Abbed Peders død

Peder Sørensen var om ikke den sidste, der bar abbednavn i Øm, så dog den sidste, som fik lov at beholde det livet ud. Så underligt formede det sig for ham, at han selv så at sige blev vært ved det møde, som beseglede de danske klostres skæbne, og det fandt sted i den selvsamme kirke, hvor nu hans gravsten findes. Her samledes 1534 rigets stormænd, og efter langvarige, stormfulde forhandlinger enedes de om at tilbyde den lutherske hertug Christian (d. 3.) Danmarks krone. Ham blev det da, som to år senere gennemførte reformationen, som bragte klosterlivet til ophør, heldigvis uden den voldsomhed, man kunne have frygtet. I Øm som andetsteds fik munkene lov at blive boende, hvis de selv ville, men Guds (det vil sige Luthers) ord skulle prædikes for dem. På den måde udsattes klostrets nedlæggelse i 24 år - ingen lang tid for en stiftelse, der har fire århundreder at se tilbage på.

Øm kloster, hvis ruiner idag kan beses ved landsbyen Emborg, fire kilometer fra Rye, blev formelt stiftet år 1165 som aflægger af Vitskøl kloster i Himmerland, der selv var udsprunget fra Esrom kloster i Nordsjælland; cistercienserordenen, hvis oprindelige hjemsted var Frankrig, formerede sig ved knopskydning. Det var ærkebisp Eskil, Absalons initiativrige forgænger, der først bragte den til Danmark, hvilket var sket blot en snes år før Vitskøl satte sin frugt. Den lille flok munke, som i 1165 forlod det himmerlandske kloster og drog sydpå for at forøge cistercienserklostrenes antal med endnu eet, fandt ikke straks sit blivende sted. (fig. 2) Først efter syv års omflakken og tre fejlslagne bosætninger kom den, som det hedder i klosterkrøniken, »til en grund, der hedder Øm, omgivet til alle sider af vand og moser, og fandt dér, nær ved skoven mellem to søer, Gudensø og Mossø, et sted, der var tæt overgroet med mange buske, og som forekom dem at egne sig vel«. Cara insula (Den kære ø) kaldte de pladsen, og ved at forbinde de to søer med to kanaler fik de den virkelig gjort til en slags ø. Her blev klostret bygget, men udvidelse blev hurtig nødvendig. Allehelgens aften 1257 - 92 år efter klostrets stiftelse - indviedes »den nye kirke«, som satte kronen på bygningsværket.

Klostret i Øm har ingenlunde hørt til de ringeste, men når man betænker, at det drejer sig om et samfund, hvis bærende ide er at holde sig uden for verdens larm, skulle man ikke på forhånd vente, at ret megen viden om det ville nå frem til efterverdenen og os. Alt taget i betragtninger vi imidlertid forbavsende velorienteret om livet på Den kære ø, der ofte har formet sig mere bevæget, end munkene brød sig om. Et enestående heldigt tilfælde har bevaret et stort brudstykke af en klosterkrønike omfattende tiden fra stiftelsen og et århundrede frem. Lovtaler over klostrets velgørere veksler her med fromme betragtninger og lange beskrivelser af trætter med stridbare Århusbisper, men indimellem er vævet mange småtræk om klosterindretning og klosterliv. Det således erhvervede billede har kunnet bekræftes og suppleres gennem de omfattende udgravninger, som fandt sted fra 1911 og fremefter. Det store bygningskompleks med kirke, buegang, økonomibygning og alt, hvad der hører sig til, er nu frilagt i hovedtræk, og talrige løsfund har kastet lys over klostrets hverdag. Blandt de mange skeletter, som er fundet i de undersøgte grave, har flere kunnet identificeres ud fra klosterkrøniken, mens andre har vigtige ting at fortælle om munkenes lægekunst.

Men dermed er mulighederne ikke udtømt. Der er levnet os endnu en bemærkelsesværdig udvej til at få indblik i stedets liv.

Vi rykker igen frem til tiden efter reformationen, hvor abbed Peder Sørensen og hans munke spiser nådens brød i et kloster, som de verdslige myndigheder står på spring til at overtage. Januar 1554 sender kong Christian d. 3. fra Koldinghus befaling til abbeden, at han skal lade gøre et inventarium over klostrets tilggelse og breve, dets forråd af enhver slags og dets gæld, for at ikke noget skal bortkomme. Særskilt skal han optegne, hvad forråd klostret har af penge. Han skal underskrive inventariet med egen hånd og også lade den unge abbed gøre det. Dr Machabæus skal have tilsyn med registreringen på kongens vegne og ligeledes underskrive registeret, som derefter skal sendes til kongen.

