Adams Geografi

Førstepladsen blandt disse kildeskrifter indtager det, som bærer titlen »De hamburgske ærkebispers historie«. Værket, der antages tilblevet kort før år 1075, er stilet til ærkebisp Liemar af Hamburg-Bremen. Forfatteren kalder sig »ringeste kannik ved den hellige Bremerkirke« og dølger sin identitet under bogstavet A, så at vi må ty til andre kilder for at få opklaret, at det er magister Adam, Bremer-domskolens leder, der er tale om. Denne Adam, som altså var en beskeden, men ingenlunde nogen ubetydelig mand, har ikke holdt sig strengt til det i titlen afstukne emne, og til held for os har han ofret Norden en stor del af sin flid. Hans bidrag til vor ældste historie er tungtvejende, men den side af bogen vil vi her lade ligge og i stedet hellige os det, som er dens andet hovedtema, nemlig den geografisk-etnografiske beskrivelse af Nordens lande og folk. Gennem flere århundreder blev den stående som det fyldigste, der var sagt om den sag; først op i 1400-årene kunne den henlægges som forældet.

Mens den flittige Adam i Bremen skrev på sin bog, løb det sidste vikingetog af stabelen. Det var ikke et planløst røvertogt, men et velovervejet erobringsforsøg foretaget af den danske konge Svend Estridsøn, med det formål at genoprette morbroderen Knud den Stores Nordsørige. Forsøget mislykkedes; England lod sig ikke længere undertrykke, og den magtposition, som kunne være blevet resultatet af tre århundreders mere eller mindre målbevidste bestræbelser, gled endeligt og afgørende Danmark af hænde. Vikingetiden var virkelig forbi, nu var der kun tilbage at skrive dens historie, og det tog altså Bremerkanniken sig af. For ham var der dog en anden strid, som var mere væsentlig end krigstogene i øst og vest, nemlig kristendommens kamp mod de hedenske guder. Den havde stået på i århundreder – næsten siden vikingetidens begyndelse – men var endnu ikke ført sejrrigt til ende. Danmark og Norge havde ganske vist antaget den nye tro, men i Sverige holdt man stædigt fast ved den gamle. Missionen i Norden var Bremerkirkens særlige anliggende, og de nyomvendte lande var underlagt dens myndighed; først tredive år senere oprettedes ærkebispestolen i Lund. Hele denne virksomhed var for Adam en hjertesag, og det er grunden til, at han ofrer landene heroppe så stor opmærksomhed i sit værk.

Historisk set står Adam i porten til middelalderen og skuer tilbage over oldtidens sidste århundreder, geografisk befinder han sig i udkanten af verden med udsigt over lande og riger, som endnu er næsten ukendte for Europas civiliserede folk. At de nordiske lande eksisterede, var man naturligvis klar over, det var man blevet grundigt belært om under vikingetiden, og at de var beliggende omkring et indhav, har i hvert fald de nærmestboende vidst, men bortset fra sådanne fundamentale kendsgerninger har de fleste været blankt uvidende om nordiske forhold (Fig. 2). Et lille årtusinde tidligere havde græske videnskabsmænd tegnet udmærkede verdenskort, hvoraf enkelte også omfattede Syd Skandinavien, men de var gået i glemme; de kort, man nu havde, var af en anden og primitivere art, de viste Jorden som en flad, cirkelrund skive med oceanet som en ring udenom, og en blot nogenlunde korrekt fremstilling af de nordiske lande finder man ikke på dem. Adams geografiske beskrivelse er egentlig et oprør mod disse kort, men at hans verdensbillede trods alt er i samklang med deres, fremgår med temmelig tydelighed. Som den belæste mand, han er, ved han ganske vist, at grækerne tillagde Jorden kugleform, og det accepterer han, men uden at gøre sig klart, hvad det indebærer. Han kan ikke slippe forestillingen om, at verden har en grænse, hvor havet styrter i afgrunden, og som man derfor gør bedst i at holde sig fra.