Ågab

I egnen omkring Magleby Nor har kystens folk, fiskerme og skipperne boet i flere hundrede år. Der er i arkiverne bevaret ikke så få oplysninger, som spreder glimt af lys over egnens fiskerliv i ældre tid. Og der lever endnu på stedet mange traditioner om fiskeriet fra noret i oldeforældrenes dage.

Magleby Nor skærer sig fra Østersøen dybt ind i Langelands sydende. Indtil det i midten af forrige århundrede blev udtørret, var der godt fiskeri i dets lave vand. Og ved den lille ø Skibholm var der en beskyttet, naturlig forankringsplads lige indenfor norets indløb, hvorfra det søgående fiskeri udgik. Vandvejen fra kysten gik gennem noret til kirkebyen Magleby i norets bund. Her sejlede fiskehandlerne ind endnu i mands minde, og har sikkert gjort det i århundreder, når de med rygkurv eller med en vogn forspændt med en hund skulle på salgstur hos bønderne. Vi mangler heller ikke fra denne egn sagnet om brudeparret som druknede ved kirkebankens fod, da de skulle stige i land for at blive viet.

Tidligere lå der flere små fiskerlejer i og ved noret. I Tranekærs lensregnskab fra 1588 omtales toldsteder i kirkebyen Magleby og på Sandhagen. En lokalitet ingen nulevende kender, men som omtales i så nøje tilknytning til andre stednavne omkring Magleby Nor, at stedet sikkert skal søges på denne egn. Og fra samme år oplyser lensregnskabet, at 16 Bagenkop mænd og 15 bosiddende på Sandhagen hver betaler ½ td. torsk i vintertold. (Fig. 1)

Det ser ud til, at der altid har været tale om egentlige fiskerlejer. Ikke blot om pladser, hvor egnens bønder slog sig ned i efterårsmånederne under sildefisket. Til denne opfattelse slutter de gamle fiskere i Bagenkop sig. De udgjorde indtil vore dage en isoleret gruppe, uden al hjertelig kontakt med bondearbejdet. I Bagenkops gamle fiskerfamilier lever endnu tradition for, at deres forfædre engang for mange hundrede år siden indvandrede "syd fra". Denne overlevering er næppe af ny dato, og måske også med en kærne af sandhed. For da sognepræsten i Magleby i 1743 meddeler "Geografiske Beskrivelser over Magleby Sogns Beskaffenhed med dets Naturabeleis, Antiquus, Curiosis og aliis notatii dignis" til Jessens atlas, skriver han, at Bagenkops fiskere taler et besynderligt accent, som han sammenligner med den angelborgske. Og et sagn, nedskrevet af sognepræsten i Ø. Løgum syd for Haderslev fortæller om fiskerfamilier fra Genner fjord, som udvandrede til Langeland.

Fra denne egn, hvor så mange traditioner om fiskeri og søfart foreligger til vor tid, kom der i efteråret 1953 meddelelse om fund af stenbro og lerkarskår i strandengene nord for Bagenkop. Her havde vognmand Albert Jensen gennem flere år gravet grus, og da han på et nyt område undersøgte, om der fandtes gruslejer i undergrunden, blev fundene gjort. Gennem de næste 3-4 år arbejdede Langelands museum med udgravninger på stedet, og det lykkedes at afdække dele af en større bebyggelse fra tiden omkring 1600.

Den lille renæssancebebyggelse lå som nævnt nord for Bagenkop, hvor der i bugten foran Magleby Nor er dannet en strandeng med sumpede områder og strandsøer. Langs kysten løber strandvolde, som midt i bugten brydes af sejlløbet ind til det nu udtørrede nor. Stedet kaldes stadig Aagab, og det delvis tilsandede sejlløb, Aaen, løber som en smal bugtet lavning ind gennem engene. Husene, vi udgravede, lå ude ved Østersøens kyst syd for indløbet, på et hoved, hvorfra strandvolden fører ned til Bagenkop.

