Arbejdspladser efter fyraften

Det er mangen museumsmands hovedpine, hvordan han bedst skal skabe liv i stuerne, så at de besøgende ikke bare ser døde genstande, men fornemmer levende mennesker bag dem. Museet på Sønderborg Slot har fejret sit 50-års jubilæum ved at nyopstille dele af sine samlinger og byder nu gæsterne ind.

Af Jørgen Slettebo

Mange provinsmuseer har i deres samlinger værktøj og større eller mindre dele af værksteder fra gamle håndværk. Ved udstilling af disse ting står man over for flere muligheder. Man kan opstille værkstederne som oprindelige interiører eller man kan lave en systematisk opstilling af de enkelte redskabstyper. Den første udvej giver et morsomt og levende indtryk, men savner overskuelighed, da åbningen, hvorigennem publikum skal se udstillingen, må være så lille som mulig, helst en dør eller et vindue. Den anden udvej kommer til gengæld let til at savne liv og bliver i virkeligheden af størst interesse for fagfolk, altså for de gamle håndværkere, der kender redskaberne i forvejen.

Museet på Sønderborg Slot, der i år har nyopstillet sin store og varierede samling af gamle håndværkerredskaber, har prøvet at finde en mellemvej mellem de to ovennævnte udstillingsmuligheder. Man har lavet ialt seks båse, hvori de bedste værkstedsgrupper er indrettet, således at hvert værksted får mindst to vægge. Her er så redskaberne anbragt samlet i grupper efter deres brug, så vidt muligt grupperet omkring værkstedsbord eller arbejdsplads.

Mest komplet er et lille skomagerværksted, hvor der i sin tid har været tre svende i arbejde. Deres skamler er anbragt om det lave arbejdsbord, hvor de mest benyttede redskaber - hammer, syl og fil, er lagt frem foran hver sammen med æsker med træstifter til forsåling. Ved det gamle vindue som ved hver arbejdsplads hænger en glaskugle, der benyttedes som en grov linse til at samle lyset i de ofte meget mørke værksteder. Under vinduet er en hylde med skærebrædtet til læderarbejdet, og her hænger alt det øvrige værktøj. På en smal hylde langs den anden væg står alle skomodellerne, mens støvlemodellerne hænger ovenover.

Et træskomagerværksted viser de mest brugte redskaber til forarbejdning af træsko. På bagvæggen hænger foruden redskaberne også nogle messingbeslag, som har prydet de fine træsko. Et kombineret urmager- og gørtlerværksted (kombinationen må ses på baggrund af, at et enkelt af de to håndværk ikke har været nok til at brødføde en mand og hans familie) har blandt mange blymodeller også modeller til håndbøjler til geværer. Gørtleren har nok leveret beslag til hertugens skytter.

Et bødkerværksted er knap så komplet, fordi selve arbejdspladsen mangler, kun et udvalg af redskaberne er vist. Til gengæld er anbragt et antal af de forskellige færdigvarer, kar, tønder, kander o.s.v., som bødkeren fremstillede. Et stort snedkerværksted viser omkring den gamle, slidte høvlebænk med værktøjsskabet ovenover, en lang række specialværktøj, samlet i grupper, stregmål for sig, vimmelskafter og andre bor for sig og på en lang hylde et rigt udvalg af de mange profilhøvle.

Fornemst og størst er Winthers pottemageri. Tre generationer af slægten Winther har drevet pottemageri fra den gamle Asmus Friedrich Winther i 1834 kom til Sønderborg. Her vises hans gamle drejeskive, et stort udvalg af modeller i ler og gips, forskellige redskaber og en samling færdigvarer, både fra de store fliseovne ("pottemandsovne") og fra de mange bordservicer, der er leveret. Samlet hænger således fade og tallerkener i tre størrelser, alle påmalet "K. M. Kaad. 1837" i bunden. Her er barselspotter, brændevinsdunke, kageforme, vaser, brætspil med damspil på den ene side og møllespil på den anden, og her er en morsom kærestegave: Et syskrin i lertøj. Det har været en alsidig og kunstnerisk begavet slægt.

Udover selve værkstederne omfatter nyopstillingen genstande, der vedrører laugene, et par laugsskrin, laugsskilte og en serie pokaler og krus fra byens gamle rebslagerlaug. Endelig gives en oversigt over Sønderborg bys historie ved hjælp af gamle kort og kolorerede stik.