
Abbed Peders død
»Her er jordfæstet hr Peder Sørensen, ved Guds nåde dette steds årvågne abbed, som forlod verden i det herrens år 1554«. Sådan lyder I oversættelse den latinske indskrift på en gravsten i Rye kirke mellem Silkeborg og Skanderborg. Den omtalte abbed hviler imidlertid ikke her. Indskriften har ikke længere gyldighed; stenen er en tilflytter, bragt herhen fra den nærliggende Øm klosterkirke, der blev nedrevet en halv snes år efter hr Peders død. (Fig 1)
Af H. Garner Nielsen

Peder Sørensen var om ikke den sidste, der bar abbednavn i Øm, så dog den sidste, som fik lov at beholde det livet ud. Så underligt formede det sig for ham, at han selv så at sige blev vært ved det møde, som beseglede de danske klostres skæbne, og det fandt sted i den selvsamme kirke, hvor nu hans gravsten findes. Her samledes 1534 rigets stormænd, og efter langvarige, stormfulde forhandlinger enedes de om at tilbyde den lutherske hertug Christian (d. 3.) Danmarks krone. Ham blev det da, som to år senere gennemførte reformationen, som bragte klosterlivet til ophør, heldigvis uden den voldsomhed, man kunne have frygtet. I Øm som andetsteds fik munkene lov at blive boende, hvis de selv ville, men Guds (det vil sige Luthers) ord skulle prædikes for dem. På den måde udsattes klostrets nedlæggelse i 24 år – ingen lang tid for en stiftelse, der har fire århundreder at se tilbage på.
Øm kloster, hvis ruiner idag kan beses ved landsbyen Emborg, fire kilometer fra Rye, blev formelt stiftet år 1165 som aflægger af Vitskøl kloster i Himmerland, der selv var udsprunget fra Esrom kloster i Nordsjælland; cistercienserordenen, hvis oprindelige hjemsted var Frankrig, formerede sig ved knopskydning. Det var ærkebisp Eskil, Absalons initiativrige forgænger, der først bragte den til Danmark, hvilket var sket blot en snes år før Vitskøl satte sin frugt. Den lille flok munke, som i 1165 forlod det himmerlandske kloster og drog sydpå for at forøge cistercienserklostrenes antal med endnu eet, fandt ikke straks sit blivende sted. (fig. 2) Først efter syv års omflakken og tre fejlslagne bosætninger kom den, som det hedder i klosterkrøniken, »til en grund, der hedder Øm, omgivet til alle sider af vand og moser, og fandt dér, nær ved skoven mellem to søer, Gudensø og Mossø, et sted, der var tæt overgroet med mange buske, og som forekom dem at egne sig vel«. Cara insula (Den kære ø) kaldte de pladsen, og ved at forbinde de to søer med to kanaler fik de den virkelig gjort til en slags ø. Her blev klostret bygget, men udvidelse blev hurtig nødvendig. Allehelgens aften 1257 – 92 år efter klostrets stiftelse – indviedes »den nye kirke«, som satte kronen på bygningsværket.
Bliv abonnent
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.
Periode: Middelalder (1050 til 1535)
Udgave: Skalk 1966:2
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.