Da vi begyndte at afdække hustomterne ved Aagab, var Bagenkops fiskere sikre på, at det var deres indvandrede forfædres huse, vi udgravede. Det kan man vel kun gisne om. Men sikkert er det, at den første bebyggelse ved Aagab bærer præg af at være opstået på een gang. Som om en koloni af fiskere er kommet et andet sted fra for samlet at slå sig ned på denne barske og åbne Østersøkyst. Om de så er kommet langvejs fra over havet, eller blot er flyttet nogle få km, giver udgravningen ikke mulighed for at bedømme.
Bebyggelsen ved Aagab kan ikke føres længere tilbage end til tidligst omkring 1550. De første huse gik til grunde under en af de stormfloder, som med mellemrum hærger Østersøens kyster. Havet havde næsten skyllet husene helt bort. Tilbage var kun enkelte væglinier markeret af syldsten, husgulve lagt af stenpikning og ovnenes svære bundsten med det rødbrændte ler slikket til uformelige klumper. Men trods al ødelæggelse kunne man dog se byens anlægsplan, svarende til den by, der rejste sig på den ødelagtes ruiner: smalle huse liggende side om side med gavlene ud mod stranden. (Fig. 2)

Stormfloden havde skyllet alskens affald og husgeråd rundt og aflejret det i sandet, så vi kunne under udgravningen fremdrage et bredt udsnit af de ting man havde brugt til daglig, og derved datere den første bebyggelse ret sikkert.

Vigtigst for dateringen af "stormflodslaget" er mønterne. Af dem blev der fundet adskillige, således på to steder sammenirrede mønttutter med henholdsvis fem og ni mønter. Hvor længe den enkelte mønt har været i omløb kan man ikke vide, men så meget er sikkert, at stormfloden må være yngre end de yngste mønter i det lag, den har efterladt sig. Den yngste mønt her – fra 1582 – lå på et heldigt sted, nemlig i sandlaget over de ældre huse, men under lergulvet i et af de yngre. Og da der i de yngre huse, som lige efter stormfloden rejste sig på de ødelagte ruiner, blev fundet lerfade, som pottemageren havde forsynet med årstal fra de første to tiår efter l600, kan den ældste bebyggelses ødelæggelse med ret stor sikkerhed ansættes til slutningen af 1500-tallet. (Fig. 3, fig. 4)

Fodnote: Møntbestemmelser: Den kongelige Mønt— og Medaillesamling.

De yngre huse blev bygget på de sammenskyllede sand-og tanglag over de ældre. Enkelte steder blev der yderligere dynget sand op, og alle husene blev trukket længere ind på pladsen, bort fra havet. Men også den yngste bebyggelse er mærket af havets nærhed. I vest havde havet taget måske halvdelen af husene, og i den bevarede del havde det ædt sig ind i en del af husklyngen. Men trods alt var der et stort sammenhængende areal tilbage, hvor tomterne af 18 huse lå ret velbevaret.

Der var meget, som tydede på, at højvandet i hvert tilfælde een gang havde været inde i husene, medens de var beboet. I ældre tid var havet en ikke sjælden gæst i kystens huse, uden at man af den grund flyttede dem op på højere terræn. Hr. Niels Rosenstiern, den ovennævnte sognepræst i Magleby, skriver i 1743 at højvandet undertiden, når vinterens nord-øst storme presser vandet fra Den botniske Bugt ud gennem bælterne, forårsager stor skade i "de bagnekoppers huse".

Når græstørven var skrællet af lå hustomterne som store udflydende lerflager, hvoraf der hist og her dukkede sten fra husenes syldstensrækker eller ovne frem. Efterhånden som udgravningen skred frem, og hus føjede sig til hus, tegnede byens anlægsplan sig. Langs kysten lå en krans af huse side om side med gavlen ud mod stranden, og med smalle slipper mellem husene, som tillod passage ind til hovedets midte, hvor der lå andre, men mindre huse. Hele hovedet var tæt bebygget. Kun et sted var der en lille åben plads. Og et andet sted førte en bredere "gade" fra indløbets bred op mellem husene. Måske var det vejen til anløbsstedet alleryderst i indløbet. For langs det gamle indløbs bred blev der iagttaget en primitiv spunsvæg af kantstillede brædder, fastholdt af nedrammede pæle. Desværre blev den set, medens grusværkets maskineri arbejdede på stedet, så nærmere undersøgelse var ikke mulig.

Under udgravningen lærte vi de mennesker, som engang havde levet i husene, ganske godt at kende. Det var ikke et unuanceret samfund, der levede ved Aagab. Tværtimod har der bestået en tydelig økonomisk lagdeling, som bl.a. gav sig udslag i husenes størrelse og indretning.

