Arkæologi på en anden måde

Ligesom arkæologerne ved at grave i jorden skaffer materiale frem, der kan belyse kulturens udvikling, således "graver" etnologerne i gamle folks hukommelse.

Af Ole Højrup

Ordet etnologi betyder læren om, hvorledes folk lever og har levet, og det er blevet den internationale betegnelse for den videnskab, der her i Europa søger ud fra den nyere tids levevis at rekonstruere også ældre tiders livsform.

Når dette kan lade sig gøre, hænger det sammen med, at der er meget gamle traditioner i de arbejdsmetoder, boligformer, festskikke m.m., som den ældste generation endnu kan huske. En 70-80årig har oplevet en sådan omvæltning i næsten alle livets forhold, som vi vel skal helt tilbage til overgangen fra ældre til yngre stenalder for at påvise magen til.

Det er dette forhold etnologerne udnytter. Arkæologen må nøjes med genstande, som han kan grave op af jorden; på dem bygger han et billede af tilværelsen gennem årtusinder, et billede, som vi for bare 100 år siden intet kendte til. Etnologen kan også grave genstande frem - fra udhuse og lofter, hvor de mange steder ligger endnu. Han kan indsamle og fotografere indbo og huse, som har været i brug op mod vor tid. Men han kan mere end det; han kan tale med folk, som selv har brugt disse genstande og således ved, hvordan og ved hvilke lejligheder de har været brugt. Og der er jo mangt og meget, hele sider af tilværelsen, som slet ikke afspejles af genstandene.

Det var sådanne tanker, der lå bag oprettelsen af NATIONALMUSEETS ETNOLOGISKE UNDERSØGELSER, der begyndte sit indsamlingsarbejde i 1900 under ledelse af museumsinspektør Svend Jespersen, og man har siden særlig arbejdet med at få bondekulturen beskrevet. Dette sker bl.a. ved, at museumsfolk rejser rundt og udspørger gamle mennesker; men det er dyrt at rejse, og etnologerne har brug for meget stof, så på den måde vil man aldrig komme til vejs ende. Arbejdet skal jo gøres i løbet af få år, mens de gamle, der ved noget, endnu lever. Arkæologen har helt anderledes tiden for sig. For at overvinde denne vanskelighed har man fået de gamle til selv at skrive, hvad de mindes fra ungdommens dage. Det viser sig imidlertid, at hvis en gammel mand eller kone skal skrive på egen hånd, så bliver beretningen som regel kort, idet en mængde ting forekommer selvfølgelige og ikke værd at nedskrive. Derfor er det en af etnologernes vigtigste opgaver emne for emne at skaffe sig overblik over problemerne og så nedfælde erfaringerne i en samling spørgsmål, som kan hjælpe de gamle meddelere på gled.

Det er ingenlunde nyt at indsamle stof efter spørgelister. Allerede Ole Worm prøvede det, da han i 1620erne indhentede oplysninger om danske oldtidsmindesmærker, bl.a. runestene. I nyere tid har man - og det gælder både sprogforskere og etnologer — særlig i Sverrig arbejdet med spørgelister, og flere forskellige institutioner har eksperimenteret med, hvilken form vejledningerne bør have. For det er ikke ligegyldigt, hvorledes spørgsmålene stilles op, når det gælder om at få et udførligt og pålideligt materiale. Man kunne tro, at der skulle stilles så få spørgsmål som muligt, for at spørgsmålene ikke skal farve beskrivelserne, men det viser sig at være en fejltagelse. Vi har erfaret, at det mest tilfredsstillende materiale opnås ud fra udførlige spørgelister, der er opstillet således, at meddeleren ved at læse spørgsmålene i tankerne bliver ført tilbage til ungdomstidens oplevelser og således, at meddeleren uden at skulle besvare hvert enkelt spørgsmål kommer til at beskrive emnet i en sammenhængende beretning. Desuden kan man ud fra den udførlige beskrivelse altid konstatere, om meddeleren er inde i og selv har oplevet de forhold, som beskrives, hvad man ikke kan, hvis der blot svares ja og nej til en række spørgsmål uden direkte sammenhæng. Dertil kommer, at jo længere en gammel mand eller kone arbejder med stoffet, des flere enkeltheder dukker der op i erindringen, og selv en i skrivekunsten uøvet person kan besvare en sådan spørgeliste.