Stærkt og dygtigt har abbed Peder gennem henved 30 år ledet klostret, velvidende at hans virke var uden fremtid, at med ham var alt forbi. Nu er han gammel og syg, og det er vel baggrunden for kongens ønske om en opgørelse over det gods, som snart skal blive hans. Under de foreliggende omstændigheder kan man sikkert gå ud fra, at det har været hjælpeabbeden Jens Simonsen, der har måttet trække læsset; han har haft en travl tid med rundt i det vidtstrakte klosterkompleks at optælle alt løsøre, og samtidig har han måttet tilse et andet stort arbejde, som kongen også har givet ordre til, nemlig affattelsen af en fortegnelse over Øm klosters jordegods, som omfattede flere kirkesogne og henved 250 landejendomme samlet med flid gennem de århundreder, klostret har bestået.

Cistercienserordenens styrke var - navnlig i dens ældre tid - en fast organisation med kontakt og sammenhold tværs over landegrænser. Den pålagde sine medlemmer ydmyghed og simpelhed i levevis, den krævede bøn og arbejde og hyppig faste, men den forbød dem ikke at samle gods. Til at passe den store virksomhed optog klostrene lægbrødre, som delte munkenes kår, men til en vis grad var fritaget for de religiøse øvelser og derfor kunne hellige sig grovere arbejde. Landbruget var langtfra det eneste, der var at tage vare på. Øm kloster har haft værksteder af forskellig art, teglværk og mølle. Haven har skullet passes og fiskeriet på Mossø ikke forsømmes. Købmænd er rejst ud med varer. Munkene selv havde som sagt deres religiøse gøremål, men har dog måttet afse tid til arbejde på klostrets hospital og plejehjem for invalider og kronisk syge og til undervisning af 30 elever i klostrets latinskole.

»Torsdag efter fastelavns søndag blev dette efterskrevne register udfærdiget efter kongelig majestæts brev og befaling på, hvad her findes udi Øm kloster, løst og fast, år 1554«. Således indledes det bevarede håndskrift, og nu følger den lange liste over indbo med videre, delt i to afsnit, hvoraf det første opregner klostrets egentlige inventar og ladegårdens besætning, mens anden del katalogiserer bøgerne i klosterbiblioteket. Det er som om klostret i dette dokument tager afsked med sig selv. En stræbsom gamling mønstrer, hvad der gennem et langt liv er nået og samlet og nu snart skal gives afkald på.

Listen fører os rundt i det store klosterkompleks, fra rum til rum, fra loft og til kælder. Det første sted, hvor vi med hjælpeabbed Jens som ledsager træder ind, er sakristiet i klostrets østfløj, nærmest kirken - et langt smalt rum, hvis grundplan idag ligger afdækket i ruinen. Her opbevares kirkens kostbarheder under sakristanens tilsyn. Ham påhviler det således at sørge for, at messeklæderne, som bruges ved de mange katolske kirkefester, ikke fortæres af mug og møl. Det ville" være skade, for her er messehagler og -kåber af det kostbare fløjl i strålende farver, røde, blå og grønne samt hvide af damask; her er gyldne og sølverne messeklæder, messeklæder af grøn silke og sort satin, flerfarvede af rødt og blåt fløjl, sortbrogede og silkestukne. (Fig 3) Sammesteds opbevares »noget gammelt alterklæde« og noget gyldenstykkes klæde, som har været anvendt til at dække kirkens ligbåre. Det er ingen ringe værdi, der således er samlet i fløjlsklæde, guld- og sølvbroderi og den sjældne silke, som er transporteret den lange vej fra det meget, meget fjerne Kina. - Men een ting savner man: den gyldne messehagel, som nævnes i den gamle klosterkrønike, den der var »så stiv af guld, at den ikke kunne lægges sammen uden i dertil indrettede folder«, og som blev frarøvet klostret. Den synes ikke at være kommet til veje igen.

»Abbeth Kru--«, ordet er beskadiget i manuskriptet, men der har vel stået krucifiks. Også kirkens hellige kar nævnes og de fire klokker, som dog naturligvis ikke opbevares i sakristiet, men er ophængt forskellige steder, således i kirkens tagrytter. Mærkelig nok findes een af dem endnu bevaret - i Hesselager kirketårn på Fyn, antagelig bragt dertil af kansler Johan Friis til Hesselagergård. Abbed Christiern, der lod den støbe i året 1490, har næppe forudset, at hans klokke skulle komme til at lyde over det fynske land.

Vi går videre til et andet skatkammer, denne gang af mere jordisk art. Her råder kældermesteren, lægbrødrenes myndige leder. Hans skridt runger under lave hvælv, der lyder nøgleraslen og lyd af jernbeslagne døre. Vi kigger ind i klostrets bugnende fødevarelagre.