De større huse var opdelt i flere rum, som i mange tilfælde kunne bestemmes som værende bryggers eller stue. De kunne være udstyret med både en bageovn, en arne hvorpå maden blev lavet, og en kakkelovn, opmuret af flade, glacerede lerkakler og af "kakkelpotter", små, indvendig glacerede lerpotter med firkantet åbning, bestemt til at lede varmen ud i rummet. Også simplere materialer som mur- og tagsten kunne indgå i ovnene. Et sted fandtes et ret stort antal kakler fra husets kakkelovn liggende på lergulvet, og brudstykker blev fundet rundt i affaldslagene. Der er stykker af næsten alle de kakkelformer, tiden kendte: Topstykker fra ovnenes overdel, udkragede gesimskakler og hjørnekakler med figurer og ornamenter i relief, og ikke mindst mange af de rektangulære og kvadratiske kakler fra ovnenes sider med billeder fra Det gamle og Det nye Testamente, eller af tidens stormænd og fyrster. Let kendelig ved tydelig portrætlighed er Christian den Anden med rigsvåbnet foran sig og Den gyldne Vlies' ordenskæde om halsen.

Andre huse var små. Kun et enkelt rum med en simpel lerovn i et hjørne op mod væggen - en såkaldt røgovn, bygget på en stenlægning på jorden med et par større sten op mod væggen, for at beskytte denne mod varmen fra ilden. — Ofte var ikke blot den hårdtbrændte lerbelægning på bundstenene bevaret, men også resterne af den lerkuppel, som havde hvælvet sig over den.

Uanset om husenes ovne var bygget af de pyntelige og dyre kakler, eller var simpelt klinet op af ler, fælles for dem var, at de har afgivet røgen direkte ud i det rum, de stod i. En skorsten blev ikke påvist i noget hus. Røgen har, måske hjulpet af et røgfang, selv måttet finde vej op under taget til røghullet i tagrygningen.

Et af de større huse var så velbevaret, at man kunne få et klart billede af et kysthus' indretning omkring 1600. Det lå med den østlige langside ud mod den omtalte vej gennem husklyngen. Det var omkring 9,50 m langt og 4,50 m bredt. Dets langvægge var tydeligt markeret af de tætliggende syldsten, med spring i syldstensrækkerne regelmæssigt over for hinanden, hvor de jordgravede vægstolper havde stået. Nede i stolpehullernes blandede fyld viste mørkebrune træspor stolpernes nøjagtige plads. Omkring huset lå det udvaskede ler fra de klinede vægge, og enkelte steder lå der endnu på syldstenene rester af lervæggen og af det frønnede fodtømmer mellem vægstolperne. (Fig. 5, fig. 6)

I dette syv fag lange bindingsværkshus varder tre rum. Også skillevæggene var rejst på syldsten, som ud for ovnene var meget store, for at kunne bære den svære væg ind mod den varme ovn.

Det sydlige rum var husets stegers eller bryggers. Her var der, i hjørnet ind mod det næstfølgende rum, et svært stenfundament til en rektangulær bageovn. Foran dennes indfyringssted lå den stenlagte kogeplads, hvor konens gryder og potter har stået over ilden, og hvorfra der måske har været indfyring gennem væggen til ovnen i husets midterrum, stuen. Fordelene ved en sådan "bilæggerovn" i et hus uden skorsten er indlysende. Opholdsrummet kunne derved holdes fri for røg.

Husets to første rum, der hver var på tre fag, har som sagt været brugt som bryggers og stue. Vanskeligere er det at skønne om brugen af det tredie, kun eet fag brede rum i husets nordende. Der har været færdsel i rummet, derom taler det smudsige lergulv tydeligt. Skillerumsstenene har derfor næppe båret en fast alkoves forside; en mulighed, som under udgravningen trængte sig på. Muligvis har det lille uopvarmede rum været brugt som oplagsrum eller haft et lignende formål.

I et andet stort hus, der lå med gavlen ned mod indløbet og var 14 m langt og 7,5 m bredt, blev den bedst bevarede bageovn udgravet. Også den var bygget på et svært stenfundament. Ovnen var rund og har været overdækket af en lerkuppel. Den rødbrændte, velbevarede arne i ovnen lå bevaret som den dag, den blev forladt. Da vi brød den op, lå der under den et lag småsten på en ældre arne; den var gennemfuret af revner og har ikke kunnet bruges mere. Foran bageovnens indfyringssted lå kogepladsens murstensbelagte flade, som på siderne var indesluttet af korte mure af ler.

En ovn som denne har mindet påfaldende om de "åbne skorstene" vi kender fra frilandsmuseers bøndergårde; blot er kogestedet i disse sidste efter senere tiders skik hævet op i bekvem højde.

