Aldrig set noget lignende

Overpløjede høje findes - desværre - i tusindvis. Tid efter anden rykker arkæologerne ud og undersøger nogle af dem - når landmanden knækker plovskæret på stenene og derfor sender bud til museet. Et sådant tilfælde indtraf i 1958, da Aalborg historiske Museum undersøgte en overpløjet høj i Svanfolk i Østhimmerland, hvori fandtes to bronzealdergrave. (Fig.1)

Af Oscar Marseen

Billede

Fig. 1. Ingen billedtekst.

I august i år var det galt igen på samme mark. Atter havde ejeren (gdr. Rytter Rosenbech) knækket plovskær på sten i en overpløjet høj. - Fra skriftlige kilder ved vi, at den allerede i 1886 var overpløjet, og at der var fundet en stor mængde sten, men intet gravgods. Efter disse oplysninger var det ikke med store forhåbninger, at arkæologen begyndte undersøgelsen.

Først fjernedes pløjejorden i et bælte fra den flade mark og til centrum i højen, hvor den - formentlig ødelagte - stengrav skulle findes. - Men her lå en stor flad sten, som kunne se ud til at være dæksten for et underliggende stenkammer, som altså måtte være urørt. Lovende og traditionelt! Den fortsatte afdækning af hele højen afslørede dog snart, at her fandtes noget højst utraditionelt og gådefuldt, som gav anledning til mange spekulationer. For udgående fra centrumsstenen, (som ikke var en dæksten) mod alle fire verdenshjørner, lå rektangulære stendynger, der tilsammen dannede et korsformet anlæg indrammet af en stenkrans, hvis indvendige diameter var 8 m. Hver arm lignede slående en jordfæstegrav med tydelige fyldskifter og pakket med sten. Gravene måtte være ret dybe, da fylden imellem pakstenene bestod af undergrundsler. Hen oven i korsarmene var stenfri render, der også tilsammen dannede et kors. I renderne fandtes svære, stærkt forrustede jernnagler, trækulspartikler og små klumper brændt ler. Naglerne og trækullet vidnede om, at her havde ligget svære træbjælker, som var brændt. Mærkeligt! Hvis disse bjælker var anbragt samtidig med stenpakningerne kunne anlægget, efter naglerne at dømme, næppe være fra oldtiden. Jernnagler med runde hoveder er svære at datere, men en fornemmelse sagde, at de tidligst kunne være fra middelalderen. Næste led i udgravningen var at undersøge en af de gravlignende stenpakninger for at afgøre om der virkelig var tale om en grav.

På dette tidspunkt indfandt de altid årvågne pressefolk sig. Arkæologer og journalister har ofte et fortrinligt samarbejde til gavn for begge parter, så de er gode venner. "Hvad finder du her?" spørges der. "Aner det ikke. Har aldrig set noget lignende". Journalisten vejrer med næseborene. "Gådefuldt anlæg fundet i Himmerland".

Kort efter blev gåden løst. Undersøgelsen af den ene "arm" viste, at det ikke var en grav - kun en nedgravning, 1,30 m dyb og 1,55 m lang, pakket med sten, der har virket som afstivning for to svære stolper, en i hver ende. Endnu var rester af træstolperne bevarede. Tilsvarende stolper fandtes i hver af de øvrige korsarme, og i samme afstand fra midten af centrumsstenen.

Det var nu klart at hele anlægget var ---- ja, hvad det var vil blive meddelt i en følgende artikel; her skal det blot oplyses, at fundet må være fra tiden mellem 1300 og 1700-årene. - I mellemtiden vil Skalks læsere få mulighed for at øve deres skarpsindighed og vise sig kvikkere end arkæologen var det.

Forslag til anlæggets tolkning kan indsendes til Tidsskriftet Skalk, Forhistorisk Museum, Vester Allé, Århus. Mellem de rigtige forslag, som er redaktionen i hænde inden 1. januar 1960, vil blive trukket lod om bogen "Bronzekedelen fra Brå" (Ole Klindt-Jensen. Jysk Arkæologisk Selskabs skriftrække, nr. 3).