Klosterfolket - munke, lægbrødre og tyende - har til daglig omfattet ca 100 personer. Men dertil kommer de vejfarende folk i klosterherberget, patienterne på sygehus og plejehjem og enkelte gamle aftægtsfolk, som har fundet husly her. Men ikke nok med det. Klostret skulle i tilfælde af misvækst og hungersnød uden videre kunne bespise en hel egns befolkning. På den baggrund må de meget betydelige beholdninger ses.

I »herre- og svendekældrene« står 5 1/2 tønde smør, 1 tønde med oste, 16 tønder mjød, 12 tønder most, Hamborg øl, års øl, gammelt øl, svende øl - ialt 107 tønder øl. Med det søde det sure: 8 tønder eddike. På lofter og i andre kældre er der meget mere endnu: 14 tønder sild, 6 tønder ål, 3 tønder torsk, 2 tønder helt og en mængde tørfisk, sild, hvilling, flynder etc. Yderligere 5 tønder smør, 2 tønder ister, 3 tønder gryn, en tønde med gåsekød og een med fårekød. (Fig 4)

Af flæskesider fra vinterens slagtning er opgivet et enormt antal, 1500, men det kan muligvis bero på en fejlskrivning; romertallet xvc skal maske læses 85. Mere sandsynligt lyder det med 150 sider gammelflæsk, uden tvivl en hvinende salt og temmelig harsk detalje. Af slagtemad yderligere: 7 oksekroppe, 48 fårekroppe, 30 røgede gæs og en del spegeflæsk.

Og der er mægtige beholdninger af. rug, byg, havre, boghvede og færdigmalet mel.

Den lange liste over fødevarer slutter med de til ølbrygningen nødvendige produkter, malt og humle. Den sidstnævnte snor sig idag vildtvoksende op ad stammer og grene på klostrets grund. (Fig 5)

Det store køkken, som vi kender fra udgravningen, får vi også indblik i. Kogekarrene er opregnet helt ned til gamle kasserede kobbergryder, hvilket måske fortæller lidt om metallets pris. Den store husholdning har krævet store kedler; den største, vi her præsenteres for, har rummet een tønde, det vil sige ca 130 liter. Iøvrigt er her riste, stegespid, rivejern, brændeøkse, brændefork og meget andet. - Lagerlistens opregning af øl, malt og humle har allerede røbet, at der fandtes bryghus i klostret. Det kommer da ikke som nogen overraskelse, at et afsnit af listen er helliget dettes udstyr.
I klostrets fadebur, der ikke er noget spisekammer, men et rum til opbevaring af dækketøj og sengetøj. Finder man lysestager, krus og kander, tinfade og tintallerkener, borde, vandfade og tre bilæggere. (Fig. 8) Endvidere sengeklæder, både »gode og onde«. Til de sidstnævnte må man vist henregne 22 kornsække, der er opført blandt sengetøjet. - Til klostret var knyttet forskellige værksteder, som gennemgås med større og mindre grundighed. (Fig. 9) At man også har drevet handel, ja ovenikøbet udenrigshandel, røber listen over det gods, som klostrets købmand »har til Lübeck«. Det drejer sig om varer som hamp, reb, salt og. stål. At munkene har haft stål at sælge, kan lyde mærkeligt, men fund af jernslagger i omegnen synes at godtgøre, at man har opgravet myremalm i det lave land mellem søerne og udnyttet den til jernudvinding. (Fig. 10) Hos abbed Peder. Den gamle mand, der som en særlig nådesbevisning på livstid bebor et stenhus i klostrets abildgård, får alt løsøre i sin æresbolig registreret. Det er førsteklasses sager: En skøn, lang borddug af stof, et ulveskindsdækken, hollandske sengeklæder, herrehynder og daglighynder og festligt sølvtøj til bordet. (Fig. 11). I hans pengeskrin er forvaret 300 daler og 100 guldgylden, og så har han endda 100 daler til gode hos en købmand i Randers. Den gamle abbed i havehuset synes således velbjærget. Heller ikke klostrets kasse - som kongen har ytret særlig interesse for - er tom. Når al gæld er betalt, indeholder den 400 joachimsdalere, og klostrets købmand skylder for 10 staldokser i alt 205 ½ daler. (Fig. 12)