Når en hustomt ligger afrenset, er det ofte muligt at konstatere husets oprindelige indre opdeling og indretning. Andre dele af dets konstruktion, og da især tagkonstruktionen, kan derimod volde vanskelighed. I byen ved Aagab var det i flere tilfælde muligt at påvise, hvor husenes døre havde siddet. Og fund af hele og ituslåede rudeglas antyder, at i hvert tilfælde de større huse har haft vinduer med glasruder. En vis luksus har været tilstede. I visse vinduer har ruderne dannet mønstre sammensat af runde, buede, rhombiske, rektangulære og kvadratiske rudeglas. Muligheden af malede ruder antydes af et lille skår. (Fig. 7, fig. 8, fig. 9).

Når de forskellige træk sammenfattes, vil der næppe være meget forkert i at rekonstruere husene som det afbildede skitseprospekt antyder: Lave bindingsværkshuse med få og små vinduer, med et åbent hul måske med en lyre i tagrygningen til røgaftrækket, og med stenpikning eller større trædesten foran dørene. Huse som i meget ligner de bindingsværkshuse fra omkring 1800, som endnu findes spredt rundt om i landet. Men i Aagab-husene er ældre træk tydelige. Skorstenen er endnu ikke nået ud til almuens huse, ved ovnene ligger kogepladsen endnu på oldtidsmanér i gulvhøjde, og i husenes bærende konstruktion er der primitive træk, som forlængst var forladt, da man byggede de bindingsværkshuse, som står i dag. I de sidstnævnte står væggenes stolper indtappet i en fast fodrem, hævet over den fugtighed fra jorden, som gav de jordgravede stolper en begrænset levetid. (Fig. 10, fig. 11)

De yngste huse i Aagab var kun beboet en relativ kort tid, før de blev forladt. Antagelig fordi stedet selv for kystens hårdføre mennesker var for barskt og for udsat ved højvande. Som antydet har højvandet sikkert været oppe i husene, medens de var beboet. I de fleste huse blev der udgravet to gulvsituationer. I de større huse var der i flere rum lagt gulv af rullesten fra stranden. I et enkelt tilfælde med et mønster af stenrækker, i et andet hus løb en vinkelbøjet rendesten gennem gulvet. Men de oprindelige stenpikkede gulve var i tidens løb sunket ned i det bløde underlag. De store huller og ujævnheder var blevet fyldt af alskens affald, og derefter dækket af et lergulv. Beboerne har, som udgraveren erkendte det 350 år senere, lært sandheden i Skriftens ord om ikke at bygge sit hus på sand.

Af husenes inventar var der i affaldslagene i slipperne mellem husene og i ujævnheder i husgulvene bevaret tusinder af småting. Den fyldigste gruppe er pottetøjet. Der er runde, trebenede stjertpotter, hvori maden blev kogt. Af bordtøj er der skåle og enkelte kander af rødt ler med glasur. Der er ensfarvede og polykrome fade. De mangefarvede fade med dekorationer i geometriske mønstre eller med bundbilleder af fugle og dyr virker tiltrækkende. De repræsenterer en tid, hvor det hjemlige pottemageri nåede et højdepunkt. Af det sorte lertøj, næppe jydepotter, snarere gjort i fynske pottemagerier, er der potter og kander. Fra de tyske stentøjsværksteder er der enkelte drikkekander med skæggede mandsansigter på halsen. Også pottemageriets aristokrati, fajancen, er repræsenteret. Desuden blev der fundet bordtøj af glas. Høje, slanke, sekskantede drikkeglas med omlagte, krusede glasstave, lavere blå glas og små glasskåle. Messingskeer og et stort antal bordknive med skafter af hjortetak, samt messinghaner fra ølankre med grebet formet netop som en hane, henhører også under saggruppen "bordets glæder". (Fig. 12, fig. 13, fig. 14).

Et ikke helt ringe antal bogspænder bærer vidnesbyrd om et vist åndeligt liv. Fra kvindernes huslige arbejde er der fingerbøl og sakse. Om personlig hygiejne taler små øreskeer.

Er det nu muligt ud fra de resultater udgravningen førte til, at få en forestilling om livet i en strandbebyggelse på Kristian den Fjerdes tid? Noget kan vel siges, måske især om det lille samfunds økonomiske baggrund.

Der har været drevet et udstrakt fiskeri fra Aagab. Vi har fra affaldslagene et stort antal fiskekroge og andre fiskeredskaber, og der var overalt mængder af fiskeknogler i affaldslagene og på husgulvene. Men der er også flere ting, som tyder på kontakt med de tyske byer ved Østersøens sydkyst. Det er igen møntfundene, som taler klarest.

