikke mærkeligt, at der i den familie blev fortalt mange spændende historier om søen og sømandslivet. Det var hans kone, Louise Lissner, født Børre (1863-1938), der havde bragt skeen ind i familien, men hun vidste ikke andet om den, end at den havde tilhørt en af hendes forfædre, som rejste en del, og som ikke kunne lide at spise med kroernes træskeer; de blev efter brugen slikket af og stukket op under hanebjælken, hvor de sad, til nye krogæster fik brug for dem. Derfor havde han sin egen ske med sig, og den var så kort i skaftet, for at den bekvemt kunne ligge i en lomme. Hvem den mand var, og hvornår han levede, det var der ingen mere, der huskede. Allerede her svigter altså familietraditionen (Fig. 1). Længere kunne vi ikke komme, hvis ikke skeen selv havde vist os vejen, den har fulgt.