I klostrets umiddelbare nærhed lå ladegården, hvis opgave det var at skaffe friske fødevarer til den daglige husholdning. Gården har været pa 4-500 tdr land, ret ringe jord. I 1567, efter at klostret var nedrevet, blev den udstykket i fire almindelige gårde, som alle eksisterer endnu omend i stærkt ændret skikkelse. I registeret gøres der omhyggeligt redefor ladegårdens besætning. I staldene står 2 7 malkekøer og 12 0 staldokser. Af kvier og stude er der 31, når kalvene regnes med, og til formerings gavn holdes en enkelt tyr. På heder og overdrev græsser 140 får, mens klosterskoven giver ly og olden til 100 langbenede, stridbørstede svin. Af heste er der hele 34, men deri er ganske vist indbefattet nogle opstaldede hofmandsheste. - De mange knogler, som blev fundet ved udgravningen, har bekræftet, hvad vi vidste fra anden side, at middelalderens husdyr gennemgående var små sammenlignet med vore racer.

Det fremgår af listen, at kongen har nogle dyr opstaldet på klostret. Han vidste jo, at det hele en dag blev hans, og er vel så småt begyndt at tage sin ejendom i besiddelse. Herefter følger inventarets anden del, som ikke er den mindst interessante. Mens førstedelen er affattet på dansk - endog i en jysk dialekt, som minder en del om den, der tales ved Øm den dag i dag - så slår man nu over i latinen. Vi er nemlig kommet til åndslivet, til biblioteket, og bøgerne såvel som deres titler er naturligvis på de lærdes sprog, som derfor er faldet registratoren naturligt i pennen. Både papiret og bogtrykkerkunsten var kendt i Danmark i 1554, men var ikke gamle i gårde, og de fleste bøger i klosterbiblioteket har været håndskrevne på pergament. Fremstilling af bøger ved afskrivning fandt meget ofte sted netop i klostrene, som vor egen nutidige kultur derfor står i stor gæld til. Øm var i så henseende ingen undtagelse; om to af abbederne fortæller krøniken, at de afskrev bøger og var dygtige til at male og illuminere. Det sidste må være udtryk for en slappelse af de strenge klosterregler, for i et ældre afsnit af samme krønike tales der om bøger med »gyldne og malede bogstaver, som vor orden ikke tillader os at virke; men når de er andres værk og skænkes os til gave, tør vi nok tage derimod«. (Fig 14)

Klosterbiblioteket i Øm havde til huse i et lille rum ved siden af sakristiet. Der var to bogsamlinger, en åben, som alle klostermændene havde adgang til, og en lukket, som var forbeholdt abbeden. Værkerne er naturligvis først og fremmest af religiøst og teologisk indhold. Her er flere bibeludgaver, således også en på dansk, vel nok Christian d. 3's fra 1550. Her er helgenlegender og filosofiske skrifter. Thomas af Aquino og mange andre kirkefædre er repræsenteret, og det kan ikke undre i et cistercienserabbedi at finde samtlige skrifter af Bernhard fra Clairvaux, der var en af ordenens stiftere og dens særlige helgen. Derimod er det bemærkelsesværdigt at møde adskillige af Luthers værker i abbedens bogsamling, men det skyldes vel det før omtalte kongelige påbud. De verdslige bøger er mest af juridisk og historisk indhold. Man mærker sig en Saxo-udgave og et naturvidenskabeligt arbejde fra 1200-årene. Ialt nævner registeret lidt over 380 bøger, et efter datidens forhold meget betydeligt bibliotek, som, da bøger var meget kostbare, må have været formuer værd. Bibliotekets skæbne efter klostrets ophævelse er stort set ukendt. Måske eksisterer enkelte af bøgerne endnu.

Ved udgravningen fandtes under gulvet i sakristiet et lille, hemmeligt gemme indeholdende en del beslag fra middelalderlige bogbind. Hvad har det mon været for bøger, som her er blevet gemt og glemt?

Abbed Peder døde kort efter, at inventaret var afleveret. Jens Simonsen indtog pladsen, men kom kun til at beklæde stillingen i seks år; så blev klostret nedlagt, de sidste gamle munke blev pensioneret i Sorø og hr Jens selv anbragt i et luthersk præstekald på Djursland. På det tidspunkt var også reformationskongen Christian d. 3. gået til sine fædre; hans søn og efterfølger Frederik d. 2. havde egentlig tænkt sig Øm (eller Emborg, som man nu kaldte det) benyttet som kongeligt slot, men vragede det kort efter til fordel for Skanderborg. Ordre udgik, at »Emborg kirke med søvnhus, omgang og andre unyttige huse« skulle nedbrydes, hvilket skete de nærmest følgende år. »Petrus Seuerini, med ført pen«, læser man under det store dokument; den gamle, dødssyge abbed har i sin svaghed måttet have hjælp til underskriften. To andre navne under papiret har fugten næsten udslettet. Øm klosters saga er endt.