Der blev ialt fundet 43 mønter i kulturlagene, og heraf er 31 fra Østersøbyer: Stralsund, Rostock, Wismar, Lübeck, Grevesmühlen, Mecklenburg, Güstrow samt fra Lüneburg. Desuden er der fem mønter fra fjernere tyske steder. En er fra det vesttyske hertugdømme Jülich, Cleve og Bug, der er tre Nürnbergerregne-penninge og en, måske falsk Meissnergroschen, den har forgyldt været brugt som smykke. Med et par undtagelser er de 36 tyske mønter slået i 1500-tallet og har altså været relativ nyslået mønt, medens Aagab var beboet. Overfor står kun syv danske mønter. Tre mønter fra Erik af Pommern og Hans er de ældste genstande på pladsen. Fire mønter er slået i 1500-tallet under kongerne Frederik den Første, Christian den Tredie og Frederik den Anden.

Det store antal tyske mønter kunne tyde på sejlads med større både på de tyske havne, antagelig især med fiskesalg for øje. I så fald er det en trafik, som endnu omkring 1900 blev drevet med egne både fra Bagenkop. I vort århundrede blev fisken afsat i Eckernförde og Kiel, og tyske sølv- og guldmark var gængs mønt som brugtes i Bagenkops butikker, som betaling til egnens håndværkere og mellem fiskerne indbyrdes ved bådehandler.

Adskillige af småfundene kan være direkte hjemført fra de nordtyske byer. Drikkeglassene, de små glasskåle, "Maigeleine", og små glasflasker kan være tilvirket i tyske glashytter, men de kan også være danske eller skånske produkter. Derimod er stentøjskanderne fra rhinske værksteder og fajancefadene nok fra tyske eller hollandske pottemagerier. (Fig. 15, fig. 16, fig. 17, fig. 18)

Maske skyldes den relative velstand i bebyggelsen ved Aagab især skibsfart, som ikke alene behøver at være baseret på salg af fisk. De langelandske bønder havde fra gammel tid ret til at drive handel og søfart udenom Rudkøbing. Og netop i de år, husene lå ved Aagab, begyndte Langelands bønder foruden at drive oversøisk handel med egne produkter, også at optræde som købere på sommerens store hestemarkeder i Landskrona og Helsingborg. Det var mange unge heste, langelænderne i årene omkring 1600 opkøbte, antagelig for senere at sende dem videre til Tyskland, Til denne bondehandel har der været brug for skibsrum.

Måske er det mindet om fordums "Skibs og seiglendes Handel", der godt og vel hundrede år efter at Aagabs-bebyggelsen var forladt, får den flere gange citerede pastor Rosenstiern i Magleby til at beklage sig over, at der ikke må lodses og lastes fra indløbet til noret, hvor ret store fragtskibe kunne ligge.

De 18 huse vi udgravede, var kun en del af den lille by ved Aagab. Måske har der engang boet over 30 familier på stedet. Men kun en kort tid. Hvorfor blev pladsen nu forladt? Ganske sikkert fordi stedet var ubeboeligt. Under udgravningen fik vi rig anledning til at opleve, hvor uudholdeligt det var at opholde sig pa den øde kyst, når efterårsstormene fejede ind fra Østersøen, og højvandet steg op over husene. En vinterdag, da udgravningen var standset for det år, stod vandet 70 cm over de udgravede huse.

En dag har beboerne forladt stedet, sikkert lidt efter lidt, den ene familie efter den anden. Havet begyndte at vaske husenes lervægge ud til en vælling over tomterne, og dækkede dem lidt efter lidt med opskyllet grus og sand. Den lille by blev både gemt og glemt indtil grusgravningen i 1953. Kun den frodige plantevækst ville for den indviede have røbet kulturlagene under sandet. Derpå tænkte ingen, men der groede en årrække gode kartofler på stedet.

Under udgravningen benævnte vi den lille by efter Aagabet, som den jo lå ved. Det ville dog være et tilfælde, om det var dens oprindelige navn. Stednavnet "Sandhagen" i lensregnskabet, hvor 15 mænd hver betaler ½ td. torsk i vintertold i 1588, er også glemt. Kan Sandhagen være identisk med den lille strandby, vi udgravede yderst på strandvolden ved indløbet til Magleby Nor? Den lå jo virkelig på en gold, sandet "hage". Det er muligt, vel også sandsynligt, at udgravningen har afdækket Sandhagens ruiner. Men det afgørende bevis for antagelsens rigtighed mangler.