Nu kan man indvende, om ikke det var tilstrækkeligt at få een virkelig udførlig beskrivelse af hvert emne skrevet ud fra et husmandsbrug, en gård, en proprietærgård og en herregård fra hver landsdel. Hertil må svaret blive absolut nej. Etnologerne har brug for mange beskrivelser. I visse landsdele er det tilstrækkeligt at have optegnelser fra hvert tredje eller fjerde sogn, men der er andre egne, hvorfra der helst skal være oplysninger fra hvert eneste sogn. Dette hænger sammen med, at mange såvel arbejdsmetoder som skikke varierer fra egn til egn, og grænserne viser sig som regel at findes inden for bestemte strøg, hvilket dog ikke altid betyder, at grænserne ligger fast. Undertiden viser optegnelserne, at i et område kender man een fremgangsmåde, derefter følger en strækning, hvor to metoder bruges afvekslende, eller meddelerne kan ligefrem huske, at først brugtes den ene og senere den anden metode, og endelig følger endnu et område, hvor kun den anden metode er kendt.

Et sådant tilfælde er iøvrigt velkomment, for så får man straks at vide, hvilken fremgangsmåde der er ældst, og man får et fingerpeg om, hvor det nye kommer fra. Før nutidens mange midler til spredning af oplysning kom frem, og før det blev almindeligt at flytte rundt i hele landet, vandrede nyhederne ofte fra landsby til landsby, eller fulgte de veje, hvor landbefolkningen kom på stadigt gentagne handelsrejser eller i andre ærinder. Ældre tiders konservative og forsigtige bønder nøjedes ikke med at have set eller hørt om en ny metode. Der gives i optegnelserne mange eksempler på, at det ikke var tilstrækkeligt, når en fremmed tjenestekarl bedyrede, at sådan og sådan gjorde man på hans hjemegn. Før bonden med egne øjne havde set resultaterne af det nye, opgav han ikke det tilvante, hvilket blandt meget andet hænger sammen med, at ældre tiders landbrug med ufuldkomne metoder måtte være nøje tilpasset egnens specielle naturforhold.

Alle sådanne lokale variationer kan kortlægges, og udvider man en sådan kortlægning til at gælde nabolandene og eventuelt hele Europa, ja, Asien og Afrika med, får man et middel til at bedømme, om det nye er opstået her i landet, eller det er kommet til os ude fra. Bruger etnologen nu sin viden om hele miljøet og de naturlige betingelser i de forskellige egne sammen med lidt sund fornuft, kan han sætte de spredte oplysninger, som kan hentes fra ældre kilder, hvad enten disse er skriftlige oplysninger, bevarede genstande eller billeder, ind i den rette sammenhæng.

På den måde kan de oplysninger, som indsamles i nutiden, bruges som et udgangspunkt for studier også over ældre tider, og etnologer og arkæologer vil kunne række hinanden hånden. Ja, det viser sig, at mangfoldige af de metoder, som vi her i landet kender fra oldtiden, stadig kan findes i brug i en eller anden variation i afsides egne eller på steder, hvor de geografiske forhold er særlig gunstige for netop denne metode. Således er de plovtyper, som vi finder her i jernalderen, stadig i brug i kartoffelagrene i visse norske dale, omend i forenklet udgave, og på Balkan kan man møde kvinder komme gående ad en bjergsti, alt mens de spinder på håndten, et redskab, der her i landet forlængst er afløst af en hel række typer af spinderokke, som igen er afløst af den moderne tids maskiner.

Når en institution har sine fleste medarbejdere i aldersklassen fra 70 til 95 år, betyder det, at frafaldet er stort, at der stadig er brug for nye. Måske kender De en gammel mand eller kone, som kan tænkes at ville fortælle om og derved samtidig genopleve ungdommens lyse dage. Et brevkort til Nationalmuseets Etnologiske Undersøgelser, København K, er nok.